Dagen derpå er bag os

Vi glemte hvordan det føltes at improvisere over afstandens koreografi. Da hverdagen sneg sig tilbage, var det som om akutheden forsvandt. For første gang i et par måneder, bringer vi i denne uge en corona-tekst. Det føles som om vi glemte, hvad vi i forårets samtaler lovede hinanden: At nedlukningen ikke måtte blive en parentes; at vi ikke kunne vende tilbage til hverdagen. Hen over sommeren har pandemien påvirket mange kroppe: virus har udsat dem for sygdomme og den disciplinære regulering er fortsat. Så selvom samfundet åbnes op og lukkes ned igen er pandemien ikke – og har aldrig været det – en afbrydelse af normen.

Det giver i denne sammenhæng ikke mening at tale om aktualitet. Vi bringer i denne uge derfor en tekst, der blev udgivet den 4. maj, under karantænen i Frankrig. I teksten påstås det, at "dagen derpå" blev den historiske horisont lukket ned, som en kontrarevolutionær handling. Denne forestilling blev tilbagevist af opstanden i Minneapolis. Det giver os anledning til at spørge os selv: Hvad forholdet er mellem det uopsættelige og en radikal uaktualitet? Hvordan kommer vi under begivenhedernes virkelig bevægelse for at gøre brug af de kræfter, der udgør deres mulighedsbetingelser?

I

Alle taler om ”dagen derpå”. I nutidens begrænsede fantasi har denne dag gjort krav på den tomme plads der tidligere blev indtaget af den store aften eller morgendagen i sang. Men dagen derpå er allerede langt bag os. Dagen derpå var den dag der fulgte landenes annoncering af indespærringen. Det var den ene dag for meget; den dag som aldrig skulle være kommet.

II

På denne dag blev den historiske horisont som efter et år med sociale kriser var begyndt at åbne sig igen, ikke blot lukket. Den blev brutalt låst, og det skete uden at der blev affyret skud eller proklameret statskup. Aldrig før er et så stort antal mennesker – mere end halvdelen af ​​verdens befolkning – blevet anbragt i forvaring på så kort tid.

III

I løbet af nogle timer gik man fra "alt er fint" til "det går ikke længere." Den skødeløshed der uproblematisk havde tjent markedsøkonomien til det punkt hvor planeten er blevet forvandlet til en enorm gylletank, forsvandt på magisk vis for i stedet at blive afløst af et “ansvarlighedsprincip”. Sandheden er dog at vi alle har givet efter for afpresning for at overleve. Men netop dermed er hver og én af os blevet gjort uansvarlig. Fra nu af tilbyder der sig hverken flugtruter eller fremtid. I skuespillets autistiske verden falder ansvarlighedsprincippets tilsyneladende sejrsgang sammen den reelle destruktion af håbets princip.

IV

Demokratiet der kun overlever i forlorne valgritualer, har fået nådesstødet uden at det har givet anledning til større protester. Og med demokratiet har vi måtte sige farvel til to af de friheder som vi tidligere anså som fundamentale: at kunne komme og gå uden begrænsninger og betingelser, samt at mødes med hvem man ville. Det vi i dag er vidne til, er vores irreversible transformation fra illusoriske politiske subjekter til en veritabel biopolitisk kvægbestand. Fremover er dem der troede at være mennesker, hvis ikke endda individer, ikke længere andet end kroppe. De vil gennem en længere periode blive optalt, registreret, overvåget og opsporet. Imens vil den gamle form for politik sygne hen og blive erstattet af en overlevelsens administration. Det kommer vi ikke til at begræde.

V

Misforstå os ikke! Ingen benægter farens virkelighed, ej heller nødvendigheden af ​​at bringe epidemien til ophør og redde det størst mulige antal liv. Men det menneskelige fællesskab kunne meget vel have handlet på egen hånd uden at lægge sit helbred i statens hænder. Dette var hvad Zapatistaerne i Chiapas gjorde da de blev konfronteret med den mexicanske stats benægtelse og dens åbenlyse uansvarlighed.

VI

Det er markedsudvekslingernes bevægelse​r​, ikke flagermusene eller pangolinerne, der overfører virussen. Selvom disse brave dyr udgør virussens yngleplads, er de kun epidemiens materielle og ikke dens bevirkende årsag. Vi kender grundene til virussens hurtige spredning: utallige flyrejser, næsten altid forårsaget under formålsløse påskud såsom arbejde eller turisme (rejsens dystre inversion). Herefter fik epidemien frit løb i klimatiserede udgaver af skærsilden: krigsskibe, krydstogtskibe, kontorbygninger, plejehjem og endda hospitaler. Og nu, ved kædens sidste led, rammer den de fattige som hverken flyver eller tager på krydstogt, men selvfølgelig lider under alle generne mens de visner i fængslerne eller vegeterer i de ydre forstæder. Pandemien er ikke en naturkatastrofe. Den er resultatet af en social organisation – markedsøkonomien – som for længst har spillet fallit, og som det mere nogensinde før gælder om at afskaffe.

VII

Dagen derpå varsler historiens første globale dystopi. Indtil nu har dystopierne, såsom Nazityskland, drevet af ønsket om det totale herredømme, altid måttet se sine ekspansioner begrænset, først i rummet og derefter i tiden. Det man i øjeblikket fornemmer konturerne af, er imidlertid bestemt til at vare ved: den første handling bestod i en brutal omvæltning af sensibilitetsbetingelserne: den fysiske afstand svækker den mest sanselige af vores sanser, følesansen, mens skærmenes næsten totale herredømme lemlæster vores opfattelse af rummets tre dimensioner. Man må frygte at den menneskelig adfærd vil være undergået en radikal og varig forandring når epidemien engang er overvundet.

VIII

Kapitalismen ændrede sit paradigme efter Anden verdenskrig: Den blev kybernetisk. Det vil sige at den betjente sig af forskellige feedback-loops for at kunne afbøde konsekvenserne af økonomiske og sociale kriser. Systemet alternerer mellem faser hvor økonomien administreres, og faser hvor den er liberal; men befinder sig ikke desto mindre altid inden for det samme reguleringsdispositiv. Hvis en kritik kun fokuserer på neoliberalismen, mister den det væsentlige af syne som netop er kapitalismen i dens to uadskillelige aspekter: liberal i henhold til de økonomiske initiativer og statslig i henhold til understøttelsen af økonomien. For at genstarte en maskine, der midlertidigt var gået i stå, fandt de hurtigt de nødvendige millarder. Nostalgikerne, der drømmer om keynesianisme og les Trente Gloriouses, kan ikke vende tilbage hertil. De har glemt, at staten er systemets bedste garant. De tjener nu den kybernetiske dystopi.

IX

Den husarrest som indespærringen pålægger os, er kun det første stadie i en ny Total Mobilisering. De gør os immobile for bedre at kunne mobilisere os. Mobiliseringen er allerede begyndt med hjemmearbejde der gør det muligt for virksomheder at spare på den konstante kapital, såsom kontorer og kommunikationsmaskiner, og snart også på den variable kapital med omdannelsen af lønmodtagere til selvstændige små entreprenører, hvor hver enkelt kompenseres i henhold til hans eller hendes rentabilitet. Mobiliseringen vil fortsætte i form af eller på trods af de store planetariske og økologiske problemer der både tilbyder et alibi og et fristed for den grønne neo-kapitalisme der kan sikre sig en større og større effektivitet, og dermed stadig mere profit, gennem den optimale styring af knaphed og katastrofer.

X

Dem der opfordrer os til at vende tilbage til normaliteten, har godt forstået at det aldrig kommer til at ske, og de bekymrer sig ikke mere end at de stadig gnider sig i hænderne i spænding. Det skal påpeges at normalen næppe har givet dem anledning til optimisme: De Gule Veste der blokerede trafikken og fyldte gaderne, barrikaderne i Chile og oprørere i Libanon. Nogle af dem forestiller sig at de, nu hvor situationen er vendt til deres fordel, har cementeret deres magt. På den anden side viser deres blinde regeren at de er ude af stand til at forudse noget som helst. De så intet komme, hverken befolkningens vrede eller økonomiens dødelige luner. De forudser intet for de er berøvet enhver historisk vision. Horisonten er også lukket for dem.

XI

De naive reformister der tror at man efter en tilbagevenden til normalen kan droppe "business as usual," kunne ikke tage mere fejl. Der vil ikke være nogen genoprettet normalitet. Normaliteten forsvinder i den behagelige dis af forvundne illusioner. Det bliver naturligvis "business as usual" alligevel, netop fordi det bliver værre end nogensinde før.

XII

Disse overvejelser skitserer et øjebliksbillede forstået udfra nogle generelle tendenser. Der er på ingen måde tale om en dechifrering af en koordineret plan, orkestreret af vores ledere. Den dystopi der er ved at etablere sig, er ikke en sammensværgelse udtænkt af en hemmelig regering, men derimod et kontingent øjeblik i den kapitalistiske rationaliseringsproces der ikke længere kan undertrykke dens konstitutive irrationalitet. De metoder der anvendes af staterne som reaktion på epidemien, og som er blevet improviseret med de midler der står til rådighed, afslører denne umiskendelige sandhed. Forskellene, løgnene, den manglende sammenhæng og det åbenlyse svigt afslører det skrøbelige fundament hvorpå den kybernetiske dystopi – som hævder at regere over brugen af ​​vores liv i alle dets aspekter – er bygget. Måske er det netop i det øjeblik hvor dystopien tror sig almægtig, at den er mest sårbar. Men selv hvis det forholder sig sådan, må vores ønske om frihed, lighed og retfærdighed være både stærkt og solidt forankret før vi kan organisere vores kræfter. For hvis vi ikke tvinger det utopiske brud åbent igen, vil vi for evigt leve i dagen derpå.

Derrière nous, le jour d'après blev oprindeligt udgivet på Lundi Matin, den 4. maj 2020.