Den menneskelige strejke er allerede begyndt

I anledning af den kommende Strejke-antologi bringer vi i denne uge en nyoversat evergreen: Det franske kunst- og skriftkollektiv Claire Fontaine's tanker om den type strejke, som vi ikke kan fange koordinaterne af, og som de kalder Den menneskelige strejke.

Når vi hører ordet 'strejke', ledes tankerne hurtigt hen på modsætningsparret arbejde/fritid. Men den menneskelige strejke handler om noget andet og mere grundlæggende end arbejde: Den angår hvilke bevægelser, man overhovedet er i stand til at lave. Det er nogle andre barrierer end lønarbejdets, som den revolterer imod, når den spøger: Hvordan kan vi blive noget andet end det, der forventes af os?

Nogle gange bliver den menneskelige strejke så abstrakt, at begrebet forsvinder mellem fingrene på én. Måske er det fordi den menneskelige strejke er lokaliseret i et blindt punkt for os? Er det fordi det menneskelige forudsættes som en abstrakt, universel størrelse, som vi ikke ved hvad dækker over? I dag, i den økologiske krise vi befinder os i, ville strejken også indbefatte andre væsner end de menneskelige.

I teksten er det som om, der er én, eller flere, som har oplevet at tage ordet, at indtage et sted at tale fra - men som nu længes tilbage efter tavsheden. Det er en vigtig bekræftelse af den tavse position: kun at tage ordet i de øjeblikke, hvor noget griber en og taler igennem en. Når noget siges.

Vi kommer i tanker om hovedpersonen i Ingmar Bergmans film Persona. Hvorfor er hun så radikal en figur? Alma, plejeren, der taler af begejstring og finder en kraft i at dele stort set hvad som helst, ender med at blive ekstremt frustreret over Elisabeths tavshed - tavsheden står der som en mur og ender med at fremstå som en nærmest sadistisk magt. Det er heller ikke første gang vi er stødt på magten i den tavse position. Vi mindes hovedkarakteren i Simone Weils fabulering over Eventyret om svanerne: den "passive" position er alt andet end magtesløs.

"Det ikke-politiske graver tunneler, som vi ikke må fylde op med jord igen"; overskuddet, spildet, den rest der ikke kan organiseres; og som generalstrejken forsøger at fylde op og rense væk, så tomrummene kan gøres politiske; i den menneskelige strejke lægges der vægt på spildet.

Men lidt på samme måde som Andrea Long Chus Hunkøn, bruger denne tekst sin feminisme, sine tydeligvis kønnede erfaringer, til at fremskrive noget der ligner en slags universalisme. Hvad er det for en universalisme? Den menneskelige strejke er vel netop et middel, en form, der kan affirmere de umiddelbare følelser, som kommer af forskellene, og som vil kunne tydeliggøre de mange forskellige positioner, der kan være i en fælles kamp?

Vi kommer også til at tænke på nogle af de mange protester, der har været imod lejr- og deportationssystemet de senere år. Ofte har de taget form af en slags strejker: sultestrejker, sit-ins, nægtelse af at spise kantinemaden eller tage imod de hygiejnemidler der uddeles af Røde Kors (hvis profitable tilstedeværelse giver lejrene et falsk skær af humanitarisme). Der er noget umiddelbart, kropsligt og hverdagsligt i denne modstand, som vi i de solidariske organiseringer måske ikke altid har været gode nok til at forstå og synliggøre: at modstanden ikke kun er et middel til større medieopmærksomhed, men en grundlæggende nægtelse af at modtage og indtage det, systemet forsøger at få til at ligne en ydelse, en gave. Forventningen til dem, der er placeret i deportationslejrene (som jo ikke lykkes med at deportere folk), er vel at de bliver ved med at leve - leve, som om de var døde. Sultestrejken er en nægtelse af dét, og i den forstand også livs-bekræftende.

Men kan vi overhovedet bruge et begreb som den menneskelige strejke om den modstand, der sker i lejrene? Taler denne tekst måske nærmere til folk, der på en eller anden måde befinder sig indenfor produktionen, forbruget og det politiske fællesskab - dem, som biomagten gerne vil have til at leve, som om de var i live?

Der er ligesom en tom plads i teksten, en plads som teksten forsøger at udvide: Strejken fremkalder et moment, en ny situation, men der er ingen forestilling om en anden mulig fremtid. Hvad er det for en temporalitet, man så træder ind i, og hvordan kan den blive en anden end depressionens? Hvordan finder vi kræfterne til at gøre det, der ikke forventes af os?

Den franske term grève humaine betegner en menneskelig strejke, den modstandsbevægelse der er så generisk, at den kan rettes mod enhver tænkelig undertrykkelse. Det er en mere radikal men mindre specifik strejke end generalstrejken eller den vilde strejke.

Den menneskelige strejke retter sig imod de økonomiske, affektive, seksuelle og emotionelle aspekter af tilværelsen. Den tilbyder et svar på spørgsmålet: “hvordan kan man blive noget andet, end det man er?” Den er ikke en social bevægelse, selvom den kan udvikle sig og vokse sig stærkere i – og sommetider også mod – sociale uroligheder og opstande.

For eksempel har man sagt, at den feministiske bevægelse i Italien i 1970’erne ødelagde de politiske organisationer på den udenomsparlamentariske venstrefløj. Men man har ikke sagt noget om, hvad disse politiske organisationer var i færd med at gøre ved de deltagende kvinder. Den menneskelige strejke kan være en revolte i en revolte, et brændende overskud af energi eller en uartikuleret afvisning af enhver form for arbejde, alt afhængig af situationen. Der er ingen ortodoks linje at følge. Hvis strejker oprindeligt havde til formål at forbedre specifikke aspekter af arbejdernes vilkår på bestemte tidspunkter, så var de altid midler til et mål. Men den menneskelige strejke derimod er et rent middel: en måde at skabe et øjeblik som kun er opfyldt af forventninger, projiceringer, håb.

At opføre os på en måde som slet ikke stemmer overens med andre folks forventninger til os er det første skridt i retning af den menneskelige strejke, hvis virkelige sammenhængskraft findes i den libidinale økonomi, i det stof som hemmelige følelser er gjort af, og i de livsstile og begær som gemmer sig lige under den politiske økonomi.

“Vi er nødt til at lave om på os selv” : det er alle enige om. Men så snart dette punkt tages op i en kollektiv sammenhæng må man spørge: lave os selv om for at blive til hvem, og for at producere hvad? Tendensen til at afvise enhver pludseligt opstået situation som ikke samtidig indeholder et løfte om en betryggende fremtid er en automatreaktion, der holder os fanget, og som vi er nødt til at bryde med. At fremstille øjeblikket er ikke at fremstille fremtiden.

“Hvordan gør jeg, og hvor skal jeg begynde?” Det ved enhver helt sikkert bedst selv: ikke flere ledere, ikke flere lærere, ikke flere studerende, nu er tiden kommet til at opfinde nye mellemmenneskelige relationer, og dermed befinder vi os allerede midt i den menneskelige strejkes arbejdsområde. Der er ingen forberedelser, ingen foreløbige stadier, ingen organisatorer der sørger for logistikken. Den menneskelige strejke er et arbejde, der vender sig mod sig selv og går i strejke. Det er en transformation såvel af det, vi ser, som af de organer, vi ser det med. Det er en transformation både af os selv, og af de, som har gjort denne transformation mulig. Det er en aflivning af den indre bourgeois, som samtidig frisætter hidtil ukendte kræfter.

At forklare, hvad den menneskelige strejke er, og hvordan man kan kortlægge den, svarer til at give seksualundervisning til én, man ønsker at forføre. Det er som at ville beskrive vores potentielle vanvid fra en sikker position på bredden af dens overvældende ocean.

En kvindelig stemme fra ’77-bevægelsen sagde:

“Det undertryktes genkomst truer alle mine projekter, om det er arbejde, forskning eller politik. Men måske er det ikke fordi, det truer mine projekter som sådan. Måske er det snarere dét, at det netop er her, det reelt politiske i mig er lokaliseret, noget som jeg burde give slip på, og give plads til? […] Tavsheden ledte til nederlag og tilintetgjorde den del af mig selv, som begærede det politiske, men den gav også plads til en affirmation af noget andet, noget nyt. Der skete en forandring, da jeg begyndte at tage ordet, men jeg opdagede samtidig, at den del af mig, der var affirmativ over for det andet begyndte at fylde det hele igen. Jeg blev overbevist om, at den tavse kvinde er den mest frugtbare indvending mod vores politik. Det ‘ikke-politiske’ graver tunneller, som vi ikke må fylde op igen.”

At skrive om den menneskelige strejke er en oplevelse af et double bind: det er som at gå på en line, der er udspændt over en afgrund mellem dét at muliggøre noget og uddrive det igen gennem sproget.

Der er intet at lære af den menneskelige strejke, det er intet andet end en foruroligende mulighed, som vi bør forblive intime med. Vi bliver hverken honoreret for kærlighedsarbejdet [le travail d’amour] eller for vores evne til at fylde det sociale tomrum, som adskiller os fra hinanden. Vi bliver heller ikke betalt for at gøre hverdagslivet mere behageligt, eller i det mindste udholdeligt, for os selv og for andre. Det ubetalte affektive arbejde underminerer hele tiden den uværdige kapitalistiske værdipyramide, men sporene af denne konflikt slettes igen på daglig basis.

Uden mødrenes overskud af kærlighed for deres børn ville der ikke være nogen tilbage at udbytte.

Uden afvisningen af muligheden for at udtrykke ikke-kommercielle erfaringer og følelser i vores relationer ville reklameindustriens prostitution være uden nogen form for syntaks og dermed komplet uforståelig. Hvor end den menneskelige strejke finder sted, ophæver den den kriminelle fiktion om en almen ækvivalens mellem penge og tid, penge og rum, penge og mad, penge og kroppe.

Nu hvor forhandlingerne om retten til at forurene planeten er stødt på grund, kunne vi passende kaste et blik tilbage på denne udmelding fra et fransk dagblad den 11. Maj 2009:

“For at sikre at den uoprettelige skade, som den industrielle civilisations udvikling forårsager på økosystemet, ikke fortsat ignoreres, har man besluttet at prissætte de naturressourcer, der lige nu plyndres på daglig basis. Man fastsætter, at én hektar skov er 970 euro værd, og at én hektar engareal er 600 euro værd. Ud fra en lignende kalkule beregnes prisen for biernes udslettelse ud fra de omkostninger, der måtte være forbundet med at udvikle kunstige bestøvelsesmetoder.”

Der var imidlertid ingen, der talte om omkostningerne for den fremtidige udslettelse af mennesker, der ikke længere ville vide, hvad en bi var for et væsen, ikke kende til dens summen i den varme luft, dens farver, bivoksen, honningen, eller til meningen med Mandevilles fabel.

Den menneskelige strejke tilllader ikke de strejkende at opholde sig vemodigt ved umulige revolutioner, der er ikke nogen mission, noget projekt, ikke noget program. Det er den gestus, der fremkalder det tavse politiske element, der slumrer i enhver ting: i kvinders liv, i de riges utilfredshed, i de privilegerede unges raseri, i nægtelsen af det middelmådige i nødvendigheden, i den almindelige racisme og så videre.

Når vi bebor sproget placerer vi os i membranen mellem livet og begærene, lige dér hvor det bliver tydeligt, at liv og begær er gjort af samme stof. At være fælles i begæret er en måde at virkeliggøre noget, der i teknisk forstand ikke er virkeligt. Hekse blev brændt på bålet for virkelig at have fløjet omkring i natten og for rent faktisk at have kysset Satan i røven.

Når vi kommer ud af fængslet igen, er vi blevet kriminelle afvigere, også selvom vi var uskyldige, da vi først blev anholdt ved en fejltagelse. Vi bliver hele tiden dét, som andre vil have, at vi skal være. Men at begynde den menneskelige strejke er at tilbagerulle den proces ved at nægte at reagere på andres handlinger med brug af magt. Virkeligheden kan være andet og mere end en realistisk repræsentation af kendsgerningerne. Selve virkelighedsbegrebet begynder at sløres, når vi mister kontakten med det mulige og det umulige, som den menneskelige strejke peger os i retning af.

Oversat af Dominique Routhier fra “La grève humaine a déjà commencé”, 2009.