Her kommer en klassiker, en fantastisk tekst der taler højtideligt og uironisk om at tage vores liv alvorligt.
Audre Lorde ansporer til opmærksomhed, en årvågenhed i vores omgang med os selv og hinanden. Det kræver sin egen kompromisløshed; at dyrke det inderlige med kærlig hånd og uden tøven forkaste det der ikke tør sig selv – det fake, det middelmådige og det sjuskede. På den måde er den faktisk helt perfekt at starte et nyt årti på.
Den erotiske kontakt hun fortæller os om, har ikke noget eller meget lidt med nærværsideologi og såkaldt mikropolitik at gøre. Erotikken her er helt uden skala; der er ikke i sig selv noget mere erotisk over en intim situation mellem to mennesker og den politiske situation med 100 kvinder til en konference, for eksempel.
Det kunne være nærliggende at læse Lordes position som diametralt modsat til den der kom frem i Simone Weils eventyrslæsning som vi bragte i efteråret. Hvor Lorde promoverer udtrykket og brugen af sanserne, taler Weil jo for at tilbageholde handlingsmomentet og for en sansernes askese. Men askese er jo ikke det samme som resignation og fornægtelse, men noget nærmere en disciplinering eller skærpelse af fokus; og Lordes udtryksrigdom er jo ikke at indlade sig på det nemme og det fade, men en konstant bestræbelse på det ypperlige. Som hun siger et andet sted: "At drage omsorg for mig selv er ikke selvforkælelse, det er selvopretholdelse, og dét er en politisk krigshandling." På den måde står de to vel nok diametralt til hinanden, men som modpoler, ikke som modsætninger.
For tre uger siden talte vi om kommunens spontanitet. Lige så vigtigt det er at insistere på umiddelbarhedens uomgængelighed i store sociale omvæltninger, lige så vigtigt er det nu at høre Lorde beskrive den grad af nøjagtighed og afbalanceret intention der fordres af den erotiske nærhed. Et middelbart forhold til sanserne, kunne man sige.
Der behøver ikke være nogen modsætning mellem intuition og intention, mellem det umiddelbare og det forudbestemte. Mavefornemmelser er de fornemmelser vi har uden at vide det og uden at anerkende dem, men dermed ikke sagt at vi har dem naturligt eller kvit og frit. De er tilegnede; de er en kyndighed vi opbygger bag vores egen ryg, og som vi kan lære at forfine – må lære at forfine hvis store forandringer skal finde sted. Lad os fortælle hinanden når det kilder i maven – der er ingen kamp uden.
Der findes mange former for magt, anvendte eller ej, vedkendte eller det omvendte. Det erotiske er en resurse inden i hver enkelt af os, som findes på et dybt kvindeligt, spirituelt plan og er solidt rodfæstet i vores uudtrykte eller uerkendte følelsers magt. For at sikre sig selv må enhver undertrykkelse fordærve eller forvrænge de forskellige magtkilder inden for de undertryktes kultur, der kan bidrage med energi til forandring. For kvinder har det betydet en tilbageholdelse af det erotiske som en mulig kilde til magt og information i vores liv.
Vi er blevet oplært i at mistænkeliggøre denne kilde; bagvasket, misbrugt og devalueret inden for det vestlige samfund. På den ene side har man tilskyndet erotik, i overfladisk forstand, som et tegn på kvinders underordning; på den anden side har kvinder måtte lide og føle sig både foragtelige og suspekte blot fordi det findes.
Derfra er der ikke langt til den falske forestilling om, at det kun er ved at tilbageholde det erotiske i vores liv og bevidsthed, at kvinder i sandhed kan stå stærkt. Men den styrke er illusorisk, da den er skabt inden for rammerne af mandlige modeller for magt.
Som kvinder stoler vi ikke længere på den magt, der stiger op fra vores dybeste og ikke-rationelle viden. Hele vores liv er vi blevet advaret imod den af mændenes verden, der værdsætter disse følelsesmæssige dybder nok til at tillade kvinders tilstedeværelse – for at stille dem til tjeneste for mænd – men som frygter de selv samme dybder for meget til at undersøge mulighederne for dem inden i sig selv. Så kvinder holdes på afstand/i en laverestående position for at blive malket psykisk, på samme måde som myrer holder kolonier af bladlus til at forsyne deres herrer med en livgivende substans.
Men det erotiske byder sig til som en kilde af opfyldende og provokerende kraft for kvinden, der ikke frygter dets åbenbaring eller bukker under for forestillingen om, at sansefornemmelse er nok.
Det erotiske er ofte blevet forvansket af mænd og blevet brugt imod kvinder. Det er blevet gjort til den forvirrede, den trivielle, den psykotiske, den vattede fornemmelse. Af den grund har vi ofte holdt os fra at udforske og overveje det erotiske som kilde til magt og information, og forvekslet det med dets modsætning, det pornografiske. Men pornografi er en direkte fornægtelse af magten i det erotiske, da den repræsenterer tilbageholdelsen af den sande følelse. Pornografi betoner sansning uden følelse.
Det erotiske formidler imellem vores begyndende selvfornemmelse og vores stærkeste følelsers kaos. Når først vi har oplevet den, bliver den en indre fornemmelse af tilfredshed, som vi ved, vi kan stræbe efter. Efter at have oplevet fylden i denne følelsesmæssige dybde og anerkendt dens magt, kan vi i al ære og selvrespekt forlange intet mindre af os selv.
Det er aldrig nemt at kræve det mest mulige af os selv, af vores liv, af vores arbejde. At opmuntre til at brillere er at række ud over vores samfunds ansporede middelmådighed og det er at opmuntre til at brillere. Men at give efter for frygten for at føle og at yde ens bedste, er en luksus, som kun de intentionsløse har råd til, og de intentionsløse er dem, der ikke ønsker at styre deres egne skæbner.
Dette indre behov for brillans, som vi lærer af det erotiske, må ikke misforstås som at kræve det umulige af os selv eller andre. Sådan et krav udueliggør enhver i processen. For det erotiske er ikke bare et spørgsmål om, hvad vi gør; det er et spørgsmål om, hvor fyldigt og skarpsanseligt vi kan føle i denne gøren. Når først vi er blevet bekendt med vores kapacitet til at føle den fornemmelse af tilfredshed og fuldkommenhed, da kan vi være opmærksomme på, hvilke af vores forskellige gøremål i livet, der bringer os tættest på denne opfyldthed.
Målet med hver eneste ting vi foretager os, er at gøre vores liv og vores børns liv rigere og mere muligt. Ved at hylde det erotiske i alle gøremål, bliver mit arbejde et bevidst valg – min længsels seng, som jeg smider mig på taknemmeligt, og hvorfra jeg rejser mig magtfuld.
Kvinder, der er magtfulde på denne måde, er selvfølgelig farlige. Så vi oplæres i at adskille den erotiske fordring fra de mest vitale aspekter af vores liv, ud over sex. Og den manglende opmærksomhed på tilfredsstillelsen og de erotiske rødder i vores arbejde kan mærkes i vores misfornøjelse ved så meget af det, vi gør. For eksempel, hvor ofte elsker vi for alvor vores arbejde, selv når det er hårdest?
Den fundamentale grusomhed i ethvert system, som definerer det gode ud fra profittens målestok, snarere end ud fra menneskelige behov, eller som definerer menneskelige behov ved udelukkelsen af de intuitive og følelsesmæssige komponenter af de behov – den fundamentale grusomhed i sådan et system er, at det berøver vores arbejde for dets erotiske værdi, dets erotiske magt og livsbekræftelse og uimodståelighed. Et sådant system reducerer arbejde til en travesti af nødvendighed, en pligt, som gør, at vi kan forsyne os selv og dem vi elsker med brød eller blændværk. Men det er det samme som at give en maler bind for øjnene og sige til hende, at hun skal gøre sit arbejde bedre og nyde det imens. Det er ikke alene noget nær umuligt, det er også helt og aldeles ondskabsfuldt.
Som kvinder må vi undersøge de måder, hvorpå vores verden i sandhed kunne forandres. Her taler jeg om nødvendigheden i at genoverveje hvad der er særligt ved hvert eneste aspekt af vores liv og vores arbejde, og hvordan vi bevæger os mod og igennem dem.
Selve ordet erotik kommer af det græske ord eros, personificeringen af kærlighed i alle dens aspekter – født af Kaos og udtryk for kreativ kraft og harmoni. Så når jeg taler om det erotiske, taler jeg om det som en hævdelse af den kvindelige livskraft; om den kreative energi, fuld af magt. Det er déns viden og brug vi nu tilbageerobrer i vores sprog, vores historie, vores dans, vores elskov, vores arbejde, vores liv.
Det forsøges ofte at sidestille pornografi og erotika, to diametralt modsatte måder at bruge det seksuelle. På grund af disse forsøg er det kommet på mode at adskille det spirituelle (det intuitive og følelsesmæssige) og det politiske, at se dem som modstridende eller antitetiske. “Hvad mener du, en poetisk revolutionær, en mediterende våbensmugler?” På samme måde har vi forsøgt at adskille det spirituelle og det erotiske, og dermed reduceret det spirituelle til en verden af udglattet affekt, asketens verden, hvor ingenting ønskes følt. Men intet kunne være mindre sandt. For den asketiske position rummer den største frygt, den dunkleste ubevægelighed. Asketens voldsomme afholdenhed bliver til altoverskyggende besættelse. Og den kommer ikke af selvdisciplin, men af selvfornægtelse.
Dikotomien mellem det spirituelle og det politiske er i øvrigt falsk og kommer af en ufuldstændig opmærksomhed på vores erotiske viden. For broen, som forbinder dem er formet af det erotiske – det sensuelle – de fysiske, følelsesmæssige, intuitive udtryk for det, som er dybest, stærkest og rigest inden i hver enkelt af os, når vi deler: kærlighedens passioner i dens dybeste forstand.
Det velovervejede udsagn “Det føles rigtigt for mig,” bekræfter, alt andet end overfladisk, styrken i det erotiske som en sand viden, for dens betydning er den første og mest magtfulde vejviser mod enhver forståelse. Og forståelse er en doula, som kun kan bistå, eller bringe klarhed over, denne dybtfødte viden. Det erotiske er næringsgiveren og plejersken af al vores dybeste viden.
For mig fungerer det erotiske på flere måder, og den første ligger i at overbringe den magt, der kommer af inderligt at dele enhver slags bestræbelse med en anden person. At dele fryd, hvad end det er fysisk, følelsesmæssigt, intuitivt eller intellektuelt, danner en bro imellem dem, der deler, som kan være grundlag for at forstå meget af, hvad der ikke deles imellem dem og svækker truslen i deres forskel.
Endnu en vigtig måde den erotiske forbindelse fungerer på er ved åbent og frygtløst at insistere på min kapacitet for fryd. I måden min krop strækker sig til musik og åbner sig op i respons, lytter til dens dybeste rytmer så hvert eneste af mine sansende niveauer også åbner sig for den erotisk tilfredsstillende oplevelse, hvad end det er at danse, at bygge en bogreol, skrive et digt, undersøge en idé.
Når den deles, er denne forbindelse med selvet en målestok for den fryd, som jeg ved, jeg er i stand til at føle, en påmindelse om min kapacitet til at føle. Og den dybe og uerstattelige viden, der kommer af min frydsformåen, kræver da af hele mit liv, at det må leves, vel vidende at en sådan tilfredsstillelse er mulig og ikke behøver at hedde ægteskab eller gud eller et liv hinsides.
Audre Lorde i Berlin, 1984. Foto taget af Dagmar Schultz.
Dette er én grund til, at det erotiske er så frygtet og så ofte henvist til soveværelset alene, når altså det anerkendes overhovedet. For når først vi begynder at mærke dybden i alle aspekter af vores liv, begynder vi at forlange af os selv og vores livsbestræbelser at de føles i overensstemmelse med den fryd, som vi ved, vi formår. Vores erotiske viden gør os magtfulde; den bliver et værktøj, hvormed vi finkæmmer alle aspekter af vores eksistens, og den tvinger os til ærligt at evaluere disse aspekter, når det gælder deres relative betydning i vores liv. Og dette er et vægtigt ansvar, som strømmer ud fra hver enkelt af os: at ikke lade os nøje med det magelige, det sjuskede, det konventionelt forventede, eller blot det sikre.
Under Anden Verdenskrig købte vi forseglede plastikpakker hvid, ufarvet margarine med en lille, kompakt pastil med gult farvestof siddende som en ædelsten lige inde under pakkens gennemsigtige hud. Vi lod margarinen stå ude lidt og blive blødere, og så ville vi nive i den lille pastil for at kvase den inde i pakken og slippe den gule overdådighed løs i den bløde, blege masse af margarine. Forsigtigt ville vi tage den mellem fingrene og nulre den blidt frem og tilbage, igen og igen, indtil farven havde spredt sig igennem hele pundet af margarine, farvet det helt igennem.
Jeg anser det erotiske for sådan en kerne inde i mig selv. Når det frigøres fra sin kompakte, forseglede pastil, flyder det igennem og farver mit liv med en energi, som forøger, sanseliggør og forstærker alle mine oplevelser.
Vi er blevet opdraget til at frygte vores indre “ja,” vores inderligste lyster. Men når først de er anerkendt, vil de af dem, der ikke gør vores fremtid mere fyldig, miste deres magt og kunne laves om. Frygten for vores begær omgiver dem med mistro og indgyder dem med vilkårlig magt, for at tilbageholde enhver sandhed er at give den ubærlig styrke. Frygten for at være ude af stand til at udvikle os hinsides de skavanker vi end måtte finde inde i os selv, holder os føjelige og loyale og lydige, ydrestyrede, og får os til at acceptere mange facetter af vores undertrykkelse som kvinder.
Når vi lever uden for os selv, og med det mener jeg efter ydre retningslinjer alene snarere end ud fra vores indre viden og behov, når vi lever løsrevet fra de erotiske vejledersker inde i os selv, da er vores liv begrænsede af eksterne og fremmede former, og vi underlægger os en strukturs behov, én der ikke er baseret på menneskelige behov, da slet ikke et individs. Men når vi begynder at leve indefra og udad, i berøring med den erotiske magt inde i os selv og tillader denne magt at gennemtrænge og oplyse vores handlinger, præge verden omkring os, da begynder vi at være ansvarlige for os selv i den dybeste forstand. For idet vi begynder at genkende vores dybeste følelser begynder vi – nødvendigvis – at opgive at stille os tilfreds med lidelse og selvfornægtelse, og med den følelsesløshed, som så ofte virker som deres eneste alternativ i vores samfund. Vores handlinger imod undertrykkelse bliver i tråd med selvet, motiverede og fulde af magt indefra.
Kontakten med det erotiske gør mig mindre villig til at affinde mig med magtesløshed eller andre beslægtede tilstande, som er mig fremmede: afmægtighed, fortvivlelse, selvudslettelse, depression, selvfornægtelse.
Og ja, der findes hierarki. Der er en forskel mellem at male hegnet i baghaven og at skrive et godt digt, men kun én af kvantitet. Og der er, for mig, ingen forskel mellem at skrive et godt digt og at rykke mig ind i solskinnet tæt op ad kroppen på en kvinde jeg elsker.
Det bringer mig til min sidste overvejelse omkring det erotiske. Der er en væsensforskel i at dele magten i hinandens følelser og at bruge en andens følelser, som man ville bruge noget snotpapir. Når vi skyer tilbage fra vores oplevelse, om den er erotisk eller noget andet, så bruger vi snarere end deler den andens følelser i det oplevede. Og brug uden samtykke er misbrug.
Hvis de skal udnyttes, må vores erotiske følelser først anerkendes. Behovet for at dele det inderlige er et menneskeligt behov. Men inden for den euroamerikanske tradition dækkes dette behov af særligt foreskrevne erotiske sammenkomster. Disse aktiviteter karakteriseres næsten altid ved en samtidig undvigelse, et påskud for at kalde dem noget andet, om det så er religion, et anfald, gruppevold eller endda lege doktor. Og denne misforståelse af behov og gerning er ophav til den forvrængning, som resulterer i pornografi og obskønitet – misbrug af det følte.
Når vi viger fra, hvor vigtigt det erotiske er for udviklingen og opretholdelsen af vores magt, eller når vi viger fra os selv mens vi tilfredsstiller vores erotiske behov sammen med andre, da bruger vi hinanden som objekter for tilfredsstillelse snarere end deler vores fryd i tilfredsstillelsen, snarere end at skabe forbindelser med vores ligheder og vores forskelle. Når vi nægter at gøre os selv bevidste om, hvad vi føler på ethvert givent tidspunkt, hvor komfortabelt det end kan føles, fornægter vi en stor del af oplevelsen og tillader vores egen fornedring til det pornografiske, det misbrugte og det absurde.
Det erotiske kan ikke føles på andenhånd. Som sort, lesbisk feminist har jeg en specifik fornemmelse, viden og forståelse for de søstre, som jeg har danset hårdt med, leget sammen med og endda sloges med. Denne dybe medvirken har ofte været forløber for fælles, koordinerede aktioner, der ikke ellers havde været mulige.
Men det er ikke let for kvinder, som fortsat ligger under for en udelukkende euroamerikansk, mandlig tradition, at dele denne erotiske ladning. Jeg ved, at jeg ikke havde adgang til den, da jeg forsøgte at tilpasse min bevidsthed til denne måde at leve og sanse på.
Først nu finder jeg flere og flere kvinde-identificerede kvinder, der tør risikere at udveksle denne erotiske ladning uden at kigge væk og uden at forvrænge den enorme kraft og kreativitet, som er denne udvekslings natur. Anerkendelsen af erotikkens magt i vores liv kan forsyne os med energien til at stræbe efter sand forandring i vores verden, snarere end at slå os til tåls med en ombytning af roller i det samme, triste drama.
For ikke alene kommer vi i berøring med vores mest betydningsfulde kreative kilde, men vi udøver det, der er kvindeligt og selvbekræftende, over for et samfund, der er racistisk, patriarkalsk og anti-erotisk.
Lordes tekst var først en tale ved en konference for feministiske historikere i 1978, så udgivet som chapbook på den lille presse Out & Out Books. Kærligt oversat af Leelee Daimant.