Grusom fiktion

De fire digte, som følger herunder er blot et udpluk af de mange som findes i Wendy Trevinos samling Grusom Fiktion, der blev udgivet af Commune Editions i 2018. Vi studser over sammenhængen mellem oprettelsen og opretholdelsen af grænser gennem vold, om at læse og skrive ind i og igennem opstandene, om refleksioner over mediering på gaden, på youtube, og måske i reklamebilledets falske løfte som også tages i brug ude på gaden. Vi ser ikke mere den umiddelbare grænse mellem skuespil og fest, der i dag begge finder sted i bevægelsen. Grænsen mellem det brugbare på gaden, og det der adskiller os fra hinanden, er ikke så tydelig. Fiktionen er ikke bare en landegrænse eller politiets barrikader, men tutorials og stjålne hegn som vores venner i Minsk stiller op i nabolagene mellem østblokhusene i de polititætte byrum. Fra at være en grænse bliver hegnet en mobil grafittivæg for de udtryk som gaden ikke rummer uden bank fra panserne. Grænsen rummer forskellige fiktioner. Er det grusomme vores eller deres?

Ja, kapitalismen er en flygtig fiktion, men den er også materiel og selvfølgelig får man blødt hår af balsam. Men vi må ikke glemme glansfuldheden, der kun kan opnås af opstand i håret.

Digtene fremskriver en henvendelse, som er både meget direkte og meget fortællende. Måske er det noget med bruddet mellem hverdagen og afbrydelsen af hverdag. Eller når afstanden ikke længere er en afbrydelse, men hvor afbrydelsen er i konstant flux, flyder sammen med festen. Det bliver en underlig pærevælling. Opstår der i beskrivelsen af opstanderne ikke andre former for temporalitet og subjektivitet, der både læses og bliver skrevet frem indenfor opstanderne? Vi spørger, når vi læser, hvad relationen er mellem revolutionen og digtet. Vi ved at det er et gammelt spørgsmål, men samtidigt er der noget med det virale digt, digtet som tutorial, videoen som digte, som er anderledes end Blanchot i 1968. Digtet kan ikke vidne om opstanden, men alligevel er der en intim forbindelse til stede. Den kan både sprogligt italesætte den, samtidigt med at den er adskilt fra den. Digtet beskriver læseren, der bliver til bogen der brænder. Er det flammer, eller er det digtet der skrives? Kan digtet overhoved digte det, det er midt i? Også der flyttes grænsen, og de subjekter der læser eller skriver.

I de digte vi bragte i vores allerførste ugebrev skriver også Anne Boyer om byer i brand. Om at teoretisere over revolution, og så - pludselig! - er byen i flammer. Vi stopper med læse, men begynder at skrive indefra flammerne. Men hvad hvis digtningen slår over på politiets side. Hvad betyder grænsen så her? Så mens opstandens grænse bliver flyende, tilfældig, flyttes også digtets fraser rundt på gaden. Er disse linjer så vores, eller hvis er de? Hvordan tager vi dem i brug, eller gør dem u-brugbare for dem der vil rette ud på linjerne mellem os, rundt om vores hverdag, i vores liv? Vi mindes at Audre Lorde fastslår et sted – vi husker ikke helt hvor, måske er det Poetry Is Not a Luxury, at digte er en god arbejderklassegenre, netop fordi man kan skrive dem hurtigt. Digterne kan skrives både i de små pusterum der vrides fra hverdagens trummerum og når der er noget akut der sker. De er noget som man kan lave i tidsnød, både på arbejde og i kampen.

Fredagsbaren er i øvrigt desværre blevet aflyst, så vi finder en anden lejlighed til at holde en fest.

Grusom fiktion

En grænse er, ligesom race, en grusom fiktion

Opretholdt af konstant kontrol, vold

Altid truende med et nyt kort. Det kræver

Tid, mange menneskers tid, at indrette

Verden på denne måde. & vold. Det kræver mere

Vold. Vold som ingen kan forveksle med

noget andet end vold. Så meget vold

Forandrer relationer, føder et folk

De kan tale til fornuft. Disse mennesker er ikke

Os. De undervurderer volden.

Det har varet et stykke tid. Vi er dem vi er

I deres øjne, selv når vi ikke ved hvem vi er

For hinanden & kultur er et dokument

over os der forsøger at finde ud af det.

Digt

Santander Bank er blevet samdrede!

Jeg kom ingen vegne med romanen & pludselig

blev læseren til bogen & bogen brændte

& du sagde at det var læsning

men læsning rammer dig i hovedet

så den brændte altså virkelig & læseren var

død & og jeg var glad på dine vegne & jeg havde

stået der et stykke tid da jeg fik din besked

Santander Bank er blevet samdrede!

der var barrikader i London

der var riot girls der drak riot rosé

festen smeltede sammen med opstanden smeltede sammen med festen

som flydende vejblokader & bander & midlertidige

autonome zoner & alle & jeg

& vi stoppede alle sammen med at læse

Digt

Tro ikke på alt hvad du ser på YouTube

& jeg mener ikke tro ikke på det

på samme måde som du ikke ville tro på noget

du læste på forsiden af National Enquirer; jeg mener

Tro ikke på det ligesom så mange

Troede på lonelygirl15. Læg ikke

For stor vægt på en persons intentioner

Som for de flestes vedkommende kun bliver

Tydelige med tiden. Du ved,

Der er så mange videoer der kan vise dig

Hvordan du sætter dit hår som din yndlings soap-stjerne.

Det er nærmest utroligt, de fornyelser

Der er blevet gjort inden for hårprodukter. Livet

Før balsam var aldrig godt

& det blev ikke bedre, men når du kommer

Ud af badet nu er det nemt at rede dit hår. Det er ikke

En metafor eller universelt, men meningen er at dit hår

Vil være blødt.

Igen

Til Josh

Jeg vil skrive en Alma der går ud på gaden.

Med lyden af glas der bliver knust overalt omkring dig

Er hun tæt nok på du hører de døde kvinder

Der ud af den blå luft siger: ”Tag det hele.”

Du er. En revoltens historie der resulterer i nye former for undertrykkelse. Du er koncentreret i umiddelbar nærhed af de faldefærdige plantager og ranches. Du er til alle punk og hip hop-koncerterne. Noget skete. Panserne stak af. Juryen kom tilbage med en afgørelse. Forhandlingerne brød sammen. Fascisterne samlede sig. Kammerater der sulter sig selv i fængslet. Du har muligvis skatet mindre på det seneste, hvilket jo bare er sådan det er, når det du gør hvert øjeblik kunne indebære kabelstrips. Som at gå ud af døren. Hvis du har en. Om du formulerede det sådan for dig selv gjorde ingen forskel. Du var færdig. Negativ.

Du tror det ville være mere interessant at skrive om at være i det. At beskrive dansen, hvilket vil sige trinnene. En spærreild af ankomster og bevægelser videre. En konstant omdannelse af det forhåndenværende. Tæt på midnat og du siger Oakland, OK, jeg forstår, mens du sammenligner dine valg med al den beskyttelse du burde have, ”og træffer dem alligevel” – for at citere en ven.