I dag fik vi et magasin i hænderne, frisk fra trykken, som vi kommer til at tygge i noget tid, da det er fyldt med anliggender, nok til en sommer og mer. En gave, altså. Til en start har vi fået lov til at bringe et uddrag, som dog selv er en helhed af en art. Magasinet hedder Vi er mange, og herunder følger deres oversættelse af Gwendolyn Brooks digtserie Optøjer.
Det er første gang digtene kommer på dansk, og det er virkeligt vigtigt arbejde. Der var også én af os som havde overvejet at oversætte Brooks' digte, men som hurtigt måtte kaste håndklædet i ringen: Måske teksten var uoversættelig, tænkte vi, velvidende at uoversættelighed ikke kan være en egenskab ved tekster selv eller ved originalsproget som sådan, men en funktion af oversætterens uformåen. Brooks' digte er nemlig alt andet end uigennemtrængelige; de synger et ligefremt sprog og smitter med en glæde over at lade et eminent brugbart hverdagssprog komme til poetisk udtryk og lade poesiens prosodier spejle og omskrive af en metrik der allerede var til stede i brugen.
Optøjer falder tre dele: Optøjer, Den tredje Marsklandsprædiken og En side af Kærligheden, Levende i Isen og ilden. Mens digtene er rige på velkendte vendinger, viser, stedsspecifikke selvfølgeligheder, poetisk intertekstualitet og referencer til historiske enkeltheder, så kan al den rigdom på genkendelighed på den anden side være netop det der kaster grus i oversættelsesmaskineriet. Også derfor har magasinets oversættere valgt at bringe et fyldigt og generøst noteapparat, der optegner en hel lille verden omkring digtene. Noterne kan findes til sidst. De hjælper, men de viser også en afstand til digtenes talen-for-sig-selv, som vi gerne vil tale lidt mere om.
Det har jo meget at gøre med et gammelt oversættelsesproblem: at det at oversætte forudsætter et vist mål af forræderi (traduttore, traditore siger italienerne, hvilket vi også har svært ved at oversætte). Men i dag slår det os at netop forræderiets forudsætning også er analogt med nogle problematikker omkring solidaritet som vi tidligere har forsøgt at berøre: Hvad betyder det at oversætte (politisk, poetisk) fra én kontekst til en anden? Når vi kalder noget uoversætteligt, er det analogt med problemet om umulig solidaritet; at visse enkeltstående begivenheder og visse gamle historiske strukturer er så voldsomme og så meningsløse, at vi der betragter situationen på afstand, næsten impulsivt får lyst til at give op på oversættelsen, træde tilbage, og blot pege og dele videre. Det kan der være en beskedenhed i, men der er også en fordring til solidaritet som man forpasser.
Oversættelse/solidaritet er – for muligvis at gentage os selv – ikke et spørgsmål om empati eller analogisk tænkning. Begge dele kræver nærmere et lyttende og opmærksomt kendskab til den andens udtryk og forhold sammenholdt med en velbevandring (på gaden, i bøgerne) i ens "eget" sprog og "egne" forhold. Det gælder i høj grad for en virksom solidaritet at det også kræver et vågent blik på det lokale.
Solidaritet kræver nemlig et forarbejde, en sætten-sig-i-forbindelse hvor man forstår sig selv som impliceret i den andens situation som dog forbliver anden; vi indgår ikke i den, men den angår os alligevel. Man oversætter som et forord til alliance.
Derfor er magasinets arbejde en inspiration til at turde mere.
Magasinet Vi er mange, #1: Optøjer, kan findes i København; Møllegades boghandel, Bogcafeen Almindelig Brand, Ræven og pindsvinet, boglageret Faust, bogcaféen Halmtorvet og Storrs antikvariat, Malmö; Antikvariat og Anti Bokhandel (om snart), Århus; Spartakus bogcafé, Ungdomskulturhuset, Kunsthal Århus, Rum 46 (dog først fra midten af næste uge).
Hvis I gerne vil have nummeret ud til jeres sted, så send en mail til: redaktion.viermange@gmail.com
Ugens baggrundsbillede er Trapped af Alvin Hollingsworth, 1965.