Vi har netop modtaget en tekst fra en kammerat. I titlen sammenlignes Greta Thunberg med Auguste Blanqui -- en smule surrealistisk, og det kan vi godt lide.
Vi bringer teksten en uge efter udgivelsen af det seneste nummer af det fremragende tidsskrift Subaltern, hvori Jacques Camatte, der var en af de første til at skrive om økomarxisme, i et “brev til redaktionen” tager en række forbehold overfor Greta Thunberg.
Det er what-aboutism, om end på et lidt højere niveau. Han vover sig ud i en udviklingspsykologisk motivanalyse lidt à la Karl Abraham og Melanie Klein, uden dog at formå at skabe forbindelse derfra tilbage til den politiske situation som jo er Thunbergs arena.
Han gentager i store træk den samme kritik som vi har hørt fra så mange kanter: at hun skulle være oprørt fordi hun skulle være deprimeret (desværre tager de fejl: det er ikke alle deprimerede der går i oprør); at hun skulle være blevet rekupereret af sine forældre og en autoritær klimabevægelse; at hendes vrede kommer af en personlig forsmåelse; at hendes forældre bare skulle have passet bedre på hende og støttet hende i det små; at børnenes klimafurore skulle være et produkt af de voksnes “rædsel, til og med had” på børnenes vegne. Camatte tilslutter sig dermed det store kor af bryske stemmer der forsøger at afpolitisere børnenes retfærdige harme. Vi kommer også til at tænke på hvordan Simone Weil (som vi bragte for to uger siden) kun var 11 år gammel da hun begyndte at interessere sig for de ugentligt offentliggjorte arbejdsløshedstal i 20’ernes kriseramte Paris. Eller hvordan vi bilder børnene ind at mælken kommer fra koen, når de udmærket godt ved at den kommer fra supermarkedet. Børn er måske nemme at snyde, men de er svære at manipulere.
Vores kammerat, derimod, forsøger ikke at psykologisere eller reducere et spændingsfelt til enkelte kransekagefigurer, men ser Thunberg (og Blanqui) som et udtryk for politiske kræfter. Denne psykologisering af et i al væsentlighed politisk fænomen er vel netop Camattes fejltagelse her når han forsøger at behandle Thunberg på niveau af hendes udtalelser – uanset hvor prægnante hendes taler ellers har været. Vi skal ikke kunne sige om denne fejl er teoretisk eller praktisk, men at det leder ud i en politisk blindgyde, det er netop hvad denne uges tekst meget fint påviser.
Camatte har i øvrigt aldrig brudt sig om de spontane opstande. Allerede i 1977 vrissede han og Debord over den italienske opstand; fx i det italienske forord til Skuespilssamfundet, hvor Debord beklagede sig over at den autonome bevægelse i Italien ikke forstod sig på proletariatet. I Portugal og Italien var der de store kommunistpartier, og et eller andet sted drømte situationisterne om at overtage disses brede tilslutning i befolkningen. Det gjorde Deleuze & Guattari også – ikke bureaukratiet og partistrukturen, men massebasen skulle føres over til en form for revolutionær platform efter ’68. I opstandene var der dog noget dissipativt, noget spredende der gik imod situationisternes drøm om samling. Det var det som de franske revolutionære havde svært ved at acceptere – heraf også deres besvær med at bekræfte den italienske feminisme.
Men vi snakker. Vores kammerat er ikke ude efter betingelserne for umiddelbarhed eller efter at undersøge spontanitetens lokale forudsætninger, men er tværtimod ude efter dens gennemslagskraft; om det giver os noget.
Apropos "breve til redaktionen," så er vi meget glade for at bringe denne uges tekst, og vil gerne høre fra andre derude, der på samme måde har presserende ærinder uden platform.
Greta Thunberg er vor tids Auguste Blanqui
Greta Thunberg bliver ved og ved og ved med sin fredagsstrejke. Hun holder brændende taler om det klimakaos der er over os. Hun kræver radikal handling. Hun har mange tilhængere, men modstanderne retter også en hård kritik mod hende for at være utopist og for ikke at være konkret i sine anvisninger til handling. Men en ting er sikkert: Thunberg kan mobilisere en masse mennesker, der bliver opmuntret til handling. Hun har – ganske vist ikke alene – været med til at mobilisere millioner af mennesker for en radikal forandring af de politiske institutioner og den politisk økonomisk klimaødelæggende udvikling.
Denne evige iver for at handle og “rykke på tingene” får mig til at tænke på Auguste Blanqui (1805-1881), en fransk revolutionær socialist. Blanquis liv kan beskrives med et ord: Revolutionær. Hans teori om kapitalisme og undertrykkelse var underudviklet og mangelfuld. Han havde kun svage anvisninger til hvordan en anden verden skulle se ud, men han brugte hele sit voksne liv på at mobilisere opstande og optøjer mod det borgerlige samfund. Han sad halvdelen af sit liv i fængsel for sine revolutionære aktiviteter. Efter hvert eneste fængselsophold – der ofte var lange – fortsatte han sine aktiviteter med at mobilisere og organisere revolution uden formindsket styrke. Helt til sin død, hvor op mod 200.000 mennesker fulgte hans kiste til graven.
I samtiden og efter hans død blev ‘blanquisme’ et skældsord for mange socialistiske og marxistiske strømninger. Blanqui, der måske kan beskrives som revolutionens organisationsteoretiker, arbejdede efter simple og ofte kritisable principper om hemmelighed, våbentræning, barrikadetaktik og streng organisatorisk planlægning. Blanqui havde nogle, for mig at se, kritisable taktiske ideer og principper, og kan vel beskrives som en art revolutionær elitist. Men han var omvendt en utrættelig revolutionær.
For Blanqui var revolutionen det afgørende politiske princip. Det er NU, og der skal ske noget. Blanqui led af galoperende hastværk. Blanqui gik altid selv forrest, og havde ikke tid til at vente på “masserne” eller “arbejderklassen”. For dét blev han kritiseret af blandt andet Marx himself.
Men ligesom Greta Thunberg ikke har alle svarerne på hvordan vi skal kæmpe os ud af klimakrisens omfattende økonomiske, biologiske, sociale og politiske morads, og som alle i vores del af verden er søbet ind i, ligeså afgørende er aktionens primat. Der må gøres noget. Også selvom vi ikke ved det hele. Forandring er det vigtigste. Og det var præcis hvad Blanqui stod for. Radikal forandring kommer ikke af sig selv. Nogen må satse noget. Træde frem og sige: “Kom med mig. Lad os prøve.”
Thunberg står på mange måder for en opdateret blanquisme. Det er simpelthen ikke rigtigt, at vi ikke kan handle på klimakrisen. Handling, aktion, bevægelse kommer før samfundets strukturelle tvang. Der er en slags energi i at insistere på, at aktionen har et primat. Også selvom det ikke altid er rigtigt.
Marx’s 11 Feuerbach-teser om, at det ikke er nok at kritisere, men at det afgørende er forandringen, er i denne sammenhæng en bitch. Det lyder godt for marxister (mig selv indbefattet), at teori kan være et led i praksis. I praksis virker den 11. tese, dog snarere omvendt som en legitimering af marxisme som en fortsat teoridannelse, der har et anstrengt forhold til praksis. Men radikal forandring ser altid anderledes ud end fantasien om den.
Som en god kammerat engang sagde til mig:
“Teori er praksis. I teorien, men ikke i praksis.”