Der er ikke noget inderst inde

Jeg ville gerne undgå at tale om Covid-19; det ville på en måde være befriende; at tale om – og tænke på – noget andet. Men det er desværre ikke muligt. Jeg ville også gerne undgå at tale om racisme; jeg ville gerne bruge min tid, jeg ville gerne bruge jeres tid, på noget andet. Men det er desværre heller ikke muligt. At undgå at tale om racisme. Ikke endnu.

Først lidt om Corona. Den tale, jeg holder i dag, skulle have været en åbningstale. Den skulle have været holdt for flere uger siden, og den skulle – sammen med en anden tale – have været åbningstalen for en udstilling, som lige nu vises her på Statens Museum for Kunst. Men åbningen blev – på grund af efterårets stigende smittetal og de politiske restriktioner, som smittetallet har ført med sig – aflyst. Og Corona-virus har på den måde gjort min position som åbningstaler en anelse underlig og besværlig. Jeg skal holde en åbningstale, men der er ingen åbning, udstillingen er åbnet, for længst, og jeg er her altså i dag med en vis forsinkelse, lidt som en klovn, der har slået op på den forkerte side i sin kalender og ankommer til begravelsen i den tro, at der er tale om en barnedåb.

Men det ironiske er samtidig, at coronaen med sin lukning af åbningen har ført en ny eller en anden åbning med sig; en åbning både forstået i overført betydning – altså åbningen som en mulighed – og en åbning i helt konkret forstand. Den åbning, jeg tænker på, er Folketingets åbning. En begivenhed, som jeg ikke ville have haft mulighed for at adressere for tre uger siden, hvor jeg efter den oprindelige plan skulle have holdt min åbningstale, men som jeg nu, på grund af den corona-relaterede aflysning af åbningen og den forsinkelse, som aflysningen har medført, pludselig har fået adgang til, fordi det i mellemtiden er blevet oktober, og fordi Folketingets åbning ifølge Grundloven skal finde sted første tirsdag i oktober.

Jeg vil gerne i dag tale lidt om Folketingets åbning. Og mere specifikt vil jeg gerne bruge min egen forsinkede åbningstale som en anledning til at tale om en anden åbningstale, nemlig den åbningstale, som statsminister Mette Frederiksen holdt ved Folketingets åbning, tirsdag d. 6 oktober, i sidste uge.

Mette Frederiksens åbningstale var en relativt lang tale – længere end min tale i dag kommer til at være – og det var en tale, hvor hun – som kutymen er – på en state of the union-agtig facon kom ind på en lang række forskellige emner og politiske områder. Jeg kommer slet ikke til at berøre alle disse områder i dag; faktisk vil jeg udelukkende beskæftige mig – og jer – med nogle passager, hvor Frederiksen taler om den gruppe af mennesker, hun kalder for personer med “ikke-vestlig baggrund”.

Den passage fra statsministerens åbningstale, som jeg gerne vil tale om, starter med, at Frederiksen kort refererer en tur, hun har været på, hvor hun har besøgt hvad hun benævner som “et boligområde i Korsør”. Jeg vil gerne citere en række uddrag fra denne del af talen, og det er min forhåbning, at vi, ved at repetere og analysere nogle af Frederiksens udsagn, kan blive lidt klogere på, hvad det faktisk er, vores statsminister taler om; hvad det er for en politik, hun faktisk taler for.

Mette Frederiksen indleder passagen med følgende udsagn:

“I sidste måned besøgte jeg Motalavej sammen med justitsministeren og boligministeren. Et boligområde i Korsør, som alt for længe har været præget af uro. Vi mødtes med forskellige beboere og boligforeningen.”

Vi er nødt til at gøre et ophold allerede her. Det interessante ved denne indledende passage er ikke, hvad der siges. Det er det, der ikke siges, eller måske rettere det, som ligger under – eller nede i – det sagte – det som siges lydløst og uden ord, men som ikke desto mindre alligevel virkelig siges – det er det, der er væsentligt. For selvom Frederiksen endnu ikke har ytret ét ord om indvandring eller om ikke-vestlighed, så ved vi allerede, hvad klokken har slået, når hun, som hun gør, taler om “et boligområde, som alt for længe har været præget af uro”. Vi har allerede en fornemmelse – en klar fornemmelse – af, hvem der bor i dette boligområde, og vi ved allerede, hvorfor boligområdet bærer præg af uro. Og selvom krydsfeltet mellem boligpolitik og racisme med skiftende regeringers talen om såkaldte ghettoer og såkaldt ghettolovgivning for længst er blevet uhyggeligt normalt, er vi alligvel nødt til at gøre ophold; vi er nødt til at bemærke, at det simpelthen er ret vildt og ret vanvittigt, at ordene “boligområde” og “uro” uden den mindste friktion producerer billedet af et bestemt menneske, et menneske der ikke er hvidt, et menneske, der ikke er vestligt. Hvordan er det blevet sådan?

Efter passagen, som jeg citerede før, fortsætter Frederiksen:

“En kvinde tog ordet. Jeg fik desværre ikke hendes navn. Hun havde minoritetsbaggrund på en eller anden vis. Og hun var dybt forarget. Hvorfor? Jo, hun syntes, at reglerne er for slappe. Hvorfor tager I ikke bare kontanthjælpen fra dem, som laver ballade? Spurgte hun. Jeg kan godt forstå frustrationen. Alt for mange steder har utrygheden fået lov at slå rod. Skal vi acceptere, at der er steder i Danmark, hvor ganske almindelige mennesker skal være bange for at være? Hvor beboere er utrygge ved at komme sent hjem fra arbejde? Eller bekymrede for at sende deres børn ned og lege? Aldrig i livet.”

Det her er en spændende passage, synes jeg, mange ting er på spil, og det er derfor nødvendigt at bruge lidt tid på at gennemgå den. “En kvinde tog ordet”, siger Frederiksen. Men hvem er denne kvinde? Vi ved det ikke, for Frederiksen fik, som hun siger, “desværre ikke hendes navn”. Men hvad ved vi så om denne kvinde fra boligområdet i Korsør? Vi ved, at hun har “minoritetsbaggrund”, for det fortæller statsministeren os. Men hvilken “minoritetsbaggrund”, hvilken slags “minoritetsbaggrund”? Det får vi ikke at vide, for det eneste Mette Frederiksen fortæller os er, at kvinden har “minoritetsbaggrund på en eller anden vis”. OK. Så langt så godt. Vi har altså at gøre med en navnløs kvinde med “minoritetsbaggrund” af en af eller anden art. Som tager ordet. Men hvilket ord? Jo, kvinden synes, at reglerne er for slappe, og hun foreslår, som vi hørte før, at kontanthjælpen skal tages fra “dem, som laver ballade”.

Det paradoksale forhold mellem stemmegivning – eller måske rettere stemmeføring – og så den udvisking, der er på spil i Frederiksens Korsør-anekdote, er påfaldende og fortjener at blive gransket. Og når jeg her taler om “stemmegivning” og “stemmeføring” mener jeg ikke noget med at afgive stemmer ved et valg eller noget, nej, jeg mener det retoriske greb, som Frederiksen benytter sig af, hvor hun tilsyneladende giver en anden person – i dette tilfælde en navnløs kvinde med uklar “minoritetsbaggrund” – taletid i sin egen tale. For kvinden får tilsyneladende en stemme gennem Frederiksens stemme, kvindens tale føres ind i Frederiksens tale, og Frederiksen fører kvindens ord ind i sit eget projekt og ud i folketingssalen, ud i offentligheden. Men det bemærkelsesværdige er, synes jeg, at kvinden fra Korsør – i samme moment som hun fremmanens af Frederiksen – også slettes eller udviskes af Frederiksen. “En kvinde tog ordet”. Sådan indledes passagen, men spørgsmålet – det spørgsmål, man er nødt til at stille – er, om den kvinde, der tager ordet, ikke i virkeligheden er Frederiksen selv? Der er noget ved den måde, som kvinden fremskrives stort set uden identitet, som gør, at jeg betragter denne mistanke som en berettiget mistanke. For der er noget lidt for skematisk over denne kvinde, er der ikke? Intet navn, ikke engang Arne eller andet noget kort og jovialt i den dur, en arabisk og feminin version af Arne, måske? Ingen baggrund. Kun et køn – kvinde – og så en meget konfus formulering af fremmedhed: “minoritetsbaggrund på en eller anden vis”. Uanset om kvinden, der citeres i talen, faktisk eksisterer eller ej – og det er bestemt tvivlsomt – så må vi sige, at hun i Frederiksens tale ikke først og fremmest optræder som en person, men som en funktion. Hun fremmannes, men hun udviskes også, idet hun fremmanes. Frederiksen tømmer hende, renser hende, og gør hende til en figur eller en slags beholder for det racistiske projekt, som Socialdemokratiet i dag repræsenterer, det racistiske projekt, som er Mette Frederiksens hjertebarn, det racistiske projekt, som Mette Frederiksen vil blive husket for.

Men hvis kvinden fra boligområdet i Korsør er en figur, hvordan fungerer denne figur så? Hvad gør den? Hvordan arbejder den?

Som jeg ser det, virker figuren simulant langs tre forskellige akser, der – som et resultat af deres samtidighed – også krydser ind over hinanden på subtile – og mindre subtile – måder. De tre væsentlige akser er, som jeg ser det, klasse, etnicitet og køn.

1. Jeg vil gerne starte med at sige noget om, hvordan figuren arbejder i forhold til spørgsmålet om klasse. I april måned, da coronakrisen var på sit højeste, fik Mette Frederiksen lønforhøjelse, så hun nu tjener 1,605,606,73 kroner årligt. Det er selvfølgelig ikke ret meget sammenlignet med det, hun kommer til at tjene, når hun som mange af sine højtprofilerede socialdemokratiske kolleger efter sin tid som folkevalgt får job i det private erhvervsliv. Men det er alligevel en god sjat, og det er især helt utroligt mange penge, hvis det stilles op overfor det, en kontanthjælpsmodtager i Danmark tjener. Ja, faktisk tjener Mette Frederiksen på et år mere end hvad 10 kontanthjælpsmodtagere tjener i den samme periode. Og Mette Frederiksen ved derfor godt, at hun skal være påpasselig – hun ved godt, at hun skal vægte sine ord aldeles nøje – når hun lancerer et af sine efterhånden velkendte angreb på underklassen i Danmark. Kvinden i talen bør i det lys forstås som en retorisk, klassemæssig forsvarsmekanisme, der har til formål at maskere det faktum, at Frederiksens politiske forslag er et voldsomt og elitært angreb rettet mod samfundets svageste. For som Frederiksen fremlægger det, så kommer denne lidt henkastede idé om fratagelse af kontanthjælpen jo ikke fra Frederiksen selv, nej det er bare noget hun har samlet op ude i den virkelige verden, ude på Motalavej i Korsør, hvor en navnløs og næsten spøgelsesagtigt udvisket kvinde “tog ordet”. Forslaget om at straffe underklassen kommer her fra underklassen selv, det kommer fra en af boligområdets beboere, og på den måde går det hele op i en højere enhed for Mette Frederiksen. Hun lytter til underklassen og hun straffer underklassen i én og samme bevægelse. Kvinden fra Korsør er i talen det redskab, der muliggør denne utroligt populistiske og aggressive manøvre. Kvinden kommer med et forslag, Frederiksen forstår godt frustrationen.
2. Jeg er ikke tryg ved at tale om “etnicitet”. Jeg synes det er et problematisk ord, der i Danmark har en tendens til at blive opfattet som et neutralt begreb – altså som en term, der ikke er politiseret eller værdimæssigt ladet – og det er en neutralitet, som ordet slet ikke lever op til. Men den diskussion er for omfattende til at gå ind i her, og jeg vil – i mangel af bedre – bruge ordet, selvom jeg anerkender, at det er ord, som burde tages op til revision. Lidt ligesom sproglige konstruktioner som “minoritetsbaggrund” og i særdeleshed “ikke-vestlig” burde være genstand for hyppig og kritisk debat og sandsynligvis helt kasseres. Når jeg vælger at bruge ordet “etnicitet” på trods af de nævnte problemstillinger, skyldes det, at det er et ord, der – for at parafrasere den britiske tænker Sara Ahmed – klistrer til den “minoritetsbaggrund”, som Frederiksen nævner i forbindelse med den omtalte kvinde. En anden normal måde at sige det på ville være at sige, at kvinden har såkaldt “etnisk minoritetsbaggrund”. Men hvad gør denne etniske baggrund så? Hvordan virker den i talen? Den virker, lidt i forlængelse af det jeg sagde før om klasse og kontanthjælp, ved at maskere den racisme, som er på færde i Frederiksens udsagn. For ligesom vi så, at kvindens krav om at ramme boligområdets ballademagere med hårde økonomiske sanktioner skjulte, at det, Frederiksen faktisk plæderer for, er at føre krig mod samfundets svageste, så har understregningen af kvindens minoritetsbaggrund til formål at tilsløre eller hvert fald komplicere Frederiksens racisme. For dette raseri – raseriet mod de ikke-vestlige (som Frederiksen på nuværende tidspunkt i talen endnu ikke har nævnt direkte) – dette raseri stammer jo, som vi hører, ikke først og fremmest fra Frederiksen selv, nej det stammer i Frederiksens tale fra en person, der selv har “minoritetsbaggrund på en eller anden vis”. Og Mette Frederiksen drømmer; hun drømmer som så mange andre danske politikere og mediepersoner om denne figur: indvandreren, der er rasende på de andre indvandrere. Hvorfor? Fordi det er en bekvemt og yderst effektiv figur, der hjælper hvide racister som Mette Frederiksen med at sove godt om natten. Det er jo ikke mig, de vil det jo selv, de kan jo godt selv se, at den er helt gal. Den virkelige indfødsretsprøve i dette land er, om man er i stand til at internalisere racismen i en sådan grad, at man kan tage del i Mette Frederiksen og socialdemokraternes had mod de ikke-vestlige. For hvis du vil tages alvorligt af de “rigtige” danskere, de hvide danskere, hvis du vil have en stemme, hvis du virkelig vil Høres (med stort H), så skal du være racist, eller du skal som et minimum tale for implementeringen af racistiske politikker…. Bare tænk på kvinden fra korsør, bare tænk på Yahya Hassan (i begyndelsen), og ja, sidst men absolut ikke mindst, bare tænk på det mildest talt uhyggelige fænomen Matias Tesfaye.
3. Da jeg før sagde, at kvinden fra Korsør burde forstås som en figur, nævnte jeg tre “akser”, som denne figur efter min overbevisning kunne analyseres ud fra: klasse, etnicitet og køn. Jeg har nu talt lidt om de to første, og jeg vil kun sige noget meget kort om den sidste. Det jeg vil sige er, at det er vigtigt at være opmærksom på og yderst kritisk overfor måden, hvorpå statsminister Frederiksen mobiliserer kvindekampen som redskab i sit projekt. “En kvinde tog ordet”, hører vi. Der er ingen tvivl om at den feministiske patos, som ligger i dette udsagn, er en patos, som er tilsigtet fra Frederiksen og hendes taleskriveres side. Og resultatet er skræmmende. For resultatet er, at der subtilt, men netop af den grund også virkningsfuldt, sættes lighedstegn mellem racisme og feminisme; og ikke mindst mellem anti-racisme og anti-feminisme. Falske lighedstegn. Jeg vil ikke sige mere om det her, men jeg vil bede jer være ekstra opmærksomme på det i de passager fra Frederiksens tale, vi nu skal høre. For det bliver kun tydeligere herfra.

Og nu vender vi så tilbage til talen. Jeg vil gerne citere et længere uddrag, og vi forsætter mere eller mindre, hvor vi slap.

Mette Frederiksen spørger:

“Skal vi acceptere, at der er steder i Danmark, hvor ganske almindelige mennesker skal være bange for at være? Hvor beboere er utrygge ved at komme sent hjem fra arbejde? Eller bekymrede for at sende deres børn ned og lege? Aldrig i livet.”

Og hun fortsætter:

“Vi kan ændre det – vi skal ændre det. Men det kræver, at vi taler om tingene, som de er – og at vi får nuancerne med. Mange af jer, der har jeres rødder uden for Danmark, tager i dag et stort ansvar. Yder en indsats. Iværksættere, rengøringsassistenter, designere, virksomhedsledere, sportsstjerner, sosu’er, musikere, ingeniører, håndværkere, pædagoger, sygeplejersker, læger, buschauffører”

Mette Frederiksen fortsætter:

“Jeg bliver stolt, når jeg ser de unge – især mange unge piger – som klarer sig godt på uddannelserne. Det er stærkt. I er forbilleder og fortrop for en hel generation. Mange af jer står i en værdikamp – en frihedskamp – for at vriste jer fri af den forældede og forstokkede kultur, der desværre stadig hersker i nogle kredse.”

Nu ankommer vi til den passage, som jeg bad jer bide mærke i før; den passage, hvor Frederiksen for alvor og meget eksplicit adresserer og ikke mindst som sagt mobiliserer den danske kvindekamp. Hun siger:

“Hvor kvindekampen herhjemme foregik i fuld offentlighed i 70’erne med protestmarcher i gaderne og indslag i tv, så foregår jeres kamp mere i det skjulte. Det gør jeres kamp sværere end vores. Derfor er der brug for, at vi alle bakker op. Det gælder også herboende imamer. Alle jer, som vil Danmark. Hold fast i det. Og alle I unge mænd der via de sociale medier tager afstand fra vold ovenpå drabet i Brønshøj i sidste uge: bliv ved med det. Tag afstand fra det forkerte – ansvar for det rigtige. Jeg er rundet af kampen for social retfærdighed. For et samfund med muligheder for alle – ikke kun chancer for de få. Og vi ved allesammen, at der er en kæmpe forskel på at vokse op i Gellerup og i Gentofte. Opvækstbetingelser er skævt fordelt – desværre.”

Mette Frederiksen er, som vi her hører hende sige – og som hun mange gange før har sagt – rundet af kampen for social retfærdighed, og det er også derfor, hun her kommer ind på det, vi med et måske lidt fortærsket udtryk kalder for “social arv”. Der er forskel på, om man kommer fra Aarhus V, eller om kan kommer fra Nordsjælland. Mulighederne er ikke fordelt lige i Danmark – baggrunden spiller ind – og det ved vores statsminister godt. Eller det siger hun hvert fald, at hun ved.

Men selvom, hun siger, at hun godt ved dette, så siger hun efterfølgende noget, der peger i en lidt anden retning. Hun siger:

“Jeg ingen forståelse for, at den forskel [altså forskellen mellem Gellerup og Gentofte] omsætter sig i chikane, overfald eller brutal opførsel. Vi bliver nødt til også at holde fast i, at mennesker er født med en vilje. Hvordan vi forvalter vores liv, det er i bund og grund vores eget ansvar. Og uden at generalisere – uden at skære alle over én kam – så må vi forholde os til fakta. Til den rå statistik. Hver femte unge mand med ikke-vestlig baggrund, som blev født i 1997, havde overtrådt straffeloven, inden han fyldte 21 år. Hver femte.”

Jeg betragter stedet fra statsministerens åbningstale, som vi lige har hørt, som en slags kulmination på det længere forløb, jeg indtil nu har citeret og analyseret. Vi har indtil videre hørt tale om kvinden med minoritetsbaggrund, vi har hørt om personer, der har deres rødder udenfor Danmark, og nu introduceres endeligt de “ikke-vestlige” – de “ikke-vestlige unge mænd” – altså. Og hvilken introduktion.

Frederiksen fortsætter:

“Det er ikke alle – bestemt ikke alle. Men det er da helt åbentlyst alt for mange. Unge mænd, som tager andres frihed, stjæler børns fremtid, bryder fængselsbetjente ned – og efterlader et langt spor af utryghed.“

Det er nødvendigt, synes jeg, at prøve at følge leddene i Mette Frederiksens argument. Der sker ret mange ting på én gang, og det er lidt svært at følge med. Men det er som sagt nødvendigt, at vi prøver. For hvad er det, der er på spil her? Det, som især er væsentligt at bemærke, er, hvordan viljen til kriminalitet formuleres som en iboende kvalitet ved ikke-vestlighed. Måske kan man igen sige, at der er tale om en form for tretrins-raket. Først den sociale arv – “vi ved allesammen, at der er forskel på at vokse op i Gellerup og i Gentofte”. Men ligeså hurtigt, som det er introduceret, ligeså hurtigt annulleres det sociale perspektiv igen. I bund og grund, hører vi, er det den frie vilje, der er styrende. Man vælger selv, om man vil været kriminel, sådan er det. Og så til det, Frederiksen kalder for den “rå statistik”. De unge, ikke-vestlige mænd er mere kriminelle end andre. Men hvad er det så, der gør, at disse unge mænd vælger at være kriminelle, hvad er det, der gør, at de vælger at “stjæle børns fremtid” og “bryde fængselsbetjente ned”? Jo, det er det, at de ikke er vestlige, disse unge mænd, det er det, der gør, at de vælger at være kriminelle. Dette er konsekvensen af Frederiksens argument.

Og lidt senere formulerer Frederiksen så nogle mere konkrete forslag til, hvordan disse kriminelle ikke-vestlige unge mænd skal straffes. Jeg vil gerne runde min tale i dag af med kort at berøre disse forslag.

“Der hvor kriminaliteten får fat,” siger Frederiksen, “skal politiet slå ned. Nu foreslår regeringen, at det sker med mere konsekvens. Som det er i dag, kan politiet forbyde enkeltpersoner at komme i særlige områder – for eksempel et bandemedlem. Det er fint, men resten af gruppen er der jo stadigvæk. Fremover skal politiet derfor også kunne indføre et opholdsforbud for alle personer på bestemte steder i en begrænset periode. Det kan være på en parkeringsplads i boligområdet eller ved en S-togstation, hvor de her drenge og unge mænd samles og skaber utryghed. Her siger vi: I må ikke stå her. Ingen skal være bange for at gå på gaden i Danmark – I får ikke lov at tage vores frihed. Hvis opholdsforbuddet ikke overholdes, skal straffen være tydelig, konsekvent og mærkbar.”

Men hvad er det så for en straf, som overtrædelsen af dette corona-inspirerede tiltag – opholdsforbuddet – skal medføre? Frederiksen forklarer:

“Første gang en bøde på 10.000 kroner. Og har man gæld til det offentlige – det kan være ubetalte regninger for tidligere kriminalitet – bliver der kontant afregning. Så skal politiet kunne tage dyre jakker, ure, mobiltelefoner med det samme. Anden gang taler vi 30 dages fængsel. Vi giver politiet flere muskler.”

Flere muskler. Politiet skal have flere muskler. Og disse muskuløse politibetjentes metaforiske muskler består altså blandt andet af 1) en ny mulighed for på stedet at kontakte Skat eller Gældsstyrelsen for at undersøge om en pågældende borger har misligholdt gæld, og 2) en mulighed for at tage den pågældende borgers tøj, smykker eller andre egendele, hvis dette er tilfældet. Det er et utroligt forslag, synes jeg, et utroligt voldeligt forslag. Hvis det står til regeringen, og det gør det jo, skal politiet simpelthen rende rundt og tage tøjet af borgere, der skylder penge til det offentlige. Midt ude på gaden, midt ude i boligområdet, ja, lad os bare sige det, selvom det er forrykt, at dette ord bruges som det gør her i landet – midt ude i “ghettoen”? Men hvor meget tøj, skal politiet fjerne med deres nyvundne muskler? Skal de fjerne Armani-underbukser og Calvin Klein bh’er? Eller det kun Moncler-dynejakkerne, det drejer sig om? Med andre ord, hvor langt ned – hvor dybt, hvor tæt på kroppen, den nøgne krop – må musklerne gå? Og hvordan skal politiet overhovedet vurdere, hvilke beklædningsgenstande, der er værdifulde, og hvilke, der ikke er? Må de fjerne tøj, hvis det er koldt, hvis temperaturen er under frysepunktet? Forslaget om at klæde ikke-vestlige personer af i det offentlige rum vidner om en nyt niveau i det danske statsapparats racistiske offensiv. Og dette forslag, dette absurde men ikke desto mindre virkelige forslag, kommer altså fra en person, der tjener over 125.000 kroner om måneden og efter eget udsagn er rundet af kampen for social retfærdighed. Utroligt.

Men samtidig har det – altså forslaget – på en måde ligget i kortene længe. For der er for så vidt intet nyt under solen; Frederiksen er ikke den første til at udtrykke ønsket om at klæde de ikke-vestlige af, ønsket om at tage deres egendele og ikke mindst deres tøj fra dem. Vi kender kender nemlig også denne afklædningsiver – denne perverse lyst til at disciplinere og kontrollere de fremmede ved at udsætte dem for ufrivillig afklædning – fra andre politikere, fra andre regeringer, og også fra personer og institutioner, som ikke er folkevalgte. Smykkeloven, tildækningsforbuddet og nu den nye dynejakke-lov. De ikke-vestlige skal klædes af, tørklæderne skal af, jakkerne skal af, urene, smykkerne, halskæderne, pengene, bilerne, boligerne, det hele skal af.

Hvornår stopper det? Svaret er selvfølgelig, at det ikke stopper, før vi gør noget ved det. Men hvad kan vi så gøre? Noget af det første, vi kan gøre, noget af det første, vi skal gøre, er at kalde en spade for en spade. I kølvandet på Frederiksens åbningstale læste jeg en artikel af en politisk kommentator, der omtalte talen som endnu et udtryk for Socialdemokratiets taktiske manøvre med at stjæle vælgere fra blå blok. Eller som han selv formulerede det:

“Med sin anden åbningstale er Socialdemokratiets formand gået på vælgerrov hos de blå, og Socialdemokratiets taktiske skred mod højre fortsætter.”

Jeg synes, det er en doven analyse. Og så er det – udover at være en doven analyse – også en farlig analyse. Hvorfor? Fordi den forestilling om et taktisk skred mod højre, som vores dovne kommentator giver udtryk for, får det til at se ud som om, der under de faktiske udsagn – og under den faktiske politik – er et andet, blødere og mindre racistisk socialdemokrati. Men kære kommentator, det er der ikke. Vi er nødt til at se på, hvad regeringen faktisk siger, vi er nødt til at se på den politik, som regeringen faktisk fører, i stedet for at gå og gætte på, at de nok i virkeligheden mener noget andet, at de nok inderst inde ikke er racister, men at de bare er dygtige politiske strateger, gode håndværkere. For der er ikke noget inderst inde. Skredet mod højre er ikke et taktisk skred, det er et skred. Og man kan da også næsten i ordvalget høre, hvordan kommentatoren tvivler på sig selv og sin egen nostalgiske forestilling om det “taktiske skred mod højre”. For et “skred” er jo ikke noget, man selv planlægger, et skred er ikke noget, man lægger en taktik omkring. Nej, et skred er noget, man udsættes for af kræfter, man ikke selv kan styre. Og et taktisk skred derfor også en selvmodsigelse.

Det derpå følgende spørgsmål, det spørgsmål, som jeg vil slutte af med at stille, er, om det overhovedet giver mening at tale om et skred, eller om man ikke snarere – som jeg også ved tidligere lejligheder har forsøgt at vise – må sige, at racismen meget længe har været en fundmental byggeklods i det socialdemokratiske projekt. I år er det 100 år siden, den socialdemokratiske justitsminister og socialminister Karl Kristian Steincke udgav sit hovedværk Fremtidens Forsørgelsesvæsen. En bog, hvor Steincke, som er en af de absolut vigtigste socialdemokrater i det 20. århundrede, og som af mange betragtes som velfærdsstatens fader, formulerer det teoretiske grundlag for netop den socialdemokratiske velfærdsstat. Men også en bog, som bærer stærkt præg af den eugenik – altså den teori om racehygiejne – som Steincke sværgede til. Fx skriver han et sted følgende:

“I Virkeligheden er Tanken om Raceforbedring meget nærliggende! Enhver Dyreopdrætter, enhver Gartner, ja selv den læge Landbruger gaar jo ud fra, at han kun kan forvente et sundt Afkom eller en normal Afgrøde, naar han skyder de slette Eksemplarer af Racen ud og kun til Avlen anvender de kraftigste, de med de mest ønskværdige Egenskaber udrustede Individer.”

Steincke, velfærdsstatens fader, taler her om planter og dyr. Men han taler også om mennesker, han taler om sin socialdemokratiske vision for samfundets opbygning. De slette eksemplarer af racen skal skydes ud. Og et af de midler, som Steincke havde i tankerne i forhold til denne udskydning – denne forædling af racen – var tvangssterilisation af visse udsatte og svage elementer i befolkningen, der altså skulle fratages retten til reproduktion, retten til at få børn.

K.K. Steincke var racist, han var racist af den gode, gamle biologiske skole. Og han er et godt eksempel – han er bestemt ikke det eneste, men han er et godt eksempel – på at racismen i mere end 100 år har været en integreret del af den socialdemokratiske ideologi. Men hvor stiller det os så i forhold til Mette Frederiksen? Det er et komplekst og paradoksalt felt, vi skal navigere i. For på den ene side er det på tide, at vi dropper ideen om et politisk skred, ideen om et radikalt nybrud, for ja, Mette Frederiksen er racist, men hun er også rundet af en racistisk tradition. På den anden side kan det også blive en slags frikendelse ellers en ansvarsfraskrivelse, hvis vi nøjes med at sige, at Mette Frederiksen selvfølgelig er racist, for hvad skulle hun ellers være med den sociale arv, hun bærer rundt på. Det er for nemt, for os selv og ikke mindst for Frederiksen, hvis hun blot betragtes som en uundgåelig, logisk kulmination på et længere forløb. Uden at frikende den socialdemokratiske tradition, må vi derfor sige, at 1) Mette Frederiksen er racist, 2) hun har selv valgt at være det, og 3) hun vil blive holdt ansvarlig for dette valg.

Tak fordi jeg måtte tale i dag.