Breve til James Alexander

I aften, på årets sidste dag, bringer vi en række breve fra den amerikanske digter Jack Spicer.

Det er som om disse breve passer godt til denne tid - ikke bare nytårsaften, men lige netop denne nytårsaften - hvor planer må ændres i sidste øjeblik, alting er oppe i luften, tingene kan falde som de vil. Der er en flygtighed og tilfældighed på spil, som får en betydning i den positive forstand. Ligesom med svampene-posthusene: Man ved ikke hvor de dukker op næste gang, og hvilken herlighed det er at være på jagt efter dem!

Der er så meget livlighed at hente, hvis man formår at udnytte den fornemmelse af frihed som kan findes i bare at lade det tilfældige ske. Lade spontaniteten råde, uden frygt.

Typisk er brevformen karakteriseret ved at være personlig, kredsende om et 'jeg', der henvender sig. Her lader der imidlertid til at være en anden form for intimitet på spil, der blandt andet udfoldes igennem måden at beskrive omgivelserne på; på samme tid nøgternt og poetisk eller malende.

Der sker en sammensmeltning, og det lyder ikke længere som om det er forskellige steder, der beskrives. Sproget kollapser selve afstanden imellem dem...det hele flyder sammen, og det er egentlig lækkert. Måske har han gumlet på cannabisvingummier, mens han skrev.

Tænk hvis vi skrev til hinanden på en sådan måde, hvor vi kun beskrev det vi så uden for vinduet. På den måde låner du mig dit blik. Igennem denne form for udveksling, kan vi blive større end vores kroppe.

Vi takker af for i år med et håb for det næste: Vi håber at skrive og modtage flere breve.

Godt nytår derude! Lykke til os alle!

1.

Fort Wayne, Indiana, er hovedstaden i Nitrogen. Alle gader ender dér. Her ankommer ingen busser, undtagen dem, der transporterer hastepost eller ladninger af Sorte på farten med den Underjordiske Jernbane. Aldrig har nogen by bestået af så mange arme.

Man kan se Troy, New York, i det fjerne.

Her vokser digte og kæresters kristtjørn om vinteren, såvel som kalkuners fyld, mindetærte og små efterladenskaber fra forbipasserende engle. Man kommer ikke derhen ad luftvejen.

Fort Wayne, Indiana, har industrier og golfturneringer og blok efter blok af huse i gråd. Byen står bygget på en bakke over et mosedrag af rendyrket snirkel.

Alle dens fugle ligner måger eller skarver mod den kunstige himmel, de holder op med at synge, når dagen er forbi. Om natten ligner de elefanter. Folk spejder efter dem i teleskoper, mens de svæver.

I Fort Wayne, Indiana, er træerne ved at gå ud, og man kan se fodspor i den forholdsvist våde sne. Folk tager deres scootere med sig i seng.

Kom tilbage til Californien, kom tilbage til Californien alle korttegnere, trygler alle korttegnere James Alexander.

"Hvad spiser spurvene om vinteren?” spurgte jeg engang en eller anden i Minneapolis. Han svarede: "De spiser hestepærer, hvis de kan få fat i dem.”

Der er hele marker med kold sne.

Kærligst, Jack

2.

Jernbanetog mistede balancen, og busser stillede sig på bagbenene og slikkede deres sårede hjul, da James Alexander kom tilbage til Californien.

Og de stakkels flyvemaskiners vinger dryppede af sved, og små biler muhede, som om de ikke var helt overbevist om at de var mekaniske.

Da James Alexander kom tilbage til Californien, formulerede han og den anden poet der findes i universet, en række sande udsagn:

AT KUN POESI KAN ELSKE POESI

AT DIGTE KALDER PÅ HINANDEN OVER STOR AFSTAND

AT DIGTERE, UÆGTE FÆDRE, ELSKER HINANDEN LIGESOM UÆGTE FÆDRE NÅR DE SER DERES BØRN LEGE SAMMEN

AT DIGTE LEGER SAMMEN OVER STOR AFSTAND.

Det blev gjort ulovligt for en ungkarl at se på digte.

Da James Alexander kom tilbage til Californien, tog de sammen på svampejagt ude i Berkeley Hills' kolde klipper.

De opfandt et spil, der var mere kompliceret end bridge, skak eller fodbold, og som blev spillet med tyggegummi og kridt og et stykke almindeligt indpakningspapir.

De gjorde det aldeles umuligt at udpege Gud.

Med en hånd i den andens hånd gik de ned ad alle gader, man kunne gå på, og fik fortovet dikteret for dem af en engel.

De rensede historien for samtidsreferencer.

De skrev poesi der måtte betragtes på afstand på en kæmpestor legeplads. Deres børn delte ord op i to.

De forskere der fandt disse børn, døde i smerte.

En tommelfinger modsat en tommelfinger, hver tommelfinger var universets centrum.

De forfalskede et tabt manuskript af Rimbauds La Chasse Spirituelle til egne formål. Det viste sig på mystisk vis at være skrevet på engelsk.

De opdagede at de havde én tunge

Vi skal opdage at vi har én tunge

Jeg håber at vi skal opdage at vi har én tunge.

Kærligst, Jack

3.

Kære James, jeg ved ikke om der er plads i verden til et postkontor, men man støder på dem ofte nok, hvis ikke man begår den fejl at lade som om at de har en fast position (ligesom månen) og hvis ikke man lader sig mislede af deres konstante forandringer.

Det er lidt ligesom at være på svampejagt. De vokser på bestemte steder, og man kan aldrig være sikker på hvor deres (bestemte) steder vil være efter den næste byge, men man får en fornemmelse af hvor de ikke vil være og så går man ikke derhen. Medmindre, selvfølgelig, at de siger det til dig.

Brevene, digtene, kyssene (fordi den oprindelige postkontorleg er låst fast et sted i barndommens gådefulde landskab) bliver ledt på vej af et helt ufatteligt ineffektivt system op til det sted som poesien kommer fra, og så ned igen til den person hvis poesi eller breve eller kærlighed, der egentlig skulle modtage den. Det er meget anderledes end luftpost.

Og det er næsten umuligt at lave en liste over de tilfældige steder som de skal aflevere breve fra. En kasse med havrepuder, en fuld bemærkning, et stort stykke papir, en skygge uden mening ud over som trussel eller som meddelelse, en strube.

Tro på dem allesammen, men adlyd de postbude der fortæller dig hvornår du skal tro på dem eller adlyde dem.

Hvis du ikke har penge til en postanvisning, hvorfor sender du mig så ikke pantebeviserne (jeg har penge nok til et par måneder), og så sender jeg pantebeviserne til dig med hvad der svarer til et ur og en skrivemaskine på dem. Breve er de egentlige pantebeviser.

Kærligst, Jack

4.

Kære James,

Jeg tog ned til Duncan og Jess i fredags for at læse brevene højt for dem.

Deres hus er hovedsageligt bygget af Oz-bøger, en bålrist, en andensal til gæster, malerier, digte og diverse genstande med venlig magi. Katte. Det er et sted jeg er stolt (vi er stolte) over at læse brevene. Det er et postkontor. Jeg havde ikke forstået, hvor lidt alene man er på et postkontor. Før havde jeg bare postet brevene og undret mig.

Det er muligt hvis man er ydmyg nok til at skabe en husholdning og fornuftig nok til at træde på alle stumper af dårlig magi så snart de dukker op, at skabe et postkontor. Det er så mekanisk som julen.

Ud på aftenen (vi drak nogle flasker vin og talte om de verdener der blev nødt til indgå i vores poesi – Duncan ville have mig til at sende brevene til Creeley for Creeley, sagde han, havde brug for brevene – og jeg gik ovenpå og i seng med George MacDonalds Lilith). Jeg skulle pisse så jeg gik ned ad trappen udenfor og så (eller hørte men jeg tror nok jeg så) havet og de måneløse stjerner der lyste himlen så fuld at jeg forstod størrelse for første gang. De virkede, mens jeg stod og pissede det sidste af vinen og samtalen bort, som om de også var en del af postkontoret. Det lover jeg dig: at hvis du kommer tilbage til Californien, så vil jeg vise dig hvor de sender breve hen – dem alle sammen, digtene og havet. De usynlige

Kærligst, Jack

5.

Det er ikke naturens monotoni, men de digte der er hinsides naturen, der kalder på hinanden hen over hovederne på digterne. Digternes hoveder værende en del af naturen. Det er ikke op til os at gøre naturens linjer nøjagtige. Det er op til digtene at gøre naturens linjer nøjagtige. På grund af den skæbnesvangre tiltrækning de føler mod naturens linjer, mod vores hoveder.

Vi udråber en stille revolution. Digtene over vores hoveder, uden tunger, er trætte af at tale med hinanden hen over alt ævlet om hvad vi tror på, vores litterære personligheder, vores forsøg på at projicere deres tavse samtale for et publikum. Vi er forstærkere, når vi får tungen på gled. Vi er telefoncentraler der er blevet narret til at blive hi-fi-apparater. De elendige talere skal have lov til at tie. De taler ikke til os.

Hvordan er det så vores anliggende at tale om revolution – vi hoveder på digtere, én ved navn Jack og en ved navn James, tre i det fjerne ved navn Ebbe, Charles og Robert? Det er fordi vi som deres ofre, som deres talerør, må lære at blive fuldendte ofre, fuldendte stumper af deres mund. Vi må lære at vores læber ikke er vores egne. En revolution er en brutal opdragelse.

Der er folk der taler om poesi ligesom trætte forsikringsfolk taler om baseball. Dem må vores tavshed ødelægge. Bare det at hade dem afbryder den samtale, som vores digte ønsker at fortsætte. Bare det at nævne dem får det til at være mig der taler, ramler ind i paradoks som var deres sandhed.

Vi skriver ikke for hinanden. Vi er irritable radioer (men billedet af det talende hestehoved på væggen i Cocteaus første Orfeus var et sandere billede), men vores digte skriver for hinanden, for de er fulde af deres egne formål der uden tvivl ikke er mere mystiske i deres univers end vores er i vores. Og vores læber er ikke vores læber. Men er læberne på hovederne af digtere. Og burde råbe revolution.

Kærligst, Jack

6.

Kære James

Det er helt klart og helt solrigt, som var hverken en sky eller en måne nogensinde blevet opfundet. Jeg ligger her på græsset på University of California, en slavestat, men som i dag virker mærkværdigt velgørende. Jeg har ikke fået et brev fra dig i ugevis.

Jeg læste dem allesammen op (både dine breve og mine) for de digtere der var samlet til anledningen sidste onsdag. Ebbe blev irriteret for han mente at breve skulle blive ved med at være breve (medmindre de var essays) og digte digte (en sort sommerfugl fløj lige forbi mit ben), og at det personliges og det upersonliges univers skulle holdes i orden. George Stanley mente at jeg stjal fra Jim for at betale James. De lød godt allesammen.

Ting kan ikke dø i sådan et forår (medmindre verdens gamle mænd begår selvmord (vores selvmord) over spørgsmålet om hvorvidt østtyskere skal kaldes østtyskere i diplomatiske notater), og det beder hvert eneste blad og hver eneste blomst i denne rødglødende februar mig om at huske på. Selv om det befinder sig på den anden side af poesien, så er foråret, tak til hvad end det var der skabte dem begge, forår. Og på en dag som denne er jeg ikke sikker på at den levende og døende verden ikke har noget i sig analogt til poesien. At hver blomst og hvert blad (læst rigtigt) ikke er en James såvel som en Jim.

Ting kan ikke dø i sådan et forår, men din tavshed (for foråret selv erklærer at der findes ting som skyer og måner) den skræmmer mig nu alligevel når jeg lukker øjnene eller begynder at skrive et digt.

Jeg ville ønske at du var sammen med mig nu på det her græs og kunne være sammen med mig ligesom bladene og blomsterne og græsset en del af dette forår. Jim og James.

Kærligst, Jack

7.

Kære James,

Det eneste sted, jeg har fundet at trække mig tilbage til, er dit ur. Jeg har ikke dækket det med bark, og det er på ingen måde smukt, men jeg har ikke gået med ur i to år, og jeg taler til det (mest om dig og om hvordan det var at blive båret på dit håndled), og nogle gange bruger jeg et par sekunder på at se dets sekundviser hinke forbi (grøn og nervøs), og det er virkelig, alt taget i betragtning, en naturlig genstand ligesom et træ eller en blomst eller et bord dækket af bark. Et postkontor.

Og uret tror på det, jeg fortæller det. "Der findes to slags steder i verden," vil det have mig til at sige til dig, "pantelånere og postkontorer." Du får svært ved at lære det noget andet.

Jeg kan jo heller ikke lide min poesi. Jeg læste et nyt digt op i onsdags, og ingen sagde rigtig noget, og jeg spurgte hvorfor, og Duncan sagde at det var fordi det var et rigtig godt Jack Spicer-digt, og jeg smed digtet i affaldssækken uden at rive digtet i stykker fordi det var et rigtig godt Jack Spicer-digt. Uret tikkede hele tiden på mit håndled, men det var ikke et Jack Spicer-ur og ville aldrig blive et Jack Spicer-ur, og sådan skulle det være med digtene.

Det er lidt ligesom et medium (et rigtigt medium) der får en ånd, vi kunne kalde hende Lille Eva, til at styre hende. Ret hurtigt, efter bare et par sessioner, finder hun efterhånden ud af hvad Lille Eva skal til at sige, og begynder så at sige det for hende. Så er det ikke længere nogen seance, men falskspil, og så er det på tide at skifte spøgelse.

Det er det, dit ur siger til mig. DET ER PÅ TIDE AT SKIFTE SPØGELSE!

Jeg ved ikke hvad dit bord siger til dig, men hvis du kom tilbage til Californien, kunne vi måske arrangere en gavnlig udveksling af spøgelser.

Kærligst, Jack

8.

Kære James,

Dette brev er helt og holdent fra den anden Jack, den nervøse, bekymrede fyr der lægger breve i kuverter og modtager dem samme sted fra. Den anden Jack, ham der har skrevet alle brevene til dig, er forundret over at postkontorerne er blevet skiftet ud. Denne Jack, mig, som er mere praktisk anlagt, tænker på om

(A) Du modtog hans sidste brev (om ur, postkontor kontra pantelåner, spøgelsesbyt, osv.) før brevene à 31., 1. forrige md.? Eller overhovedet?

(B) Der er nogen der læser og ødelægger hans breve for i så fald lad være med det, for det er uskadeligt for den virkelige verden for så vidt poesi er uskadeligt for den virkelige verden. Hvilket ikke er så vidt.

Eller (C) Hvad?

Han, den anden Jack, sover sikkert. Nogle gange hader jeg ham.

Han (det var egentlig mit forslag) på grund af (B) sender dette brev fra adressen på et lille imaginært tidsskrift. Vi har begge stadig vores eget.

Kærligst (for så vidt også jeg kan sige det), Jack

9.

Spejlet går ikke let i stykker uanset hvad der bliver spejlet i det, uanset om der hører blå æbler, Rimbaud eller endda vredt hvidt lys til i det, spærret inde, kunne man sige, i spejloverfladens død. Det er den ustadige tålmodighed hos en Alice der leger med sin kat og venter på at noget mellem hende og billedet skal tø. Det er børns ustadige tålmodighed.

Når man kaster sig modigt frem imod spejlet og råber "Det her er også mit univers” får man for det meste bare blodnæse. Den overflade har ingen tålmodighed med vold. Også selv om disse bogstaver er vores spejle, og vi spærret inde enkeltvist i deres dybder.

Det er derfor (den utålmodige kunstners vold) jeg bliver ved med at prøve at runde formen på disse breve af, bare fordi jeg snart skal læse dem op for et publikum af paphoveder og en digter eller to. Latterligt forsøg på at knuse glasset! Brevene vil fortsætte. Brevene vil fortsætte efter vi begge to er døde. Brevene ville fortsætte selv hvis vi var sammen i det samme rum, selv hvis vores ansigter var så nære på hinanden at vi næsten ikke kunne tale – eller så fjernt fra hinanden at vores hjerter ikke kunne nå.

Spejlknuser! Jeg har simpelthen ikke tålmodighed nok til bare at lade spejlet gå i opløsning. Jeg bliver ved med at daske til det med hånden. Hjælp mig!

Kærligst,

Jack

10.

Kære James,

Jeg vil ikke forklare de fejl som den anden Jack begik i det sidste brev. De er åbenlyse. Og jeg er sikker på at de også hører hjemme et eller andet sted i dets poesi.

Jeg er glad for at du ikke tager til New York. Breve der blev sendt dertil eller modtaget derfra, ville være fyldt med orme. Hvilkensomhelst anden by. Men, jo, hvis du kommer hertil, vil det være en dobbelt fordel, for hvis Jim og den anden Jack ikke kan tale med hinanden og ikke vil lade James og Jack tale med hinanden (usandsynligt, på grund af den kærlighedsbro som vi har bygget mellem os, men muligt, det ved Gud), kan vi stadig, i trods mod dem begge, sende breve til hinanden fra den samme by. Hvilket ville være lige så unaturligt som poesi ofte er det.

Vores breve kommer igen til at krydse. Dit ur opregner dage og timer af måneden. Ligesom vores breve gør.

Kærligst,

Jack

11.

Kære Jim,

Jeg skriver dette brev til dig i stedet for til James for det er et julebrev, og både han og jeg ville finde det akavet – som at sige glædelig jul til Rimbaud. Du, derimod, som har flere ansigter, vil kunne vælge et passende ansigt at modtage brevet med.

Religion er det åbenlyses skygge – og alle julens tilbehør fra Kristusbarnet til julemanden der sælger slips i et stormagasinvindue, er netop dette – religion – den uendelige skygge som et falsk skæg eller et barn af gips kan kaste. Hvad findes der under den bog der ligger opslået på sengen, ryggen op, eller den grønne radio på gulvet? Hvad end det er, så forsvinder det så snart man samler genstanden op, men på helligdage kan man se den skygge som tingen kaster. Det er derfor der fødes et ægte Barn til jul, og derfor findes der en julemand.

Hvorfor skriver jeg til dig for at fortælle dig om alt det? Det er fordi jeg er bange for at du måske er for ung til at tro og James for travl til at tro på denne højtid, at du måske forveksler skyggerne med de ting der kaster dem, og tror at der ikke findes noget nedenunder. Det er ikke vigtigt for James, for den digter som i sin egen poesi kan se noget der endda er mere end disse skygger – men det er dig jeg ønsker glædelig jul.

Sig det til James: Jeg læser mine digte offentligt den 14. februar og ved samme lejlighed læser jeg alle hans breve højt.

Jack

12.

Kære James

Det var egentlig ikke med tanke på at læse dem (for det gjorde jeg ikke, ikke på Valentinsdag hvilket ville være en trussel om perfektion, men i morgen for digtere på et af de poesimøder der i din tid var om søndagen), men da prosaen strækker sig som en stor gummibold uden nogen midte, men noget overhængende og trusler om ondskab (forstår du dig på magi eller skal jeg lære dig det?) der fik mig til at læne mig op ad vores breves død. Det er en sort ting ondskab er, og den har ikke noget at gøre med godt og ondt, eller bare smuk og smadret, den har meget mere at gøre med det der er indeni og udenpå et menneske end godt har.

Det modsatte er poesi eller pyjamas eller Paracelsus eller hvad som helst i universet der begynder med P. Magi begynder med M og er neutralt. Det samme gør menneske, mere, meget, mig, mage, midte, møder og den sidste halvdel af imorgen. Ondskaben nægter at dét overhovedet kunne være et alfabet.

Det her er så tæt på sandheden at jeg ikke har lyst til at slutte brevet af. Kærlighed der begynder med et K, ligesom mit hjerte gør.

Kærligst,

Jack

13.

Kære James,

"Sun Dance" er lige ankommet. De taler på et helt (tænk på hvordan de ville dele det ord op) helt andet sprog. Jeg burde have vidst på de steder i brevene, men det var mere som at se en fugls umulige fodspor i det våde sand – og nu hvor jeg ser fuglen, jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver ved med at tænke på en pterodaktyl.

Hvordan kan de læses med stemme? Men hvorfor helvede skulle vi være nødt til at bruge vores munde for at høre beskeder? Og alfabetets bogstaver (som Thoth og Rimbaud begge har fortalt mig) er mere end bare lyde. Men jeg vil gerne høre ordene fra din mund – det er det en uoverrasket del af mig kræver – ligesom dengang de ikke havde nogen måde at skrive dem ned på, og de måtte synges omkring et bål i en hule eller en festsal. Og ordene og ordenes lyde var det samme. Men i det tempo ville maleren stadig være i gang med at mejsle billeder af dyr på blank klippe. Fortærskede ar/gu/menter. "Sun Dance" er en flok af virkelige fugle der er kommet deroppefra et sted. Jeg tager mit hoved af for dig.

Kærligst,

Jack

14.

I den Store Pyramide begravede de kongen med alle hans flasker, frimærker og halvt spiste brød. Var de virkelig kongens, spørger Cocteau os i sin artikel om Erindring, eller blev de fremstillet til lejligheden?

Ingen ved bedre end jeg hvor ensom du er.

I den Store Pyramide er der de mest komplicerede matematiske systemer og de mest komplicerede moralske systemer og kæder af ametyst og diamant der hænger netop uden for rækkevidde. Det er universets centrum.

Blev de opfundet til de lejligheder?

I den Store Pyramide er der mørkere end nogensinde før, og kongen er der stadig. Kongen kommunikerer med magi, og han siger til mig, "Byg en pyramide til dig selv", og han siger til dig, "Find et frimærke" og han spiser lidt af brødet og drikker lidt af de flasker han har fremstillet.

På frimærket er der indgraveret et billede af den Store Pyramide; pyramiden er ikke blevet opfundet endnu.

Ingen ved hvor ensom du er bedre end jeg.

Oversat fra Jack Spicer, My Vocabulary Did This to Me, p. 203-216; første gang trykt i Caterpillar, nr. 12, 1970.