Fællesbar eller hvad brygger vi på?

En ven tog for nylig en gammel samtale op. Om hvad vi længes efter og hvad vi nyder, herunder den delvise nedlukning af hverdagen som selv er blevet til hverdag. Vi nyder det tilfældige møde med en længe uset ven, der kan udvikle sig til en spontan udendørs rødvinsaften, og samtidig længes vi efter det store fællesskab, de fælles kræfters genforeningsorgie.

De to, længslen og nydelsen, strækker sig i forskellige retninger og kan måske i bedste fald lære os noget om, hvad vi ikke behøver længere, hvad vi skal forsøge at forlade, og hvad vi gerne vil holde fast i eller endda bygge op. 

Vi får en virkning af noget déjà-entendu her, fra vores samtaler i foråret, hvor vi for første gang  forsøgte at få greb om nedlukningens potentialer. Kunne den tænkes at give anledning til en gennemgribende "oprydning" à la Marie Kondo? spurgte vi os selv, vel vidende, at en tabula rasa-situation hverken er opnåelig eller ønskværdig. 

Så for nu at begynde i det små bringer vi i denne uge en lille hyldest til den DIY-kultur, som får mere plads til at melde sig på banen, når letkøbte alternativer ikkelængere er tilgængelige. Misforstå os ikke, den opskrift på hjemmebryg, som følger herunder, skal ikke forstås som en ubetinget fejring af de allerede etablerede fællesskaber, der nu i undergrupper på fem kan dele en bryg mellem sig. Længslen efter den venskabelige tilfældighed er stærk her i vintermørket. Under nedlukningen er vi blevet mindet om en kærlighed til de ukendte, vi møder spontant. En umiddelbar ømhed melder sig, over for dem vi støder på i gadebilledet, ikke kender og ikke vil komme til at kende. Vi savner også dem, vi en gang i mellem plejede at støde på og tale med i toget eller i supermarkedet. Den venskabelige tilfældighed som er røget sig en tur: Dem vi vinker til på gaden uden at kende dem godt nok til at standse op og tale med, dem vi møder på pladsen eller på det dunkende dansegulv. Vi søger ikkepuritanisme, tværtimod savner vi at give os hen til guilty pleasures.

Med hjemmebryg kan vi bygge vores fællesbarer, der skal stå klar, når vi åbner igen: drikke af hinandens glas og gennemsøge slatterne. Drømmen om fællesbaren bringer os i en tættere forbindelse til selve grundlaget for at mødes, nemlig samværet med hinanden. Og det kan samtidig fylde os med følelsen af, at samværet er noget der står, selvom verden hiver i os alle. 

Det får os til at tænke på, hvad genåbningsprioriteterne er? Er det barerne, klubberne eller Noma (så de rige kan købe en gourmetburger)? Eller hvad med grænserne? Grænserne har været ’nedlukket’ i meget længere tid end coronaen. Ikke bare har den globale lockdown særlige lokalnationale karakteristika – nationalstaten har altid været en nedlukning. De nedlukkede grænser, der kun er åbne for erhvervslivets cirkulation, skal åbnes for menneskene og lungernes cirkulation. Imens laver vi vores fællesbarer. Jo længere hjemmebryggen står, jo stærkere bliver den. 

Vi begynder med en simpel opskrift. Men hvad mere kan vi brygge på i det små?

Hjemmebryg-opskrift.jpeg