En meget alvorlig og nærmest perfekt uvidenhed

[Morrison og hendes respondenter bliver varmt introduceret af digteren Primus St. John og der følger en runde applaus]

Tak skal I have.

Lige efter ’beg’ og ’ris’, men før ’tjære’ og ’terpentin’, står ’mennesket’ på listen. Ris måles i pund, og tjære og terpentin måles i tøndevægt. Der var dog ingen måde at den bog der bar titlen Historisk statistik for de Forenede Stater fra kolonitiden til 1957, kunne måle mennesker i pund eller ton eller tøndevægt. De talte bare hoveder.

Den bog jeg her henviser til, Historisk statistik for de Forenede Stater, er fuld af fascinerende oplysninger, ikke mindst en serie med mærket Z 281-303 der i kronologisk orden og sorteret efter import- og eksportdestination dokumenterer de mennesker der ankom til USA mellem 1619 og 1769.

Der er tilsyneladende blevet gjort alle mulige bestræbelser i optegnelsen af disse oversigter, grafer og lister for at sikre nøjagtigheden. Under de tætte, små talkolonner er der fodnoter; hver gang der kunne være nogen tvetydighed eller der er et tal som Folketællingskontoret ikke var helt sikre på, gør de det klart at optællingen er ufuldstændig.

”Vi beklager meget”, er det som om de siger; ”Vore oplysninger er ikke fuldstændige, man må forstå at landet kun var ved at finde sig selv, og vi havde ikke sikre metoder til at indsamle data. Dengang gik det ikke så effektivt for sig.” Og man fornemmer på disse sider forstandigheden, overalt denne dannede fremfærd.

Men det er en forstandighed uden det mindste håb om at blive opfyldt, for sproget slår revner under byrden af sine egne implikationer. Fodnote 3, for eksempel, under opslaget Slaver, opklarer henvisningens tvetydighed med følgende ord: ”Kilden opgør 72 indianere importeret, 231 slaver døde og 133 godtgjort med henblik på eksport.” Døde og godtgjort er mærkværdige ord at finde i et indeks over import og eksport. Det er ord man aldrig ville bruge om ris.

Fodnote 5 er meget civiliseret. Her står: ”Antal sorte udskibet, ikke som faktisk nåede frem”. Der var en forskel, åbenbart, mellem hvor mange der blev udskibet, og hvor mange der faktisk nåede frem.

Og tanken går i galop over det første ubesvarede spørgsmål: Hvor mange? Hvor mange blev udskibet, og hvor mange nåede ikke frem? Og så kommer man i tanke om det næste spørgsmål, det helt centrale spørgsmål som overskygger alle andre: Hvem? Hvem var ikke til stede ved sidste optælling? Var der en 17-årig pige? Med et ar på knæet med form som et træ? Og hvad var hendes navn? Man siger, ”Vær god, hr. overinspektør for de Forenede Staters Folketællingskontor: hvad var hendes navn?

Det er imidlertid ikke krævet og da slet ikke forventet af historisk statistik at angive den slags oplysninger. Statistikken har udført sig arbejde, meget veludført endda, og opgjort 153 års Sort historie på side 769 og 770, hvilket er dobbelt så meget plads som ris optager.

Men det er jo sådan økonomiske indeks fungerer. Men det er også tit sådan amerikansk historieskrivnings forståelse af Sorte fungerer. Det er i hvert fald ikke den vifteform som risene faldt i når der gik hul på lærredssækken. Det er ikke tøndernes bulder, terpentinen der pibler ned over en planke. Og det er ikke en 17-årig pige med et navn og med et ar på knæet med form af et træ.

Amerikansk historie fungerer stort set ligesom historisk statistik: En bog for sig, et kapitel for sig, eller et afsnit for sig om slaveriets ophav og følger, alt sammen sat i forhold til produktion og lovgivning, meget sjældent til selve det stof som udgør livet og kulturen i dette land. Historie er procentpoint. Historie er store mænds tanker og opridsningen af epoker.

Ved pigen at grunden til at hun døde til havs eller blev kvalt i et smudsigt 60-fods lastrum på et skib med navnet Jesus, var at dette var hendes epoke? Eller at nogle store mænd tænkte sig hendes skæbne som en procentdel af national vækst eller udvidelse eller før-industriel revolution eller kolonisering af den ny verden? Ved hun hvilken rolle hun spillede i store mænds planer?

Jeg vil bede jer lytte, bare et øjeblik, til hvad nogle af dette lands store, store mænd havde at sige:

December 1833 skrev Andrew Jackson følgende: ”Indianere har hverken den forstand, flittighed, moralsk tæft eller forbedringslyst der skal til for at gøre nogen ønskværdig forandring i deres tilstand. Grundfæstet som de er, midt iblandt en anden og dem overlegen race, og uvidende om årsagerne til deres egen underlegenhed, endsige kunne forsøge at udbedre disse årsager, må de nødvendigvis give efter for omstændighedernes magt og, inden længe, forsvinde.”

General William Sherman: ”Vi må handle med gengældelsens iver mod Sioux’erne, helt til de er udryddet, mænd, kvinder og børn. Intet mindre vil kunne gribe ondets rod. Jo flere vi dræber i år, jo færre må vi dræbe i næste krig. For jo mere jeg ser af disse indianere, jo mere overbevist bliver jeg, at de må dræbes hver og en, eller holdes nede som en race af underdanige.”

I 1854 skrev New York Tribune som følgende i lederen: ”Kinesere er ucivilliserede, urene, smudsige ud over al forstand, har ingen højere huslige eller sociale forhold; de er lystne og sanselig af tilbøjelighed. Hver af deres kvinder er prostitueret af laveste rang.”

Richard Pike, Boston, 1854: ”Katolicisme er, og har altid været, en smalsporet, forfølgelsessyg og overtroisk religion. Der er ingen forbrydelse i skændslernes årbog som den ikke har gjort sig skyldig i. Der er ingen synd mod menneskeheden som den ikke har begået. Der er ingen helligbrøde mod Gud som den ikke har billiget. Det er en magt som aldrig har tøvet med at bryde sin egen tros højtsvorne fromhed når som helst dens interesser har krævet det; som ingen samvittighed har; som forkaster offentlighedens besindelse; og som stikker sit ansigt frem blandt kristendommens folk, drivende af uhyrligheder efter mord på millioner og udslidt efter tusind års udskejelser, altid ærgerrig, altid bloddryppende, og altid falsk.”

Sam Houston 1848, talte til de Forenede Staters Senat. Hans ord: ”Den angelsaksiske mand må gennemtrænge hele den sydlige ekstremitet af dette umådelige kontinent. Mexicanere er ikke en døjt bedre end indianere, og jeg kender ingen grund til at vi ikke skulle tage deres land.”

Ulysses S. Grant, LaGrange, Tennessee, 1862: ”En ordre til generalmajor Hurlbut, Jackson, Tennessee: Afvis alle pas sydover fra Jackson for nu. Israelitterne især må holdes ude.”

1. december 1862, general Grant til general Webster: ”Giv ordre til alle konduktører på banen at ingen jøder er tilladt at rejse sydpå ad jernbanen hvor end fra. De kan drage nordpå og burde opfordres til det, men som sådan udgør de en så uudholdelige pine at hele departement må renses helt for dem. – en generalordre fra Ulysses Grant, på grund af proviantmangel, angående alle bomuldsspekulanter, jøder og andre frigængere uden anstændigt middel til livets ophold, foruden at gøre gevinst på landets elendighed.”

Og mere nyligt, Theodore Roosevelt i 1901, i samtale med Owen Wister: ”Jeg er helt enig med dig i at Negre, som race og som de er flest, er de Hvide aldeles underlegne.”

Og til sidst, nogle få rammende uddrag fra William Byrd i Virginia, 1710-1712. Udgiveren af hans dagbøger beskrev Byrd som Virginias mest polerede og ornamenterede gentleman, en venligsæl herre som i visse af sine breve bebrejdede de ”udyr som mishandler deres slaver”:

8/2: Jenny og Eugene blev pisket.

17/4: Anaka blev pisket.

13/5: Mrs. Byrd pisker plejersken.

22/5: Moll blev pisket.

20/6: Eugene (et barn) blev pisket for at være løbet væk og fik bidslet på.

3/9: Jeg pryglede Jenny.

16/9: Jenny blev pisket.

19/9: Jeg pryglede Anama.

30/11: Eugene og Jenny blev pisket.

16/12: Eugene blev pisket for ikke at lave noget i går.

1/7: En negerkvinde løb væk igen med bidslet for munden.

7/8: Negerkvinden blev fundet og bundet, men løb væk igen i løbet af natten.

15/7: Min kone, imod min vilje, fik lille Jenny brændt med et varmt jern.

22/8: Jeg kom i stærkt skænderi med lille Jenny og pryglede hende for meget, hvilket jeg var ked af.

31/8: Eugene og Jenny pryglet.

8/10: Jeg pryglede tre slavekvinder.

6/11: En negerkvinde løb væk igen.

13/11: En negerkvinde på flugt blev fundet, død.

11/1: Jeg skændtes med min kone fordi hun havde været ond ved Suky Brayne.

22/1: En slave ’foregav sygdom’, men jeg satte et brændejern mod det sted han beklagede sig over og gav ham bidslet på.

2/2: Min kone og lille Jenny kom i stort skænderi hvori min kone fik det værste, men til sidst med familiens hjælp blev Jenny overvundet og blev pisket godt.

20/3: Jeg pryglede en negerkvinde.

30/4: Jeg fik to mandeslaver pryglet.

1/5: Jeg fik Prue håndfast pisket.

4/8: Jeg havde travlt med at prygle Prue og var træt.

26/9: Jeg fik flere folk pisket.

28/9: Eugene blev pisket.

13/12: Min kone piskede en slave mens en gæst var til stede. Jeg bryder mig ikke om det.

10/1: En slave foregiver at han er faldet og har slået sig. Han tvinges til at gå med bidslet i 24 timer.

5/2: Min kone får flere slaver pisket.

2/3: Min kone prygler Jenny med fladtængerne. Jeg bryder mig ikke om det.

3/3: Billy bliver pryglet.

15/3: Peter hævder igen at være syg og får endnu engang bidslet i munden.

9/4: Min kone får Molly pisket.

22/5: Min kone prygler Prue meget voldsomt. Jeg pisker Anaka håndfast.

6/6: Stødte på Prue med et tællelys ved dagslys, hvorfor jeg gav hende en hilsen med min fod.

30/6: Tre kvinder og en mand bliver pryglet.

25/7: Billy bliver pisket.

30/7 Molly og Jenny bliver pisket.

21/8: Billy bliver pisket.

3/9: Min kone giver Prue en grundig piskning.”

Og til sidst, Benjamin Franklin: ”Hvorfor øge Afrikas sønners antal ved at plante dem i Amerika, hvor vi har så smuk en mulighed for at udelukke alle Sorte og Brune, men øge de skønne Hvide og Røde.”

Disse store mænd sagde også andet – men de sagde også dét.

Ingen kan bebrejde sejrherren for at skrive historien som han ser den, og da slet ikke for at bearbejde menneskelige hændelser og opdage deres mønstre ud fra hans eget perspektiv. Men det må indrømmes at konventionel historieskrivning understøtter og supplerer en meget alvorlig og nærmest perfekt uvidenhed.

Eftersom det er i historieskrivningens natur at drage store distinktioner, opmuntrer den dermed også intellektet til at overse de finere. Eftersom historikere arbejder med ris en gros og ikke riskorn for riskorn, fører overmåde afhængighed af disciplinens konventioner os til at gøre det samme i menneskelige forhold. Hvis den slags historieskrivning bliver ved at være den fremmeste kilde til vores forståelser, så vil vi forblive praktisk set u-intellligente. For det er jo trods alt netop evnen til at drage distinktioner – og jo mindre distinktioner der drages, jo skarpere er det intellekt der drager dem – hvormed vi bedømmer intelligens.

Vi bedømmer intelligens på flere måder. En af de vigtigste er hvor nemt denne har ved at skelne mellem én molekyle og en anden, én celle og en anden, mellem en Bordeaux fra 1957 og én fra 1968, mellem farven mauve og rødviolet, mellem ordene ’at vriste’ og ’at vride’; at skelne mellem kærnemælk og surmælk, mellem Chanel N° 5 og Chanel N° 16.

Det lader altså til at det at blive ved at se en hvilken som helst race af mennesker som én eneste personlighed afslører en uvidenhed af gotiske proportioner, en uvidenhed så umådelig, en sanseevne så blændet og sløv, en forestillingsevne så gold, at man ikke evner at øjne nogen nuancer, nogen forfinelse, nogen forskel imellem dem. Det kunne måske til dels forklare hvorfor vi i dag, i 1975, er overladt mere eller mindre det samme mentale udstyr som vi havde i 1775 – de samme udstyr som ikke havde nysgerrighed nok til at nedfælde menneskers navne i skibets log, har ikke nysgerrighed nok til at granske den middelalderlige tænkning hos videnskabelige racister, teologiske racister, historiske racister, litterære racister. En intelligens så forkrøblet at den kunne spørge, som en hvid professor ved Clark University i ramme alvor spurgte W.E.B. Du Bois i 1905, "om farvede mennesker kunne græde". Det er den samme forkrøblede intelligens der uddeler fondsmidler til læreanstalternes karrieremennesker for at studere optøjernes årsag snarere end racismens ophav, og studere den genetiske indvirken på intelligens hos en race der er så genetisk blandet at eksperimentet burde falde fra hinanden ved første trin.

Selv om metoderne til indsamling og opbevaring af data er blevet forbedret og omfanget af tilgængeligt data er vokset, har forskere i USA, med undtagelse af tre-fire dybtgående historikere, stort set intet foretaget sig for at fjerne den uvidenhed jeg har beskrevet. Tværtimod udarbejdes der faktisk flere og flere studier der har til formål at bekræfte gamle fordomme og skabe nogle nye. Af alle de felter hvor der hersker uvidenhed, er uvidenheden om Sorte mennesker og deres relation til dette land, stadigvæk det der chokerer mig mest. En del af uvidenheden er selvfølgelig tilsigtet. En del af blot konsekvensen af den kedsomhed der følger ethvert udtryk for etnisk stolthed hos alle andre end en selv. Men mest af alt er det de discipliners skyld, som ikke er i stand til eller ikke villige til at inddrage andre kulturer end den dominerende, eller udforske krydsforhold mellem sameksisterende kulture.

Hvis uddannelse angår noget som helst andet end at tjene penge, så er det intelligent problemløsning og at mennesker skal kunne omgås på gensidigt konstruktive måder. Mens det i 1674 var morderisk at sætte grænser for sandheden og balsamere intellektet, er det selvmorderisk i 1975.

Historie, samfundsvidenskaberne og humaniora er de største smittebærere af denne sygdom. Enhver af disse discipliner burde, hvis den skulle være ærlig, anerkende at hovedparten af dette lands historie er historien om de minoriteter og de Sorte folk som bor her; historien om hvordan de påvirkede dem som var her først, og hvordan de påvirkede hinanden.

Dette lands økonomiske historie er, blandt andet, et studie i hvordan generation på generation af gratis arbejdskraft blev sat til at få landet til at vokse. Dette lands juridiske historie er alvorligt tynget af domstolenes, især Højesterettens forhold til Sorte mennesker, og den lovgivning der var specifikt og overlagt indrettet til at undertrykke dem.

Antropologi er studiet af verdens farvede folk; de studerer ikke nogen andre end dem. Samfundsvidenskaberne blev grundlagt og finansieret af Mellon-familien og Carnegie-familien, og folk af den slags var interesseret i de afvigere der var anderledes end dem selv. Fra den slags folk kom de første midler, og de har aldrig studeret sig selv. Bystudier er studiet af Sorte mennesker, og den tilgang, som denne disciplin holder sig ihærdigt til: at se Sorte som statens myndlinge, aldrig dens pionerer.

Det kræver jo to at bære en kæde: den der er lagt i kæde, og den der lægger kæden. Og det kræver to at lave antropologi: den studerende og den studerede. Og selvom ingen anden gruppe har brugt så mange penge på at få sin genetik undersøgt, sin frugtbarhed tøjlet, sin intelligens målt, er krydskulturering konsistent blevet forsømt. Jeg skulle gerne vide hvem disse folk er, der kender vores sædkvalitet men ikke vores navne.

Det være sagt, så er det på tide, på høje tid, at den studerede undersøgte den studerende og tog sit eget selv i bedømmelse. Og den første opgaver der melder sig for forskeren, og for kunstneren især, er at ødelægge kilden til al den åndsløshed, at skabe fokus på de hysteriske og grådige folk der har gjort det deres forretning at manipulere os, og holde os unavngivne og af perifer betydning for begivenheder i dette land.

Det andet ansvar som forskere og kunstnere har, er at gå hårdt til generaliseringer, statistikker og grafer, og vriste det liv fra dem som de skjuler. Race-apologeter prøver at bilde os ind at Sorte børn skal være i rum med Hvide børn hvis de skal lære noget; at Sorte skal gå på Harvard før de kan åbne en grønthandel; at Sorte skal læse Descartes for at være belæste, også selv om New York Times skrives og altid er blevet skrevet på et 6. klasses niveau; og at Sorte menneskers ego er en streng af gelé som hele tiden har brug for at blive cementeret.

Og vigtigere endnu, ville grundig forskning og frie, dedikerede kunstnere afsløre en enestående vigtig ting: at racisme ikke kun var og ikke kun er et åbenlyst tegn på uvidenhed, men et monumentalt bedrageri. Det handlede aldrig nogensinde om racisme. Det handlede om penge og profit. Og i alle disse citater fra William Byrd til Benjamin Franklin og Andrew Jackson og The New York Tribune, var truslen altid jord, arbejde eller penge.

Og hvis du virkelig har tænkt dig at frarøve, undertrykke og forhindre, så har du brug for en grund til at foragte dit offer. Hvor end racismen er til stede som idé, har det altid været et fupnummer der sugede alle kræfter ud af sit offer. Den fungerer som den røde fane tyrefægteren svinger foran tyrens hoved. Dens formål er at distrahere, at få tyren til at glemme sin styrke og sin energi, at få tyren til at fokusere på alt andet end sine egne anliggender. Dens tilsigtede konsekvens var at definere Sorte mennesker som reaktion på de Hvides tilstedeværelse.

Ingen har egentlig troet på at Sorte mennesker var underlegne. Benjamin Franklin gjorde det ikke, heller ikke Mr. Byrd, ej heller Theodore Roosevelt. De håbede kun at de kunne opføre sig som om. De håbede kun at Sorte mennesker ville lytte til deres coon songs, nedværdigende ting, og ville græde eller dræbe eller give op – eller blive en coon. De troede aldrig på at Sorte mennesker var dovne – aldrig nogensinde. Ikke kun fordi de jo gjorde alt arbejdet. Men de håbede sikkert at de aldrig ville forsøge at få deres ambitioner opfyldt.

Og de troede aldrig nogensinde på at vi ikke var mennesker. Man overlader ikke sit barn til andres omsorg, hvis man tror de er umenneskelige, for ens børn er al den udødelighed man kan håbe på, ens børn er grunden til at man arbejder eller lægger planer eller stjæler. Og racister var i virkeligheden aldrig bange for seksuel overmagt eller springknive; de var og er alene interesserede i at tilrane sig rigdom og påføre de fattige status quo. Alle ved at hvis prisen er høj nok, så giver racisten dig alt du ønsker.

Derfor er det vigtigt at vide hvem den virkelige fjende er, og at kende racismens formål, dens meget alvorlige formål, som er at distrahere. Den afholder dig fra at gøre dit arbejde. Den får dig til igen og igen at forklare hvorfor du er til. En eller anden siger at du ikke har noget sprog og så bruger du tyve år på at bevise at det har du. En eller anden siger at dit hoved ikke har den rigtige form, så du får videnskabsfolk på sagen for at vise at det har det. En eller anden siger at du ikke har nogen kunst, så det får du hevet frem. En eller anden siger at du ikke har nogen kongeriger, så får du hevet dét frem.

Der er ikke noget af det du er nødt til. Der vil altid være én ting til. Strategien er ikke meget anderledes end når man bomber Cambodia for at afholde Nordvietnam fra at iværksætte deres store offensiv. Og fordi hverken historie eller antropologi eller samfundsvidenskaberne synes at være i stand til at konfrontere dette problem med styrke og vedholdenhed, så kan det meget vel være op til kunstnerne at gøre det.

For kunst fokuserer på det enkelte riskorn, arret med form som et træ, og folks navne, ikke kun det antal som ankom. Og til kunstneren kan man kun sige: Bliv ikke forvirret. Bliv ikke forvirret. Spild ikke din tid med at kæmpe imod feberen; det er kun sygdommen du skal bekæmpe. Og sygdommen er ikke racisme, det er gerrighed og magtkamp.

Og jeg beder jer om at være forsigtige. For der findes et dødbringende fængsel: det fængsel som konstrueres, når man bruger sit liv på kæmpe imod skygger, fokusere på myter og om og om igen at forklare sejrherren hvordan man taler og lever, ens historie og ens vaner.

Og det behøver I ikke længere at gøre. Tal bare frit til mig i stedet.

At undgå at spærres inde i det fængsel, hvor man altid reagerer på racismen, er et problem af højeste prioritet. Det er et hengemt og jordslået sted, dér hvor sindet sidder og grubler på hvordan man kan få racisterne til at skifte mening. Der er dystert, dér hvor kroppen hænger slapt fra silketråde i hænderne på race-apologeter der ønsker at de stakkels ofre behandles ømt og forsigtigt. Og hvor end du tillader at din vilje undergraves, dag efter dag, dag efter dag, af racisternes vedholdende angreb, dér udhules viljen til en bittelille bunke sand, og din tilværelse vil kun være kun andenrangs, spækfyldt med andenrangsidéer.

Racial uvidenhed er et fængsel som der ikke er nogen flugt fra, for der er ingen døre. Og der er gamle, gamle mænd og gamle, gamle kvinder som driver institutioner, regeringer, husholdninger verden over som har brug for at tro på deres racisme og har brug for at racismens ofre spenderer al deres kreative evner på dem. Og de er meget nemme at pege ud.

Det er de gnavne der kalder sig stolte; og det er de snobbede der kalder sig fordringsfulde; og det er de ondsindede der kalder sig retfærdige. De næres når de anderledes lider nederlag; de måler deres rigdom i de fattiges desperation. Det er dem kun oplever personlig succes når de kan udpege fejl og mangler i andre raciale og etniske grupper. De er fanget i et fængsel de selv har rejst, og deres uvidenhed og følelsesmæssige lavvækst bliver ved at forbløffe.

Men kunstneren ved at vi er mennesker, og hvis kunstneren er fri, ved den præcis hvad et treårigt barn ved: at alt det her med at reproduceres og dø i milliardtal er utilfredsstillende og klodset. Kunstneren ved også at "vi endnu ikke har mødt en gud så barmhjertig som en Sort mand der tipper billen om på dens fødder. Der er ingen race i verden der opfører sig så ringe som knælerne gør."

Vi er klodens etiske indvånere. Og at benægte det er at lyve i fængsel. Og ja, der findes grusomhed; og grusomhed, fordi det nedbryder udøveren så vel som ofret, er en meget mystisk ting. Men hvis du ser på verden som ét langt brutal spil mellem os og dem, så rammer du imod et andet mysterium. Det er mysteriet om arret med form som et træ, og den kanariefugl der sidder på et kranie og synger.

Og medmindre alle menneskets racer og alle menneskets aldre har taget helt og fuldstændigt fejl, så lader det til at der findes noget sådant som nåde, noget sådant som skønhed, noget sådant som harmoni – som alle er aldeles gratis og frit tilgængelige for os.

Mange tak skal I have.