Aftenens tekst er skrevet under opstanden i Colombia der fulgte politiets drab på Javier Ordóñez, 9. september i år, og greb om sig i skyggen af coronaen. Begge disse trusler, politiet og virussen, det indtrufne mord og de latente dødsfald, har gjort maskebæring en vital taktik på gaderne. Den vinter vi går i møde vil kræve at vi øver os i at se igennem maskerne – for at finde hinanden og for at lære at forsvinde i mængden.
Den kommende krops nomader
En døende vind slår imod kroppen, der er en stank i dens ånde og forrådnelse i dens tale. I blikket bylder af frygt. I hver indånding, en dom, og i udåndingen, kollapsets pestramte fuldbringelse. I stedet for følesansen, et aseptisk opkast. I stedet for himlen, en grundmuret aftegning som holder tårerne tilbage. Rekviem for kroppen i en verden der nægter sig selv omfavnelsen.
Der mangler gestus, der mangler sprog, der mangler krop.
Et fraværsskyldigt skjul ud på natten af uophørlig mumlen.
En stammende stumhed.
Fra et udtørret træ, mellem tågen og ensomt grenværk, falder et fotografi.
Et spøgelse synes at leve videre i livets mellemgulv.
(en dans af larver blusser op i dets billed)
Corpus larvatus,
kroppen forbliver tilsløret i sin væren
og oprøret kommer når maskerne bærer frugt
Sua cuique persona
”Hver har sin egen maske”
Fantasmatiske spil i hovedløse forførelser.
Der findes lanser, og ord som smil hvor de spidser til.
Patriarken er død.
Larverne insisterer – og fejrer – bag deres masker,
i tidens afgrund overlever de.
Glemmer ikke
Træet væsker mindet af de besejrede fra dets tåge.
Larvatus prodeo[1]
Jeg længes efter kroppenes kommunion, en sagte syngen i mine helveder.
Bugen begynder at skrive.
Indvoldenes minder formerer sig til et karneval af stemmer.
Åh, kanelkroppe, skrig som blus, dionysiske danse!
Jeg kan lugte mindet om dens formåen.
Kære nomader som i troskab klynger sig til Jorden
Mavens og marvens begær skaber territorier, intensiteter.
Den kommende krops nomader.
Nomadikken, det ubevægeliges kunst, at vide hvordan man bliver på Jorden.[2]
En beboen uden telos, et spil uden udgang, at foretrække-ikke det hinsides[3]
Kroppen, Uma Kiwes månechakra.[4]
De lykkelige lidenskabers kontemplative kampgejst skal afværge panikkens monokultur.
Mineralernes minga, planternes tequio, dyrenes heksesabbat.[5]
Kaosmisk modstand i et fylde af buen vivir.[6]
Det kommende, en tidslighed ved siden af de levendes.
En utidig fremmedgørelse af enhver archē.[7]
Den anarkiske krop som opstandens klinamen.[8]
Hvad kan en flod gøre i tørke?
Hvad kan en fældet skov?
Hvad er den forurenede luft i stand til?
Jorden, dens indvolde gennemboret som en svamp, hvad kan den gøre?
Hvad er en lidende krop i stand til?
Ørkenen vokser...
Mange kroppe bærer stadig ørkener i deres indre; ubefolkede ørkener.
Ørkenen vokser…
Kapitalen lægger øde.
En døende vind slår imod kroppen, der er en stank i dens ånde og forrådnelse i dens tale.
De lidende kroppe når endelig frem til Slottet.
De kræver deres rettigheder!
De venter ved porten
De venter…
Foran loven[9]
De lidende kroppe venter… hovedløse.
Hvad er en hovedløs krop i stand til?
Og de forsvundne, de lemlæstede, de massakrerede, de voldtagne, og dem på flugt?
Der er blevet ryddet nøje omkring porten inden præsidentens tiltrædelse dér.
Talen er her gerningsstedet.
”Alt er under kontrol” siger den øverstregerende.
Men noget uventet sker, facaden er beskæmmet.
På de grundmurede gavle kan man læse:
”Fred over landsbyerne, krig mod Slottene.”
Hvert værende søger at forblive i sin barndom
Universer fristes til kødets opstandelse
Med entusiastisk entropi i de flammende blikke står vi foran…
Det kommende
Oprør
Velsignet være ilten før den gas der dræber.
”Anéantir le néant”[10]
Tilintetgør intetheden
Besværg katastrofen
I den lidende krop er der spor af den oprørske krops patos
Mangeartede spøgelser lever videre i livets mellemgulv,
det er de besejrede som giver genlyd i cellerne i kroppene i oprør
Den kommende krops nomader befolker sprogets ord, i den fraværende krop mærker de, i sprogets barndom stammer de, de ved at vingeflagren af en gestus her kan udløse tordenstorme de mest uventede steder. Kroppe der kalder, der slikker deres sammensvornes sår, der stønner mod fællesskabet af deres elskere, der hyler, der flænser deres herrers huder. Axolotler der sætter livet på spil for at vokse ud igen, fordi livet er en fælles leg… Kun i kommunen vil vi kunne nå reparation, genopretning og forløsning, alting på samme tid. Tikkun olam![11] Og nu, i denne kommende krop, i afslutningens tid, i denne rest hvor værket afvirkes; kan vi sige som en af Kafkas fordømte sagde til sin chef:
Smid pisken eller jeg æder dig![12]
k. kodama
Ordet 'larve' er fra latin, hvor det kan betyde spøgelse eller ond ånd eller i overført betydning en skræmmende maske; larvatus er således at være tilsløret eller bærer maske; ”je m’avance masqué” skrev René Descartes i den uudgivne præambel til sin Afhandling om metoden, og oversatte selv til "larvatus prodeo", ”maskeret fremturer jeg” (Œuvres philosophiques, red. Alquié, bind I, Paris: Garnier, 1963, p. 45).
Nomadologien har været en filosofisk disciplin i hvert fald siden Deleuze og Guattaris andet bind af Skizofreni og kapitalisme. Der er altid været gode grunde til at gå kritisk til filosoffernes begrebsliggørelse af en livsform de kun kendte gennem dens spor i litteraturen, antropologien og kunsten, men i dag er vi så heldige at dele København med en gruppe som Diaspora of Critical Nomads som går noget klogere til ordet.
Det er Herman Melville som har navngivet det at foretrække-at-ikke, to prefer not to, i sin lille historie om skriveren Bartleby. Det ikke-hinsides er der til gengæld mere at læse om hos Maurice Blanchot som brugte det som titel på en af sine bøger, Le pas au-delà fra 1973.
Uma Kiwe er et navn fra sprogstammen páez, der ofte oversættes Madre Tierra, Moder Jord; anvendt af indfødte folk såsom Nasa-folket i Cauca, Columbia, og uadskilleligt fra deres kamp for overlevelse imod angreb af alle arter fra den columbianske stat og det frie markeds hovedaktører.
Der findes i Sydmerika flere udbredte traditioner for fællesarbejde og gensidig hjælp, en slags dugnadsarbejde der er blevet holdt i hævd fra præcolombianske tider; i Mellemamerika, fx i Oaxaca og Chiapas, bruger man nahuatl-ordet tequio, i syden oftere et ord fra quechua, minca eller mink’a.
buen vivir, god livsførsel, en slags oversættelse fra quechua, sumak kawsay, en livsform for nogle, et moralsk princip for andre, en turistfælde for de sørgelige få. 'Kaosmisk' kan forstås i den forstand som Félix Guattari opfandt i en bog med samme titel fra 1992.
ἀρχή, oldgræsk for ’det første’ eller ’udspringet’, senerehen også som ’den første’ eller ’princippet’, hvorfra dets brug i politiske navneord såsom monarken, den ene-første, eller anarki, det at være uden nogen første instans.
En klinamen er Epikurs betegnelse for den allermindste afvigelse fra homogen determinisme. Det første kapitel af Tiqquns Indføring i borgerkrigen handler om kroppenes klinamen, det som de dér også kalder 'tilbøjelighed'.
Der hentydes til Kafkas ufærdige roman, Slottet – hvor, spoiler alert, de undertrykte i landsbyen aldrig når eller synes at ønske at nå Slottets porte – og den korte novelle ’Foran loven’.
Sådan stod der på forsiden af første udgave af magasinet Tiqqun der udkom i 1999.
Tikkun ha-olam, hebraisk, ’genopretning af verden’. Se fx ’Om skabelse’ i Brud #1-2.
Fra novellen ’I straffekolonien': ”Wirf die Peitsche weg, oder ich fresse dich.” Udtrykket er en omskrivning af Sfinksens udfordring: tyd mig eller jeg æder dig.
Oversat fra spansk af Toni Bashy. Oprindeligt bragt på en søsterside, Artillería Inmanente, hvor den blev beskrevet som "et opråb til at tage kroppen tilbage og konstruere de kommende kroppe fra det territorium man kalder Columbia, hærget af massakrer”. Alle fodnoter er F.A.'s udlægning.