Blot i kraft af det at vi har kroppe

Sent igår aftes modtog vi endnu et kærkomment brev fra en ven. Én ting, der slog os, da vi havde læst det, var noget, som det næsten er utroligt, at vi ikke har tænkt mere over under coronatiden før nu; nemlig hvor meget erfaring, der i denne tid er for os at hente i kvindernes historiske position under kapitalismen. Som en anden ven skrev til os for nylig, er det ikke overraskende, at det er udlicitering af omsorg og pleje af andres kroppe til kønnede og racegjorte arbejdere, der udsættes mest for samfundets såkaldte genåbning, at netop de arbejdere betragtes som undværlige. Det er lige præcis håndteringen af en påtvungen afstand og påtvungen nærhed, som brevet fra vores ven opfordrer os til at udfordre, ved at tage hånd om vores egne forholdsregler, ved ikke at underkaste os de linjer, der bliver tegnet rundt om og igennem vores kroppe. Bryd karantænen for at sikre vores helbred, kunne vi sige.

Med køn, race og klasse som prisme ser vi tydeligt, hvordan kroppen og pengene fremstår som uadskillelige, allertydeligst i tider med epidemi: Den rige kvinde skulle blive hjemme, spærret inde, mens den fattige, den racialiserede, måtte ud og arbejde og færdes i smitten med alle de andre befængte. Den fattige og den racegjorte var både syg og sygelig, set som en der smittede. Sådan er det også nu.

Det slår os også, at kvindens sygdom, eller de syges sygdom, sjældent betragtes som deres egne. Det er noget som bebor den syge, men det tilhører dem ikke. Det tilhører den helbredende instans (kirken/staten, etc) i kraft af sin andethed. Sygdommens fremmedgørelse tilhører det primære subjekt, den som dømmer den syg, og samtidigt er dens virkning, dens form, fremmedgjort fra den syge. På den  måde mister den syge ikke blot sin plads i samfundet og i byen (måske), men også en plads i sig selv. Et rum i den syges indre, alle vores kroppe som er potentielt syge, tilhører ikke længere os. Måske kan det netop tænkes, som vores ven skriver, som en videre udfoldning af den såkaldte reelle subsumtions omfangslogik, rent biologisk. (Camatte, husker vi, taler ikke kun om subsumtion, men om overherredømme, om kapitalens reelle dominans.) Berører kravet om at holde afstand ikke også statens frygt for, dens behov for, at markere kroppenes grænser? Det er derfor ikke overraskende at man i Polen indfører abortforbud i forbindelse med pandemien, og at regeringen i Ungarn, har foreslået en lov, der vil gøre det umuligt at lovligt ændre køn. Når kroppens indre approprieres af en eller anden grund, er det let at tilføje yderligere til listen over ting, som mennesket ikke selv forvalter. 

Vi tænker også på den potentielt syge, og den potentielle arbejdskraft, samt hvornår disse falder sammen. Det er vi, allesammen, omend ikke på samme måde. Velfærdsstatens borger fødes med cifre, statistik, men mad er der stadig mange som mangler.

Vi er allerede begyndt at dele ressourcerne, pengene, maden, strategierne imellem os. Vi kan ikke dele rummet, men vi har ordet. Og hvad hvis vi tager det alvorligt, som staten siger, at sygdommen potentielt set rammer alle, og gør dette potentiale til vores, som et våben mod subsumptionen af os selv – det er at insistere på et vi, et os, og ikke et dem. Og det er et andet vi end det ”vi” som staten peger på. Achille Mbembe siger i en interview at populationen og staten er uadskillelige begreber, og at det sociodemografiske begreb ”befolkning” ingen virkning har udover statens intentioner. Men er vi kun en befolkning? Er vi kun et samfund – med sind? I går talte vi om at samles, og om hvordan det er så tydeligt et backlash at stå ved et punkt, hvor selv forsamlingen er radikal. Men det er den. Vi kan samle det som vi tager tilbage, både i og mellem vores kroppe. 

Den lægelige/medicinske opmærksomhed rettet mod kvinder dengang var et effektivt overvågningssystem. Ligesom mange kvinder dengang internaliserede dette stigma, at de var syge og hellere måtte holde sig indendøre, passive, forsigtige - vi må selvfølgelig vare os for ikke at udvande det specifikke ved covid-19 her – så var der også mange kvinder som brugte dette som en vej ud. Eksempelvis at foregive sygdom for at undgå at blive gravid. Hvad der blev kaldt hysteri (som vel næsten sås som en slags "epidemi" dengang) var da hos nogle også et desperat forsøg på at gøre oprør mod en utålelig social rolle i samfundet. Sygdom spillede så definerende en rolle for livet som kvinde, uanset om den pågældende klassestatus resulterede i en overflod af lægebesøg, undersøgelser og tvangsindgreb, eller et totalt fravær af det, en total forsømmelse. Sygdom var en stor en del af livet, men også (og vel derfor) en stor del af oprøret. En oprørsmetode som deltes af flere.

Vores ven opfordrer os til at huske på, at vores kroppe er farlige, at vores sårbarhed kan vendes udadtil. En måde at bruge lænkerne imod dem, der smeder dem, kunne vi sige.

Forleden opsnappede vi et brudstykke af en radioavis, der fik et sæt til at gå igennem os. Indslaget handlede om, at den danske statsminister så en mulighed for at åbne mere op, tidligere end beregnet. Der fulgte en montage af interviews, hvor 'tilfældige danskere' blev spurgt om, hvad de kunne tænke sig at der blev åbnet for som det næste: "caféerne, åbn caféerne!," "restauranterne!," lød det ivrigt, alt imens vi mærkede en sær modstand, vrede, og afmagt løbe igennem vores kroppe. Der var noget ved rastløsheden i stemmerne, der provokerede: Vi skal jo netop ikke bare vende tilbage til tingene som de plejede at være! Men det er naturligvis farligt at romantisere opbremsningen. Vi er ganske klar over, at der er nødt til at komme skub i hjulene igen, for der er, som vores ven ganske rigtigt bemærker, en forbindelse mellem økonomi og sundhed. Ja, også overlevelse og begær, nødvendighed og fornøjelse er i statsmagtens og økonomiens vold. "Vi er fanget i maven på en frygtelig maskine." Vores liv er – paradoksalt nok – afhængige af denne dødsmaskine, og derfor kan det se ud til, at vi ikke kan komme den til livs uden at tage os selv med i faldet. Det er denne grænse, som feministerne i '70erne kom op imod, da de kaldte på en nægtelse af det reproduktive arbejde.

Som vores spanske ven sagde i telefonen i går, er der noget sadistisk ved at leve i den kapitalistiske elendighed, hvor alting er bundet op på og filtret ind i økonomi, for så at finde os selv midt i en tvungen økonomisk opbremsning. Som at være fanget i en sadistisk leg.

Som tingene ser ud nu, har vores relation til kapitalismen karakter af gensidig afhængighed. Og det illustrerer ret så tydeligt, at gensidig afhængighed ikke er noget entydigt. Den kan være ophav til den smukkeste måde at dele sårbarhed og styrke, og den kan være roden til de frygteligst tænkelige rædsler. "Jeg er faktisk ikke sikker på, at vi endnu har været i stand til at tænke over afhængighedens uhåndtérbarhed på politisk niveau – hvilken frygt, panik, afsky, vold og dominans, den kan føre til," skriver Judith Butler.

Og alligevel er det netop denne knude, der synes at rumme størst potentiale til at ændre kurs. Vores ven peger lige så rigtigt på, at vores kroppe også er bærere af en trussel mod den eksisterende orden. De af os, der har haft hjernerystelser, mentale sammenbrud eller opfostret spædbørn har mærket det på egen krop: Der er noget af det kropslige liv, der ikke kan subsumeres. Og det er paradoksalt også disse trusler, som vi selv ikke kan undgå i karantænen, skønt individuelle tilfælde adskilles fra hjem til hjem – og mellem de som har hjem og de som ikke har. Alt det som forhindrer os i at være produktive, synes at være stærkere end nogensinde. Vi glemmer hvilken dag det er, hvad klokken er; vi glemmer. Det skræmmer os, men spørgsmålet er, om vi ikke skal se det som en langsom tilbagekomst inden i og mellem os. Det navnløse, det uplanlagte. Truslen er vores, og sammen kan den vokse. Men hvordan kan vi orientere vores fælles trussel, vores forbundethed, vores gensidige afhængighed, i retning af kollektiv styrke og blomstring – i stedet for at styre os direkte mod afgrunden? Hvordan kan vi blive bedre til at løse nødvendighedens organisering end staten? Hvordan kan vi vælge hvilken hastighed denne nødvendighed skal behandles i, og hvem den berør? Hvad den skal kaldes, og hvor længe den skal vare? Og ikke mindst, hvordan kan vi skabe mere rum til flere - og anderledes – former for nydelse end dem, kapitalismen kan tilbyde?

Vi genlæste et digt den anden dag. Vi har haft det med og vendt tilbage til det i situationer, hvor behovet for forbundethed var tydeligt. Vi fik kuldegysninger, da det slog os, hvor meget det rammer netop situationen i dag. Den sidste linje kommer her: 

"How lovely and how doomed this connection of everyone with lungs".

Achille Mbembe skriver, som vores ven påminder os om, at retten til at tale forudsætter også retten til at ånde. Og nu tager vi et dybt åndedrag, sammen.  

I dette åndedrag vil vi insistere på en omsorgsfuld forbundethed, for alternativet er det, vi ser udspille sig for vores øjne; at forvaltningen af alle kroppene bliver det 'normale', og selv de unge revolutionære hengiver sig til sundhedsmyndighedernes anbefalinger og ikke den sunde fornuft. Som vores ven minder os om: Ingen af os vil skade hinanden, allermindst de mest udsatte, men det fælles må også kunne finde en anden form end statens repressive foranstaltninger, hvor forvaltningen af kroppene når sit yderste. Og ja, det er af kærlighed, vi holder afstand til vores mormor. Men på hendes forslag til, om ikke vi skulle komme indenfor, svarer vi med at henvise til kravene og opfordringerne. Reglerne. I vores egen stemme hører vi statsministerns ord og ser vores egen disciplinering vokse ud af vores hænder. Hvad er det for en magt, der handler på og igennem os, og hvordan tapper vi ind i den magt, som er vores? For vores magt er også at finde her, i den kærlighed, som vi føler for vores gamle, og for hinanden. Vi kan holde fast, og samtidig gå imod. 

Vi kan holde fast i hinanden, uden om loven, og lade vores egen omsorg vokse, uden om påbud og nød. Men for at det skal blive muligt, må vi være i stand til at se forskellen mellem vores egen overlevelse og statens. Vores ven skriver: "Det er lige præcis vores egen uperfekte og derfor nødvendigvis eksperimentelle evne til at tage vores egne forholdsregler som vi ikke må give køb på nu." Sproget for det, der er i gang, er vores at opfinde. I dette format, i et enkelt ugebrev, vil vi insistere på, at den litterære erfaring er en vigtig allieret. Det, som Jean-François Lyotard kalder for den “supine vending”. I denne vending må vi stole på vores egen omsorg og dømmekraft. Der er meget vi ikke ved, lægevidenskabeligt, kemisk, men vi har brug for at vi lærer hinanden, at vi ikke overgiver vores sjæl og dømmekraft til statens omklamrende krop.

Kære venner,

Tak fordi vi har hinanden.

Ved I hvor længe det nu har stået på? Jeg har selv mistet tidsfornemmelsen. Jeg ved den også vakler i mange af jer. Vi mister lidt af sproget dag for dag. Der er noget håbefuldt ved at skrive breve sammen for ligesom at genvinde nogle af de tabte ord og genfinde en orientering i tiden der kommer, og tiden der gik.

Først, da vi hørte om det, husker jeg, talte vi om det som en mulighed, læste om det, kiggede nærmere på det, men selv mens vi stirrede direkte på det, kom det alligevel bag på os, da det pludselig bare handlede om at forstå hvad det var, der hændte. Så, i første pusterum, om hvad der kunne være sket. Så hvad der nu ville ske. Og nu, især, om hvorvidt det vi troede ville ske, faktisk allerede er sket.

Hvis nu udgangen af denne undtagelsestid bliver ved at blive udskudt foran os – først to uger, så en måned, så en sommer, og så videre – er det så i virkeligheden fordi den væsentlige afslutning allerede har fundet sted, og dette evindelige kølvand ikke er en udfasning af ekstraordinære foranstaltninger, men af den gamle normal?

En af jer sagde det sådan her en dag vi mødtes: ”Som om hele civilisationen er løbet mod en mur, blevet tvunget til at standse, som om den søger febrilsk men ikke kan finde nogen vej frem, og den véd at nu bliver den indhentet af fortiden.”

En anden sagde det sådan her, for mange år siden: ”Bilen er i brand og der er ingen ved rattet. Vi er fanget i maven på en frygtelig maskine, og maskinen bløder ihjel.”

Og for to uger siden – det føles som en måned – en tredje: ”Kapitalismen er faktisk dødeligt såret lige nu, og er ved at slæbe sit forblødende kadaver i sikkerhed, så den en dag kan vende tilbage ligesom Lazarus. Jeg stoler ikke på at kommunister er modne til opgaven at jage den ned og gøre det af med den.”

Kapitalismen, maskinen og civilisationen. Jeg ved godt at ingen af dem er ’ting’ og da slet ikke ’én ting’, men jeg forstår alligevel at der bliver talt om det samme. Og om det der bliver talt om, bliver der sagt at det kan dø.

At det er voldsomt og skrøbeligt på én gang, både bæstet og livet. Det har jeg gået og tænkt over i nogen tid nu. Her kommer der nogle af de tanker:

I slutningen af marts var det FN’s Internationale Tuberkulosedag. Den havde jeg aldrig hørt om før. I avisen prøvede en lægestuderende, skrivende fra Vestafrika, at vække læsernes interesse og indignation ved at sammenstille tuberkulosen med covid-19, begge sygdomme der angriber luftvejene først, begge i epidemisk udbrud, under intens inddæmning og behandling af WHO. Men mens den ene dræber 1,5 millioner mennesker år ud og år ind, lader den anden nu efterhånden til at peake, i sit debuterende år, på et dødstal et godt stykke derunder. Denne forskel i dødelighed beror selvfølgelig først og fremmest på en enorm forskel i den beredvillighed som denne verdens magter har lagt for dagen i bestræbelserne på at begrænse de respektive smitter. Det overrasker ingen. Men som det ofte er med det der ikke overrasker – og her kan man, ud over TB, også nemt tænke på verdens overbærenhed med de andre coronavirusser, med Ebola og med Zika, med gul feber og AIDS – så kan netop den selvfølgelighed vække et vist ubehag som man kan tænke videre på.

Jeg kom i hvert fald til at tænke: Hvorfor alt dette postyr? Hvorfor opfører staterne sig pludselig som om menneskeliv betyder noget?

At der altid er mere regeringsmæssig villighed til at redde visse menneskeliv frem for andre, det er jo biopolitik lige dér. Og når de lukker EU’s grænser for at undgå at migranter skal ”belaste” sundhedssystemerne her, og i stedet påtænker præmaturt at prøvekøre vaccinerne i Afrika, så er det dødens egen politik der taler. Det er det koloniale jerngitter som kloden stadig, og stadig mere, er skåret efter. Det er forpulet og forrykt, og bliver måske det største spørgsmål i efterspillet – efter The Great Lockdown: La Grande Séparation – men det er ikke en årsagsforklaring; for selv i lande med aktiv TB har den nye coronavirus givet anledning til uhørte foranstaltninger. Når offentlige institutioner lukkes ned i 197 lande, så er der tværtimod en slags de facto universalisme på spil. Ikke menneskeheden, det støvede ord, eller artsvæsnet, desværre, og da slet ikke menneskeligheden; pandemien, når den er global, angår det overhovedet at have en krop der trækker vejret i andres nærhed. ”Den almene ret til at ånde,” skriver Achille Mbembe, fordrer nu og her en ubetinget deling af ”det utællelige og uberegnelige, og derfor uvurderlige.” Luften, himlen, ånden.

Men det er ikke blot det ekstensive omfang eller den intensive dødelighed, der giver sygdomme ret til at kalde sig pandemier, det er også hastigheden af nye tilfælde. Og netop hastigheden, den har også ramt mig hårdest. Mest af alt har jeg mærket, også sammen med jer, at det hele gik stærkt. Går stadig stærkt, sikkert, men som sagt har jeg mistet tidsfornemmelsen. Blandt andet.

Hverdagen og vanerne er ramt; indkomsten er pist væk; venner og familie pludseligt langt væk; mange rum jeg plejede at være i, er nu aflåst; rejsen ud af byen aflyst; min ensomhed gjort fælles og helt ordinær. Men pandemien har jeg intet mærket til. Kroppene omkring mig er tilsyneladende sunde og raske, jeg må bare ikke røre ved dem. Hvis de er syge, er de ude af syne.

De største forandringer er vel usynlige. Blot en ekstra meters afstand imellem os alle, og ingen ved hvad det skal betyde. Mens kulleren sætter ind. Fraværet nager. Selv borgerlige statsapologeter begynder så småt at spørge, nævenyttigt, om det ikke var en overreaktion, om det virkelig havde behøvet at koste så meget at redde så få?

Jeg tror det er sandt hvad hun sagde i tirsdags, statsministeren, at vi ikke sådan kan adskille sundhed og økonomi. For hende sikkert at forstå som et naturligt faktum, for os må det være en strategisk konstatering. Det er det vi har lært at kalde reel subsumtion; at livet er blevet foldet ind i kapitalens organisation. ”Domesticeret,” skrev Jacques Camatte i 1973, og det betyder jo netop at blive en del af husholdningen. Det forstår vi, i dag, også hygiejnisk: at blive gjort stueren. Der er ingen sundhed uden en sund økonomi, siger statsministeren, og truer lærere og pædagoger med en fyreseddel hvis ikke de går på arbejde så de kan passe børn for de andre der også skal på arbejde for at undgå at blive fyret, og sådan ender hun jo med at få ret. De er uadskillelige, de to, kroppen og pengene, formeligt syet sammen, en døende krop med en levende, nupta contagioso.

Livets indfoldning er også en indespærring. ”Vi er fanget i maven på maskinen,” I ved. Tingen er bare at maskinen ingen grænser har, fabrikken ingen vægge, og så videre. Når maskinen i store dele sætter sig selv i stå, og beder mange af os om at afklappe udbytningen hjemmefra, så kunne det til forveksling ligne en fritstilling, hvis ikke en frisættelse. ”Vi er jo nødt til at anerkende at mange af forholdsmidlerne ikke kan forklares som forsøg på at begrænse virussen, men er på plads for ikke at give indtryk af at en stor del af befolkningen skulle være sendt på ferie, og godt tilfreds med det” (Temps Critiques, 6. april). At en hel hær af arbejdere sådan er sat fra bestillingen; samfundet ligesom gjort uvirksom; og alligevel ser det ud til at vi aldrig får fri.

Jeg stemmer for. Vi bør ikke se denne periode som en kortvarig fristund fra et arbejdsliv som vi ufravigeligt må tilbage til. Og, kære venner, heller ikke som en bonustid vi har fået foræret til at indhente det forsømte. ”Fordi vi altid kun må betragte det at bo i ørkenen som forbigående, må vi ikke tillade dette kun at være en parentes,” stod der i brevet fra Marcello. I stedet for at se denne tid som rekuperation, som fritid, kunne vi se den som en ekspropriation, et glimt af den virkeligt frie tid, den uvirksomme men fyldte tid, som vi kan stjæle tilbage; den tid hvor vi gør hvad vi synes skal gøres, og ikke mere, ikke mindre. Lad den komme, lad den komme!

Men vi er ikke i lockdown for at foregive at arbejde, det klarede vi jo fint i forvejen. Vi er i lockdown for at undgå smitten spredes, selvfølgelig. Men igen: hvorfor denne sygdom, og ikke de andre? Hvorfor disse dødsfald?

Da jeg begyndte at læse de lægevidenskabelige artikler om den nye coronavirus, der alt alt for langsomt passerede peer review, og som nogle godsindede mennesker fik stjålet og gjort tilgængelig online, havde jeg egentlig troet at finde, også dér, total forvirring. Forvirring omkring sygdommens ætiologi, proces, reproduktion, osv., er der også masser af, men det dominerende fokus for tiden er ikke på forklaring, men på behandling, og dér hersker der en for mig overraskende og urovækkende konsensus: Der er ikke meget at gøre.

Sygdommen er mild for langt de fleste, siger de, men for de få er den særligt grum. Af den ene procent af smittede som må indlægges, kommer en del sig mere eller mindre af sig selv, andre får nyresvigt og må i dialyse, mens andre igen må få åndedrætshjælp; af dem får nogle larynxmaske, andre intubering. Men ifølge studierne, eller måske (korsets tegn) bare ifølge min ufaglige læsninger af dem, er der under alle omstændigheder en markant usikkerhed i hvor meget denne hjælp rent faktisk øger deres chancer for at overleve. Og så alligevel: lige så udbredt denne pessimisme synes at være, lige så udbredt er enigheden om at der ingen bedre vej findes; at de værste tilfælde skal tilbydes den hjælp der findes, uanset hvor nedslående udsigterne måtte være. Uanset om det redder deres liv.

Og måske handler det da heller ikke om at redde liv. Det er uklart hvor mange flere der faktisk ville dø, hvis kurven ikke blev fladet ud, men det er åbenlyst hvilken furore det ville vække (og visse steder har vakt), hvis dødsfaldene steg for hurtigt, hvis hospitalerne måtte stå afmægtige, og staten måtte indrømme sygdommens overmagt. Direktøren for Seruminstituttet sagde det ærligt i sidste uge: "Målet er at velfærdssamfundet ikke knækker. Det er det, det handler om. Det handler om fortællingen om velfærdssamfundet.” Ved vi faktisk godt hvad det er han er bange for?

Da koleraen kom til Europa i det nittende århundrede, var det altid i krisetider. 1830, 1848, 1854, 1866, 1871, 1892: Koleraepidemier faldt oven i krig og/eller revolution.

Koleraen ramte selvfølgelig de fattigste hårdest (sulten havde svækket dem, der var dårlige sanitære forhold i arbejderkvartere, og ingen fælles sundhedsvæsen værd at tale om). Det tog de fattige ikke pænt. Folk havde åbenbart svært ved at acceptere at koleraen skulle være nogen ukendt, ”naturlig” sygdom som nu ramte dem som en meteor fra et andet stjernesystem. Rundt om i flere europæiske storbyer fortalte fattigfolk i stedet hinanden at det var de rige der havde påført dem denne sygdom, at det var de rige der havde gjort boligforholdene overmodne for sygdom, og de rige der havde brudt gamle overleveringslinjer af lægeviden om sygdom og helbred. Det greb om sig, og i flere russiske, tyske og britiske byer blev der plyndret madlagre og apoteker, og stukket ild til de utilgængelige hospitaler. (Og så videre; jeg udelader meget her).

Det er en reaktion de fleste forstår – og dem der ikke gør, med dem har vi nok ikke så meget at tale om. Men jeg nævner det ikke i håb om at vi eller andre skal genopføre historien i fuldt kostume. Blot den simple sandhed at sygdomsudbrud hver gang blev akkompagneret af oprørsudbrud; at de der gik i oprør, altid var de samme som blev ramt af sygdommen; og omvendt, at bekæmpelsen af sygdom hele tiden tenderede til at falde sammen med nedkæmpelsen af de potentielt syge. Sådan er det vel ofte, at de som er truet, også er dem der udgør en trussel?

Men det fik mig til at tænke: Er alt det, vi gennemlever, en forebyggende manøvre for at undgå den slags social vildelse, det ”knæk” i velfærdssamfundet som ville bortmane auraen af kontrol, den politiske stråleglans som blænder os for det faktum at magtens plads står tom? Er det den frygt der styrer de regerendes beslutninger? Global præventiv kontrainsurrektion?

Jeg har ikke selv særlig grund til at være bange for at blive smittet. Jeg spritter hænder og holder afstand af samme grund som mange af jer, af solidaritet med de andre, dem der har bedre grund end vi til at være bange. Det er det myndighederne for tiden forsøger, på pressekonferencer og gadeplakater, at kalde "samfundssind." Men der er lige præcis verden til forskel mellem solidaritet og samfundssind. Jeg har ingen kærlighed til samfundet. Hvis vi handler i solidaritet til andre, så er ”de andre” ikke blot vores indelukkede naboer, eller de gamle og de åndedrætsbesværede som vi så at sige deler samfund med. Solidaritet i en sag kan ikke gælde andet end alle og enhver som sagen angår, og pandemisk solidaritet kan ikke betyde andet end at lade al den lidelse som pandemien forårsager, være et uopsætteligt anliggende.

Det betyder, tænker jeg, at det er usolidarisk at isolere sig i sit hjem, hvis andre er unødigt og uvilligt udsat. At det kan være presserende at bryde karantænen, hvis det gavner nogen som karantænen ikke beskytter. Det kan være nødvendigt at gå imod ”sundhedsmyndighedernes anbefalinger,” at true ”samfundet” på livet.

Det er også noget jeg har tænkt på, når vi har talt sammen om hvilken politisk sag der kunne tage sin begyndelse her under pandemien. Lige så snart der begyndte at vise sig sprækker i nødvendighedens politik, begyndte der at optegne sig linjer til et alternativ, en anden krisehåndtering. Der blev stillet krav, og der bliver stadig fundet på flere. Det er godt at tage sigte, men jeg funderede på hvilken vægt vi kunne lægge bag disse ord, når vi udenfor er adskilt, og hjemme, hver især, en krop der selv kan blive syg? ”Hvad har vi selv at true med?” er et andet spørgsmål, jeg har gået og tygget på.

Der er et svar som jeg fornemmer bliver tydeligere: Hvis vi er truet af coronavirus, så er vi det bestemt ikke mere end det system, der med penge og politi forvalter vores færden i de friskeste af døgnets timer. Hvis dette system kun kan opretholdes af denne friskhed, så har vi vores egen svækkelse at true med. Vi kan true med at smitte, hvis vi tør.

I forrige uge lånte jeg en bog af én af jer, en særlig ven: On immunity af Eula Biss. Hun skriver sådan her om den engelske arbejderklasses modstand mod koppervaccinen i midten af 1800-tallet: ”Deres kroppe var naturligvis både smitsomme og sårbare. Men en tid og sted hvor de fattiges kroppe blev set som en trussel mod den offentlige sundhed, som en fare mod andre, var det op til de fattige selv at sætte ord på deres sårbarhed. Mens det dengang gav mening for de fattige at hævde at de ikke kun var farlige, tror jeg at det giver mere mening for os i dag at acceptere at vi ikke kun er sårbare. [Vi] er måske nok ’truede,’ men vi er samtidig, blot i kraft af det at vi har kroppe, farlige. Selv små børns kroppe, som samtiden får os til at tro er absolut sårbare, er farlige for så vidt de er i stand til at sprede sygdom.”

(Det er klart at hun med fare mener sundhedsfare, men jeg kan som sagt ikke se at det i dag så nemt kan skilles ad fra det at være en samfundsfare.)

Kan I se hvor jeg vil hen? Jeg fornemmer at den antipolitiske knude der venter på at blive løsnet, er noget i retning af det her: at det netop er kroppenes sårbarhed der gør dem farlige. At vores styrke fuldendes i svagheden. Det er sikkert ikke så nyt endda, sådan at gøre et våben af sygdommen, og sammen kan vi måske komme op med flere eksempler at lære af? Fra vores egne liv endda?

"Endnu ved vi ikke hvad en krop er i stand til". Det vil sige, vi ved endnu ikke hvilke tilbøjeligheder vi kan rumme, eller hvor langt vores magt kan række. Men vi ved måske godt at vi finder ud af det ved at prøve os frem. Det er lige præcis vores egen uperfekte, og derfor nødvendigvis eksperimentelle, evne til at tage vores egne forholdsregler som vi ikke må give køb på nu.

Det er netop i kraft af vores rolle som omsorgsgivere at vi også kan påføre skade; på andre omkring os, på vores nære og kære, men også på økonomien. Den omsigtsfulde skelnen mellem disse to udfald, tror jeg, er den vigtigste taktiske overvejelse lige nu. ”Hvorfor skulle vi i denne situation ikke være i stand til at udvise den tillid til hinanden?”, skrev D i sit brev.

Vi ved at vi er sårbare. Lad os også kende vores farlighed.