Havet er historie

I aften bringer vi et digt skrevet af den caribiske digter Derek Walcott i 1979. Det bliver læsbart på ny i kraft af den synliggørelse af Danmarks kolonihistorie, som fandt sted på Kunstakademiet d. 6 november. Det er en handling der styrker os, vi bliver mere klarsynede.

Det er skræmmende hvor let debatten føres i en anden retning end den, hvori den blev født. Sagen åbenbarer en kamp om betydninger. For os at se handler det først og fremmest om at gøre historie synlig, at få selvsyn i en uddannelsessammenhæng. At fjerne busten fra denne sammenhæng var ikke primært destruktiv, men at skabe rum hvor undervisningen friere kan finde sted. Hvis det kunstneriske arbejde er alvorligt, må det medinddrage sine egne materielle betingelser i sin fremdrift, og det, forstår vi, kan betyde at måtte rydde en plads, så man ikke bliver nedstirret af den koloniale konge in effigie.

Der skabes plads til værksteder, til fælles pladser for det arbejde der ligger i at gøre op med den nærværende kolonialhistories fortsatte virkning. Det er den frie udforskning som højrefløjen vil afskaffe når de angriber akademiet. Sådan afskaffer staten sine egne institutioner i de selvsamme institutioners navn.

Vi måtte selvfølgelig også tale om afskaffelse, men den afskaffelse vi taler om, er ikke nogen sletning. Virkeligt at afskaffe kunstinstitutionen ville netop ikke være at annullere kunsthistorien, næsten helt tværtimod. Det er at beholde studierne, arbejdet og værkstederne. Alle de ting som institutionen er afhængig af. Men disse ting er derimod ikke afhængige af institutionen. At fjerne busten er at vise at der i fremtiden ikke vil være brug for institutioner, der vil være brug for værksteder – så vi kan få lavet noget.

Derfor må vi forstå handlingen som mere end et kunstværk, en handling der allerførst forsøger at skabe betingelserne for kunstskabelsen overhovedet. Og her må Frederik den V. jo af vejen – ikke som hævngerning, men for at gøre det nødvendige arbejde muligt.

Uanset hvordan man betragter det hændte, så er det tydeligt at det har et udestående med kunsten, med akademiet og hele kunstverdenen. En bestemt buste er blevet fjernet fra en bestemt kunstakademi og smidt i en bestemt havn. Men egentlig er det ikke et spørgsmål om nogen af disse enkelte ting, men om det som forener dem alle: Danmarks kolonihistorie.

Det væsentlige er at fastholde denne kritiske gestus. Vi har en forhåbning om at det lys som forbindelsen til institutionen kaster over hændelsen, faktisk kan være med til at oplyse det kritiske greb, ikke sløre det.

Vi kender alle mulige andre kolonialvarer – sukker, kaffe, tobak, m.m. – men at forstå kunsten som på lige fod et produkt af kolonialrelationer, der ligesom alle andre varer er med til at skjule de betingelser der har frembragt dem, sker ikke lige ofte. Og at undgå en sådan opmærksomhed på det afhængighedsforhold der består mellem det autonome kunstværk og den koloniale historie, slører også samtiden til. Men kunsten overlever ikke ved at fornægte dette forhold. Snarere er det ved at behandle dette forhold inde fra kunsten, i en brydning med sig selv, at kunsten har overlevet det seneste århundrede. At benægte dette forhold ved at stirre sig blind på spørgsmålet om hvorvidt dette er "kunst" eller ej, er at fornægte kunsten og dens fortsatte arbejde – dens værksteder, dens studier. Det er den samme reaktionære samtale som vi har overværet de sidste to uger. Denne støj og vold er akutte distraktioner, bevægelser som ikke bare skubber aktionen, bustens historie og det anonyme forarbejde ud af den offentlige debat, men først og fremmest beskytter det nationale selvbillede fra den egentlige samtale.

Vi ser ikke dette som en afsluttet handling, med punktum eller signering, men som begyndelsen på et længere arbejde. Det er en gestus som er del af en fortsat bevægelse. Gestus, ikke værk.

Fra digtsamlingen The Star-Apple Kingdom som udkom i 1979