Et brev til ørkenens venner

Vi bringer i aften et brev fra ørkenen, til ørkenen, skrevet i ørkenen, af en ven i Italien.

Vi har nu været tredive dage under karantæne. Vores kroppe er måske ved at vænne sig til livet under karantænen, de er i en slags koreografi, hvor alle bevæger sig i punkter. I brevet beskriver vores ven de fyrre dage og nætter Jesus tilbragte i ørkenen. Det føles passende, at brevet med dets kristne henvisninger bringes i dag, på langfredag. Når vi læser det, spørger vi os selv hvor, og hvad ørkenen er i dag?

Vores samvær finder sted udenfor med afstand mellem vores kroppe. Vi indretter os efter solens timer, dens varme. Under den sidste tid har himlen været usædvanligt klar, solens stråler skarpe, nætterne kolde og fulde af stjerner - som ørkenens frysende klare nætter. I transitionen mellem nat og dag, i en cirkel med afstand mellem vores kroppe, taler vi om ørkenen. Himlen bliver mørkere og luften køligere. Fingrene, fødderne og ansigterne fryser, det bliver sværere at tale, vi hopper lidt, banker vores arme mod kroppen. Vi ønsker at fortsætte vores forsamling, vores samtale.

Brevet fra vores ven taler om et folks flugt fra Riget ud i ørkenen. Ørkenen bliver et billede på en prøvelse. Et tilflugtssted. Først et lille antal mennesker, så hundreder, så tusinder, der samlede sig i et nyt samfund, et nyt liv i fællesskab, der finder sin plads i ørkenen. Planløst.

Noget sker, en begivenhed finder sted, men det er som om det altid allerede er sket, og bare har ventet på os. Beslutningen om at finde sammen skete efter flugten.

Krisen vi gennemlever nu, kapitalismens yderste ekstrem, er ikke vores flugt. Vi har ikke valgt prøvelsen, men vi kan heller ikke undgå at tænke, at der længe har været en længsel efter en tilstand som denne. Opbremsningen har været tiltrængt. Vi har fået rum til at tænke.

Det vi ser, som en kollektiv erfaring er naturligvis meget stratificeret: en forskellig tid i hvert hjem – for de der har et hjem at være i. Mange kæmper med en hverdag fuld af ufravigelighed, andre kæmper med at finde struktur i en tom tid. Det er en presset tid for mange, en tid fuld af nødvendighed. For nogle er der alene tid til det allermest nødvendige. For andre er der ingen koncerter, ferniseringer og yogatimer at blive stressede over. Vi tænker på, hvordan der engang blev bygget forlystelsesparker i byerne for at give arbejderne en ventil for deres vantrivsel og undvige oprør. Selvom de online tilbud for tiden er massive, er tiden blevet sværere at fordrive, og vi ønsker ikke at fordrive tiden.

En ven i Mexico skrev, at det er, som om vi gennemlever en kollektiv PTSD, eller som andre venner har sagt: en kollektiv hjernerystelse. Vi har meget at lære fra dem af os, der har erfaringer fra tider med kropslige og psykiske traumer.

Det er nu, i ørkenen, vores fornemmelse for, hvad vi ønsker at holde fast i, hvad vi er bange for at miste, bliver mere tydelig. Helt Marie Kondo-agtigt - før hun gik over til at sælge nips til hjemmets hylder - tager vi hvert aspekt af vores liv op til revision: giver dette os glæde? Hvilke fællesskaber har vi allerede bygget og hvilke ønsker vi at styrke og fastholde? Ligesom den gamle leg, hvor man går gennem byen og forestiller sig hvad hver bygning kan bruges til ”efter revolutionen” eller legen, hvor man forestiller sig, hvad alle de folk der nu arbejder, ville lave, hvis de ikke var underlagt pengenes tvang og spektaklets fristelser. Måske er vi pludselig i stand til at forestille os kapitalismens endeligt i det 21. århundrede.

Vores ven fortæller os, at ordene ’ørken’ og ’ord’ har fælles etymologisk rod på hebraisk. Ørkenen kunne være vores egen uformåen til at sætte ord på, hvad der sker: en situation vi endnu ikke har ord for. Men selvom vi mangler ord, har vi meget at tale om og vi har mange spørgsmål. For en prøvelse er også altid en undersøgelse.

At krisen skulle være en tabula rasa, er en løgn, vi kender fra det disruptive statsapparatur. Vi er ikke magtesløse. Vi er ikke uden grund under fødderne, uden infrastruktur, kommunikationsformer og samværsformer. Vi har meget allerede - hvis vi er i stand til at give det en ny brug. Arbejdstelefonen kan også bruges til at tage kontakt til en ven. Der findes ikke ingenting her, men det er måske sandt, at på den anden side venter alting.

Ørkenen er er ikke en ny tilstand. Coronaen er ikke den sygdom, der bortriver alting, og ørkenen er ikke et ”andet sted” vi søger tilflugt til. Ørkenen er her allerede, men bliver tydelig i kraft af flugten. Derfor glædes vi over brevets åbne spørgsmål: hvorfor har vi ikke bygget vores kommuner? Her ender brevet: Kommunen er kommende, ikke i tid, men i nærhed. Livene i fællesskab er ikke ude i fremtiden, men ved siden af. Det er noget vi må øve os i.

Til sidst skiller kulden os ad: vi længes mod varmere dage og nætter.

Kære venner,

I en tid som denne, er der få ting i livet som er mere fortrøstningsfulde end at skrive breve til ens allerkæreste venner. Jeg håber, at dette brev, finder Jer lige så sunde og smukke, som jeg bærer Jer inden i mig. Nogle af os lider meget i disse dage, men venskabet – det at være så nær som muligt med hinanden – gør det muligt for os at dele og dermed mindske denne lidelse, hvis vi ønsker det. Ganske enkelt fordi, vi, i kraft af venskabet, ubesværet bliver henledt til at leve med hinandens liv. I dette kloster, som har taget os ind, må vi forblive åbne, som aldrig før, overfor venskabets vind, som er, som vi ved, i stand til at blæse hen over enhver afstand.

Som du sikkert har bemærket, befinder vi os, i nogle dage eller uger, alt efter hvor i verden vi befinder os, indskrænket til en karantæne, som ved en ildevarslende tilfældighed falder sammen med fasten – en tid som traditionelt set er afsat til selv-refleksion, afkald og måske i sidste ende til forsoning. Som enhver der kender mig godt kan bevidne, har jeg altid ment, at “tilfældigheden” ikke findes, og at “tilfældighed” alene er en talemåde, der skal berolige os; en overtro der får os til at tro, at det som sker, og måden det sker på, ikke har nogen betydning for os. Så jeg tænker at dette sammenfald, er en del af de tegn, vi står overfor at skulle fortolke.

I evangelierne fortælles der, at Jesus under denne tid blev “ført” af Ånden ud i ørkenen i fyrre dage, og at han, under sin askese, blev udsat for djævlens fristelser.

Dette er et topos, der findes i flere historier fra Det Gamle Testamente, begyndende med, selvfølgelig, det jødiske folks udvandring og forfølgelse. Forskellige historier, men alle tegn på, at ørkenen er en ”prøvelse”. Vi har åbenlyst alle gennemlevet ørkenperioder i løbet af vores liv. Det går ikke altid så let, og vi bærer arrene. Det er i det mindste min oplevelse. Men de tidspunkter, hvor vi kom stærkere ud af det, når du tænker over det, er dem, der tillader os stadig at være i live. Det udsædvanlige i dag er, at prøven både er individuel og kollektiv, i en grad der omfatter hele befolkninger, hvis ikke hele menneskeheden.

Os, der altid har undersøgt historiens ubønhørlige strøm, på udkig efter tegn på den begivenhed, der afbryder den, kan derfor ikke sidde stille mens det her foregår. En ekstraordinær begivenhed, der får os til at indse, at vi ikke har ord nok til at beskrive det, der sker. Ørkenen er også fraværet af ord, tale, gentagne og behagelige lyde. Desuden deler det hebraiske udtryk for ”ord”, dabar, rod med ”ørken”, midbar: fra dette kan vi antage, at det netop er fordi ørkenen er et sted uden ord, at det er det mest befordrende for åbenbaringen af ”Ordet” som en begivenhed.

Det første man kan gøre er at lytte, at rydde op i sig selv for at gøre sig klar til at byde begivenheden velkommen. Men hvad er det helt præcist vi skal lytte til? I et interview med en nonne, som jeg læste for nylig, siger hun, at lydighed skal forstås i dets etymologiske forstand, som ob-audire, ”at lytte før, foran”. ”At lytte til virkeligheden” er den sande betydning af lydighed, konkluderede hun i sit kloster. Jeg tror, at tiden kalder på en øvelse af en sådan art.

I ørkenen findes der ingen gader, ingen stier der allerede er trådt og som blot skal følges. Det er op til dem der går igennem, at orientere sig og finde deres egen vej ud. Der er ingen butikker, der er ingen vand, der er ingen planter. Alt fremstår stillestående, fordi der i ørkenen ikke findes produktion. Der er ingen barer, og der er ingen sociale centre. Der er intet af det, som vi forestiller os der findes i et sted, der er ”beboeligt”. I sidste ende kan vi sige, at der ikke er noget menneskeligt, og at det er grunden til, at der i Mosebøgerne står, at der i ørkenen er en skrigende ensomhed. Jeg er godt klar over, at en stor del af vores liv er skabt af skrig og dehumanisering, og jeg forstår den mistillid og rædsel, som overvælder os, og som leder til fortvivlelse. Den vulgære ”musik”, der lyder i de tidlige aftentimer fra Italiens balkoner, formår ikke at overdøve dette skrig – skriget overdøver alt. Faktisk, så forsvandt ritualet fra balkonerne allerede efter de første dages eufori: mange forstod, at det ikke lød helt rigtigt. At ændre skriget til en sang afhænger af vores følsomhed, af vores indstilling til begivenheden. Nej, vi må ikke indhylle os i fortvivlelse eller fastfryse i fornægtelse. Der findes mange måder at fortvivle og benægte på, og i det kaos de udspringer af, fremstår de oftest som hinandens modsætninger. Lad os ikke narre. Lad os lytte omhyggeligt til virkelighedens sang.

Man bør overveje hvordan det står skrevet i disse gamle bøger, at Paradisets Have var den første sejr over ørken-kaosset. At det faktisk var plantet i midten af der, hvor ingenting fandtes, hverken buske eller græs, hverken floder eller noget som helst andet. Ganske vist er denne have forblevet uforglemmelig, som et løfte om den lykke, vi stræber hen imod: et sted med overflod, hvor der hverken findes arbejde eller udnyttelse, hvor alting er i balance med alting. I deres bedste øjeblikke, har folk tænkt på dette som den eneste eksistens, der var værd at leve. En sejr i og over ørkenen, betyder intet mindre end adgangen til muligheden for et liv, der er mere sandt, rigt, lykkeligt og derfor, mere frit.

I netop dette øjeblik, lever vi alle igennem hver vores prøvelse (prova). Og det er ikke så let, som det plejer at være, at skelne kroppens prøvelser fra åndens. Måske er dette lejligheden til, ikke i morgen, eller hvem ved hvornår, at genforene det, som vi sædvanligvis anser for adskilt. I ved det bedre end jeg: vores civilisation har hele vejen igennem været adskillelsens civilisation. Lad os ikke tillade den at grave denne kløft endnu dybere i dag.

Ørkenen er krisens sted, som i det oldgræske ords oprindelige betydning, der bliver ved med at hjemsøge os: valg og beslutning. Tror I så ikke, mine venner, at vi i dag alle er blevet ”drevet” netop til dette sted? Er afgørelsens stund ikke kommet for os alle?

Tror I ikke, at det er en beslutning, vi skal tage i fællesskab, startende fra os selv, i stedet for at vi hver tager vores egen, uden at tage hensyn til andre?

Den ørken jeg taler om er stedet for prøvelser, ikke fordi det er et tomt sted, men fordi det er blottet for alle de ting, der kunstigt dekorerer tilværelsen, alt det der faciliterer og forskønner den. Det betyder, at den er blottet for de afledninger, der dagligt forhindrer hver af os i at forstå livet med klarhed. Ørkenen er derfor det sted, der tillader os at reflektere konkret over vores eget liv i verden, startende fra et sted udenfor verden, i den sandeste forståelse. Fri fra det overflødige, alt det vi troede var nødvendigt, men som vi godt vidste ikke var, og aldrig har været. Omvendt får ørkenen os til at føle et begær for alt det, der i virkeligheden mangler i vores liv. Undervejs på stien, som vi smertefuldt kæmper for at holde åben, møder vi manglen på fællesskab, retfærdighed, generøsitet og ægte helbred. Vi vil selvfølgelig mærke fraværet af den person vi har ekskluderet fra vores intimitet, uden helt at forstå hvorfor, eller fraværet af den person, som har ekskluderet os, men som vi alligevel fortsætter med at elske, på mystisk vis. En tørst efter kærlighed? Det må siges, ja, i enhver mulig forstand. En af jer fortalte mig for længe siden, at det ikke var muligt, og at det ikke gav nogen mening, at gøre noget sammen, hvis ikke det i det mindste var for at gøre hinanden godt. Ikke ideologiens abstrakte gode, men den kropslige eller åndelige gode, som man føler i berøring. Selvfølgelig har det ikke altid været let at forstå, hvad denne gode består af, og ofte har vi gjort skade på os selv i stedet for at gøre godt. Det er sådan at de få dyr, der permanent bebor ørkenen altid er farlige: hyæner og dæmoner. Det siges imidlertid om Jesus, at ved slutningen af hans prøvelse, stod selv de vilde dyr ved hans side som lam (Eden!). Jeg har det indtryk, den klare opfattelse, at i det øjeblik vi rør ved denne virkelighed og adlyder den, vil vi i sandhed ”være alt”.

Ørkenen er derfor stedet, hvorfra en ny begyndelse kan skabes på en varig måde, gennem prøvelser og eftertanke. I dag har vi muligheden for at bryde med et ritual, som om det var den mest ubetydelige parentes for os og for verden. For når det kommer til søvnige og ubrugelige ritualer, lad mig sige jer dette, så er vi storslåede eksperter. Vi har muligheden for definitivt at sønderrive historiens slør, der holder os fanget i en ond drøm. At bevæge os hinsides, som en gammel vismand ofte har fortalt os. I dette øjeblik betyder det at gå langt udover pandemien. Det betyder at fortsætte, alle sammen, til et andet eksistensplan.

Hærdet af ørkenen og den åndelige styrke, tilkæmpet gennem svær modgang og sejerrige kampe mod dæmoner, vil vi være i stand til at vende tilbage til verden ledsaget af en magt, der ikke er af denne verden. En magt der nu ved, hvad også Jesus fortalte den dæmon, der først fristede ham, at ingen lever alene af brød, men med og gennem Ordet, der er mere stofligt end stof. Kristus er underkastet daglige fristelser: besiddelse, magt, manipulation: Stof, der er mindre end stof. De samme fristelser vi altid har kæmpet imod – det er årsagen til vi blev venner, husker I?

Det er dette Ord, der er i disse dage arbejder i os, hver i vores sted, hver i vores kloster, hver i vores ørken, hver af os med en forskellig kamp (fatica). Steder, hvor der måske findes en genvundet intimitet, men som samlet set skaber én stor ørken, et gigantisk møde med virkeligheden. For den ørken, jeg taler om, er ikke metropolens tomme gader, der selv når de er fyldte, er triste og tomme, og hvor alting strømmer hurtigt og gør os syge, men det vilde sted der åbner os for Ordet og hvori vi kæmper mod fristelser en efter en. Jeg er selv bekendt med mange af de fristelser, jeg forestiller mig, du kæmper med disse dage, for de har også tidligere været mine og er det til dels stadig. Du ved, hvad jeg mener. En afgørende lære fra Jesus i ørkenen fastholder, imidlertid, at du aldrig skal gå i dialog med djævelen, for ligegyldig hvor klog du tror, du er, når du engang har indvilget, forbliver du hans fange: hans tale, hans retorik, hans forførelse er ikke andet end tremmer, der lukker sig om dig. Hvor mange gange har vi ikke set disse tremmer drive gamle venner fra os for altid?

Vores bosteder transformeres, dag efter dag, til fragmenterne af en forladt ødemark, med dets vilde dyr, dets dybe, uhørt beboelige tavshed og dets tilstedeværen, som vi normalt ikke opfatter, da vi er for overvældet af et utal af andre, overvejende ubrugelige ting. Udfordringen er at genkende den rigtige tilstedeværen, den gode, den der er helende, og at bortjage den dårlige, den der gør dig syg, den der lyver for at få dig til at lyve, den der får dig til at knæle for den i bytte for mere magt, flere ting, mere verdslighed, mere anerkendelse, mere, mere, mere… Ørkenen viser os det mulige og det umulige.

Faktisk var ørkenen det sted, der blev nået af de første monachoi, ”eneboerne”, de der forlod et uretfærdigt, dekadent imperium. Først tog få af sted ad gangen, så måned efter måned, år efter år, blev de hundreder og tusinder og de begyndte således at leve sammen, gruppe for gruppe, i cenobia – et ord der betyder intet andet end hvad vi også altid har søgt: et sted for fælles liv. Allerede da, som nu, var ørkenen derfor et forsøg, der påvirkede både individer og fællesskabet. Fællesskaber formede sig omkring cenobier og endeligt byer, der fik deres åndelige styrke fra cenobierne. Fra disse enkelte mennesker, der formåede at se - fra deres tilbagetrækning i ørkenen, fra dette fællesskab, hvor alt var fælles - blev en ny civilisation født. Den civilisation, der senere gik tabt i århundrederne, fordi den mistede forbindelsen med dens sandhed og med tiden knælede mere og mere for kapitalismens dæmoner og den samme civilisation, der i dag ånder ud. Problemet er, at den ønsker at tage os med til dens helvede.

Denne civilisation ender ikke på grund af coronavirus. Jeg tror, det er klart for alle, at det kun er et epifænomen. Denne civilisation ender på grund af dens arrogance, dens umættelige grådighed, dens uretfærdighed. Fordi den har forvandlet verden til en gigantisk, morbid fabrik. Hvad kunne, bortset fra den totale ødelæggelses dæmon, være blevet født af en civilisation, der ophøjede penge til den absolutte afgud og magt til det ultimative mål for alle ting og al eksistens?

Når vi engang er ude af "nødsituationen" og ude af vores ørken, for vi må altid kun betragte det at bo i den som forbigående, må vi ikke tillade det kun at være en parentes, fuld af lidelse og død eller endda af opdagelser og mindeværdige øjeblikke, efterfulgt af en tilbagevenden til den tidligere normalitet. For det er netop denne normalitet, der har bragt os hertil hvor vi nu står, og som ikke længere kan fortsætte, bortset fra ved at forstærke ødelæggelsen. Denne normalitet omfatter også normaliteten ved vores tidligere måder at leve på, eller rettere, vores måder at overleve og vildlede os selv. Jeg ser, at mange af os desperat søger en genbekræftelse af vores egen normalitet. Det er ikke godt. I al venskab: det er ikke det værd.

Men vi må også være opmærksomme på den efterfølgende normalitet, som vil blive præsenteret for os som den nye nødvendighed, bestående af forbud, mangel på frihed og fornyet egoisme. Alt sammen for vores eget bedste. Eller hvad improviserede profeter vil forkynde som den nye verdens stoflighed, identisk med den forrige, men med andre herskere.

Vi må i stedet gentage de første monachois gestus af adskillelse: at løsrive os fra den dekadente civilisation af ødelæggelse, at bygge vores cenobier, vores kommuner. Jeg har på det seneste tænkt meget over, hvorfor vi ikke har gjort det endnu, hvorfor vi ikke har været i stand til det, hvad der har forhindret os i at prøve igen, og jeg har ikke været i stand til at give mig selv nogen tilfredsstillende svar. Nogle af jer vil sandsynligvis være i stand til at foreslå et. Jeg begynder muligvis at kunne skimte nogle få, som jeg fortsat må overveje. I alle tilfælde tror jeg, at denne gang, hvor vi er blevet ”skubbet” af Ånden, fortjener et sandt svar. Fra os. Et der kunne komme, fra den stilhed vi beboer, den tilbagetrukkethed vi sigter mod, det onde vi kæmper imod. Hvad vil vi gøre, hvad vil vi se, når vi forlader ørkenen?

Da Jesus fra Nazareth var kommet ud af ørkenen, meddelte han, at Kongeriget var nært. Jeg har altid fortolket denne nærhed, ikke i den temporale betydning af en ikke alt for fjern fremtid, som ingen nogensinde har været i stand til at beregne, men som noget vi har, eller noget der er ved siden af os, som det siges om en nabo. Med hensyn til denne nærhed, tror jeg ikke, vi har brug for mange flere ord for at forstå hinanden.

Jeg giver jer min kærlighed og håber snart at høre fra jer,

Jeres,

Marcello

Som nævnt i de seneste breve, sender vi også Radiodråber. Lyt med til de nyeste, i nummer 5, her.