Hunkøn

Flere af os har netop læst Andrea Long Chus lille men længeventede bog Females, som udkom her i september. Vi bringer herunder nogle uddrag vi har oversat, og de første umiddelbare reaktioner, vi delte med hinanden.

På spørgsmålet ”Hvornår vidste du, at du var kvinde?” svarer Long Chu et sted: ”Samtidig med at jeg vidste, jeg ville være sammen med kvinder.” Hendes begær efter kvinder falder sammen med begæret efter at være kvinde. Dermed åbner hun for en form for uadskillelighed mellem kønsidentitet og seksuel orientering, mellem selvet og begæret – og går dermed imod et hovedargument inden for de seneste årtiers queer-teori. Ifølge Long Chu er køn blot forskellige måder at identificere sig som genstand for den andens seksualitet. Det syntes at åbne en ny front til at behandle ikke bare trans-identitet, men alle kønsidentiteter.

Long Chus tekst er også meget kontroversiel i trans-sammenhænge, for at sige det mildt. Som hun behandler i både i sin famøse artikel og i bogen her, er dette sammenfald mellem køn og identitet blevet diagnosticeret som en perversion, autogynefili, som diskvalificerer én fra at blive tilkendt medicinsk hjælp til transition. Derfor har hendes bekendelsesskrift også vakt furore; fordi det ligesom mudrer vandene og spiller modstanderne kort på hånden i en tid hvor trans-kampen stadig er på jagt efter en form for fællesfront, for at gøre sig forståeligt i et diskursivt miljø – det medicinske, det psykiatriske, det sociale, og alt det lort – som er fjendtligt indstillet.

Ifølge bogens definition er hunkøn stedet hvor selvet afvikles, hvor ingen får lov at være hel, hvor ens selv må vige pladsen for et udefrakommende begær. Hun skriver at vi alle sammen hader at være hunkøn, men at vi også alle sammen i al hemmelighed har lyst til at være det. Det er netop begærets struktur; det er ukontrollabelt og forgribende, og samtidig er det betingelsen for nydelse overhovedet: Begæret der begærer sig selv, begæret der begærer begær, det er suget fra underkastelsen man forstenes af når man ser Medusa-ansigtets centrale mangel.

For Long Chu handler politik, også det hun kalder ”feministisk politik”, derimod altid om at indstifte en orden, som endeligt kan inkludere alle i en helstøbt og sammentømret enhed, hvor alle ”fremmedelementer” enten er tilintetgjort eller inkluderet – hvor selvafskaffelsen selv er afskaffet, så at sige – og hendes anti-politiske impuls er da næret af erkendelsen af, at det politiske nødvendigvis må ende med at være misogyn for så vidt det forsøger at udviske eller fornægte den grundlæggende betingelse der gør ”os alle”, og jo kvinder især, til kønnede begærsvæsner. Politik, i denne forstand, forsøger at holde et fantasmatisk greb om pikken: Fallos som en tryllestav man kan rette begæret med og undgå selv at blive ramt af tryllestødet.

Der er en sandhed i det hun skriver som gør, at man får en dårlig smag i munden. Måske det bare er køn? At køn er den dårlige smag i munden. Og det er måske det vellykkede ved den her bog: Ubehaget. Kunne det være det universelle: at køn er ækelt for os alle sammen? Muligvis. Men det åbenlyse problem med Long Chus ærinde er jo: ja, køn er ækelt for os alle, men i vores samfund er det stadigvæk mere ækelt for nogle end for andre.

Vi er skolet i at køn er socialt konstrueret. Det medgiver Long Chu, men driver samtidig pointen til dens yderste kant: Køn er at være udsat for den andens begær. Nok er vi klar over, at køn er et ideal, ét vi kan stræbe efter, men aldrig opnå. Men idet hun konstaterer at begæret selv er en ”kraft udefra,” peger hun på det fundamentalt passive i at være fordrevet af begær.

Begæret får os til at begære begærets logik, som er at være genstand. Vi begærer altid at blive til genstand for en andens begær – og aldrig rigtig have sig selv med i det. Eller: selvet som netop den afstand til selvet, som begæret introducerer. Dér rammer hun noget helt rigtigt: det samtykkeløse i begæret. Det trodser den gældende feministiske konsensus om, at begæret blot skal sættes fri for at vi selv bliver frie; vi er i begæret altid udsat for den andens begær, altid underlagt fremmede magter. Det bittersøde i det. Ligesom i forelskelse som er en begivenhed, der indtræffer som en ulykke, hvor vi mister herredømmet – og alligevel nyder det og længes mod det.

Men bliver hun ikke binær tænker igen? Den negativ-ontologiske struktur hun beskriver, er jo frygtelig statisk, den levner ikke meget potentiale for forskydning, forandring, og så videre. Ja, og det må vel være vores primære anke mod teksten; at den gentager den falliske gestus ved at fremstille én universalistisk struktur for begær, ligesom at trække penissen indad, og præsentere hunkønnet, det u-hele, som en struktur der gælder alle. På den måde falder teksten i samme genre som en masse provo kunstmanifester: Et fallisk projekt med omvendt fortegn.

Bogen er bygget op om en læsning af et skuespil, Up Your Ass, af Valerie Solanas, hende med SCUM-manifestet. Solanas – og per stedfortræder, Long Chu - driver det feministiske projekt videre og videre til det nærmer sig misogyni i et forsøg på ligesom at indoptage fjendens projekt i sit eget. Det er Long Chus udelte fortjeneste at være den eneste nutidige skikkelse, der kan måle sig med Solanas i hendes radikalitet og hendes villighed til at være forhadt – med alle de forsimplinger og binaritet, der følger med. Som den eneste formår hun at være på Solanas’ side uden forbehold og bringe Solanas op på højde med det 21. århundredes trans-feminisme.

HUNKØN - ET ANLIGGENDE

[...] Up Your Ass er måske mest interessant som en forløber for SCUM-manifestet, som Valerie i 1967 begyndte at uddele kopier af rundt omkring i The Village. Flere gange undervejs i stykket længes Bongi højlydt efter mandekønnets endeligt, og foreslog et enkelt sted at udrydde mænd gennem kønsselektion på fostre i form af et teknologisk indgreb – folkemord uden en dråbe blod. Russell, en kontorarbejder der gerne forestiller sig sofistikeret, forfærdes ved ideen. "Tokønssystemet være korrekt," protesterer han, "det har overlevet i hundredtusindvis af år." "Det har sygdom også," skyder Bongi retur. Denne ordveksling finder næsten ordret vej til SCUM-manifestet. "Blot fordi hannen, ligesom sygdom, altid har været til, følger det ikke at han skal blive ved med at findes," skriver Valerie her. Når genetisk kontrol bliver muligt – og det bliver det snart – er det indlysende at vi udelukkende bør producere fuldt udviklede væsner, ikke fysisk defekte."

Men Valerie tog skridtet videre. Mens Up Your Ass bare hentydede til den kommende mandlige udryddelse, fremførte SCUM-manifestet den tese at alle mænd allerede er kvinder. "Hannen er et biologisk uheld," erklærer Solanas i sin åbningskanonade. "Y'et (han-genet) er et ufuldstændigt X (hun-gen) ... Med andre ord, hannen er en ufuldstændig hun, en omvandrende abort, aborteret på genstadiet." Hun antyder at hele menneskets civilisationshistorie i virkeligheden består af mandens sublimerede bestræbelser på at opfylde sit undertrykte begær; "at fuldende sig selv, at blive hunkøn." Alene denne påstand kunne lægge grunden for en uovertruffen kønsteori, men Valerie strammer skruen endnu en omgang. Den traditionelle opdeling i mandlige og kvindelig træk – modige, selvhævdende mænd og svage, afhængige kvinder – er et enormt bedrag instigeret af mænd. I virkeligheden forholder det sig omvendt: kvinder er seje, stærke, behændige og beslutsomme, mens mænd er forfængelige, frivole, overfladiske og svage. Hankønnet har, må Valerie indrømme, gjort et "fremragende stykke arbejde med at overbevise millioner af kvinder at mænd er kvinder og kvinder er mænd."

Ironien er her at Solanas foreslår udryddelsen af mandekønnet på baggrund af netop det som mænd historisk har klandret kvinder for: forfængelighed, underdanighed, narcissistisk ængstelighed, og frem for alt, seksuel passivitet. (Titlen Up Your Ass er jo egentlig en vittighed om sodomi: en husholdningslærer i stykket anbefaler husmødre at kombinere deres sexliv med deres huslige pligter ved at tage de børster som de bruger til at rense sutteflasker, og støde dem "lige lukt op" i røvhullet på deres ægtemænd.) Ved at bytte om på mænds og kvinders køn proponerer SCUM-manifestet med andre ord en misogyni mod mænd. Sandheden er at Valerie, frem for alt husket for hendes mandehad, hader de fleste kvinder mere. Manifestets virkelige fjende er det, Solanas kalder Fars Pige: et hunkønsvæsen som bliver snydt til at antage mandlige – altså, traditionelt feminine – træk som var de hendes egne, og regredierer ind i høflighed, selvoptagethed og usikkerhed. Valerie konkluderer at den egentlige politiske konflikt ikke ligger mellem hanner og hunner men mellem "usikre, bekræftelsessyge, sleske han-hunner [male-females]" og "selvsikre, udadgående, vovefulde hun-hunner [female-females]" som hende selv. SCUM – en udvalgt gruppe "dominerende, selvsikre, selvbårne, klamme, voldelige, egoistiske, uafhængige, stolte, vovefulde, frejdige, arrogante hunner" – har i virkeligheden ikke blot som mission at dræbe mænd og knuse regeringen, men i sidste ende at fuldstændig af-feminisere menneskeracen. Kun gennem en udryddelse af manden kan Fars Piger befries fra hans "mandlighed, dvs. fra hans passivitet og totale seksualisering, hans femininitet."

Caroline Coon, Valerie Solanas, 2002

Denne lille bogs tese er, at hunkøn er et universelt køn defineret ved selvafskaffelse, som enhver politik, endda feministisk politik, gør oprør imod. Sagt enklere: Alle er hunkøn, og alle hader det.

Nogle forklaringer burde være på sin plads. Til nærværende formål definerer jeg som værende af hunkøn enhver psykisk hændelse, hvor selvet ofres for at give plads til en andens begær. Disse begær kan være virkelige eller imaginære, fokuserede eller vage – en kærestes seksuelle behov, et sæt af kulturelle forventninger, en helt bogstavelig graviditet – men i alle tilfælde udhules selvet og gøres til en inkubator for en fremmed magt. At være hunkøn er at lade en anden begære for dig, på din egen bekostning. Det betyder at det at være hunkøn, selvom det kun gør ondt engang imellem, altid er usundt for dig. Den yderste pris, i hvert fald i alle overleverede tilfælde hidtil, er døden.

Det er tydeligvis en fuldstændigt tendentiøs definition. Endnu mere søgt bliver den hvis man, som jeg gør her, applicerer den på enhver – helt bogstaveligt talt alle og enhver, hvert eneste menneske nogensinde på planeten. Så ja: Når jeg taler om hunner, mener jeg ikke det biologiske køn, men jeg mener ikke det sociale køn heller. Jeg mener i stedet noget som lige så godt kunne være køn, i den forstand de reaktionære bruger ordet (noget statisk, uforanderligt, osv.), men som er ontologisk, ikke biologisk. Hunkønnet er ikke et anatomisk eller genetisk træk ved en organisme, men snarere en universel eksistensbetingelse, den første og sidste struktur for den menneskelige bevidsthed. At være er at være hunkøn: de er identiske.

Det følger heraf, at selvom alle kvinder er hunner, er det ikke alle hunner, der er kvinder. Givet den empiriske eksistens, i dag og historisk set, af andre køn end mand og kvinde, vil det faktisk sige at flertallet af hunner ikke er kvinder. Det er ironisk, men det er ingen selvmodsigelse. Alle er hunkøn, men netop den måde man håndterer det på – de specifikke forsvarsmekanismer man bevidst eller ubevidst udvikler som en reaktionsdannelse imod ens hunkøn, inden for rammerne af hvad der er historisk og sociokulturelt tilgængeligt – dette er hvad vi almindeligvis kalder køn [gender]. Mænd og kvinder må derfor ikke forstås som to uforenelige modsætninger, eller som to poler af et spektrum, men blot som de to mest almindelige phyla af naturriget Hunner. Nogen ville måske spørge: Hvis både mænd, kvinder og alle andre deler denne betingelse, hvorfor så stadig bruge en så åbenlyst kønnet term som hunkøn? Svaret er: fordi det gør vi allesammen allerede. Kvinder hader at være hunkøn lige så meget som alle andre; men ulig alle andre er vi udtaget som hunkønnets særlige delegerede.

Og dermed er vi nået til anden halvdel af min tese: Alle er hunkøn – og alle hader det. Med den anden påstand mener jeg noget af det samme som Valerie mente: at menneskets civilisation udgør en bred palet af bestræbelser på at fortrænge og formilde hunkønnet, at det faktisk er det implicitte formål med al menneskelig aktivitet og, mere end nogen anden, den aktivitet vi kalder politik. Det politiske er hunkønnets svorne fjende; politik udspringer i hver instans af den optimistiske tro på at et andet køn er muligt. Det er roden for al politisk bevidsthed: den dæmrende erkendelse at ens begær ikke er ens egne, at man er blevet et middel for en andens ego; kort sagt, at man er blevet hunkøn, men ønsker at det var anderledes. Politik er af væsen imod hunkøn.

Denne påstand angår også det 20. og 21. århundredes mangfoldighed af kvindebevægelser som man under eet navn kalder feministisk politik; ja, faktisk kan den bevidste opdagelse at det at være hunkøn er usundt meget vel siges at være paradigmatisk for feminismen. Højrefløjens måske ældste anklage som feminister får slynget i hovedet af mænd og andre kvinder, uanset om de kræver lige rettigheder eller revolution imod mænd, er den at feminister ganske enkelt forlangte ikke at være kvinder længere.

Der er en kerne af sandhed her. Feministerne ønskede ikke at være kvinder længere, i det mindste ikke ifølge samfundets gældende vilkår; eller, mere præcist, feministerne ønskede ikke at være hunkøn længere, hvad enten de krævede kønsafskaffelse slet og ret, eller foreslog nye kvindekategorier, befriet fra hunkønnets byrde. At være for kvinder, forestillet som hele mennesker, er altid at være imod hunner. I den forstand arbejder feminisme imod misogyni præcis i så høj grad som den også er udtryk for den.

Eller måske er det bare mig der projicerer.

[...]

Når jeg siger at alle er hunkøn, omformulerer jeg bare en ukontroversiel påstand i psykoanalysen – nemlig, at kastration finder sted på begge sider. For Freud udgør mænd lige så vel som kvinder delvise, ufuldstændige løsninger på den universelle trussel om kastration. Om en bogstavelig penis er til stede eller ej er, viser det sig, uden vigtighed for kastrationsangsten; forestillingen er nok.

Dette fænomen kan ifølge Freud empirisk føres tilbage til småbørns seksualteorier. "Det er os tilladt også at tale om et kastrationskompleks i kvinder," gjorde han klart i en fodnote til 1920-udgaven af Tre afhandlinger om seksualteorien. "Børn af både han- og hunkøn danner en teori hvor kvinder, ikke mindre end mænd, oprindeligt havde en penis som de dog har mistet ved kastration."

I årene der fulgte, gjorde Freud dette kastrationskompleks til hjørnestenen af hans teori om kønsforskel. I begyndelsen gennemgår begge køn et fallisk stadie: drengen med sin penis og pigen med sin klitoris, begge lykkeligt uvidende om den anden. I al praktisk henseende findes der således kun ét køn: hankøn. "Vi tvinges nu til at anerkende at den lille pige er en lille mand," skrev Freud i en forelæsning om kvindelighed i 1932.

Når kastrationskomplekset sætter ind begynder kønnenes veje dog at skilles. For den lille dreng er det synet af søsterens kønsdele som først giver anledning til fornægtelse, så modstridende accept, og dernæst knusende angst for at hans fader, som straf for en af flere seksuelle overtrædelser (først og fremmest det ødipale begær efter moderen), skal frarøve ham det elskede lem. For den lille pige, derimod, indgyder opdagelsen af penisen, efter en tilsvarende periode af fornægtelse, en dyb misundelse der vedvarer i bevidstheden længe efter hun bevidst har affundet sig med sin mangel.

I normale tilfælde får den lille piges penismisundelse hende til at omdirigere sit oprindelige begær efter moderen over på faderen som måske kan erstatte hendes manglende penis med sin egen, senere over på hendes ægtemand som kan give hende et spædbarn som penissubstitut; hvis penismisundelsen ikke fortager sig, kan den dog føre til neurose, frigiditet og, i ekstreme tilfælde, lesbianisme.

Mere eller mindre fra første færd er begrebet om penismisundelse blevet affejet som enestående misogynt. Freud selv synes at have været klar over det. ("I vil måske tage det for et tilfælde af mandlig uretfærdighed hvis jeg anfører at misundelse og jalousi spiller en endnu større rolle i kvinders psykiske liv end i mænds," skrev han.) 60'ernes og 70'ernes feminister som ikke var tilfredse med at afskrive Freud som en patriarkalsk kvaksalver, foreslår nogle gange at læse ham som en uforvaren teori om mandlig magt. Shulamith Firestone, i hendes bog Kønnets dialektik fra 1970, skrev at det var klogere at se penismisundelse "som en metafor" for den lille piges gryende bevidsthed om kønshierarkiet. "Pigen forstår ikke rigtig hvordan det kan være at når hun bærer sig ad på nøjagtig samme måde som sin bror, godkendes hans adfærd og hendes ikke."

I en kort artikel fra 1922, giver Freud en meget berømt fortolkning af Medusa, den græske mytologis slangehårede gorgon, hvis forskrækkelige ansigt sagdes at forvandle mænd til sten hvis de kastede et enkelt blik derpå. For Freud var denne myte et simpelt udtryk for kastrationsangst, gorgonens åbne mund som stedfortræder for vaginalåbningen. Freud læser dernæst Medusas forstenende blik som symbol på drengens erektion, en stiv påmindelse om at han "stadig besidder en penis." Der er naturligvis en langt mere åbenlys fortolkning, nemlig at den lille dreng, der ved det afgrundsdybe glimt af de kvindelige kønsdele tvinges til at overveje muligheden af at hans egen penis vil blive fjernet, i al hemmelighed finder forestillingen ophidsende. "Kvinder ... har ikke penismisundelse," raser Valerie i SCUM. "Mænd har fissemisundelse." Som sædvanligt har hun ret. Kastrationskomplekset forveksles da også nemt med frygten for at man skal kastreres; det er i virkeligheden frygten for at man, når man er blevet kastreret, kan lide det. Fissemisundelse er derfor ikke den gensidige modpol til penismisundelse, men et universelt begær ovenpå, som penismisundelsen udvikles som en reaktionsdannelse imod: Alle gør deres bedste for at ønske sig magt, fordi ingen, i bund og grund, ønsker den.

[...]

Frederick Sandys, Head of Medusa. 1875

Der har længe været feminister der ønskede at undertrykke MtF-transseksualitet af den årsag at det udtrykker en paradigmatisk mandlig fantasi om kvindelighed. I dag kender vi dem som trans-ekskluderende radikalfeminister – forkortet TERF. Det klassiske værk i denne sammenhæng er The Transsexual Empire: The Making of the She-Male fra 1979, skrevet af Janice Raymond som famøst hævdede at "alle transseksuelle voldtager kvinders kroppe ved at reducere den virkelige kvindeform til et artefakt og dermed tilegner sig denne krop." I Raymonds udlægning bytter transseksuelle ganske enkelt "den ene kønsrollestereotyp ud med den anden" i stedet for at afvise stereotyperne helt og holdent som alle gode feminister.

Det gør transseksualitet til en pervers forlængelse af seksuel objektificering, "den yderste og endda logiske konklusion af den mandlige besiddelse af kvinder i et patriarkalsk samfund." "Her besidder mænd helt bogstaveligt kvinder," skriver hun.

Raymond er tydeligvis chauvinist: hun gør sig ikke umage med at skjule hendes foragt for transkvinder og især typer af medicinske indgreb så som genitalkirurgi. (Det er virkeligt evigt ironisk hvordan intet er mere rædselsvækkende for den trans-ekskluderende feminist end at nogens penis skulle skæres af.) Men hun tager ikke helt fejl. Det ville selvfølgeligt være latterligt at forsøge at forstå en transseksuel kvinde som Gigi Gorgeous uden henvisning til stereotyper; tværtimod står hengivelsen til stereotyper at læse direkte i hendes navn. Gigi Gorgeous er ung, rig, hvid, blond, blåøjet, slank og solbrændt; hun har fyldige, fremskudte læber og store, runde bryster. Det betyder at Gigi er enhver TERF's værste mareridt: et skamløst kosmetisk mirakel, sammenstykket af et helt hold af plastikkirurger, endokrinologer, agenter og PR-folk – en omvandrende reklame.

Det elsker jeg hende for.

[...]

Spørgsmålet om hvorvidt Valerie Solanas var TERF er formentlig umuligt at besvare. Langt mere interessant er hvordan SCUM, takket være den snørklede kønsteori som udfoldes deri, indsætter drag queen'en som mønsteret for alle køn – eller i det mindste, for Fars Piger. "Det er hannens opgave at hunnen tydeligt fremstår som en "Kvinde," det modsatte af en "Mand," dvs. hunnen skal opføre sig som en fims," skriver Solanas, "og Fars Pige, hvis hunkønsinstinkter blev tvunget ud af hende fra barnsben, tilpasser sig hurtigt og lydigt rollen."1 Idéen om at transkvinder er produktet af en patologisk assimiliation af misogyne stereotyper tjener her ikke så meget som en unaturlig undtagelse, men som den regel der er styrende for alle køn: ikke blot alle mænd, men også enhver kvinde som ikke er medlem af SCUM – måske endda enhver kvinde overhovedet, med undtagelse af Valerie selv.

[...]

Alle er hunkøn, og alle hader det. Hvis det er sandt, så er køn ganske enkelt den form som dette selvhad tager i hvert enkelt tilfælde. Alle køn er internaliseret misogyni. Hunkøn er når man æder en andens lede, som en amøbe der fik sin nukleus ved at sluge den ved siden af. Eller for at være mindre grov: Køn er ikke blot de misogyne forventninger som et hunkønsvæsen internaliserer, men internaliseringsprocessen i sig selv, selvets blide selvmord på vegne af en andens begær, en andens narcissisme.

Påstanden om at køn er socialt konstrueret har klinget hult i årtier – ikke fordi det ikke er sandt, men fordi det er voldsomt mangelfuldt. Ja, det er jo sandelig trivielt, at massevis af ting er socialt konstruerede, fra penge til love til litteraturens genrer. Det der gør køn til køn – kønnets substans, så at sige – er at det, i hvert enkelt tilfælde, udtrykker en andens begær. Køn står dermed i en komplimentær relation til seksuel orientering: Hvis seksuel orientering i bund og grund er det sociale udtryk for ens egen seksualitet, så er køn i bund og grund et socialt udtryk for en andens seksualitet. I det første tilfælde tager man et objekt; i det andet tilfælde er man objektet. I et kønsperspektiv er vi således alle dumme blondiner.

Det behøver ikke være kontroversielt. Feminister som var langt mindre forargelige end Valerie har længe argumenteret for at femininitet mere eller mindre fra begyndelsen af udtrykker mandlig seksualitet. Gruppen der organiserede den famøse protest mod Miss America i 1968 – ophavet til den berømte bh-afbrændingsmyte – harcelerede i en pressemeddelelse mod det "Nedværdigende Tomhjernet-Babsedulle Symbol" som de anså skønhedskonkurrencen for. Ingen har udtrykt det stærkere end anti-porno-feministen Catharine MacKinnon, som i sin bog Toward a Feminist Theory of the State fra 1989, oplistede et katalog af eksempler:

"Hvert eneste element af den kvindelige kønsstereotyp viser sig i virkeligheden at være af seksuel karakter. Sårbarhed betyder seksuel adgang med lethed, virkelig eller tilsyneladende; passivitet betyder modtagelighed og frakoblet modstand, opretholdt gennem indlært fysisk svaghed; blødhed betyder gennemtrængelighed for det hårde. Ubehjælpelighed søger støtte ligesom sårbarhed søger ly og inviterer den omfavnelse som bliver en invasion, der udveksler eksklusiv adgang for beskyttelse ... mod selvsamme adgang.

Huslighed fremmer det medfølgende yngel, potensens evidens, og venter ideelt set derhjemme dækket af husholdningsfilm. Kvinders infantilisering er et ekko af pædofili; fiksering på afsondrede kropsdele (manden som er 'til bryster', 'til ben'), fetishisme; dyrkelsen af åndsfravær, nekrofili. Narcissisme sikrer at kvinden identificerer sig med det billede af hende selv som manden viser: 'Stå nu stille, vi tager et portræt af dig så du kan begynde at ligne det med det samme'."

MacKinnon har da også bygget en hel intellektuel karriere på sin påstand om at "seksualitet bestemmer køn, ikke omvendt." Det betyder ifølge hende at mænd og kvinder konstrueres gennem "erotiseringen af dominans og underkastelse" hvis centrale fremgangsmåde er ikke-konsensuel seksuel objektivisering. Heraf den berømte parole: "Mand knepper kvinde; subjekt verbum objekt."

At være hunkøn er at være objekt – så langt tror jeg, MacKinnon har ret. Hvor hun tager fejl, er i hendes antagelse om, at hunkøn er en betingelse der er forbeholdt kvinder. Køn er altid en objektiveringsproces: transkønnede kvinder som Gigi Gorgeous ved det sikkert bedre end de fleste andre. Enhver transition begynder jo trods alt med en forståelse af, at den måde man identificerer sig selv subjektivt – hvor værdifuld og vigtig denne identifikation end er – ikke desto mindre er stort set værdiløs. Hvis identitet var alt, hvad køn var, ville transition være så let som at tænke det – en lyspære der med ét blev tændt. Ens kønsidentitet ville blot og bart eksistere, i stum abstraktion, og ingen, mindst af alt én selv, ville skænke det en tanke.

Tværtimod: Hvis der er én lære som kommer af transition – fra den simpleste anmodning om brug af andre stedord til den mest invasive kirurgi – så er det at køn er noget som andre mennesker må give dig. Køn eksisterer, hvis det da overhovedet eksisterer, kun som strukturel gavmildhed mellem fremmede. Når folk i dag siger at en given kønsidentitet er "gyldig", så er det sandt, men kun fordi det er en tautologi. I bedste fald er det et moralsk krav om at noget skal være muligt, men i og for sig udgør det ikke virkeliggørelsen af denne mulighed.

Sandheden er, at du ikke er det centrale knudepunkt for betydning om dig selv, og det har du sikkert ikke engang nogen ret til at være. Du bliver ikke spurgt om samtykke til at være dig selv, selv om du nok fortjente det.

Du bliver ikke spurgt om samtykke til at være dig selv – en definition af det at være hunkøn.

[...]

Szabolcs Veres, Phallic Woman, 2009

Feminister har imidlertid debatteret pornografi i årtier, siden det blev omdrejningspunktet for 80'ernes såkaldte sexkrige. For aktivister som Catharine MacKinnon og Andrea Dworkin var pornografi den eksplicitte afbildning af kvindelig nedværdigelse, den patriarkalske institution par excellence, og dermed nøglen til al forståelse af sex mellem mænd og kvinder. Andre, som undertiden kategoriseres "pro-sex", spurgte sig selv hvordan deres feministiske forpligtelser kunne forliges med oplevelser af dominans og underkastelse, som rent faktisk var nydelsesfulde – for ikke at tale om erotik generelt.

Spændingerne mellem de to lejre kogte over ved den berømte konference Pleasure and Danger, afholdt ved Barnard College i 1982. En uge før konferencen advarede nogle anti-porno-feminister ledelsen på Barnard om konferencens antifeministiske agenda; disse administratorer reagerede ved at konfiskere 1500 kopier af det rigt bearbejdede, visse steder eksplicitte, 72-siders program som arrangørerne kærligt havde sammensat.

Da dagen for konferencen oprandt, alt imens deltagerne afholdt og vidnede foredrag om emnet "nydelse og fare" i kvindelig seksualitet, delte medlemmer af den radikalfeministiske gruppe Women Against Pornography flyveblade ud der dæmoniserede konferencen og anklagede visse kvinder ved navn for at stå i ledtog med patriarkatet. Hvad der her var på spil, var spørgsmålet som Amber Hollibaugh stillede indenfor på Barnard: "Findes der 'feministisk' sex? Burde der?" eller mere groft: kan kvinder have sex uden at blive kneppet?

Valeries svar er stadig det bedste: Nej, og hvad så? "Sex er et tilflugtssted for de åndsforladte," beklager hun i SCUM-manifestet, som ikke som sådan er imod sex, men mere bare er dybt uimponeret. "Sex er ikke en del af et forhold," skriver Valerie. “Tværtimod er det en ensom oplevelse, et ukreativt, uhyrligt spild af tid.” Hun havde selvfølgelig sex – nogle gange med mænd, nogle gange med kvinder, nogle gange for penge – og hun havde under ingen omstændigheder tid til overs for den slags billige, halvreligiøse moralisme som anti-porno-feminister dyrkede i årene der fulgte. Om noget var hun accelerationist hvad sex angår: "SCUM kommer en del ud ... og ud og ud ... de har set hele showet – rub og stub – swingermiljøet, lebbemiljøet, de har været op og ned ad havnefronten, under hver en dok og mole – dillermolen, fissemolen ... man må vade igennem en hel del sex for at nå til anti-sex."

[...]

I mindst et år før min transition, ville jeg næsten hver eneste nat vente til min kæreste var faldet i søvn, liste ud af sengen og ud på toilettet med min telefon, hvor jeg gik på Tumblr for at kigge på det, man kalder sissy-porno. Jeg var faldet tilfældigt over det en aften hvor jeg dovent scrollede mig ned i et pornografisk kaninhul. I starten var jeg mest til JOI-videoer – en forkortelse for 'jerk-off instruction.' I en typisk JOI-video giver en kvindelig soloperformer detaljerede instruktioner i onani til formodentligt mandlige seere. Der er noget usædvanligt meta over det, selv for porno: mange JOI-skuespillerinder udskammer eksplicit seerne for at spilde deres tid med at onanere i stedet for at bolle en rigtig kvinde som hende selv. Ydmygelse er derfor et hyppigt tema. Orgasmer skal ofte spoleres eller helt tilbageholdes; det er meget almindeligt at der hovent gives udtryk for foragt eller morskab ved tanken om seerens lille penis.

Men disse videoer er vand ved siden af sissy-porno. I det rette hjørne af Reddit finder man en hel kategori af indlæg, der er nervøse for at sissy-porno har ændret deres liv uigenkaldeligt. "Har sissy-porno gjort mig trans eller var jeg trans hele tiden?" spørger en bekymret bruger i et indlæg fra 2014:

"Omtrent tre år siden opdagede jeg sissy-hypno-videoer, som kort fortalt består i hurtigt blinkende subjektive billeder, som siger, at du må gå med trusser, opføre dig tøset, sutte pik, endda at tage hormoner. Jeg blev fuldstændig besat af de her videoer. Der var ikke noget andet der kunne tænde mig på den måde. Det kom så vidt at jeg begyndte at gå med trusser, og når jeg onanerede, forestillede jeg mig selv som pige."

Denne bruger, der p.t. lever som homoseksuel mand, er "95% sikker" på at hun faktisk er transkvinde, idet hun bemærker hvordan hun som barn foretrak pigevenner, hvordan hun i de sene teenage-år led af ekstrem social angst, hvordan hun aldrig har været i stand til at blive tændt af sex med mænd (uanset hvor de mandige de måtte være), og sin undertiden suicidale depression ved tanken om at skulle leve videre som mand. Men den frygt der kommer til udtryk i titlen – at brugerens besættelse af sissy-porno har fået hende til at ville være kvinde – skygger over hele indlægget.

Indlæg som dette beskriver følelser af skam, angst, forvirring og foruroligelse. De er bange for at rigtige transkvinder ikke er til den slags. Én bruger skriver at selvom hun aldrig har følt sig mandlig og hader at få erektion, fik hun alligevel at vide af sin terapeut, da hun fortalte at hun var afhængig af sissy-erotika, at hun nok bare havde en kink. "Sådan gør rigtige MtF'er ikke," sagde hendes terapeut." "Nogensinde."

Men faktisk er transseksualitet i lang tid blevet anset som en parafili. Sexolog Ray Blanchard har siden 80'erne forsvaret en klassificering af transseksuelle kvinder i to særskilte erotiske typer. Denne typologi er blevet afvist af stort set alle transpersoner og deres fortalere, ikke mindst fordi Blanchard –et vitterligt afskyelig menneske som ene mand retfærdiggør at inkludere "psykiatere og kliniske psykologer" på SCUM's liste over mål – anser transkvinder for at være af hankøn.

"Alle af hankøn med kønsdysfori, som ikke er seksuelt orienterede mod mænd, er i stedet seksuelt orienterede mod dem selv som kvinder," foreslog han i en artikel i 1989. Den sidstnævnte tendens gav han navnet autogynefili, som skulle lyde som græsk for "kærlighed til sig selv som kvinde." Blanchard lader til med dette begreb at være interesseret i at skifte sexforskningens fokus væk fra transvestittens fetich-objekter – f.eks., "de fysiske egenskaber ved den beklædning der benyttes ved drag (silkeagtige teksturer, iøjefaldende farver)" – og over imod en mere grundlæggende erotisk investering i forestillingen om et kvindeligt selv.

Blanchard har aldrig været ukontroversiel i sexologiske kredse, men i 2003 blev hans værk givet en bredere introduktion i The Man Who Would Be Queen, en lummer lille bog, der solgte sig selv som en populær fremstilling af upopulære sandheder. Bogens forfatter, psykolog J. Michael Bailey, gør heftigt brug af autogynefili-teorien, som han præsenterer som en fastslået videnskabelig kendsgerning. Teorien blev på den måde en prøvesten for transhadske feminister der ønsker at fremstille transkvinder som perverse hankønsvæsner.

"Termen transkønnet blev skabt for at sætte et mere acceptabelt ansigt på en praksis som førhen var forstået som en 'parafili' – altså en form for seksuel fetish," skriver den førende transfob Sheila Jeffreys i en bog der citerer flittigt fra Blanchards værk. Jeffreys går faktisk også ind i en fyldig diskussion af sissy-porno.

"Brugen af termen 'sissy' er afslørende, for det er med tydelighed en nedsættende betegnelse der spiller på kvinders underordnede status," hævder hun forarget. "Der er ingen positive associationer knyttet til kvinder inden for denne praksis, kun nedsættende og nedværdigende."

Hvad Blanchard håbede at indfange med termen autogynefili var naturligvis præcist det samme som SCUM-manifestet tyve år forinden havde beskrevet som den psykiske sygdom, alle mænd lider af. Ja, hvis alle er hunkøn – og det håber jeg, du er begyndt at tro på – så er autogynefili ikke en obskur, parafil lidelse, men faktisk den grundlæggende struktur for al menneskelig seksualitet. Ikke blot fordi alle har et erotisk billede af sig selv som værende hunkøn – det har de – men fordi assimilering af et hvilket som helst erotisk billede er, i sagens natur, kvindeligt. At være hunkøn er, i hvert eneste tilfælde, at blive til noget, en anden vil have. På bunden er alle en sissy.

[...]

Sissy-pornos store bedrag er at de kvinder der vises (nogle af dem cis, andre trans; oftest, om ikke altid, hvide), i virkeligheden er forhenværende mænd der er blevet feminiserede ("sissificerede") ved at være blevet tvunget til at gå med makeup og lingeri, og udføre submissive seksuelle handlinger. Det hele udføres gennem den unikke henvendelse i andenperson, som er typisk for videoernes billedtekster: sissy-porno henvender sig direkte til seerne og tillader sig at oplyse dem om deres egne begær: "Du elsker at blive bollet i røven," for eksempel, eller "du vil bare gerne sutte pik." (Sissy-porno bruger ofte pik som et utælleligt kollektiv, ligesom vand eller sukker, formodentlig fordi der altid kan være flere.) Billedteksterne fortæller videre seerne at de må forstå, at alene det at de ser på sissy-porno, i sig selv udgør en seksuel nedværdigelse, og implicerer at seerne, hvad end de ønsker det eller ej, uundgåeligt selv vil blive forvandlet til hunkøn. Det gør sissy-porno til en slags metapornografi, dvs. en porno der handler om hvad det at se porno gør ved dig. Sissy-porno tager med andre ord den implicitte feminiseringseffekt ved al pornografi (selv den mest konventionelle), og fremhæver den som eksplicit indhold – ofte med spektakulære resultater.

Sissy-pornoens omdrejningspunkt er røvhullet, som en slags universel vagina hvorigennem hunkønnet altid er tilgængeligt. Midt under AIDS-krisen skrev den mandlige, homo-kritiker Leo Bersani meget berømt, at når offentligheden ængstedes ved tanken om analsex, så afslørede det en hadefuld misundelse over det "utålelige billede af en voksen mand med benene i vejret, ude af stand til at fornægte den suicidale ekstase i at blive kvinde."1 Det tager sissy-porno meget bogstaveligt. At blive kneppet gør dig til hunkøn fordi kneppet er, hvad hunkøn er. Og samtidig er sissy-porno til stadighed fuldstændigt uinteresseret i hvem der er der knepper. Mænd ser man kun, når man overhovedet ser dem, i brudstykker: en hånd, en røv, et ben her eller der. Den aktive er reduceret til rekvisit; den dominantes funktion er strukturelt dikteret. "At kalde en mand for et dyr er at smigre ham," skriver Valerie i SCUM. "Han er en maskine, en omvandrende dildo. Der er mange der siger at mænd udnytter kvinder. Udnytter dem til hvad? I hvert fald ikke nydelse."

Sissy-porno gør meget ofte brug af fetich-objekter – makeup, lingeri, bryster, høje hæle, og farven pink – men modsat den klassiske freudianske fetish, garanterer disse objekter kastration, snarere end at beskytte imod den. For Freud var fetichen et åbenlyst substitut for "den fraværende kvindelige fallos." Den lille dreng, der traumatiseres da han opdager, at hans moder ikke har nogen penis og derefter frygter at hans egen penis skal lide samme skæbne, søger forsikring om at et andet objekt kan erstatte denne penis – en højhælet sko, for eksempel, eller berøringen af fløjl. Fetichen er således "et tegn på sejr over kastrationstruslen og en beskyttelse mod den." Men Freud selv vidste udmærket at denne fetich, når den afsværger kastration, dermed implicit også anerkender den; sissy-porno udnytter denne svaghed idet fetichen forvandles fra en forsikring om at penis er velforvaret til en garanti om at penis for evigt er tabt. Det betyder at i de tilfælde hvor videoens sissy er en transkvinde, bliver hendes egen feticherede penis et symbol på kastration. Hvis hendes penis er slap, hånes den for dens lidenhed og bliver kaldt en 'clitty'; hvis den er stiv, er det blot tegn på at hun nyder sin egen nedværdigelse.

At være sissy er altid at miste forstanden. Det tekniske udtryk for dette fænomen er dulleficering. Billedtekster giver ofte seerne instrukser om at give sig hen til hypnose, hjernevask, fordummelse og andre metoder til at skylle intelligensen ud. "Hvorfor kan jeg godt lide dulle-begrebet?" spørger en bruger. "Det er fordi min hjerne altid er fyldt op. Jeg er altid bange for om min Mester nu virkelig elsker mig. Er jeg nu nok? Træffer jeg de rette valg? Synes folk faktisk om mig? Hvordan kan jeg bo i det her land med det nuværende politiske klima? Hvor ellers kunne jeg overhovedet finde på at tage hen?" De bevægelser der hyppigst loopes i GIF-formatet udtrykker næsten altid en rømning af viljen; slatne ansigter, skælvende ben, øjne der triller tilbage ind i hovedet. Det kommunikeres endda af GIF-formatet selv, som en slags centrifuge der koger kvindelighed ned til dens mest blottede essens – en åben mund, et afventende røvhul, blanke, blanke øjne.

Sissy-porno gjorde mig faktisk trans. I det mindste fungerede den som en koncis allegori for mit begær efter at være hunkøn – og mere og mere, tænkte jeg, for ethvert begær som sådan. Alt for ofte har feminister forestillet sig magtløshed som en undertrykkelse af begæret af en udefrakommende kraft og glemt, at det oftest snarere er tilfældet, at begæret selv er denne kraft udefra. Det meste begær er ikke konsensuelt; de fleste begær er ikke selv begæret. Ønsket om at være kvinde var noget der landede på mig, som en ildtunge eller en infektion – eller en psykisk sygdom, i hvert fald hvis Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders står til troende. Her finder man kønsdysfori presset ind mellem frigiditet og pyromani. Og implikationen er åbenlys: Ingen ved deres fulde fem kunne ønske at ville være hunkøn.

Og hunkøn, må man huske på, det er vi alle.

Nogle oversætternoter:

1) Der er selvfølgeligt udeladt en masse godt materiale, mest af alt hendes læsning af Solanas og hendes beretning om sin egen transition. Det er en skam.

2) Det er et lykkeligt uheld at vi ikke på dansk har samme ordpar som Chu bringer i spil mellem de to ord woman og female. Det sidste betegner traditionelt et "menneskeligt pattedyr af det kvindelige køn" i et biologisk, dvs. reproduktivt sigte, mens det første sigter til en social repræsenterbar form. På den måde ligner den jo umiddelbart den i feministisk litteratur så drilske distinktion mellem sex og gender, som vi jo heller ikke kan oversætte så direkte. Vi har her valgt at oversætte female med 'hunkøn' når det står substantivisk, og med 'af hunkøn' eller 'kvindelig' når det står adjektivisk. Distinktionen mellem hunkøn og kvinde står altså ikke særligt hårdt optegnet på dansk. Det ser vi ikke som en alt for stor ulempe, men det er værd at have i mente.

3) Long Chu refererer i et udeladt kapitel en genealogi af termen female fra C. Riley Snortons Black on Both Sides: A Racial History of Trans Identity. Termen kan følges tilbage til det 18. århundredes Amerika hvor slavehandlen nødvendiggjorde et teknisk sprog der kunne bruges til at referere til kønsforskelle blandt de slavegjorte kroppe uden dog at tilkende dem status af hhv. mand og kvinde. Her finder hun også rødderne til sex/gender-dyaden. Ikke i denne bog men andetsteds henviser hun også komparativt til den afropessimistiske læsning af dyaden hos Hortence Spillers i hendes artikel fra 1987, 'Mama's Baby, Papa's Maybe: An American Grammar Book.'

KH Toni Bashy