De tre revolutioner

I går, den 17. december 2020, var det netop ti år siden at den tunesiske grønthandler Tarek el-Tayeb Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i byen Sidi-Bouzid i protest mod politimyndighedernes overgreb mod ham. Da begyndte de opstande der fortsat er i gang i Mellemøsten, Asien, Afrika, Latinamerika og USA: Alene i Portland varede opstanden tre måneder denne sommer. I Frankrig varede de Gule Vestes opstand ti måneder i vinteren 2018-2019.

Det er ikke mindst grunden til varigheden, der undersøges i Carsten Juhls nye bog Opstandens underlag – Det akuttes politik fra Tiananmen over Aleppo til Coronavirus. Bogen er på 272 sider, og den udkom i går på Ovo Press. Her bringer vi et kortere uddrag, §10,1: De tre revolutioner.

Der er kun en ting, der er sikker: Det revolutionære spørgsmål er ikke længere et politisk eller kosmopolitisk spørgsmål, men et antropologisk spørgsmål. Hvad der vakler i dag, i vor samtids katastrofe, er en bestemt levemåde, som tror selv at være civilisationens højdepunkt, fordi den er det mest kunstfærdige, samt at være dyrebar, fordi levemåden er udsat. Men det drejer sig ikke længere om udefra at gribe ind i et samfund i laser, men at reparere sjælene i den samme bevægelsesgestus, hvormed verden repareres."[1]

Nuvel, men hvad indebærer det teoretisk, en “antropologisk” revolution? Der er flere fortolkningsmuligheder, lad os tage den historiske først:

– Den første revolution, 1789, var politisk, og skulle sikre borgerlige rettigheder og værdier angiveligt baseret på frihed, lighed og broderskab. Den var europæisk, og efter to verdenskrige var der etableret frie valg for alle voksne mænd og kvinder til de nationale parlamenters opstillingsberettigede partier. Endvidere ytringsfrihed samt forsamlingsfrihed i Vesteuropa og Nordamerika, om end meget sjældent som frihed til spontant at stimle sammen. Men ingen lighed eller broderskab.

– Den anden revolution, 1917, var økonomisk, og skulle sikre moderne energi og selvstændig styring til metropolernes udkantområder som Rusland: “Sovjetmagt plus elektricitet”. Den blev snart mere asiatisk end noget andet, da den statskapitalistiske model blev overtaget af de kinesiske og vietnamesiske kommunister efter krig, borgerkrig og imperialistisk intervention i Indokina. Der kom den elektricitet, der skulle, men sovjetmagten udeblev mindst lige så meget som ligheden og broderskabet var udeblevet i Vesteuropa og Nordamerika 100 år før. Den asiatiske revolution blev først og fremmest til totalitære samfundssystemer styret af bureaukratier, “nomenklaturaer”, dvs. navngivne embedsmandsslægter.

– Den tredje revolution er så den igangværende og nok den vanskeligste at kortlægge endnu. Var 1800-tallet borgerligt og europæisk, 1900-tallet agrarisk og asiatisk, så bliver 2000-tallet proletarisk og afrikansk. Men i stedet for at ville forbedre forholdene i by og på land, så satser den på at reparere de mange ulykker, de foregående to revolutioner har muliggjort. – Proletariatet omfatter den almue, der har mange børn (proles), men ingen forrang. Med begrebet om det prekære liv er der imidlertid føjet endnu en udvidelse og en præcisering til forbindelsen mellem proletariatet og klassen af udbyttede og udbyttelige, verdens underklasse. Og der er en omlægning på vej af det proletarisk-afrikanske: Det er den førnævnte bevægelse Black Lives Matter, der ikke bare er blevet en slags fællesnævner for de sidste ti års opstande,[2] men også en pol eller et parti i verden, ikke mindst siden drabet på George Floyd.

Marx og Engels skelnede mellem revolutionens historiske og formelle parti. Det historiske parti bestod i de anstrengelser af teoretisk og praktisk karakter, der blev udfoldet af nogle få revolutionære for at forbinde analyser og erfaringer i verden samt ikke mindst for at kritisere de utilstrækkelige forslag, der forventeligt måtte komme fra reformister som Ferdinand Lassalle, men også fra individualistiske revolutionære (som mange anarkister var)[3] eller fra spiritualistiske republikanere som Mazzini. Det formelle parti var i stedet båret af en særlig tæt forbindelse mellem opbrud i samfundet og dannelsen af en organisation, der skulle kunne legemliggøre intentionen i bevægelsen og styre bevægelsen som en avantgarde. I Internationale, IAA, blev opfattet som et sådant formelt parti af Marx og Engels, mens sidenhen Bordiga opfattede Kommunistisk Internationale som et formelt parti, i det mindste under III Internationales to første kongresser (1919 og 1920).[4] Ud over at det formelle parti risikerer forvandlingen af sin struktur til en bureaukratisering, og det er en del af den “fare”, vi havde oppe at vende i §3, så er der også en særlig situation ved en organisations bliven-formel. Som vi har set det i forbindelse med Kants forsøg på at forankre den reflekterende dømmekraft i en formel formålstjenlighed (“ved naturen” er her lig “i verden som sådan”), så er der en generel rettethed i Kants analyse, en rettethed, der kunne være en slags a priori om det formelles opståen eller visen-sig ved siden af de subjektive intentioner, som deltagerne måtte føle eller have. Det skridt de revolutionære må tage, består derfor i oparbejdelsen af følgende “forforståelse”: det revolutionære beredskab og førnævnte a priori-dimension ved strukturen i enhver påbegyndt bevægelse udgør selve tilfældet, at der er en passage, som dannes i kraft af et opbrud (i byen, i samfundet, på landet). Der er ingen anden kontingens ved siden af denne: Den er en situation af enestående karakter.[5] Det var det, deltagerne i Nuit debout både så og ikke så, men ikke kunne sætte på begreb, bl.a. på grund af politiske manipulatører, men også fordi de ikke besad nogen styrke. Deres autonomi var mindre end formel.[6] Det er så det, Black Lives Matter er ved at overkomme: Det er historisk med en bevidsthed om udbytningens udvikling i firehundrede år, og det besidder tilstrækkelig autonomi til, at det kan give sig bærende strukturer, som fastholder den rettethed i bevægelsen, der kan reguleres og nok også styres af en idé om pengenes afskaffelse (riot, plunder og defund the police) og dermed af en helt anden distribution af goderne i verden, uden marked og uden pris. Lad os ende dette underafsnit med et citat fra vores venner:

Over for det indlysende ved katastrofen er der dem, der bliver indignerede, og dem, der tager den til efterretning, dem der anklager den, og dem, der organiserer sig. Den usynlige komité stiller sig på de sidstes side, sammen med dem, der organiserer sig.

1.

Fra konklusionen i forordet til den italienske omnibusudgave af den usynlige komités tre første bøger. Det er forfatterne, der kursiverer. Under udgivelse på dansk. [Bragt på Fredag Aften #42 i juli 2020, red.]

2.

Alene BLM’s fornemmelse for det palæstinensiske spørgsmål er nok til at sikre en betydningsfuld internationalistisk dimension.

3.

Jeg er godt klar over, at flere historikere har påpeget, at den indre dynamik i politisk anarkisme består i opgøret mellem individualister og kommunister og henviser gerne og med rette til Errico Malatesta i den forbindelse. Se f.eks. Enzo Santarelli, Il socialismo anarchico in Italia [den anarkistiske socialisme i Italien], Milano: Feltrinelli, 1973. Santarelli placerer dette opgør efter konflikten mellem Marx/Engels og Bakunin omkring IAA.

4.

Om de gamle revolutionæres syn på det historiske og det formelle parti, se bl.a. min “Kommunismens perspektiv”, i Kommunismen nr. 1, 1972.

5.

Uden at de kendte Kants formelle a priori, så var det situationens betydning, de kunstnere fattede, der snart skulle danne Situationistisk Internationale.

6.

Ud over Fra nu af, se også Alain Flambeaus vidnesbyrd i Visuel Arkivering # 08, Kbh., 2016, s. 26-27.