Vi bringer i denne uge en tekst af en særdeles spændende skikkelse, Laure, som netop er udkommet på forlaget Aleatorik. Hun var bl.a. venner med Simone Weil, og beskæftigede sig også med religiøse og politiske spørgsmål i mellemkrigstidens Paris, men på en mere poetisk og kropslig måde. I sin levetid udgav hun politiske artikler og essays under pseudonymet Claude Araxe, mens hendes digte, aforismer og filosofiske fragmenter blev først udgivet posthumt under titlen Det hellige.
For Laure er det hellige at finde i det fælles. Det er noget som må føles af og med andre. Det kan opnås ved at skrue op for det allestedsnærværende møde med dagligdagens råhed og råddenhed. I Laures katolske opdragelse skulle det hellige holdes på afstand, hinsides, ved at fastholde et redeligt liv her på jorden. Men det hellige er ikke ligesom slikskålen, der gemmes uopnåelig ovenpå skabet. Imidlertid er det som om at forvrængning og klarsyn slår kolbøtter igennem den trancelignende tilstand hun beskriver, når barnet stirrer ind i spejlbilledets evindelige gentagelse. Det hellige er her hvor vi lever, på en uigenkendelig klode.
Når Laure taler om ”renhed” mindes vi Audre Lordes begreb om det erotiske. Der er tale om et skærpet fokus: Den renhed skal ikke forstås som noget uden for denne verden, men som en kropslig forståelse. En renhed som en mættethed snarere end en uskyld og fritagelse fra og dæmonisering af det grumme og det snavsede.
Der er ikke noget himmelfarende, det er meget kropsligt, det findes i lorten og opkastet. Det er som om, at Laure tager det hellige og vender det på vrangen på en sådan måde, at stråleglansen udskilles fra kroppen. Og det er i trancen at en form for fællesskabsbånd opstår, hvor fællesskabet bindes sammen af en fordring eller tvang, som vi ikke helt kan gennemskue forudsætningerne for.
Laures udlægning skal måske ses i lyset af den konstante tilstedeværelse af lemlæstede kroppe, slagtehuse, masserne, der stimlede sammen i gaderne, og den enorme fattigdom, der fandtes i mellemkrigstidens Paris. Det var en helt anden kropslig oplevelse end nutidens København – det var hverdagen. Det var ikke den form for oprenset byliv, som vi befinder os i.
Hun fortæller os at de vigtigste afgørelser hun havde truffet i sit liv, skete i trancer. Noget der slår os ved Laures skrift, er hendes optagethed af ekstremer. Hun lader til at have færten af noget, som er til stede i den virkelighed hun levede i, men det er som om, at der er mere virkelighed i den virkelighed, hun er ude efter. Opretholdelsen af ydre strukturer, som en hverdagsbeskæftigelse, stemmer ifølge Laure ikke overens med ”sandheden” om at være til. Når hun bruger ord som ”sandhed” og ”helligt” kan det få os til at stejle en smule: det er super intenst. Så intenst, at det næsten bliver parodisk. Det er vel netop fordi, at det er blottet for ironi – det tager sig selv SÅ alvorligt. Her kommer vi i berøring med en patosforskrækkelse i os selv. Er en sådan tilbageholdenhed for alvoren i tilværelsen en blokering i os selv?
Vi fornemmer både noget genkendeligt og noget, som vi ikke føler os indviet i. Som om hun taler et fremmed sprog, som vi lige kan opfange konturerne af. Det er også svært at afgøre hvor meget der er skrevet på to sekunder, og hvor meget der har taget ti timer. Er det strategisk? Hendes skrift fremstår ikke udspekuleret. Det er skrevet med kroppen snarere end med hovedet.
Vi tænker også at tilintetgørelse og tilstedeværelse er tæt knyttet sammen i disse tekster. Der er et bånd mellem det sociale og døden. Der er nogle billeder af vulkaner i bogen. Gennem vulkanen bliver Jordens indvolde udstødt. Det voldsomme udbrud, det er her man kommer ind i en social tilstedeværelse med hinanden. Og dermed også som en modsætning til opretholdelsen af et dagligt liv.
»Hvilken farve har begrebet det hellige for mig?«
Det hellige er dette uendeligt sjældne øjeblik, hvor den »evige del« som ethvert væsen bærer i sig, træder ind i livet, rives ind i den universelle bevægelse, integreret i denne bevægelse, virkeliggjort.
Dette har jeg følt som sammenligneligt med døden, beseglet af døden.
Denne vedvarende trussel om død er det berusende absolutte, der river livet med sig, løfter det uden for sig selv, udslynger mit væsens inderste som et vulkanudbrud, et meteornedslag.
De mest afgørende »skridt« i mit liv er altid blevet taget i en trancelignende tilstand, som alene var det, der tillod mig at handle på trods af alle hindringer (klarsyn, kropslig svaghed og så videre).
Det er det, jeg vil have viet mit liv til.
Hvis et væsen ikke, eller ikke længere, kan opleve denne følelse, da er hendes liv som berøvet al mening, berøvet det hellige.
De navne De tilskriver en hellig betydning, såsom »ophøjet«, »usædvanlig«, »farlig«, »forbudt«, er for mig at se alle ladede med mening og forførelse, en forførelse der besværger dem, så man føler sig fanget, adskilt fra hverdagen, denne forskydning, denne følelse af at noget sker.
Men for mig er det ikke det hellige.
Når De kalder det »helligt« at forsvare en ven mod bedragere eller højlydt og voldeligt at tage parti for det man elsker, så er jeg ikke enig med Dem. Det øjeblik, hvor ordet er lige så intenst som den oplevede følelse, det er det, jeg mere enkelt vil kalde: De eneste værdifulde øjeblikke i »livet med andre«.
(Jeg vil med det samme sige, at der ikke længere ikke findes værdifulde øjeblikke i »mit liv med andre,« men det er en overflødig parentes, der ikke vil føre til noget).
Tidligere anerkendte jeg intet andet end disse værdifulde øjeblikke og jeg lukkede mig inde i en fuldkommen tavshed, da jeg ikke havde mulighed for at udtrykke det, der virkelig betød noget for mig eller i det mindste rummede en betydning med konsekvenser, fuld af tilkendegivelse. Jeg kunne ikke udstå andres banalitet og heller ikke min egen (at tale »for ikke at sige noget«).
Tyrefægtning har med det hellige at gøre, fordi der her findes en trussel om død, den virkelige død, men den er følt, oplevet af andre, med andre.
Forestil Dem tyrefægtningen for Dem alene.
(vil senere blive indgående beskrevet)
Alt det som har at gøre med selve grunden til at være, det er helligt for mig, den stadige grund til at være, grunden til livet, til døden.
Det som frarøver eksistensen enhver mulighed for at føle det hellige: Opretholdelsen af strukturer, opretholdelsen af de ydre omstændigheder der ikke eller ikke længere stemmer overens med sandheden om at være til.
Visse mennesker foretrækker gerne at jorden mangler under deres fødder – det uvisse: Død eller vanvid, men at livet går videre.
Det modsatte.
Hvor man når hen:
ynkelig komedie,
senil infantilitet,
læspen,
stammen, falsk barnagtighed, regression, magtesløshed
og, på et endnu lavere trin:
kynisme, vulgaritet, skepticisme, total perversion af den moralske væren.
Forandring, som vandet fra den reneste kilde forandres af sumpen.
Imod dem, der lever dette sumpede liv, aldrig grusomhed nok, aldrig strenghed nok: at tage afstand fra det som pesten.
»Al poetisk følelse er hellig«?
Jeg er enig med Dem på grund af (som eksempel og for at fatte mig i korthed) Nervals selvmord. Ja, men ødelæggelsen af Rimbaud?
Det hellige øjeblik, en uendeligt sjælden tilstand af nåde.
Der findes »førhellige« tilstande, som kun mangler et enkelt element for at fuldbyrde det hellige.
Det førhellige i min barndom,
for eksempel, da jeg var otte eller ni år.
I en have ligger jeg udstrakt på en græsplæne. Der er et bestemt område på plænen, hvor der findes en forhøjning som forestiller en konisk form. Jeg placerer mig på en sådan måde, at min nakke befinder sig nøjagtig på toppen, og på denne måde er mit hoved »tilbagelænet« og jeg kan bedre »se himlen«.
Den første gang er jeg sammen med min søster – det er hende jeg stiller de store spørgsmål, det er hende jeg stoler på – jeg spørger hende: »… men bag denne himmel, findes der så en anden?«
Hun ler og fortæller mig, at der findes mange andre. Jeg ler også og siger »selvfølgelig, fordi der findes en syvende himmel«. Hun bliver alvorlig og forklarer mig, at vi er omgivet af himmel, at jorden drejer, at himlen er uendelig.
Hun går.
Jeg bliver der længe, fastgroet, mens jeg drømmer om det uendelige, mens jeg kropsligt forsøger at forestille mig det uendelige. En forfærdelig angst griber mig, men jeg rører mig ikke ud af stedet og gribes dernæst af en »følelse« af, at Jorden drejer. Mit hoved, der var forblevet i denne position, »drejede faktisk og voldsomt«.
Hver aften, i det øjeblik hvor lydene fortonede sig, vendte jeg tilbage for at genbesøge denne følelse af, at Jorden drejede og fortabte mig i den, løftet ind i denne svimmelhed.
I samme stil:
to spejle var placeret lige over for hinanden i min mors garderobe.
Jeg stillede mig, så det kun var mit hoved der var anbragt mellem de to spejle, og jeg så et uendeligt antal hoveder.
Jeg forsøgte at tælle.
Det var ikke muligt.
Det irriterede mig, og ufattelig træt, og grebet af angst, blev jeg ved med at prøve.
Andre gange fik jeg den idé at anbringe objekter mellem spejlene og flytte på dem.
Det var i sandhed et magisk spil.
Jeg tror ligefrem, som i haven, at dette første møde med idéen om det uendelige (som børn leger med og er et spil, som de for alt i verden ikke vil fanges ind i) bærer noget helligt med sig, forstået på den måde at spillet ledsages af en angst, der opstår på bestemte tidspunkter, i de øjeblikke, hvor man ved »at der ikke er andre«, og får karakter af en slags levende meditation. En tilstand, der på ny dukkede op, som et minde i visse afgørende øjeblikke af mit liv. Varigheden af denne følelse får én til at tænke over sammenstødet mellem den uendelige del af én selv og universet, men den mangler: 1) begrebet døden, selvom det er tilstede i den kropslige oplevelse, 2) at dele »med andre.«
Jeg husker også en familieudflugt i en omnibus. Vejen, der lå klemt mellem træer, var opadgående, det var meget varmt, hestene rørte sig ikke ud af stedet. Min bror reciterede La Fontaines fabel om dagvognen og fluen for at distrahere mig, og da vi endelig nåede toppen af skråningen, var der ikke længere skov, men et åbent landskab der forekom mig uendeligt. Min far forklarede mig, at horisontlinjen var en grænse, og at dette åbne landskab var lige så blåt som havet, hvorefter han, uden at vide det, gentog historien om Jordens runde form og dens konstante bevægelse. Jeg blev grebet af en voldsom angst.
Dengang, i Paris, tilbragte jeg lange stunder i min mors garderobe, uden at nogen vidste det, hvor to store spejle var placeret overfor hinanden. Jeg gjorde mig umage for at tælle repræsentationerne af mig selv – nogle gange fandt jeg 100; andre gange endnu flere.
Et minde der lader til helt at opsummere min forestilling om det Hellige.
Det henleder opmærksomheden på den tro, man er rede til at dø for. Det vedrører min fars afrejse til fronten – en i særdeleshed tragisk afrejse grundet besynderlige omstændigheder (som senere vil blive forklaret), og som hensatte mig i en fuldkommen ophøjet tilstand, der bestod af en særlig forudanelse om en ofring, som var blevet planlagt på forhånd, foran den der skulle ofres. Som elleveårig blandede det sig med sange fra en delirisk masse – sange, som jeg blander med min egen stemme, der af og til pludselig slukkes, altomfattende kropslig omvæltning.
I dagevis var jeg sengeliggende.
Jeg skråler Marseillaisen og Chant du départ fra morgen til aften.
En klassekammerat jeg mødte i metroen, iført sørgeklæder, fordi hun havde mistet sin far, bringer skammen frem i mig.
Jeg tilslutter mig sociologernes begreb, det Hellige blandet med det Sociale, for at det skal være helligt.
Hvis det skal være, må det efter min mening føles af andre, i fællesskab med andre.
Forestil Dem en tyrefægtning for Dem helt alene.
Jeg har brug for et publikum.
Det poetiske værk er helligt, for det er skabelsen af en rammende begivenhed, »kommunikation« følt som nøgenhed. Det er selvkrænkelse, blottelse, kommunikation til andre af det som er grunden til at leve, og denne grund til at leve »forskyder sig.«
Det, som bekræfter mig så stærkt, at jeg fornægter andre.
Oversat af Louise Bundgaard.