Seks digte
Det er en særlig følelse af antændthed at starte dagen med at vågne fra en af de drømme, hvor alting er faldet sammen omkring én, med døden i hælene. Det er som om man får lidt mere ud af dagen. Det er lidt den samme følelse med de her digte; måske kan man få lidt mere ud af weekenden efter at have læst dem.
Der er en afklarethed og en parathed over dem. At vide hvad man længes efter, at vide nok om hvad man længes efter, til også at vide at det dels er et spørgsmål om glædelige og uhyggelige overraskelser. At finde modet til at glædes over det voldsomme.
Der er også en letsindighed over dem, noget der trodser eller søger at trodse tyngden i stoffet og skriften. ”Ønsketænkning” ville fjenden kalde det, men vi synes hverken at der er tale om ønsker (det er det uopsættelige) eller om tænkning (det er en ansporing til tænkning, eller noget vi kan komme i tanke om).
Vi tror ikke på at revolutionen vil rense alle tavler så at vi – og ikke blot revolutionen – kunne blive som børn på ny. Dermed ikke sagt at den ikke vil være lutrende.
Taget fra hendes My Common Heart som udkom helt tilbage i 2011 på det meget lille Spooky Girlfriend Press, oversat af Toni Bashy. Hun har lige udgivet The Undying som én af os har bragt med hjem fra udlandet og som vi glæder os til at falde på halen over. Vi har desuden grund til at tro at hendes vel nok kendteste samling, Garment against Women, senere i år udkommer i dansk oversættelse på OVO Press.
Baggrundsbillede: Latifa Echakhch, Crowd Fade, 2017 (detalje).