En ven af os har henvendt sig med en tekst, en kritik af dagligdagen-i-kamp. Det er, som flere gange før her i ugebrevet og flere gange frem over, et fokus på det erotiskes rolle i kampen. Det er, kort sagt, begæret der er problemet.
Hvad teksten foreslår, er noget, der ligger Wages for Housework meget nær. I mødet med de patriarkalske strukturer i deres bevægelser, var deres metode også separatisme. Dette greb er ikke noget endeligt svar, men en nødvendig propædeutik. et foreløbigt svar på spørgsmålet, Hvordan finder vi hinanden?
Teksten har visse lighedspunkter med men er i sidste ende anderledes end den militante lesbianisme, hvor den lesbiske kærlighed var et meget pragmatisk valg – noget vi også lige har lært om ved at lytte til Udkantsradioen. For hvis den lesbiske kærlighed skal være et rent politisk valg og dermed renset for eller uafhængigt af begær, overlader vi begæret til den heteroseksuelle form. Spørgsmålet er derimod hvordan begæret kan friholdes eller løsgøres fra dominansrelationer.
I 80'erne var der mange kritikker af det libertinske efter '68 – noget som var en stor fristelse, især for semiotikerne, som jo sjældent var feministisk orienteret. Det var Kant kontra Sade. Dengang kaldte de libertinagen for en manipulationsform, forstået som et alibi for at undgå den etiske forpligtelse. Det byggede især på en læsning af brevvekslingen mellem Mary McCarthy og Hannah Arendt, hvor Arendt meget ekstensivt behandler sit åbne forhold til Heinrich Blücher, der havde været en del af miljøet omkring Spartakisterne, og havde været med til at grundlægge partiet sammen med Rosa Luxemburg i vinteren '18-'19. (Luxemburg var i øvrigt den første socialistisk leder der var i vildrede om hun skulle anbefale unge arbejdere om de skulle gifte sig. I hendes breve fra den spørger hun tvivlrådigt, sine venner: "Hvad skal vi sige til dem, det er jo ikke godt?").
Shulamith Firestone – en anden figur vi må vende tilbage til – påpegede hvordan den revolutionære bevægelse havde grebet kampen forkert an. I stedet for at sætte kræfter ind på at bygge en stærk arbejderbevægelse eller angribe den private ejendomsform, skulle man hellere have taget fat på at afvikle familien. Familierne var jo aldrig på barrikaden. Det var kvartererne til gengæld – selv børnene var med, fx under Pariserkommunen hvor de bar vand til frontlinjen. På den måde afvikler kampen familien.
Det er dog, selvfølgelig, en anden slags kamp en den vi har i dag i København, som er den sammenhæng, teksten beskriver.
Det kønnede i det åbne forhold består, groft sagt, i hvordan cismanden så meget nemmere slipper af sted med at misbruge åbenheden. Teksten peger netop på polyamori som noget der kan bruges uordentligt, nogen der kan drejes til, netop, en etisk slaphed, hvor der ikke er nogen konkret fordring over for de mennesker man er sammen med. Det kan ende ekstremt sårende, hvis ikke man løbende sætter sig ind i hvad man laver (er omsorgsfulde, tjekker ind hos hinanden, er ærlige og meget mere).
(I et buddhistisk kloster ville der være anderledes kort proces med forsøg på dominans: en lussing eller et stokkeslag over ryggen. Det er en måde både at slå det ind og slå det hen. Det foreslår vi hermed som en god monastisk løsning på problemet.)
Teksten er et nødvendigt opgør med hvilke historier man fortæller sig selv, f.eks. om strukturløshed eller den foregivede lighed i intime kønnede relationer. Den fremfører vrede som vi genkender fra mange tekster vi har læst på engelsk, så at læse en lignende vrede på dansk er kærkomment og opløftende. På den måde er det mest forbavsende måske at teksten vi bringer – for engangs skyld – ikke er oversat.
De italienske kommunistkvinder havde en talemåde om mændene i deres organiseringer: Kammerater i kampen, fascister i sengen. Når de holdt separatistiske demonstrationer, fik de bank af deres mandlige kampfæller. I dag ved den venstreorienterede cismanden, at vold og voldtægt imod kvinder og femmes er foragteligt. Hans udslettelse af kvinderne omkring ham antager mere sofistikerede former. Hans kvindehad er subtilt.
Venstrefløjsmanden læser Audre Lorde og lyver for alle kvinder han kender. Venstrefløjsmanden ved, at hans følelsesmæssige afstumpethed er patriarkalsk, og giver sin voldelige far skylden, mens han lader femmes i sit kollektiv bøde for hans traumer. Venstrefløjsmanden udgiver feministiske kampskrifter på sit kooperative forlag og lader sine elskerinder abortere alene. Venstrefløjsmanden taler om samtykke, før han binder os til sengen, og tager ikke telefonen de næste par måneder. Venstrefløjsmanden kan ikke vælge mellem to kvinder han ser. Han er handlingslammet. Det trækker ud. Til sidst går begge kvinder fra forstanden, mens han skriver på en artikel om afkolonisering. Venstrefløjsmanden er i åbne forhold og skylder ikke nogen noget. Han er det ultimative neoliberale subjekt.
Venstrefløjsmanden er seksuelt frigjort, han har ingen forpligtelser, og han kræver omsorg, forståelse og støtte fra kvinder og femmes, hele tiden. Han har ikke tid til vores tårer.
Vi kvinder og femmes, der somme tider eller tit har seksuelle og romantiske relationer til mænd på venstrefløjen, hengiver os derigennem til en langsom opløsning af vores selv og vores værdighed. Når vi samler hinanden op fra gulvet endnu engang, efter endnu et udbyttende, undergravende parforhold eller en affære, siger vi til hinanden: ”Det er ikke dig, det er patriarkatet.” Men på et tidspunkt bliver selv den stærkeste i tvivl. Den venstreorienterede cismand slår os ikke ihjel, han venter tålmodigt på, at vi har lidt så længe, at vi selv får lyst til at gøre det. Det er giften, der siver ind i vores revolutionære bevægelser: venstrefløjsmandens subtile kvindehad, der langsomt eroderer bevægelsernes vigtigste aktivister.
Det er os der bærer børn på vores arme, mens vi holder taler til demonstrationer, hvortil vi også har medbragt te og frugt til alle og malet bannere. Det er os der bliver bagefter og vasker op, igen. Det er os der ikke bare tænker revolutionen, men føler og lever den.
Det er os der drager omsorg, der altid har tid, der lytter og organiserer og bliver ved, også når vi bliver trætte og bange. Det er os der laver det intellektuelle arbejde, som venstrefløjscismanden stjæler, udgiver og hyldes for, fordi han aldrig selv ville kunne tænke så samfundsomstyrtende som vi gør. Hvis ikke respekt for os som kammerater kan få venstrefløjscismanden til at stoppe med at nedbryde os, burde hans afhængighed af vores arbejde være nok.
Men cismanden stopper ikke, for han ved, at hans kvindehad er uden konsekvenser. Hvis vi én dag tillod os selv at udsige den vrede og sorg, som venstrefløjscismanden har påført os, ville vores vinduesruder splintre og byen bryde i brand. Men vi er stille i falsk loyalitet og i skam. Som kommunistkvinder- og femmes bærer vi byrden af en dobbelt misogyni: Vi ved, at patriarkatet ødelægger os, men føler os forpligtede på at være mere dedikerede til det revolutionære arbejde end til vores selvopretholdelse. Vi har ikke tid til at græde i aften, en indfaldsvej skal blokeres i morgen. Vi har lyst til at skubbe vores ekskæreste ud af demonstrationen, men vi elsker det kommende oprør mere, end vi hader ham. Vi har læst nok feministisk teori til at skamme os over, at vi står her igen.
Her er vores paradoks: Vi forstår, at ansvaret for patriarkatets afskaffelse påhviler de mænd der ønsker os af vejen. Men vi ved, at de aldrig vil ændre sig. Og vi kan ikke mere. Vores kærlighed til cismænd kvæler os, gør os syge. Vores bevægelser kan ikke holde til det. Etableringen af kvinde- og femmeseparatistiske læsegrupper, affinitygrupper, befriede bygninger og sidenhen kommuner er en nødvendighed, det handler om overlevelse. I teksten ’Against the Couple form’, som bør være enhver kreds af kommunistiske kvinder og femmes’ drejebog imod patriarkatet, foreslår Clémence X. Clementine sabotage af de affekter der binder os til cismanden, som en strategi for frigørelse. Vi må udslette den ømhed der drager os mod vores undergang, vi må sabotere de konstellationer, den driver os ud i, konkret og materielt. Nu. Vi må forgifte den middag, vi igen har tilberedt til en mand der alligevel ikke vil have os, hælde menstruationsblod i den bog vi ville give ham i gave, lænke os til vores venner før vi kan nå at tage af sted til endnu et natligt møde med en cismand der tager det for givet.
Kun lesbisk kærlighed fra nu af!
Kvinde- og femmevenskaberne vil sejre!
København 2019.
Teksten er tidligere udgivet i flere smukke, håndsyede eksemplarer som, hvis man er hurtig og heldig, stadig kan findes rundt omkring, fx i Bogcaféen Almindelig Brand.