Antisemitisme og nationalsocialisme, del 1

I denne uge og i den næste bringer vi en tekst, vi har mange grunde til at bringe og flere forventninger til. Den rejser mange spørgsmål for os, spørgsmål som vi har talt om i flere af forrige ugebreve, og som vi har talt om længe i aften, uden at vores samtale er blevet til en sammenhængende introduktion. Moishe Postones pamflet om Antisemitisme og nationalsocialisme blev første gang udgivet i 1986 og selv om den i denne form er en forkortet version af en akademisk artikel, er den stadig lang og tæt, så vi deler den op i to.

Om teksten mener vi at vide, at den leverer en forståelse af nazismens antisemitisme som produkt af en specifik misforstået kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Vi ved, at den kritik indebærer en hård kritik af en forsimplet antikapitalisme, som fortsat gør sig gældende på venstrefløjen. Og gør denne fløj særlig labil for antisemitiske udfald, selv når disse bliver skjult bag humanismens banner. Og vi ved også, at teksten potentielt har (og virkelig har haft) omfattende konsekvenser for den ortodokse marxistiske tænkning, f.eks. ved at decentrere en essentialistisk forestilling om klassekamp, der tror at se en ”hæderlig” arbejderklasse over for en separat gruppe af ”griske” kapitalister.

Men vi må også sige at vi er lidt forbeholdne omkring en marxistisk forståelse af det politiske felt, som forsøger at reducere statspolitik til ideologisk tektonik og videre reducere de ideologiske bevidsthedsformer til at være ”feticher” hidrørende fra en underliggende økonomisk struktur. Det er i hvert fald ikke for meget sagt, at vi ikke har meget til overs for den slags analyser, som hævder at kritisere den politiske økonomi, men stadig lader den demokratiske nationalstat gå fri. Vi har, kort sagt, en del aktier i den analyse, der ser vores liv indviklet i et væv af biopolitik.

Vi har tidligere talt om statslig vold i forhold til antisemitisme, som vi fornemmer karambolerer med den forståelse af antisemitisme, som Postone fremlægger nedenunder. Hvordan kan vi tale om antisemitismens forhold til andre former for racialiseret og kønnet undertrykkelse? Teksten udpeger vanskelighederne ved en eventuel sidestilling af de undertrykkelsesformer, som vi oplever omkring os og som vi prøver at orientere os i. Det er bl.a. en kritik af en sådan sidestilling, som Postones tekst kan være med til at forberede.

Hvad er forholdet mellem antisemitisme og nationalsocialisme? I Vesttyskland har debatten om dette problem været præget af en modsætning mellem liberale og konservative på den ene side og venstrefløjen på den anden. Der har været en tendens blandt liberale og konservative til at understrege diskontinuiteten mellem den nazistiske fortid og nutiden. Med henvisning til denne fortid har de fokuseret deres opmærksomhed på forfølgelsen og udryddelsen af jøderne og har haft tendens til at underkende andre væsentlige aspekter af nazismen. Ved at understrege en antagelse om et totalt brud mellem Det Tredje Rige og Forbundsrepublikken har denne slags fokus på antisemitisme paradoksalt nok bidraget til at undgå en tilbundsgående konfrontation med nationalsocialismens sociale og strukturelle virkelighed. En virkelighed som bestemt ikke forsvandt helt og aldeles i 1945. Fordømmelsen af nazisternes antisemitisme har med andre ord også tjent som en legitimerende ideologi for det nuværende system. Denne instrumentalisering var kun mulig, fordi antisemitisme primært er blevet behandlet som en slags fordom, som en syndebuksideologi, hvorved det iboende forhold mellem antisemitisme og andre aspekter af nationalsocialismen tilsløres. På den anden side har venstrefløjen haft tendens til at koncentrere sig om hvilken funktion nationalsocialismens havde for kapitalismen, og lægge vægt på ødelæggelsen af arbejderklassens organisationer, nazisternes sociale og økonomiske politik, oprustning, ekspansionisme samt de bureaukratiske mekanismer der muliggjorde statens og partiets dominans. Det er blevet understreget at der findes en vis kontinuitet mellem Forbundsrepublikken og Det Tredje Rige. Udryddelsen af jøderne er selvfølgelig ikke blevet ignoreret helt, men  den bliver hurtigt indordnet under mere generelle kategorier som fordom, diskrimination og forfølgelse.

Ved at forstå antisemitisme som et perifert og ikke som et centralt moment i nationalsocialismen har venstrefløjen også tilsløret det iboende forhold mellem de to. Begge disse holdninger forstår moderne antisemitisme som antijødisk fordom – som et særegent eksempel på racisme i almindelighed. Deres understregning af antisemitismens massepsykologiske karakter isolerer refleksioner over Holocaust fra socioøkonomiske og sociohistoriske undersøgelser af nationalsocialismen. Holocaust kan imidlertid ikke forstås, så længe antisemitisme betragtes som et eksempel på racisme i almindelighed, og så længe nazismen kun tænkes inden for rammerne af storkapital og en terroristisk bureaukratisk politistat. Auschwitz, Bełżec, Chełmno, Majdanek, Sobibór og Treblinka bør ikke behandles uden for rammerne af en analyse af nationalsocialismen. De repræsenterer ét af dens logiske endepunkter, snarere end blot dets mest rædselsvækkende epifænomen. Ingen analyse af nationalsocialismen er fuldt tilstrækkelig, hvis ikke den formår at forklare udryddelsen af jøderne i Europa. I dette essay vil jeg forsøge at nærme mig en forståelse af udryddelsen af jøderne i Europa ved at opridse en fortolkning af moderne antisemitisme. Min hensigt er ikke at forklare, hvorfor nazismen og den moderne antisemitisme opnåede et gennembrud og blev hegemonisk i Tyskland. En sådan bestræbelse ville indebære en analyse af hvad der var særligt ved den historiske udvikling i Tyskland, et emne som der er skrevet meget om. Dette essay forsøger snarere at bestemme nærmere, hvad det var, der opnåede et gennembrud, og gør det ved at fremstille en analyse af moderne antisemitisme, der udpeger dens iboende forbindelse til nationalsocialismen. En sådan undersøgelse er en nødvendig forudsætning for enhver materiel analyse af hvorfor nationalsocialismen lykkedes i Tyskland. Det første skridt må være en specificering af Holocaust og moderne antisemitisme. Problemet bør ikke stilles kvantitativt; det drejer sig hverken om antallet af myrdede eller graden af lidelse. Der er alt for mange historiske eksempler på massemord og folkedrab. (For eksempel dræbte nazisterne mange flere russere end end de gjorde jøder) Spørgsmålet er snarere et spørgsmål om kvalitativ specificitet.

De særegne aspekter af nazisternes udryddelse af jøderne i Europa vil forblive uforklarlige, så længe antisemitisme behandles som et specifikt eksempel på en syndebuksstrategi, hvis ofre lige så godt kunne have været medlemmer af enhver anden gruppe. Holocaust var præget af en stemning af ideologisk mission, en relativ mangel på følelse og direkte had (i modsætning til pogromer, for eksempel), og vigtigst af alt, af en tilsyneladende mangel på funktion. Udryddelsen af jøderne synes ikke at have været et middel til noget andet mål. De blev ikke udryddet af militære årsager eller som en del af en voldelig  erhvervelse af jord (som det var tilfældet med tasmanerne og de amerikanske indianere). Nazisternes politik over for jøderne tålte heller ingen sammenligning med deres politik over for polakkerne og russerne, som havde til formål at udrydde de dele af befolkningen som en modstandsbevægelse kunne udspringe af, hvorefter resten af befolkningen lettere kunne udbyttes som trælle. Jøderne blev altså ikke udryddet for noget åbenlyst »eksternt« formål. Det var ikke blot meningen at udryddelsen af jøderne skulle have været total: udryddelsen var endda et mål i sig selv – udryddelse for udryddelsens skyld – et mål der over tid fik absolut prioritet.

Ingen funktionalistisk forklaring på Holocaust og ingen syndebuksteori om antisemitisme kan overhovedet begynde at forklare, hvorfor en betydelig del af tyskernes køretøjer i krigens sidste år, netop som de tyske styrker blev knust af den Røde Hær, blev tilbagetrukket fra logistisk forsyning og i stedet brugt til at transportere jøder til gaskamrene. Når først man har anerkendt den kvalitative specificitet ved udryddelsen af jøderne i Europa, står det klart at ethvert forsøg på en forklaring ud fra kapitalisme, racisme, bureaukrati, seksuel undertrykkelse eller den autoritære personlighed forbliver på et alt for generelt niveau. Holocausts specificitet kræver en langt mere bestemt mediering før man kan begynde at nærme sig en forståelse.

Udryddelsen af jøderne i Europa har naturligvis noget at gøre antisemitisme. Den enes specificitet må relateres til den andens. Desuden må moderne antisemitisme forstås med henvisning til nazismen som en bevægelse – en bevægelse der i sin egen selvforståelse repræsenterede et oprør. Moderne antisemitisme, som ikke bør forveksles med dagligdags antijødiske fordomme, er en ideologi, en tankeform der opstod i Europa i slutningen af det 19. århundrede. Dens fremkomst var betinget af tidligere former for antisemitisme, som i århundreder havde været en integreret del af den kristne vestlige civilisation. Det, der er fælles for alle former for antisemitisme, er det niveau af magt, der tilskrives jøderne: magten til at dræbe Gud, til at sætte byldepesten i verden og, mere nyligt, til at indføre kapitalisme og socialisme. Antisemitisk tænkning er stærkt manikæisk, hvor jøderne spiller rollen som mørkets børn. Det er ikke kun niveauet, men også det kvalitative ved den magt, der tilskrives jøderne, der adskiller antisemitisme fra andre former for racisme. Alle former for racisme tillægger formentlig den Anden en potentiel magt. Denne magt er imidlertid som oftest konkret, materiel eller seksuel. Det er en potentiel magt der tilhører de undertrykte, de fortrængte, "Untermenschen." Den magt, der tilskrives jøderne, er meget større og opfattes som aktuel snarere end som potentiel. Det er desuden en helt anden form for magt, en som ikke nødvendigvis er konkret.

Den magt jøderne tilregnes inden for moderne antisemitisme, er karakteriseret ved at være mystisk, uhåndgribelig, abstrakt og universel. Den betragtes som en form for magt, som ikke manifesterer sig direkte, men som er tvunget at finde en anden form at udtrykke sig i. Den søger en konkret bærer – hvad end politisk, social eller kulturel – som den kan virke igennem. Fordi jødernes magt, som den bliver begrebet i den moderne antisemitiske fantasi, ikke er konkret bunden, ikke er "rodfæstet", formodes den at være umådelig af størrelse og yderst vanskelig at kontrollere. Den forestilles at stå bag fænomenerne, men uden at være identisk med dem. Dens oprindelse anses derfor at være skjult – af en sammensværgelse. Jøderne repræsenterer en umådelig magtfuld, uhåndgribelig, international sammensværgelse. Et grafisk eksempel på denne fantasi er en nazistisk plakat, der skildrer Tyskland – repræsenteret af en stærk og hæderlig arbejder – truet fra vest af en fuldfed, plutokratisk John Bull og fra øst af en brutal, barbarisk bolsjevikisk kommissær. Men disse to fjendtlige kræfter er blot marionetter. Bag klodens horisont ligger han på lur, jøden, med et fast greb om marionetstrengene. Nazisterne havde på ingen måde monopol på den slags fantasier. Det er karakteristisk for moderne antisemitisme at jøderne forstås som magten bag disse "tilsyneladende" modsætninger: plutokratisk kapitalisme og socialisme. "International jødedom" opfattes desuden som havende sit afsæt i de nyligt opståede megabyers »asfaltjungle«; at stå bag "moderne, vulgær og materialistisk kultur" og i almindelighed bag samtlige de kræfter, der bidrager til en svækkelse af de traditionelle sociale grupperinger, værdier og institutioner. Jøderne repræsenterer en fremmed kraft, en farlig, destruktiv kraft der underminerer nationens samfundsmæssige "sundhed".

Moderne antisemitisme er derfor ikke kun karakteriseret ved dens sekulære indhold, men også ved dens systematiske karakter. Den hævder at kunne forklare verden – en verden, der for mange mennesker på kort tid var blevet alt for kompleks og truende. Denne deskriptive bestemmelse af moderne antisemitisme er nødvendig for at adskille den fra fordomme eller racisme i almindelighed, men er i sig selv ikke tilstrækkelig til at angive dens iboende forbindelse til nationalsocialismen. Det vil sige at målet om at overvinde den sædvanlige adskillelse mellem en sociohistorisk analyse af nazismen og en undersøgelse af antisemitisme på dette niveau endnu ikke er opfyldt. Hvad der kræves, er en forklaring, der kan mediere mellem de to. En sådan forklaring må være i stand til at begrunde denne form for antisemitisme, som beskrevet ovenfor, historisk ved hjælp af de samme kategorier som kunne bruges til at forklare nationalsocialismen. Min hensigt er ikke at ophæve sociopsykologiske eller psykoanalytiske forklaringer, men snarere at belyse en historisk-epistemologisk referenceramme, hvorfra yderligere psykologiske specifikationer kan finde sted.

En sådan referenceramme skal kunne belyse det specifikke indhold af moderne antisemitisme og skal være historisk, det vil sige: den skal bidrage til en forståelse af, hvorfor denne ideologi blev så udbredt og hvorfor netop da, fra slutningen af det 19. århundrede og frem. I mangel på en sådan ramme forbliver alle andre forklaringsforsøg, der fokuserer på det subjektive aspekt, historisk ubestemte.

Det, der er brug for, er altså en forklaring inden for rammerne af en socialhistorisk epistemologi. En fyldestgørende udvikling af antisemitismens problematik ville række ud over grænserne for dette essay. Pointen er her blot at en omhyggelig undersøgelse af det moderne antisemitiske verdensbillede viser at man har at gøre med en tankegang, hvor den hurtige udvikling af den industrielle kapitalisme med alle dens sociale følgevirkninger personificeres af og identificeres med jøden. Det er ikke blot det at jøderne anses at at være pengebesiddere, som i traditionel antisemitisme, men at de blev gjort ansvarlige for økonomiske kriser og identificeret med hele det spektrum af sociale omstruktureringer og forskydninger som fulgte af den rivende industrialiseringen: eksplosiv urbanisering, svækkelse af traditionelle samfundslag og klasser, fremkomsten af et omfattende, i stigende grad organiseret industriproletariat, osv. Kapitalens abstrakte herredømme, som – især med den rivende industrialisering – spandt folk ind i et væv af dynamiske kræfter, som de ikke forstod, blev med andre ord opfattet som den internationale jødedoms herredømme. Dette er imidlertid kun en første tilnærmelse. Denne personificering er førhen blevet beskrevet, men endnu ikke forklaret. Der har været mange forsøg på en forklaring, men ingen har for mig at se været fuldstændige. Problemet med disse teorier, som f.eks. Max Horkheimers, som koncentrerer sig om identificeringen af jøderne med penge og cirkulationssfæren, er, at de ikke kan gøre rede for forestillingen om at jøderne også udgør magten bag socialdemokratismen og kommunismen. Ved første øjekast virker teorier som George L. Mosses, der fortolker moderne antisemitisme som et oprør mod moderniteten, mere tilfredsstillende. Både plutokrati og arbejderbevægelser opstod i og med moderniteten, den massive sociale omstrukturering som fulgte af den kapitalistiske industrialisering. Problemet med sådanne tilgange er imidlertid, at "det moderne" utvivlsomt vil inkludere industriel kapital. Men som bekendt var industriel kapital netop ikke genstand for antisemitiske angreb, selv ikke i en periode med rivende industrialisering. Desuden havde nationalsocialismens en positiv, snarere end kritisk holdning til mange andre aspekter af moderniteten, især moderne teknologi.

De dele af moderne liv, som nationalsocialisterne afviste, og de, som de tog til sig, danner tilsammen et mønster. Dette mønster bør være uløseligt forbundet med en fyldestgørende konceptualisering af problemet. Eftersom dette mønster ikke er særgent for nationalsocialismen, har denne problematik vidtrækkende betydning. Den moderne antisemitismes omfavnelse af industriel kapital viser, at der er behov for en tilgang, der kan skelne mellem, hvad moderne kapitalisme er, og hvilken måde, den manifesterer sig på, mellem dens væsen og dens fremtrædelse.

Udtrykket "moderne" har ikke i sig selv nogen iboende differentiering, der kunne gøre en sådan skelnen mulig. Jeg foreslår i stedet at de sociale kategorier, som Marx udviklede i sin sene kritik, såsom "vare" og "kapital", er mere fyldestgørende, for så vidt som en hel række distinktioner mellem det der er, og det der fremtræder, er kategorierne ibooende. Disse kategorier kan tjene som udgangspunkt for en analyse, der er i stand til at differentiere forskellige opfattelser af "det moderne". En sådan tilgang ville forsøge at relatere det mønster af social kritik og social affirmation, som vi her at gøre med, til særtræk ved de kapitalistiske sociale relationer selv.

Disse overvejelser vil føre os til Marx' begreb om fetich, hvis strategiske formål var at give en social og historisk erkendelsesteori baseret på forskellen mellem de kapitalistiske sociale relationers væsen og deres fremtrædelsesformer. Det, der ligger til grund for fetichbegrebet, er Marx' analyse af vare, penge og kapital, ikke blot som økonomiske kategorier, men snarere som de former som antages af de særlige sociale relationer, der karakteriserer hvad der er væsentligt ved kapitalismen.

I hans analyse fremtræder de specifikt kapitalistiske former for sociale relationer ikke som sådan, men udtrykkes kun i objektiveret form. Arbejde under kapitalismen er ikke kun social produktiv aktivitet ("konkret arbejde"), men tjener også i fraværet af umiddelbare sociale relationer som en social mediering ("abstrakt arbejde"). Arbejdets produkt, varen, er dermed ikke blot et produkt, hvori konkret arbejde er objektiveret; det er også en form for de objektiverede sociale relationer. 

Under kapitalismen er produktet ikke en genstand, som formidles socialt gennem umiddelbare former for sociale relationer og socialt herredømme. Varen, som objektivering af begge aspekter af arbejdet under kapitalismen, er sin egen sociale mediering. Det besidder dermed en "dobbelt karakter": brugsværdi og værdi. Som genstand både udtrykker og tilslører varen de sociale relationer, som ikke har nogen anden "uafhængig" udtryksmåde. Denne måde sociale relationer objektiveres på, er deres fremmedgørelse.

De grundlæggende sociale relationer under kapitalismen får deres eget, halvvejs objektive liv. De udgør en "anden natur", et system med abstrakt herredømme og tvang, som, omend socialt, er upersonligt og "objektivt". Sådanne relationer fremtræder som var de slet ikke sociale, men naturlige.

Samtidig udtrykker de kategoriske former en særlig, socialt konstitueret opfattelse af naturen som et kvalitativt homogent væsens objektive, lovmæssige, kvantificerbare adfærd. De marx*ske kategorier udtrykker på én gang særlige sociale relationer og tankeformer. Begrebet fetich henviser til tankeformer der grunder på opfattelser der er og bliver bundet til de kapitalistiske sociale relationers fremtrædelsesformer.

Ser man nærmere på de særlige kendetegn ved den magt, som moderne antisemitisme tilskriver jøderne – abstrakthed, uhåndgribelighed, universalitet, mobilitet – er det slående, at de alle er kendetegn ved de sociale formers værdiaspekt i Marx' analyse. Og ligesom jødernes formodede magt, fremtræder dette aspekt ikke som sådan, men altid i form af en materiel bærer, varen. [...]