En klagesang

I denne uge faldt vi over et digt af den jamaicanske poet Claudia Rankine. Det er et sorgens digt. Men ikke en hvilken som helst sorg.

Digtet er til minde om Trayvon Martin, den 17-årige dreng der i 2012 blev skudt af en betjent i Florida. Med omsorg for det enkelte levede liv skriver Rankine til sin bror, men samtidigt viser hun os at denne bror også altid er hendes brødre som med hende holder på en fælles sorg, en fælles historie og hukommelse. Det delte i sorgen bliver en hjerteskærende rækken ud, i jeg'ets opkald til den og de døde brødre. Som Fred Moten forleden mindede os om på Zoom, kan politiets mord på sorte mænd ikke være 'dødsfald' der indtræffer individuelt, når dem døden rammer aldrig fik lov at leve under omstændigheder indenfor hvilke man kunne være et individ. Vi må huske at mediernes og juraens individualiseren kun er noget der tilkendes racialiserede posthumt. Når politiet skyder en sort mand, skyder de ind i sort arbejderklasseliv. De rammer kroppen for de bekymrer sig ikke om at tage sigte.

Vi bliver kede af det når vi læser hendes digt. Rankine rammer en sorg der er lige så dyb som den vold der etablerede den, fordi volden er historisk. Hun ”åbner munden for at tale men intet sted kommer ud.” Døden er altid et tab af verden, ikke fordi den enkelte ’var’ eller ’havde’ en verden som nu er borte, men fordi den verden de levende lever videre i, er til stede i hvert liv og går bort med hvert liv. Sorgen er da gerne en slags genopretning, men uden håb om tilbagevending; en sammenstykning af en ny verden ud af brudstykkerne af den gamle, med en tomhed i midten hvor den døde selv kan høres. Den sorgforståelse går dog i udu når den afdøde på denne givne måde hverken var ’i’ verden eller ’af’ den, ikke ’tilhørte’ den verden som nu alligevel er den døde foruden. Så kan sorgen ikke på samme måde være en genopretning af et hele, når netop verdens helhed eller lukkethed om sig selv var det der holdt den døde ude. Så bringer sorgens lyd ikke noget sted. Så er klagen uomgængeligt en anklage.

Public Enemy sagde det sådan her: ”What's a smiling face when the whole state is racist.”

26. Februar, 2012 / Til minde om Trayvon Martin

Mine brødre er berygtede. De har ikke været i fængsel. De har været fængslede. Fængslet er ikke et sted du træder ind i. Det er intet sted. Mine brødre er berygtede. De gør almindelige ting, som at vente. På min fødselsdag siger de mit navn. De vil aldrig glemme at vi er navngivet. Hvad er dette minde?

Vores barndomsdage sammen, var stejle trin ind i et sammenstyrtende sind. Det så ud som om vi reddede os selv, blev reddet. Så er der disse dage, hver dag af vores voksne liv. De vil aldrig glemme vores vej igennem, disse brødre, hver bror, min bror, kære bror, mine kæreste brødre, kære hjerte ─

Jeres hjerter er knuste. Dette er ikke nogen hemmelighed, selvom der er hemmeligheder. Og endnu forstår jeg ikke hvordan min egen sorg er forvandlet til mine brødres hjerter. Mine brødres hjerter er knuste. Hvis jeg kendte en anden måde at være, ville jeg ringe til en bror, jeg ville høre mig selv sige, min bror, kære bror, mine kæreste brødre, kære hjerte ─

På tungespidsen følger en tone en anden, er en anden vej, et andet daggry, hvor den lyserøde himmel er det blodskudte slagne, det søvnløse, det undskyldende, det sanseløse, tys. Vores år, også dem før mig og mine brødre, overfartsårene, plantage, migration, af Jim Crow segregation, af fattigdom, indre byer, profilering, af én ud af tre, to jobs, boy, hey boy, hver forbrydelse, akkumulerer ind i timerne i vores liv hvor vi alle tages i at hænge, rebet inden i os, træet inden i os, dets rødder vores lemmer, en hals skåret igennem og når vi åbner vores mund for at tale, blomster åh blomster, intet sted kommer ud, bror, kære bror, den dér kind of blue. Himlen er brødrenes stilhed i alle dagene, der leder op til mit opkald.

Hvis jeg ringede ville jeg sige farvel før jeg brød mit farvel. Jeg siger farvel før nogen kan lægge på. Læg ikke på. Min bror lægger på selvom han er der. Jeg bliver ved med at snakke. Snakken holder på ham. Himlen er blå, kind of blue. Dagen er varm. Er det koldt? Er du kold? Det bliver jo køligt. Er det cool? Er du cool?

Min bror fuldendes af himlen. Himlen er hans stilhed. Med tiden siger han, det regner. Det regner ned. Det regnede. Det holdt op med at regne. Det regner ned. Han vil ikke lægge på. Han er der, han er der men han har lagt på selvom han er der. Far–vel, siger jeg. Jeg bryder far-vellet. Jeg siger far-vel før nogen kan nå at lægge på, læg ikke på. Vent med mig. Vent med mig, selvom ventetiden måske vil være far-vellets opkald.

Digtet er fra bogen 'Citizen' af Claudia Rankine der udkom i 2014. Forlaget Kronstork udgav i 2017 en dansk oversættelse, 'Statsborger' samt forløberen 'Lad mig ikke være ensom'.