Forstyrrede liv

Den 1. december blev de såkaldte ´ghettolister´ offentliggjort endnu en gang. Angrebet på de almene boliger og den racisme det angreb kommer klædt i er stadig i fuld gang. Borgerforslag om ophævning af loven om nedrivning og salg af almene boliger og afskaffelse af de såkaldte "ghettolister" mangler fortsat underskrifter. Vi opfordrer alle til at skrive ud til venner og familie for at nå så bredt ud som muligt. Fristen er 13. december. Det er et kald til at tage del i kampen mod fordrivelsen.

Teksten vi bringer i denne uge er skrevet af den svenske psykolog Viktor Mauritz, og blev bragt først i tidsskriftet Brand, siden til Almen Modstands konference for to uger siden. Den sætter godt ord på hvor vigtigt det er at have plads i verden, helt bogstaveligt. Og hvor voldsomt og traumatiserende det er at få frarøvet sig sit hjem.

Med ghettoplanen ser vi fordrivelsen fortsætte. Den fordrivelse nogle har oplevet fra Palæstina i 1948, fordrevet til Libanon og videre til Danmark. Den fordrivelse der nu fortsætter med ghettoplanens angreb på og ødelæggelse af hjem.

Der udspilles for tiden en betydningskamp om ordet 'racisme': Jo mere eksplicit den strukturelle racisme bliver, jo vigtigere bliver det for magthaverne at gøre racisme til et spørgsmål om individuelle holdninger. Samtidigt ser vi hvor intensiv den strukturelle racisme er på alle planer: lovgivningsmæssige, institutionelle, i den almindelige offentlige sprogbrug og i mediernes hetz mod de der udpeger den strukturelle racisme.

Der er derfor en klar forbindelse mellem busteaktionen på Kunstakademiet, sagen om mordet på Bornholm der ikke kunne være racistisk, og den såkaldte ghettolov og ghettolisternes angreb på og opdeling i "vestlige og ikke-vestlige". Det er ikke blot isolerede korte glimt af, men klare billeder på det kontinuum som statens voldsmonopol og integrerede racisme udgør.

”Jeg er forpligtet i forhold til den ældre dame, der bor ovenpå. Hun er 82 år gammel. Hun er fuldstændigt slået ud af det her. Hun har boet der i 42 år. ‘Hvordan vil det være? Hvordan bliver det?' spørger hun hele tiden.”

Det siger en beboer fra et område med lejeboliger i Uppsala i et interview med kulturgeografen Sara Westin. Hvad interviewpersonens overbo er "fuldstændigt slået ud af", er en forestående renovering som ejendomsejeren har besluttet uden at hun er i stand til at sige ja eller nej. Sådan lyder det ofte når folks hjem sættes på spil. Hvad er det der gør os "fuldstændigt slået ud" i disse situationer?

Stedtilknytning er et fænomen der i de seneste årtier er kommet i fokus i miljøpsykologisk forskning over hele verden. Inden for forskningen er en populær definition af stedtilknytning at det er "det bånd der finder sted mellem mennesker og deres meningsfulde omgivende miljøer". Det handler derfor om noget vi gør, når vi tilskriver betydning til de steder vi befinder os. Når vi sætter os i forhold til dem eller forbinder dem med ting der betyder noget for os. Det sker i forhold til vores hjem men også i forhold til vores oprindelsessteder, vores kvarterer, vores udflugtsmål, foreningslokaler og arbejdspladser. Det forekommer overalt men varierer afhængigt af de forskelle der findes mellem steder og mennesker. Indenfor forskningen er der mange bud på hvad funktionen er, hvorfor vi opretter forbindelse til steder til at begynde med. For eksempel har det vist sig at være vigtigt for enkeltpersoners sikkerhed, følelsesmæssige regulering, selvbillede, identitet og oplevelse af tilhørsforhold såvel som for lokalsamfundenes evne til at handle over for fælles problemer. Stedtilknytning har også været knyttet til børns udvikling. Tilknytningssteder kan være en sikker base at udforske verden fra. På sin vis svarende til hvordan børn bruger de voksne, de knytter sig til.

Ligesom med tilknytning til andre mennesker gør stedtilknytning os også sårbare. Et brud, en såkaldt 'ruptur', i forhold til et sted, vi har knyttet os til, kan blive en personlig eller kollektiv krise. Interviewpersonens overbo ovenfor er et godt eksempel. Nyheden om den forestående renovering har rykket på den sikkerhed som tilknytningsstedet, hendes hjem i dette tilfælde, har betydet for hende. Meget forskning i tilknytning til steder har fokuseret på disse brud. Forskningen viser at hvordan en person eller et kollektivt håndterer brud i vid udstrækning afhænger af hvilke midler de har til at kontrollere situationen.

Kollektive grupper der har mulighed for at møde bruddet, styre forandring og finde løsninger sammen, har en bedre mulighed for at bibeholde deres stedtilknytning og deres mentale sundhed. Brud som man skal stå over for alene, uforudset og uden kontrol over processen, rammer meget hårdere. F.eks. får beboere i områder der er ramt af naturkatastrofer, det bedre og bevarer deres stedtilknytning i højere grad hvis de har mulighed for at foretage fælles indsats i genopbygningen, end hvis de sidder fast i individuelle forsikrings- og myndigheds spørgsmål. Beboere i områder der står over for renovering, er normalt blevet informeret via brev snarere end på møder, og nogle har vidnet om hvordan de følte sig ensomme og magtesløse da de læste brevet. En ældre person der bor alene (hvis vi gætter på at overboen gør det), er selvfølgelig dårligere rustet til at finde et nyt hjem, arrangere en flytning, tilpasse sig deres nye boligområde og så videre. Det kan sammenlignes med de kvarterer hvor beboerne har taget initiativ til store møder der siden er blevet et fundament for organisering og kamp.

Vi lever i en tid hvor vi konstant trues med brud i forhold til både steder og mennesker. Konflikter, fattigdom og klimaændringer driver mennesker på flugt. Jord der tidligere har været offentligt tilgængeligt, privatiseres og udvikles til fortjeneste. Beboere fordrives fra deres områder under byfornyelser. Listen bliver længere og længere i takt med kapitalismens stadigt hurtigere ekspansion.

Hvad der også kendetegner nutiden, er hvordan vi i stigende grad fratages muligheden for overhovedet at udvikle stedtilknytning. Et umuligt boligmarked får os gang på gang til at flytte i søgen efter en permanent bolig. Unge mennesker født på flugt sendes rundt mellem forskellige familiehjem og boliger i forskellige dele af landet. Foreningslivet har stadigt sværere ved at få adgang til egnede lokaler, og de lokaler som tidligere bevægelser har kæmpet for, forsvinder ét efter ét.

I et absurd latterspejl af situationen ophøjes flygtigheden også til et ideal hvor middelklassens norm i stigende grad er at forbruge steder og relationer og derefter erstatte dem i et hurtigt tempo. At have mulighed for at forlade steder som muligheden for at forlade relationer, er naturligvis grundlæggende positivt. At sidde fast i et hjem eller et forhold man ikke trives i, er ligesom det tvungne brud en mangel på kontrol som kan være endnu mere destruktiv og voldelig. Senkapitalisme, postmodernitet eller hvad vi nu vil kalde den historiske æra vi lever i, kan dog beskrives som et tilknytningsforstyrret samfund hvor konstante brud normaliseres, og hvor den der ikke kan fortrænge en traumatisk reaktion, den der bliver "fuldstændig slået ud", beskrives som en taber. En ideologisk retfærdiggørelse af klassevold ovenfra.

Når vi kæmper for retten til at bo og retten til at blive, for at beskytte eller oprette fælles kulturcentre og parker eller for retten til asyl, kæmper vi for vores stedtilknytning. For at få chancen for at oprette forbindelse til et nyt sted eller for at undgå brud. Bekymringen bag spørgsmålet "hvordan vil det være?" handler om grundlæggende behov som kapitalismen nægter os, om manglende kontrol over det væsentligste. Vi kæmper for en dag at kunne give hinanden beroligende svar på ængstelige spørgsmål og sammen tage magten over de steder vi bebor.