Antiregnum

Vi føler os splittet. Indtil nu har det været befriende ikke at have noget projekt, at give os selv lov til at famle og være agenda-løse. På den ene side vil vi gerne insistere på at det ikke handler om os, på den anden side kan vi jo ikke løbe fra hvem vi er. Vi har nydt at være anonyme, men det er jo ikke fordi magelighed skal afgøre den videre færd.

Vi har et princip her på Fredag Aften. Hvis vi mødes tre gange i træk, hvor vi kun sidder mænd rundt om bordet, så standser vi trykpressen og går i tænkeboks. I aften er det princip blevet udløst. Derfor bringer vi ingen tekst i denne uge, men overlader pladsen til en refleksion, et tilbageblik og en selvkritik.

"Det næst-første problem er et navn" fik vi sagt for to uger siden. Indtil nu har vi holdt os til det usynlige. I nitten uger nu har vi satset på det anonyme, men vi er ikke sikre på at vi kan opretholde det længere. Anonymitet for hvem?, får vi lyst til at spørge. Vi har ikke lyst til at bruge anonymiteten til at skjule hvad vi er gjort af og hvor vi kommer fra. Anonymiteten må ikke være et ly fra den sårbarhed der består i at være bestemt. Vi vil gerne være mere upfront med hvor vi kommer fra. Vi der er samlet i aften, er kønnet som mænd, men vi er jo ikke blot mænd. Vi er også bestemt af andre konflikter. I den kommende tid vil vi forsøge at afklare hvilke.

Så hvornår bliver det et problem at vi udelukkende sidder mænd rundt om bordet? Hvornår bliver udsigelsespositionen et problem? Vi forestiller os at det er vigtigt ikke at forveksle disse to problemer: Udsigelsespositionen er ikke en identitet. Identiteter taler ikke; det er et 'vi' der taler, og 'vi' kan ikke reduceres til alle de her sociale kategorier, lige så lidt som vi kan unddrage os fra dem ved anonymitet eller pseudonymitet. Vi vil forsøge at bruge denne refleksion over vores egen bestemte udsigelsesposition som en åbning, ikke som en identitær indeslutning af os selv.

En åbning mod hvad? Identitetsophævelsen er det vi arbejder henimod. Det paradoksale og det antagonistiske er ikke det vi er på vej væk fra, men det vi sigter efter. På den anden side risikerer vi nemlig, ved at definere dette 'vi' for meget, at udviske de virkelige forskelle imellem os, de kampe der også indfinder sig her. Vi har aldrig ønsket at disse breve skulle producere et afgrænset fællesskab, men at de skulle fange og formidle nogle af de samtaler der fænger iblandt os når vi mødes alligevel. Ugebrevet er tænkt som bidrag til vores egne uger – til at komme bedre igennem den. Emnerne for ugebrevene og subjektpositionen hænger sammen. Måske er ingen emner neutrale (det ved vi faktisk ikke, det må vi vende tilbage til!), men de emner vi her har udvalgt, de emner som vi føler brug for at tage op – kampen på kontinenterne, kroppene i kampen, rigdom og fattigdom, det passive og det aktive, osv. –, er det nok mindst af alle. F.eks. Long Chu-teksten (ugebrev #10) bragte vi fordi den talte ind i overvejelser flere af os gik og gjorde os om vores egne køn og de begreber vi havde tilgængeligt for at ændre på dem, men de interesser forblev til en vis grad uartikulerede i vores introduktion. Hvorfor denne skyhed?

I vores selvpræsentation har vi skrevet "En dag bygger vi måske noget varigt ud af disse lykketræf: et standpunkt, en teori, en etik, et liv". Det er vel det vi ikke kan udskyde længere.