I april og maj 1932 var Walter Benjamin på Ibiza, hvor han efter sigende bedrev tiden med at svømme i havet, slikke sol, spille kort og domino og vandre omkring på øen. Lænet op af et træ læste og skrev han, og vi forestiller os han netop her har skrevet disse fragmenter, vi hen over sommeren vil bringe i små bidder, mens vi selv går på ferie. Vi tænker dem nærmest som små postkort, der kan læses i bussen eller i soveposen, i skyggen eller under solen.
I det første fragment skriver Benjamin om vane og opmærksomhed, og ferien bliver for os netop en anledning til at bryde den vane, som disse ugentlige samtaler er, for at give mere plads til opmærksomhed, give os hen til en åbenhed som gør os ude af stand til at udøve det vi er vant til. Eller som Benjamin beskriver det i dette ugebrevs andet fragment: lade tiden løsne sig og skillevæggene indeni bryde sammen.
Benjamin skriver om ensomhed nærmest som en forudsætning, hvilket får os til at tænke tilbage til hvad Judith Butler skriver om kroppens modtagelighed som en fælles modalitet og et politisk anliggende. For os er det netop fællesskaber, fornemmelser for hinanden og kroppene der gøre os i stand til at tænke og føle.
Og ja, vi vil gerne bruge sommeren på at bestige et bjerg alene, kun for at vandre udmattede ned igen, men også at bygge en træhytte oppe i et træ, klatre over muren til kirkegården for at drikke en sidste øl, være med og uden børn, imødekomme nyt liv, undgå at blive deprimeret, veksle mellem bølgedal og bølgetop, mellem at være opslugt eller ligge for vindstille.
Men hvilket affektivt niveau håber vi på? Kommer vi en kærlighedens sommer i møde, hvor vi alle blomstrer og afvandrer, eller et tvangsgenåbningshelvede med fodboldbetonede feberdrømme?
Vane og opmærksomhed
Den fremmeste af alle egenskaber, siger Goethe, er opmærksomheden. Den deler imidlertid denne plads med vanen, som fra første færd har bestredet den dens forrang. Al opmærksomhed må munde ud i vane, hvis menneskene ikke skal sprænges, og al vane må forstyrres af opmærksomhed, hvis menneskene ikke skal lammes. At være opmærksom og at være vant; at tage anstød og at tage til sig er bølgedal og bølgetop på sjælens hav. Dette hav har dog også et vindstille. At den der helt og holdent er fokuseret på en kvælende tanke, på en smerte og dens jag, kan blive offer for den mindste lyd, en mumlen, et flyvende insekt, som et mere opmærksomt og skarpere øre måske slet ikke havde opfattet – om dét hersker der ingen tvivl. Sjælen, mener man, er desto lettere at distrahere, jo mere fokuseret den er. Men er denne lytten ikke i lige så høj grad et afbrud, som den yderste udfoldelse af opmærksomheden – det øjeblik, hvor den frembringer vanen af sit eget skød? Denne svirren eller summen er en tærskel, og ubemærket har sjælen overskredet den. Det er som ville den aldrig tilbage til den vante verden; den lever nu i en ny verden, hvor smerten er kvartermester. Opmærksomhed og smerte komplementerer hinanden. Dog har vanen også et komplement, og denne tærskel overskrider vi i søvne. For det som finder sted for os i drømme, er en ny og uhørt fornemmelse, som vrister sig fri af vanens skød. Hverdagsoplevelser, klichéfyldt tale, det der bundfælder sig i vores blik, pulsen af ens eget blod – alt dette hidtil ubemærkede udgør, i fordrejet form og altfor skarpt, det stof som drømme er gjort af. Der er ingen forbavselse i drømmen, og i smerten ingen glemsel, for begge bærer allerede deres modsætning i sig, ligesom bølgedal og bølgetop ved vindstille ligger indlejret i hinanden.
Nedad igen
Ordet ‘rystende’ har man hørt så ofte at det er til at få kvalme af. Derfor må der vel nok siges noget til dets fordel. Der vil på intet tidspunkt viges fra det sanselige og først og fremmest holdes fast i dette ene: at rystelse fører til sammenbrud. Vil de der bedyrer os at være rystede ved hver premiere eller hver ny udgivelse, virkeligt sige at noget var brudt sammen inde i dem? Ak, den frase der stod fast førhen, står stadig fast bagefter. Hvordan skulle de kunne tillade sig selv den pause, som må til før sammenbruddet kan følge. Ingen har nogensinde mærket det tydeligere end Marcel Proust ved hans bedstemors død, der forekom ham rystende men slet ikke virkelig, indtil han om aftenen, da han trak sine sko af, brast i tårer. Hvorfor? Fordi han bukkede sig ned. Således er kroppen den som vækker netop den dybe smerte og kan i ikke mindre grad vække den dybe tænkning. I begge tilfælde skal der ensomhed til. Den der engang har besteget et bjerg alene og er ankommet udmattet til toppen, for blot, med skridt der ryster i hele kroppen, vende om og vandre ned ad bjerget igen – for dette menneske løsner tiden sig, skillevæggene indeni bryder sammen, og han trasker videre igennem øjeblikkets ruiner som i en drøm. Af og til forsøger han at stoppe op og kan ikke. Hvem ved om det er tanker der har rystet ham, eller den tunge vej? Hans krop er blevet til et kaleidoskop der forfører ham for hvert skridt med vekslende figurer af sandhed.
Oversat af Fredag aften fra Gesammelte Schriften, bind IV, pp. 407-9