Alle skruerne ryger ud inden aften - grundlagspoetik

Vi bringer et udvalg af Charlotte Strandgaards digte, der døde den 9. oktober 2021. Hun blev 78 år gammel og efterlader en imponerende samling af værker.

De digte, vi bringer i aften, beskæftiger sig med moderskabet. Strandgaard insisterede ikke blot på at dele erfaringer, give sprog til alt det svære, ømme, ensomme, smukke og skamfulde, der kan ligge i den kamp moderskabet også er, men hun kaldte også på en søstersolidaritet. Måske kan hendes digte i sig selv betragtes som en søstersolidaritet, en rækken ud, som rækker ind i vores tid, og alle de erfaringer af fødsler, der finder sted i hjemmene og på hospitalerne. Flere af vores venner, der har født, har oplevet mangel på omsorg i relation til den kropslige og sociale forvandling forældreskabet betyder.

Strandgaards poetik er meget konkret og gengiver dagligdagens handlinger. Hun sætter fokus på vores vilkår. Siden tidernes morgen har mennesket været afhængigt af mad og drikke til sig selv og sit afkom - og hvile. Det har at gøre med livets vilkår og udgør altså et grundlæggende forhold. Disse vilkår har afstedkommet ’mentale former’ eller forståelsesformer om, hvad der er gunstigt og hvad der er ugunstigt. De kan være instinktive eller indlærte eller begge dele. Relationen mellem instinkt (mavefornemmelse) og indlæring (sproget) har næret informationsvidenskaberne om de biologiske og sociale kredsløb siden tidernes morgen. Her er Strandgaards poetik genial - fordi hun netop bruger sproget for at knytte det til livets grundlæggende vilkår. Netop fordi hun bruger sproget, som var det et frirum mellem mavefornemmelse og digt.

Historisk kommer kunsten til med tragedien og scenen, dvs. med et særligt rum i byen, der hverken er religiøst eller verdsligt. Herfra kan mytologiens forestillingsverden forvandles, og retten søges løsrevet fra naturopfattelsen og skæbnetroen. Slægter bliver til familier og ejendom, mens magten bliver til suverænitet og stat. Det daglige slid for mad, drikke, afkom og hvile fortoner sig til fordel for institutioner, der i deres selvforståelse bliver garanter for, at sliddet kan foregå i fred og ro. Men der er ingen institution uden udbytning. Alle myter og fortællinger er rettet mod spørgsmålet om overgreb og uretfærdighed jf. Sofokles’ Antigone-figur, der står fast på sædvaneretten over for den nye stats autoritet. Her viderefører Strandgaard forældreskabets konkrete erfaringer som et livsvilkår, mens staten må glimre ved sit fravær. Derfor fristes vi også til at kalde hendes forfatterskab for aktivistisk. Hun skriver om og i det liv, der udgør samfundets grundlag - det drejer sig om en slags grundlagspoetik.

Total I

(a)

En af de ting jeg var mest bange for
var faktisk at skulle skide midt under
fødslen og så tænker man slet ikke over det
det er snarere en lettelse når det kommer
bagefter når alting er forbi kommer de og
klemmer en på maven hele tiden og det gør
næsten mere ondt for det er så uventet når
man tror det er overstået har aldrig set dig
så glad sagde han man skal være steril
blive vasket i halen som en anden baby

(b)

Hvis nogen er venlige mod en tuder man
og ligesådan hvis de skælder ud især den
dag mælken sætter sig ventede at nu kom man
helt i gang igen blødte i seks uger og kunne
kun sidde godt på wc aldrig hørt om det med
at malke ud før blev helt øm i fingrene af det
sommetider revner i vorten bange for hver gang
den lille skulle have mad ved det dårlige
bryst

(c)

På en måde de bedste måneder næsten lige
så nært som graviditeten barnet helt afhæn-
gigt forandret krop blevet tykkere om hoften
tungere bryst med blå åremærker løsere hvid-
streget hud på underlivet åresprængninger
på låret de klippede mig ikke op men syede
næsten ti sting måtte købe ekstra bleer og
en sut de første dage pludselig siver der
vand ud af brysterne sødt sukkervand

Sentimentalt vås

kalder de søstersolidariteten
og bliver forbavsede
når det passer
for det er faktisk søsterkærligheden
der favner spædbørnene
de små skolepiger
de unge piger
mødrene
bedstemødrene
oldemødrene
tanterne
husmødrene
fabriksarbejderskerne
kontorpigerne
lærerinderne
sygeplejerskerne

. . . . . . .

Hver morgen vågner du og håber
du løber ud før de andre
du presser appelsiner
nogle gange bager du rundstykker
du tænder stearinlys
dine øjne er hævede af træthed
men i dag, i dag skal det være

Så vågner de andre
du har sat smilet på
skruet glæden fast
lagt ansigtet helt på plads
og du smiler og smiler og smiler
det gør ondt i hovedet
når du smiler så meget
og så sker det igen og igen og igen

Ansigtet ryger ud af folderne
og munden siger ikke kærligt god morgen
men skriger "Sid ordentligt dreng
så sid dog ordentligt knægt"
hans øjne følger dig altid
uafladelige ubønhørlige øjne
de skriger om kærlighed
"Han er så uartig"
skriger du tilbage
du kan ikke mere
du vil ikke mere

Alle skruerne ryger ud inden aften
han ligner aldrig en rigtig dreng
og hvis han ikke er en rigtig dreng
er du så en rigtig mor
en rigtig kvinde
et rigtigt menneske
han skal blive en rigtig dreng

Hver nat inden du sover
går du ind og ser på ham
han sover som et lille barn i fosterstilling
han er rørende
men du ved aldrig
om han sover rævesøvn
og udspionerer dig gennem de lukkede øjenlåg
disse uafladelige ubønhørlige øjne
der skriger om kærlighed

Holder det aldrig op?
dette evige vidne
Han har ligget i din egen mave
kan han ikke lade dig være i fred


Han skal male med på dine drømme
dit maleri af lykke
du behersker dig hele tiden
for det kønne maleri


Det hedder far, mor og to børn
det hedder en moden, men smuk kvinde
det koster slid, løgne og afmagringskure
du har ikke andet end det maleri
"Hold op med at ødelægge det dreng"


Han ser og ser på dig
og når du skriger ad ham
sønderflænger det også din fine sang
din lykkemelodi
og du har sådan en brug for den

Det er en spinkel melodi
med små gode ord, der rimer
og klingre små toner
han får dig til at synge falsk
kan han da ikke forstå det?

"Lad mig være dreng"
"Lad mig være allesammen"

Du hader det kønne maleri
du afskyr din spinkle lykkemelodi
men du har ikke andet lige nu

I morgen vil du stå meget tidligt op
i morgen må han læse ved bordet
i morgen vil du presse tre hundrede appelsiner
og sætte ansigtet på plads med søm
store gode søm
i morgen . . . .

1.

Det første digt er fra Strandgaards anden digtsamling "Afstande", som udkom i 1966. De efterfølgende to digte er fra digtsamlingen "Brændte børn" fra 1979. Begge er udgivet på forlaget Borgen.