Vi har modtaget dette billede som en hilsen fra en ven. Der er ikke vedhæftet noget manifest, men billedet taler vel for sig selv. Den hilsen tager vi så gerne imod, men forstår også at billedet – og handlingen som det er et billede af – er en hilsen til andre, først og fremmest som solidaritetserklæring med den tilsvarende handling i Nuuk for små to uger siden, og dernæst, tænker vi, med lignende vandalismer alle mulige andre steder: USA, Bruxelles, Bangalore, Bristol, Etiopien, Martinique, m.fl. Denne bevægelse – som vi her vil tale om som et studie i komparativ vandalisme – blev indfanget sådan her i et tweet fra UK: "Vi har lært mere om slavehandlen ved at rive disse statuer ned over den sidste ugers tid, end disse statuer har lært os de sidste hundrede år."
På billedet aner man lige knapt at der drypper rød maling fra Hans Egedes kappe. Parolen selv er tagget på statuens piedestal. Piedestalerne står ofte tomme tilbage når statuerne er faldet. De står på den måde tydeligt frem som de sokler, de er; som symbolske fundamenter under hele byen: Hvert et gammelt palæ i denne by er bygget på et socialt fundament af slavearbejde – og de står der endnu. Vi kommer i tanke om en bygning i Stockholm, hvor på facaden er afbilledet slaver som det fundament, der bærer huset, som selv er bygget som et skib. Disse facader er paradoksalt nok tydeligvis ikke lavet til at blive set, men for at blive taget for givet – men når først man har fået øje på dem, er det tydeligt at alle byernes huse faktisk ser sådan ud: alle er de prangende og pralende i deres fremvisning af deres facaders upåvirkede hvidhed etableret på et blodigt grundlag af kolonialt herredømme.
Så statuerne skal væk, men soklerne må også destrueres. Den koloniale metropol kan ikke få lov at stå. Men hvad betyder det for boligerne, for vores liv her og nu? Kunne vi besætte byen i stedet for at rive den ned? Kan vi forstyrre og genanvende – en Umfunktionierung som Walter Benjamin skrev med reference til Brecht – det historiske fundament?
At forstå statuerne som symboler er ikke i selv historisk, men mytisk; det narrativ, hvormed monumenterne forsvares i dag, at de "fortæller" "vores" "historie", det går direkte mod mange menneskers erfaring: at dette narrativ ikke er historie. Tværtimod er statuer til ikke for at minde os om historien, men for at aflede vores blik fra den. I deres usynlighed minder de os om magten til at fastlægge den betydende symbolik, som altid også er en måde at skærme historien fra flere materielle erfaringer. At ophøje et navn som Hans Egede er netop at deaktivere vokaliseringen af de mange andre navne der står bagom soklen. (Monumenterne er gravstene! Statuer er til for at tage historien ud af brug!) Og når man skriver på denne sokkel, overskriver man ikke bare Egedes navn, men forstærker alle disse andre vokaler og giver dem mulighed for at give ekko. Det er egentlig først der, i vandalismens øjeblik, at historien bag statuen bliver udtalt, og egetræerne ånder mellem alle byens facader.
Dermed er det ikke svært at forstå hvordan og hvorfor monumentet kun har en forside. Hvis deres bagside materialiseredes, ville de falde. Monumenter står oprejst af en grund: den officielle historie rækker tilbage til disse figurer, men ikke længere, ikke bagud. Det er et dige for historien, hvis vande stadig stiger. Dette dige, disse statuer konstrueres også som en form for bundlinje, to røde streger sat under det historiske resultat som uomgørligt. Men i virkeligheden forholder det sig omvendt. Mere end at være fortidsmærker, står statuerne som kropsliggjorte fortsættelser af kolonialhistorien – forstået som den indeværende historiske proces, hvor hverken slaveri eller kolonialisme "hører fortiden til" eller har fundet ro i historien.
Hvis at overmale en statue derfor er at synliggøre de historiske og kulturelle logikker, der ellers forekommer som formstøbte i bronze, og give dem en vis plasticitet (eller omgørlighed) tilbage, hvad betyder det så at vaske statuen igen? Det må være et udtryk for at føle sig berettiget til den rette beretning; igen, umuligt, at erklære sig selv som de passive modtagere af en gylden fortid, bestemt af en såkaldt 'kulturarv' (et begreb, der netop udraderer enhver levende kultur) som er ude af ens hænder; og tonefalsk istemme endnu en kolonisering af kronologien. Når hvidhedens små tinsoldater vasker farven af, smykker de altså historien igen. De forsøger at føre statuen tilbage til hvad de, håbløst gennemprægede af idiotisk klassicisme, stadig tror er en form for oprindelige skønhed-som-renhed. Som de åndsløse konservatorer der skurede antikke statuer ned til den hvide marmor. På den måde argumenterer tinsoldaterne for den ansigtsløse historie – den hvor Hans Egedes ansigt er ingens, og kun derfor kan være identifikationsfigur for de identitære, der claimer historien uden at kende den. For at give ansigt til den og det Hans Egede var, er det tværtimod nødvendigt at man tager ansigtet fra statuen rejst til hans minde. I Nuuk sagde de: "Vi sletter ikke historien ved at fjerne statuer, vi skaber historien."
Vores vens billede inviterer os til at tænke mere over de cirkler, vi gerne vil destruere i afskaffelsens navn. Men også om vi kun ønsker at destruere dem: Hvis vi nu taler om billeder, og hvis billeder er mere end hvad de umiddelbart betegner, er det så ikke billedernes maskineri vi skal overtage? Tag for eksempel fotografiets historie, tæt knyttet til den kapitalistiske produktions og altså slavehandelens æstetiske maskineri – et værktøj det faktisk længe var forbudt for de koloniserede overhovedet at tage i brug. I dag er billedproduktionen et subsumerende og samtidig emancipatorisk værktøj. Med andre ord tilhører kameraet ikke længere Europa. Kan vi en dag sige det samme om statuernes sokler?
Vi må takke vores ven igen for deres billede og deres bedrift, og følger så gerne hvad der i de kommende uger sker med den koloniarv, der står forstenet i byens afkroge og venter på at blive sat i bevægelse igen. Til de videre forberedelser har vi fundet flere nyttige og spiralerende tanker i en tyve år gammel tekst om "defigurering", på engelsk defacement, af antropologen Michael Taussig. Her, til slut, et heftigt uddrag:
"Tag også Robert Musils udtalelse om at det mest påfaldende ved monumenter er hvor upåfaldende de er. Faktisk er de usynlige. ”Som en dråbe på vand på olietøj,” skrev han, ”rinder opmærksomheden ned af dem uden at standse et øjeblik.” For Musil, ”er det mest påfaldende ved monumenter at man ikke lægger mærke til dem. Der er intet i verden så usynligt som monumenter. De er uden tvivl blevet rejst for at blive set – endda for at tiltrække opmærksomhed, og dog har noget på samme tid imprægneret dem mod opmærksomhed. Og dog, som Marina Warner bemærker i forbindelse med denne betragtning og dens sammenhæng med statuen af Loven på Place du Palais Bourbon i Paris: hvis statuen blev fjernet, ”ville hendes fravær være åbenbart.”
Det virker for mig som om Musil siger noge mere om statuer end at de er usynlige; han siger, for det første, at der ingenting findes der er så usynligt som statuer er, og for det andet, at for at antage en så usædvanlig usynlighed, må statuerne ikke bare være besjælede, men deres besjæling indebærer deres egen aktive negation. ”De formeligt afviser hvad de kunne tiltrække,” siger han. ”Vi kan ikke sige at vi ikke bemærker dem, men at de af-bemærker os.” Hvis det er sandt, så er det ikke svært at forestille sig hvordan defigurering, som når statuer defigureres, må forstås som en handling hvis uhyggelige evne til at besjæle dødt stof ved på magisk vis at forene repræsentationen og det repræsenterede allerede på forhånd er indskrevet i statuens eget væsen. Eller sagt på en anden måde, kan vi sige (på linje med Musil) at statuen knapt nok er til stede for bevidstheden, måske endda ikke-eksisterende, indtil den modtager et chok i sin væren, en styrtblødning af hellig kraft som udløses i defigureringen. Når den defigureres, går statuen fra en overflod af usynlighed til en overflod af synlighed.
Hellige ting defineres i vestlige sprog ved deres slående evne til at forurene, smudse til og udsætte for fare. Den latinske rod sacer betyder således både hellig og forbandet. Defigureringen er sammensværget med denne skæbnesvangre ambivalens, som den også gør virksom når den fremhæver den forbandede rest dag – der nu bryder frem i al dens modbydelige herlighed – denne forbandede rest som var med os hele tiden, latent, så at sige, skjult, så at sige, og dermed blot mere virksom i sin tilkendelse af hellig eller næsten-hellig status til statuer, til statuer af de kongeværdige, til kongeværdigheden selv, til flaget, pengene og kadaveret. […]
Hvilket liv, hvilken ægte virkelighed ligger der bag disse fetichobjekter der ruineres af defigureringen, og kun er med til at etablere deres fetichstatus? Hvorfor udmåler lovgivningen så grusomme straffe imod og i forventning om at den offentlige pryd ruineres? Det er velsagtens på grund af det uudsigelige nærvær af det som ligger bag og dækkes af feticheringen: nationens pragt, i flagets tilfælde, og det usædvanligt, ja, overnaturligt komplicerede og alligevel selvfølgelige underværk som er den socialt indviklede samfundspagt, hvorved vi er blevet enige om at cirkulere de værdikuponer som med statsautorisering kaldes penge – det er velsagtens på grund af de uudgrundelige mysterier og det fantasmatiske flitterstads som hinsides enhver rationel forklaring størkner og bliver dagligdags kendsgerninger. Det er dette der er på spil i flagenes og pengenes fetichkarakter, og det er det som defigureringen udplyndrer".