Hinandens kræfter

I denne uge faldt én af os over en samling digte af Marianne Larsen, knap 40 år gamle digte, som taler til os .

De får jo netop sagt, at en anden ende på ugen er mulig, og at denne mulighed underligger al den støj, vi har lært at acceptere, en understrøm, der hele tiden findes nedenunder al denne her repetition, hvor hver dag kunne være den samme. Hendes digte er som den ultralydoptager, som én af os prøvede engang, der opfanger og forstærker den støj, vi evig og altid er omgivet af og lyde, der ellers er uhørlige. Det er lyde langvejsfra, der fortæller om en frist.

Bliver vi ikke også pinlige over det? Hun har gang i en form for renhed, en ubesmittethed af denne tids selvkritik af vores egen implicering i undertrykkelsen; som om der stadig er en mulighed for at redde det ærlige, materielle arbejde fra dets udbytning af det abstrakte. Digte fra før arbejderklassens død kan vi kalde det. Som om hun er den sidste i demoen, der stemmer i på et gammelt kampråb, mens alle andre er forstummet, og lydvognen har sat musikken på igen. I så fald ved vi også godt, at det er os selv, vi bliver pinlige over, og at den bedste kur mod en sådan skam er at råbe med.

Vi holder også af den orden, hun taler om, den energi vi kan give os selv, når vi reder sengen og rydder bordet.

alle dage kunne lige så godt hedde torsdag

tabletterne til alle der lider

af rygsmerter ligner tabletterne til at

tage mod alle andre grader af udmattelse

ugens tilbud er alligevel af samme udseende

alle dage kunne lige så godt hedde torsdag

hvad der kommer i fjernsynet om fjorten dage

kommer måske også om et kvarter

ville det gøre nogen særlig forskel

om vi og resten af folkene

på fabrikkerne og senere i supermarkederne

hed det samme

vi hedder ikke det samme

og tiden har ingen vice-tid

det er nu eller aldrig

torsdag

*

vi lukker øjnene

gør det selv

ligesom vi engang

også selv

fik skrammer på knæene

til at hele

på stolen en avis fra i går

vi spiser morgenmad

med en uvis følelse af

at vi måske gør det for tit

*

en morgenstund kommer

ikke af sig selv

eller på grund af vinden i det fjerne

eller de første insekter

mange hænder har været i gang

når solen begynder at skinne

på alt det stjålne vand

når morgenrøden stikker frem

bag industrien

dette kompleks af langtrukne mord

på sagesløse

mange hænder skal i gang

ingen ordentlig morgenstund

kommer af sig selv

*

vi drikker kaffe

som havde vi et liv

af kaffedrikning foran os

vejene er glatte

et liv med punktlige vejrmeldinger

et hjem med blus i køkkenet

en morgen på bunden af en vinter

magen til andre årstider

bare mere kold og mørk

vi må tidligt afsted

køre langsomt

ikke komme for sent

ikke gå i stå

eller regere

eller svare igen

den mindste uforsigtighed

og bilen vil skride

den mindste markering af stolthed

og vi vil blive fyret

hvordan forklare det

hvordan forklare børnene det

med kaffedrikningen

de farlige veje

vejrmeldingerne

vintrene somrene

og alle de mindste uforsigtigheders

reelle betydning

når vi at dukke os

før en sky

af uberegnelige sygdomme

ånder forbi

det lyder måske som et par

svaners vingesus

*

det er fridag

vi har trukket stikkene ud

vil ikke forstyrres

har travlt

der skal ryddes op

i vores hoveder og vores lejlighed

på én gang

det er ikke gæster vi venter

eller købere

snarere vinden

snarere nogle heste fra afsides græsfolde

snarere en hel ny form for skumring

snarere nogen vi ikke kender

som lige vil kigge ind

og stikke os nogle sjældne sten

fundet på en eller anden strandbred

vi bruger støvsuger klude og vand

og lytter samtidigt opmærksomt til alting

og holder tungen lige i munden

bider os i underlæben

det er præcisionsarbejde

for at få stolene til at stå helt klart

i rummet

må vores hjerter først være til at se ud af

egentlig har vi fri

hvorfor arbejde sådan

inden for vores fire vægge

hvad er det vi vil nå

inden det igen er mandag

hvad er det der skal ske

for at det aldrig mere bliver hverdag

som før

*

lad os gå ud

som en afslutning på vintren

og se erantis allevegne

og se hvor de har smadret kulden

med deres gule knytnæver

slået huller i sneens overherredømme

se hvor de ligner i hundredvis af bål

trækfuglenes pejlingspunkter

og vores

lad os gå ud

og lære

lære at sejre

*

tusinder der bor nogensteder

synes også dét er koldt

og klamrer sig til hinanden

så det der findes i værelse efter værelse

tager sig en anelse for stort ud

af én ensomhed at være.

*

der hvor vi har vores hjerter

har de der får afgifterne til at stige

dem også

vores hjerter

alt hvad vi har i os

til sidste bloddråbe

betragtes af indflydelsesrige

som deres specielle domæner

de hele tiden skal dyrke

udvikle og forædle

til intensivt brug

der hvor vi har vores lunger

har de der ejer vores arbejde

dem også

vores lunger

lige på kornet

der hvor foragt for skøder

og ejeres ret kommer fra

har de ingenting

*

giv

øjnene

hvad de trænger til

og hænderne

hvad de tager

Digtene er fra samlingen Hinandens Kræfter som udkom i 1980.
Vi har desuden hørt, at Marianne Larsen, inden alt for længe, vil læse op for liggende tilhørere på
Hospital for Self Medication, så hold øje med det.