Hong Kong: Anarkister i modstanden mod udleveringer

“Venstrefløjen” er institutionaliseret og uvirksom i Hong Kong. Groft sagt har de liberale fra Scholarism og de “borgerlige” reaktionære holdt fortællingen om protesterne i et jerngreb, især i forhold til Fastlandskina.

Har eskaleringen af taktikker i kampen mod udleveringsloven gjort det svært for disse fraktioner at repræsentere eller dirigere “bevægelsen”? Har oprøret overvældet eller undermineret deres evne til at styre diskursen? Indvarsler den sidste måneds begivenheder lignende udviklinger i fremtiden, eller har det for længst været et fælles indforstået tema i Hong Kongs folkelige uroligheder?

For os er det vigtigt, at alle forstår, at det der er hændt – indtil nu – ikke kan forstås som en egentlig “bevægelse.” Dertil er alting endnu alt for spædt. Det, jeg mener, er at der i modsætning til den såkaldte “Paraplybevægelse”, som meget hurtigt gled af anstifternes hænder (intellektuelle som et år i forvejen havde varslet en “besættelse af bymidten med kærlighed og fred”), selv om den blev ved med at holde sig inden for deres pacifistiske og borgerlige principper, da er der denne gang endnu intet ledende narrativ, der kan opsummere begivenhederne indtil nu. Der er intet grundlæggende kodeks, der kan legitimere – eller ophøje – visse metoder og forbyde andre for at skabe en forbilledlig, spektakulær facade, der nemt kan affotograferes og sendes ud til alverdens skærme.

Det korte svar på jeres spørgsmål er altså... ja, indtil videre er der ingen, der er bemyndigede til at tale på vegne af bevægelsen. Alle har travlt med at forstå den spirende subjektivitet, der er ved at tage form for øjnene af os, nu hvor de formelle kransekagefigurer på de tendenser I nævner, er blevet knust og stort set marginaliseret. Det omfatter både studenterfraktionen “Scholarism”, der nu kalder sig “Demosisto,” og de højreorienterede “nativister”. Begge blev diskvalificerede fra at deltage i den lovgivende forsamling efter, at de var blevet valgt ind.

Vi vil i interviewet forsøge at beskrive vores egne intuitioner angående denne spæde form for subjektivitet – hvordan den ser ud, og hvilke betingelser den kommer ud af. Vores intuitioner kan dog kun være foreløbige. Hvad end det er, der sker, kan vi sige, at det dukker op ud af et politisk felt hvor de synlige, genkendelige hovedfigurer i tidligere kampsekvenser, inklusiv politiske partier, studenterorganisationer og højreorienterede eller populistiske grupper, alle er blevet besejret eller diskrediteret. Et politisk felt befolket af skygger, hjemsøgt af fordunkling, formummen og fjerne ekkoer. Indtil videre står scenegulvet stadig tomt.

Det betyder, at der henvises til de mere udbredte standardmåder at forstå situationen på for at fylde hullerne ud. Tit og ofte ser det ud til, at den meget uheldige sekvens, der udspillede sig under Paraplybevægelsen, står til at gentage sig:

• Overdreven politivold
• Offentlig forargelse der bliver til massive demonstrationer, dernæst besættelser, organiseret og anerkendt som moralistiske forestillinger af civilcourage
• Disse besættelser forstener i anspændte, puritanske og paranoide teltlejre, travlt optaget med at irettesætte enhver adfærd, der ikke passer ind i manuskriptet
• Bevægelsen kollapser, hvilket fører til fem års desillusion blandt unge mennesker, som ikke har værktøjerne til at se, hvordan det at deres bevægelse ikke lykkedes med at få indført almindelig valgret kunne være andet end et ydmygende nederlag.

Det er selvfølgelig bare en overfladisk beskrivelse af Paraplybevægelsen for fem år siden – og selv dengang skortede det ikke på “excesser”: nyetablerede og emancipatoriske praksisser og møder som det officielle narrativ ikke tog højde for. Vi burde opsøge og genkalde os disse erfaringer, men dette er ikke det rette forum. Det vi står over for nu, er en ny øvelse ud i mystifikationens kunst. De protokoller, der sættes i værk hver gang det sociale væv oplever en krise, kan muligvis inddæmme de potentialer, der viser sig. Det er dog for tidligt at sige, om det er, hvad der er på færde.

Når vi overfladisk og ofte med stort ubehag har skimmet den vestlige radikale venstrefløjs sociale medier, har vi bidt mærke i hvordan forståelsen alt for ofte bliver offer for vores egen forkærlighed for at fælde dom over de forskellige kampe. En stor del af det der passerer som “politisk kommentar,” falder i én af to store grupper – begejstret lovprisning af proletariatets styrke og forstand, eller kynisk afstandtagen til populistisk magtovertagelse. Ingen af os formår at rumme den spænding, der opstår, når vi må tilbageholde dom over noget, der rækker ud over vores fatteevne, og skynder os at finde nogen som kan formalisere den uoverskuelige mængde information til en overskrift, som vi kan forstå og fordøje, så vi enten kan udtrykke vores støtte eller vores anfægtelse.

Vi har ingen svar til dem, der vil vide, om de burde bekymre sig om, hvad der sker i Hong Kong, frem for f.eks. Frankrig, Algeriet, Sudan. Men vi kan opfordre dem, der er interesserede i at forstå, hvad der sker, til at tage sig tid til at fremdyrke en forståelse af byen. Selv om vi ikke deler alle deres politiske positioner, og selv om vi har korrektioner angående de kendsgerninger, de fremstiller, så billiger vi den Hong Kong-dækning som Ultra, Nao, og Chuang i årenes løb har lagt frem for den engelsktalende verden. Ultras artikel om Paraplybevægelsen er sandsynligvis forsat den bedste redegørelse for, hvad der hændte der.

Hvis vi med “venstrefløj” mener et politisk subjekt, som tager klassekamp og arbejde som sine centrale politiske spørgsmål, da er det ikke sikkert, der overhovedet findes en venstrefløj i Hong Kong. Vi har selvfølgelig venner der driver fremragende blogs, der findes små grupperinger og lignende. Og, alle taler om kløften mellem rig og fattig, den udbredte fattigdom, kapitalistklassen, den kendsgerning at vi alle er “打工仔” (arbejdende folk) der må kæmpe for at overleve. Men som næsten alle andre steder er den fremherskende subjektivitet og identifikation som alle abonnerer på, forestillingen om indfødsret i et nationalt fællesskab. Heraf følger, at dette forestillede tilhørsforhold er baseret på negation, eksklusion og afgrænsning fra Fastlandskina. Det kan være svært at forestille sig, hvor pinefuldt det er at se endnu en T-shirt i metroen, der råber “Jeg er hongkonger, ikke kineser,” eller høre folk i demonstrationerne råbe “Hongkongers, add oil!” (noget i stil med “heja, heja”) til man får kvalme.

Det burde interessere læsere fra udlandet at vide, at ordet “venstrefløj” har to konnotationer i Hong Kong. For vores forældres generation og generationen før dem betyder 'venstrefløj' først og fremmest ‘kommunist.’ Derfor kan ‘venstrefløj’ betegne en forretningsmand, der er medlem af Partiet, eller en etableret politiker der er berygtet for at være pro-Kina. For unge mennesker er ordet “venstrefløj” (ofte sammensat med ordet “plastik” som på kantonesisk lyder ligesom “pikhoved”) et stigma, som knytter sig til den forrige generation aktivister som var involveret i tidligere sociale kampe – heriblandt kampene imod nedrivningen af Queen’s Ferry Pier i Central, imod opførelsen af højhastighedstoglinjen til Kina igennem det nordøstlige Hong Kong, og imod ødelæggelsen af enorme landbrugsområder i nordøst, som alle endte i sviende nederlag. Disse bevægelser blev ofte ledet af velartikulerede talspersoner – kunstnere eller ngo-arbejdere, som fik taktiske alliancer i stand med de progressive i den pandemokratiske bevægelse. De bevægelsers nederlag tilskrives deres tilbageholdenhed med at gøre brug af direkte aktion og deres opfordringer til tålmodighed og forhandling med myndighederne. Det får den generation af aktivister nu skylden for. De unge mennesker, der voksede op i den periode, og som lyttede til disse lederfigurer, der beordrede dem til at gå hjem hver gang, de havde lidt et nyt nederlag, et nyt skuespil af orkestreret passivitet – for dem har al vreden og frustrationen sidenhen efterhånden taget en højredrejning. Selv studenterrådene på gymnasierne og universiteterne, som traditionelt har været stædigt centrum-venstre og progressive, har taget en eksplicit nationalistisk vending.

Et afgørende princip for denne generation, som kommer ud af det virvar af nedtur og skuffelse, er et fokus på direkte aktion og dermed også en afvisende holdning over for “diskussion i små grupper,” “konsensus” og lignende. Det var et tema der først kom frem i Paraplybevægelsen, mest af alt i Mong Kok-lejren, hvor der var rigest med muligheder, men hvor højrefløjen desværre også fandt fodfæste. Mistilliden til den sidste generation er stadig udbredt. Et eksempel: Om eftermiddagen den 12. juni, midt under gadekampene mellem politi og demonstranter, tog nogle medlemmer af et hævdvundet socialdemokratisk parti opgaven på sig at formidle oplysninger til frontlinjen for at fortælle folk, hvor de kunne trække sig tilbage, hvilke huller frontlinjen kunne fylde, og lignende. Men på grund af denne mistillid til partier, politikere, professionelle aktivister og deres dagsordener, valgte mange at ignorere deres instruktioner og forlod sig i stedet på information der blev cirkuleret mund-til-mund eller med gruppebeskeder.¹

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, denne by bygger på en myte om, at dissidenter og flygtninge undslap kommunistisk forfølgelse for her at bygge en oase af rigdom og frihed, en fæstning for borgerrettigheder sikret af retsstaten. Med det i mente kan man sige, at mange i Hong Kong stadig forstår sig selv som dem, der gør oprør. Både med den måde, de lever på og de frihedsrettigheder, de nyder – og at de anser denne identitet, hvor tom og uden hold i virkeligheden den end måtte være, som et særegent eje der for alt i verden må forsvares. Det burde ikke være nødvendigt at tale længe om hvordan den økologiske “rigdom,” som byen faktisk bygger på – dens mest interessante (og fattigste) kvarterer, en lang række af uformelle klubber, værksteder og boliger i gamle industribygninger, landbrugsjord i de nordøstlige territorier, historiske befæstede byer og landdistrikter – stykke for stykke bliver udplyndret og ødelagt af staten og private entreprenører, hvilket disse forargede citoyens lader til at være ligeglade med.

Under alle omstændigheder, hvis de liberale lykkes med deres koldkrigssnak om nødvendigheden af at forsvare borger- og menneskerettigheder mod den Røde Trussel der står for døren, og de højreorienterede populistiske opfordringer til forsvar af vores selvstændige identitet også har held med deres foretagende, så er det af disse dybt rodfæstede og temmelig banale historiske årsager. Tænk på hvordan denne kamp er timet; hvordan den bryder ud i lys lue, da billeder af politiet der prygler og arresterer unge studenter går viralt – som en nøjagtig gentagelse af forspillet til Paraplybevægelsen. Det skete inden for samme uge som den årlige mindehøjtidelighed for de dræbte i Tiananmen-massakren, 4. juni 1989, en dato som i Hong Kong bliver husket, som den dag tanks blev kaldt ind for at nedtromle de studerendes fredelige forsamling for frihedsrettigheder. Man kan ikke overvurdere hvor dybt dette sår, dette trauma, stikker i den almene bevidsthed; det blev alt tydeligere, da tusindvis af mødre mødtes offentligt, i en næsten fuldendt spejling af Tiananmens mødre, for åbent at sørge over deres børns forsvundne fremtider, der ligger formørket i skyggen af den kommunistiske monolit. Det er noget nært ufatteligt at politiet ikke én, men to gange har brudt det største tabu af dem alle: at skyde med skarpt på unge mennesker.

I det lys ville det stadig være naivt at hævde, at noget betydningsfuldt allerede skulle være sket, der gjorde muligt at slippe ud af det “jerngreb,” som I beskriver, at de liberale fra Scholarism og de “borgerlige” højreorienterede har over narrativet her. Begge disse fraktioner er blot symptomer på en underliggende diagnose, to aspekter af en og samme ideologi, som må angribes og splittes ad gennem praksis. Måske skulle vi forstå det, der er i færd med at ske som en slags offentlig psykoanalyse, hvor vores bys psykopatologi træder frem i lys lue, og anskue de handlinger, vi kollektivt kaster os ud i som en lejlighed til sammen at gennemarbejde traumer, manier og tvangskomplekser. Selv om det uden tvivl er nedslående, at kampens momentum og moral holdes kørende, på tværs af det sociale spektrum, af en konstant påkaldelse af det “hongkongske folk,” som opmuntres til at beskytte deres hjem for enhver pris, og selv om denne dybt foruroligende enstemmighed skjuler mange problemstillinger,² så accepterer vi denne tids strabadser og tumult – behovet for at gribe ind i de omstændigheder, vi aldrig selv ville have valgt. Uanset hvor dunkel fremtiden må se ud, giver denne kamp os mulighed for nye sammentræf, en mulighed for at udvikle nye grammatikker.

Hvad er der sket med borgerlighedsdiskursen i tiden mellem Paraplybevægelsen og nu? Er den blevet mindre, større, forvansket eller forvandlet?

Det er et godt spørgsmål. Måske det mest interessante vi kan meddele angående den igangværende sekvens, er, overraskende nok, at da en lille flok demonstranter den 9. juni efter en daglang march forsøgte at bryde ind i lovgivende forsamling, så blev det ikke bredt kritiseret som en gal handling, eller det der er værre: tilskrevet kinesiske eller politiets egne provocateurs. Husk på at både den 9. og den 12. juni hvor der var forsøg på at bryde ind i bygningen der huser den lovgivende forsamling, sad rådet ikke i møde; folk forsøgte faktisk at bryde ind i en tom bygning.

Så okay, selv om vi har en vis skepsis omkring effektiviteten af sådanne aktioner i det hele taget,³ er det stadig helt ekstraordinært, især taget i betragtning at det sidste forsøg på det samme, som fandt sted under en demonstration mod udviklingen i de nordøstlige territorier kort før Paraplybevægelsen, blev udført mens forhandlinger var i gang derinde, og blev mødt med bred fordømmelse eller blev ignoreret.⁴ Måske ville nogen mene, at arven fra Solsikkebevægelsen i Taiwan stadig er en stor inspirationskilde for mange her. Andre ville påstå, at det er truslen om en forestående kinesisk annektering der ansporer offentligheden til at billige desperate handlinger som de ellers ville lægge for had.

Da titusinder af mennesker pludselig blev angrebet af uropolitiet og febrilsk måtte flygte fra kanonader af plastikkugler og tåregas, var der ingen der fordømte de maskerede grupper der slog tilbage mod politiets offensiver og slukkede tåregasgranaterne så snart de landede. En gammel og tilsyneladende uoverkommelig kløft har altid eksisteret mellem de “fredelige” demonstranter (som nedladende kaldes de “fredelige, fornuftige, ikke-voldelige pikhoveder” af os på den anden side) og de “krigslystne” demonstranter der tror på direkte aktion. Hver side foragter for det meste den anden.

Onlineforummet lihkg har fungeret som et mødested, hvor unge mennesker kan organisere sig, udveksle politisk strøtanker og dele oplysninger om kampen. For første gang nogensinde har en hel vifte af tråde på sitet haft til formål at bygge bro over denne kløft eller i det mindste opbygge en vis respekt for dem, som bare møder op til marchen hver søndag – om ikke andet så fordi disse marcher, der samler millioner af mennesker og skaber midlertidig stilstand i store dele af byen, vitterligt er anseelige, uanset hvor hjernedødt kedelige de faktisk er. Sidste gang marcherne var i nærheden af denne størrelse, måtte en chefminister træde tilbage og en lovændring angående ytringsfrihed sendes tilbage til tegnebrættet. Alle mulige grupper forsøger sig med at opfinde nye måder at bidrage til kampen på, mest bemærkelsesværdigt den kristne menighed, der nu i halvanden uge er stimlet sammen foran politikæderne rundt om den lovgivende forsamling og har messet den samme salme om og om igen. Den salme er blevet et refræn som nok kommer til at genlyde i fremtidige kampe, på godt og ondt.

Findes der nogle åbninger eller frontlinjer i bevægelsen der kunne gøre det muligt at intervenere på en måde der ville underminere politiets magt, lovens og varernes magt, uden at det ville producere et militant subjekt som kunne identificeres og dermed udgrænses?

Det er et svært spørgsmål at svare på. På trods af at det overvældende flertal af dem der kæmper i denne kamp er proletarer – folk hvis liv er blevet stjålet af sjæleløse jobs, folk som er tvunget til at bruge mere og mere af deres lønninger på huslejer der bliver ved med at skyde i vejret på grund af omfattende gentrificeringsprojekter iværksat af de statslige myndigheder og private entreprenører (som ofte er sammenfaldende) – må man stadig huske på, at “frimarkedskapitalisme” stadig overvejende forstås som et væsenstræk ved Hong Kongs kulturelle identitet, i kontrast til Kommunistpartiets “røde” kapitalisme. Det, der findes i Hong Kong for tiden, er for en del mennesker langt fra ideelt; når man taler om “de rige,” tænkes der især på monopolmoguler–karteller og kommunistiske spytslikkere, der har indgået en lyssky pagt med Partiet om at suge blodet fra de fattige.

Så ligesom folk er opsatte på at få en regering og institutioner, som vi i god tro kan kalde “vores egne” – og, ja, det inkluderer politiet – ønsker de også en kapitalisme, som vi endelig kunne kalde “vores egen,” en kapitalisme fri for korruption, politisk chikane og deslige. Det er nemt at grine af, men ligesom ethvert andet fællesskab der er funderet på en myte om nogle pionerer der undslap forfølgelse og gennem selvopofring og hårdt arbejde byggede et land med frihed og overflod... det er nemt at forstå hvordan den fiksering har fået så godt fat i folks forestillingsevne.

Denne by forsvarer ivrigt entreprenørens frie initiativ, den private virksomheds råderum, og forstår enhver form for hustle som en måde at få mad på bordet, en taktik i en kamp med næb og klør for overlevelse. Denne rå forestilling om livet som overlevelse er altid nærværende i vores tale; når vi taler om arbejde, bruger vi termen “搵食,” hvilket bogstaveligt betyder at lede efter sit næste måltid. Det forklarer hvorfor demonstranter klassisk set har været påpasselige med at undgå, at deres aktioner skulle fremmedgøre de arbejdende masser, for eksempel ved at blokere en vej som er på busruten der bringer lønzombierne hjem fra arbejde.

Selv om vi godt har indset, at det meste af vores liv angår og går med arbejde, så er der stadig ingen der vover at foreslå arbejdsnægtelse, at modsætte sig den uværdighed som det er at blive behandlet som producenter og forbrugere under varernes herredømme. Politiet bliver udskammet for at være “skødehunde” for et ondt totalitært imperium snarere end for hvad de egentlig er: ejendomsregimets fodsoldater.

Hvad der er nyt i denne situation er, at så mange mennesker nu har accepteret, at alle solidaritetshandlinger, selv de mindste,⁵ kan føre til anholdelse, og er forberedt på at bevæge sig langs denne omskiftelige grænse mellem det lovlige og det ulovlige. Det er ingen overdrivelse at sige, at vi lige nu ser opkomsten af en hel generation, der er forberedt på at blive smidt i fængsel, hvilket tidligere ellers var forbeholdt de “professionelle aktivister,” der gik forrest i de sociale bevægelser. Og alligevel finder der ingen samtale sted om hvordan loven får kraft, hvordan den virker, om politiets legitimitet eller fængselsinstitutionens. Folk føler ganske enkelt, at de er tvunget til at tage handling, der er i strid med loven, for at opretholde den ukrænkelige Lov, som kommunismens korrupte cowboys har besudlet og vanæret.

Det er dog vigtigt at bemærke, at dette er første gang, der er blevet kaldt til både generalstrejke og strejke i flere forskellige sektorer uden der, i hvert fald tilsyneladende, er nogen forbindelse til arbejdsspørgsmål.

Hvordan reproduceres barrikader og besættelser som den vi så for et par dage siden i Hong Kongs kontekst?

Barrikader er simpelthen kutyme nu. Hvor end folk samles en masse for at besætte et territorium eller etablere en ny frontlinje, bliver der bygget barrikader, hurtigt og effektivt. Der er en snigende fornemmelse af, at besættelserne er begyndt at blive formålsløse rutiner, fysisk udmattende og i sidste ende ineffektive. Det interessante i denne kamp er, at folk vitterligt bruger meget tid på at reflektere over “hvad der virker,” hvad der kræver mindst mulig indsats og opnår størst mulig effekt i form af at lamme byen eller standse trafikken, snarere end hvad der bedst kunne appellere moralsk til en eller anden forestillet “offentlighed” som ser på hjemme fra dagligstuen–eller omvendt, hvad der “føles” mest militant.

Der har været mange populære forslag for “samarbejdsmodvillige” hverdagshandlinger, som f.eks. at blokere et helt metrotog ved at nogle venneflokke koordinerer imellem sig at fylde toget med mennesker og bagage en hel eftermiddag, eller opsige bankkonti og trække penge ud af opsparingskontoen for at skabe inflation. Nogen er begyndt at sprede forslag om, hvordan man kan undgå at betale skat resten af livet. Det ser måske ikke ud af meget, men det interessante består i den uophørlige cirkulation af forslag fra alle ender og kanter, fra folk med forskellige grader af ekspertise, om hvordan folk kan tage eget initiativ der hvor de bor eller arbejder og i deres egen hverdag, hellere end at forestille sig “kampen” som noget der udelukkende udføres i gaderne af maskerede, veltrænede unge mennesker.

Til trods for alle kritikker, man måtte have af begivenhederne indtil nu, så er denne formidable udøvelse af en kollektiv intelligens virkelig utroligt imponerende – en aktion kan blive foreslået i en beskedtråd eller i en anonym gruppe på nettet, en håndfuld folk får det organiseret, og så er den udført uden nogen stor fanfare. Forskellige formater cirkuleres og mangfoldiggøres efterhånden som forskellige grupper prøver dem af og ændrer på dem.

I Vesten skriger leninister og maoister til de er røde i hovedet om “en fordækt CIA-operation” eller “en vestligt støttet farve-revolution.” Har hegemoniske kræfter i Hong Kong gjort brug af den narrative trope om “agitatorer udefra” på gadeplan?

Ja, det er faktisk chefministerens officielle linje. Igen og igen har hun udtrykt, at hun betragter den sidste uges optøjer som foranlediget af udenlands interesser som skulle have interesse i at fremprovokere en “farve-revolution” i byen. Jeg er ikke sikker på, om hun ville forsøge sig med den linje igen nu, hvor hun offentligt har undskyldt for at “skabe splittelse” og uenighed med hendes afgørelser, men ikke desto mindre er det morsomt, at stalinisterne har akkurat den samme holdnings som vores statsleder.

Det er en offentlig hemmelighed, at diverse demokrati-ngo’er, partier og tænketanke modtager penge fra USA. Det er ikke en eller anden okkult konspirationsteori, som kun stalinisterne har fået nys om. Men disse stalinister antyder, at den platform der koordinerer marcherne – en bred alliance af politiske partier, ngo’er, og deslige – også skulle være den ideologiske frontløber og arkitekten bag “bevægelsen,” hvilket bare er en enorm misforståelse. Den platform er blevet bredt afsværget, delegitimeret og hånet af de opblomstrende tendenser der gør brug af “direkte aktion”, og som vi nævnte tidligere, er det først for nyligt, at der er blevet opslået nogle lidt fodslæbende tråde på nettet, hvor de indirekte hyldes for det arbejde de har gjort for at koordinere nogle marcher der faktisk er lykkedes med noget. Hvis bare stalinister kunne lade være med at behandle alle andre som hjerneløse neokoloniale får, der i det skjulte er styret af Vestens imperialistiske efterretningstjenester.

Det sagt så ville det være uærligt, hvis vi ikke også nævnte, at der sideløbende med disse tråde, der diskuterer det fordelagtige ved direkte aktionstaktikker fra andre lande, også findes tråde der udbasunerer, at visse stemmer i det Hvide Hus har ytret sig kritisk over for lovforslaget. Det er der endda nogle der har fejret. Der er også en virkelig wack underskriftsindsamling i gang på Facebook, hvor folk appellerer til det Hvide Hus om at gribe ind. Den slags ting er jeg sikker på, man ville se i enhver ikke-vestlig by der oplevede kampe i denne størrelsesorden. Der er ingen rygende pistol der bekræfter nogen imperialistisk manipulation; det er begrænsede fænomener der indtil videre ikke har drevet begivenhederne frem.

Er der dukket nogen slogans, neologismer, ny slang, populære pointer eller sjove udtryk op som er unikke for situationen?

Ja, en masse, selv om vi ikke er sikre på hvordan vi skulle oversætte dem. Den styrke der genererer alle disse memes og inspirerer alle de WhatsApp- og Telegram-stickers og alle de nye slagord – det er faktisk politistyrken.

Når de ikke lige skyder øjne ud på folk med plastikkugler, slår vildt omkring sig med deres knipler eller på må og få fyrer tåregasgranater af mod folks hoveder eller skridt, har politiet fundet tid til at komme med nogle virkelig klassiske guldkorn, som senere er blevet trykt på T-shirts. Et af disse udtryk er det noget uheldige og politisk ukorrekte ‘venstrefisse’ [liberal cunt]. I kampens hede mellem politiet og demonstranter, brugte en politimand det udtryk mod en af frontkæmperne. Alle vores kantonesiske bandeord omhandler – desværre – de mandlige og kvindelige genitalier; vi har en hel del ord for kønsdele. På kantonesisk lyder det ikke helst så meningsfuldt som på engelsk. Når man sætter ‘venstre’ og ‘fisse’ sammen på kantonesisk, lyder det uomtvisteligt morsomt.

Har opstanden her nogle forbindelser til “Fiskefrikadelle-optøjerne” eller til Hong Kongs autonomi for nogle år siden?

“Fiskefrikadelle-optøjerne” var på mange måder lærerige, især for folk som os selv, der befandt sig som tilskuere på en vis afstand af de involverede. Det var et vredesudbrud der fik jorden til at skælve under politiet, en fuldstændig uventet følgevirkning af Paraplybevægelsens kollaps. Et helt parti, de forhenværende darlings for højreorienterede ungdomspartier over hele verden, ‘Hong Kong Indigenous,’ skylder hele sin eksistens til de optøjer. De sørgede minutiøst for, at alle og enhver vidste at de deltog, mødte op klædt i uniform og viftede med deres kongeblå flag overalt. Først blev de stemt ind, senere diskvalificeret og fængslet – en af de førende skikkelser har nu søgt asyl i Tyskland, hvor hans holdninger tilsyneladende er mildnet en del efter at have spenderet tid med Die Grüne. Det ligger frisk i hukommelse hos alle der har forstået vigtigheden af at holde sig usynlig.

Hvilke følger har der været efter løsladelsen af Joshua Wong?

Det er svært for os at vide hvor overraskende, det må være for læsere i udlandet, der måske har set den frygtelige Netflix-dokumentar om Joshua Wong, at høre at hans løsladelse ikke har vakt meget postyr. Demosisto er nu mere eller mindre bare “plastikvenstrefløjen” for det nye kuld af skoleelever.

Tjener de populistiske fraktioner faktisk til at inddæmme bevægelsen?

Alt hvad vi har beskrevet ovenfor, skulle gøre det klart, at kampen, selv om den lige nu undslipper alle forsøg på at indfange den i etableret gruppe, parti eller organisation, i udgangspunktet er populistisk i sit indhold. Kampen har spredt sig vidt omkring og trukket mange aktører til sig; den udvides for tiden minut for minut. Men det bliver ofte glemt, at dem der mest åbenlyst og mest direkte vil blive påvirket af den nye lov, vil være dem der arbejder på den anden side af grænsen – dem der for eksempel støtter og arbejder med arbejderne i Shenzhen.

Der er ingen der har helt styr på, hvad loven ville indebære. Selv de bud som professionelle advokater er kommet med varierer meget, og det giver rig mulig for den presse, der kalder sig “folkets stemme”⁶ at iscenesætte situationen som en simpel trussel mod Hong Kongs forfatningsmæssige selvstændighed, og at en hel by er gået i oprør imod påtvingelsen af en altomfattende overvågningsstat.

Hvis man bare glaner internetfora eller smalltalker med folk i regeringskvarteret, kan man nemt tro at loven, hvis den blev indført, ville føre til at man kunne blive udleveret til Fastlandet, blot fordi man havde udtrykt kritiske holdninger online eller sendt mistænkelige beskeder til sine venner. Det er langt fra tilfældet, for så vidt lovens ordlyd står til troende. Men de seneste års begivenheder, hvor mange hongkongske boghandlere er blevet forsvundet for at have solgt materiale der var ulovligt på Fastlandet, og aktivister i Hong Kong er blevet anholdt ved grænsen og sat i isolation, giver os ingen grund til at stole på det parti som allerede har ry for at opfinde anklager ud af det blå og gå imod deres egne love når det var belejligt. Hvem ved hvad de har tænkt sig at gøre når de har fået officiel autorisering.

Når Kina dukker op som emne i samtalen, bliver stemningen uundgåeligt paranoid. Den 12. juni om aftenen, netop som tåregasskyerne var ved at lette, blev stifteren af en gruppe på Telegram med mere end 10,000 aktive medlemmer anholdt af politiet og beordret til at låse sin telefon op. Hans vidneudsagn gjorde det klart, at hvis han havde nægtet, ville de have hacket sig ind alligevel. Senere blev det meddelt, at han havde brugt en Xiaomi-telefon, og den nyhed gik viralt. Mange kommenterede, at det valg af telefon var både modigt og idiotisk, siden en huserende myte gik på, at Xiaomi-telefoner ikke blot har en “bagdør,” som gør det muligt for Xiaomi at få adgang til og kontrol over al information på samtlige telefoner af deres mærke, men også at Xiaomi, hvis servere befinder sig i Kina, uploader al information i deres cloud direkte til en database i partiets inderkreds. Det er håbløst at foreslå folk der er ængstelige over sådan nogle ting, at de selv kan gøre noget for at blokere bagdøre, eller at man kan opdage videregivelsen af information fra ens telefon blot ved at tjekke dataforbruget. Xiaomi betragtes mere eller mindre som en snedigt konstrueret kommunistisk sporingsenhed, og alle argumenter for og imod er ikke længere tekniske, men ideologiske på grænsen til overtro.

At kampen har fået denne “post-faktuelle” dimension, oven i alle de psykopatologiske faktorer som vi har nævnt tidligere, gør alt hvad der sker, så meget mere desorienterende og overvældende. I lang tid har fantasi været drivfjeder for social kamp her i byen – fantasien om et nationalt fællesskab; urbant, fritænkende, civiliseret og med lige adgang til de lovfæstede negativer friheder; fantasien om repræsentativt demokrati... Når disse affirmative fantasier bliver truet, bliver de forsvaret og udlevet offentligt, en masse, og salget på T-shirts med påskriften “I Am Hong Konger” skyder i vejret.

Det er det, der giver denne sag en umiskendelig konservativ, reaktionær bismag, uagtet hvor radikale og decentraliserede de nye aktionsformer er. Det eneste vi kan gøre som kollektiv, er at søge måder at underminere denne fantasi, afsløre og fremvise dens meningsløshed i form og indhold.

For tiden føles det helt surrealistisk, hvor sikre folk omkring os er i deres sag, så overbeviste om hvad de må gøre – altså, yde dette lovforslag modstand med alle tænkelige midler – alt imens grundene til at gøre det forbliver håbløst uklare. Det kan meget vel være, at denne kvælende uigennemskuelighed er et vilkår i disse tider, i denne fase hvor der handles mere end der tales, og hvor der hersker et nådesløst krav om at holde sig orienteret og handle på det informationsflow, som konstant accelererer omkring os.

På mange måder er det vi ser, der sker omkring os, en mangeårig drøm der går i opfyldelse. Der er så mange der brokker sig over “manglen på politisk lederskab,” hvilket de tager for at være en dårlig vane der har udviklet sig gennem årevis med fejlslagne bevægelser. Men sandheden er, at alle der har været vant til at se sig selv som hovedpersoner i kampen, inklusive vores eget kollektiv, er blevet overhalet indenom af begivenhedernes gang. Der er ikke længere tale om en lille aktivistscene der sammenbrygger taktikker og programmer og så forsøger at sælge dem til offentligheden. “Offentligheden” tager handling overalt omkring os, udveksler teknikker online, udtænker måder at undgå at blive overvåget eller, for alt i verden, blive anholdt. Nu kan vi på én eftermiddag lære mere om at kæmpe mod politiet end hvad vi har gjort på flere år.

Er det, midt i denne åndeløse accelerering, muligt at indføre en anden rytme, hvor vi kan begynde en kollektiv refleksion over hvad der er sket med os og hvad der sker med os, når vi kaster os hovedkulds ud i tumulten?

Vi stiller os her og kæmper, som altid, side om side med vores naboer, utrætteligt på udkig efter nye venner.