Ibiza II

Øvelse

At eleven næste morgen kender indholdet udenad af den bog der blev gemt under puden, at Herren giver sine egne det mens de sover1, og at pausen har skaberkraft – at give spillerum for dette er alfa og omega og kendetegnet for enhver kyndighed. Dette er netop den belønning som guderne har givet os at svede for. For det arbejde der bringer moderat succes, er barneleg i sammenligning med det arbejde som hidkalder et lykketræf. Således hidkaldte Rastellis udstrakte lillefinger hans bold som sprang op og landede på den som en fugl.2 De årtiers øvelse som gik forud, har i virkeligheden hverken kroppen eller bolden “i sin magt”, men har bragt dette i stand: at de begge besindede sig på hinanden bag hans ryg. Med flid og med omhu at udmatte mesteren til hans grænse er nået, så kroppen og ethvert af dets lemmer endelig kan handle efter deres egen fornuft – dét kalder man at øve sig. Bedriften består i at viljen, i kroppens indre, én gang for alle abdicerer og overlader pladsen til organerne – for eksempel hånden. Således hænder det at man efter lang tids søgen lykkedes med at slå den manglende genstand ud af hovedet, blot for en dag hvor man søger efter noget andet, pludselig står med det forlagte i hånden. Hånden har taget sig af det tabte, og i en håndevending er de to blevet enige.

Glem nu ikke det bedste

En bekendt til mig var allermest ordentlig i samme periode af sit liv som han var mest ulykkelig. Han glemte ingenting. Sine løbende forretninger registrerede han i mindste detalje, og når det drejede sig om en aftale – som han aldrig glemte – var han punktligheden selv. Hans livsbane var som brolagt, og der fandtes ikke den mindste sprække, hvor tiden kunne skyde op som ukrudt. Sådan gik det en tid. Da indtraf visse omstændigheder der afstedkom en ændring af pågældendes tilværelse. Det begyndte med at han skaffede sig af med sit. Han øvede sig i at komme for sent, og når den anden for længst var gået igen, satte han sig ned for at vente. Havde han noget forhånden at tage sig af, så fandt han det kun sjældent, og måtte han rydde op ét sted, så tog uordenen et andet sted så meget desto mere til. Når han satte sig ved sit skrivebord, så det ud som om nogen dér havde hærget og huseret. Det var nu ham selv som havde bygget rede i disse ruiner, og uanset hvad han tog sig til, byggede han, som børn når de leger, sig selv med ind i foretagendet. Og ligesom børn overalt, både i tasker, i sand og i skuffer, støder på sager de engang havde gemt der, men siden glemt alt om, sådan gik det ham ikke kun i tankerne, men også i livet. Venner besøgte ham, når han mindst tænkte på dem og mest havde brug for dem, og hans gaver – som ikke var kostbare – kom sådan til rette tid, som holdt han himlens veje i sin hænder. Dengang huskede han gerne på sagnet om hyrdedrengen som en søndag tillades adgang til bjerget med sine skatte, men samtidig får den gådefulde instruks: “Glem nu ikke det bedste.” I den periode havde han det nogenlunde godt. Kun lidt fik han udført, og han regnede intet for færdigt.

1.

Salmernes bog, 127,2

2.

Enrico Rastelli, “den uforlignelige, uforglemmelige jonglør” som også er hovedrolle i en anden lillebitte historie af Benjamin, bragt i Neue Zürcher Zeitung, 6. november 1935.