Et sørgespil

Denne fredag aften bringer vi ingen tekst i ugebrevet, herfra blot en opfordring. Vi har haft en oplevelse sammen i denne uge som vi ønsker at anbefale videre. Oplevelsen var stærk og nænsom, stærk fordi den var nænsom.

Vores elskede ven Joen Vedel har over de sidste halvanden uge opført et sørgespil for sin far, Peter Petersen, som gik bort i efteråret sidste år. I morgen lørdag er sidste mulighed for at opleve sørgespillet opført; derefter vil en dokumentation spille dagligt i form af videomateriale projiceret på en sammenflikket bagvæg i Astrid Noacks Atelier på Nørrebro

Sørgespillet er et alternativ til tragedien. Fælles er de om at beskrive dødens tildragelse i et felt af kræfter der går ud over individet, givetvis uundslippeligt. Men mens tragedien angår skæbnen som uundgåelig nødvendighed, fortæller den anden om en skæbne der alt for undgåeligt blev den døde til del. Hvor tragedien er mytisk, er sørgespillet historisk.

Vi kan kun opfordre alle der læser, til selv at få syn for sagen i Astrid Noacks Atelier, enten imorgen eller over de næste uger. I ugebrevet i aften vil vi gerne gribe fat i en flig af Joens sørgespil forstået som et første afkast af et arbejde (eller et stykke) som nødvendigvis vil blive ved med at få fortsættelser. Vi vil tale sammen om det der dræber.

Sørgespillet er gribende, i mange øjeblikke uanfægtet smukt og ærligt. Men så, midt i inderligheden, dukker der pludselig noget meget yderligt op: et bjerg af rudekuverter, et konkret billede af den systemiske vold som faderen var udsat for. Hans gæld var privat og, som det ofte er, en skamfuld hemmelighed der kun blev delt med de nærmeste. Måske Joen inddrager netop billeder af de voldspapirer for at gøre den hemmelighed åbenbar, ikke som brud med en pagt, men for ikke længere at skjule hvor megen omsorg den indebar. Vi foræres et blik ind i den afdødes personlig ulykke der nu bliver afviklet – den går bogstaveligt talt op i flammer – men dermed får vi også mulighed for at resonere med den og tale om den ulykke der lever videre. Pengegælden går måske ikke videre i slægtsled, men spørgsmålet om kreditinstitutionernes medskyld i al den død, den pågår stadig.

Det er en meget vigtig måde at afprivatisere sorgen; noget som måske kun kan lade sig gøre efter døden, for at drage omsorg for en person i ulykke indebærer ofte også at bidrage til at opretholde personens privatliv, det gran af værdighed der består i at ens liv ikke er alle andres anliggende. Når personen går bort, bliver deres pårørende jo bestemt ikke mindre alene med den omsorg, men et vidnesbyrd om den ensomhed bliver nu anderledes mulig. Modsat mange søde formodninger, kan sorgen ikke bare sådan deles, men den kan af-individualiseres; man kan nægte at lade døden, og dermed dødens upersonlige årsager, gå stille hen.

Men det forudsætter jo en aktiv aftabuisering, en ytringsfrihed for det uudsigelige. Og når døden er uadskillelig fra de faktorer der slog den elskede ihjel, så kan talen om døden ikke undgå at bære præg af og være båret af vrede. Den sørgendes klage kaster en anklage af sig.

Det er ikke fordi det handler om at placere skyld – ingen straf kan bilægge den vrede – men for at yde vreden retfærdighed må den forstås konkret; døden er aldrig abstrakt, den er hver gang nogens, og dødens årsager er ikke "naturlige", de har navne og adresser. Folk bliver dræbt. Og jobcenteret, kviklån, Intrum Inkasso og Københavns Politi er med til at dræbe de mennesker vi elsker. Joens sørgespil er imidlertid ikke noget hævntogt: det handler om noget langt væsentligere end dets fjender.

"Dualismen findes ikke", havde Joens far skrevet på en gul lap papir. Det der angår de døde, angår de levende og omvendt. Der er så meget lort som selv døden ikke er en afslutning på. Vi sørger over vores kære der er gået bort, mens det de døde af, lever videre. Så allerede i live føler vi en sorg over det vi ikke kan beskytte mod døden – og vi ved ikke hvordan vi skulle kunne adskille den ene sorg fra den anden.