Høflighed
Det er velkendt hvordan etikkens uanfægtede fordringer: oprigtighed, ydmyghed, næstekærlighed, medfølelse og mange andre sejles agterud i dagligdagens kamp mellem interesser. Desto mere forbløffende er det at der sjældent skænkes nærmere tanke over den formidling som mennesker midt i denne konflikt i årtusinder har søgt efter og fundet. Den sande mægler, udfaldet af de modstridende elementer mellem sædelig moral og tilværelsens kamp, det er høflighed. Høfligheden er hverken af delene: hverken sædelig fordring eller våben i kampen, og alligevel er den begge dele. Med andre ord: den er intet og alting, alt efter hvilken side den anskues fra. Et intet er den som et smukt skin, som form, der tiltalende og behageligt tilslører de grusomheder som stridspartnerne begår mod hinanden. Og ligesom den er alt andet end moralsk forskrift (snarere blot repræsentation af forskrifter der er sat ud af kraft), så er dens værdi for tilværelsens kamp (repræsentation af dens uafgjorthed) også fiktiv. Selvsamme høflighed er imidlertid alt, når den frigør sig selv og dermed også sagsforløbet fra den rene konvention. Er forhandlingsrummet som en ridderdyst omgærdet af konventionens grænser, da træder den sande høflighed i kraft og river disse skranker ned: den udvider dermed kampen helt til det grænseløse, og lader samtidig alle de kræfter og instanser som den havde lukket ude, komme indenfor som hjælpere, mæglere og forsonere. Dem der lader sig beherske af det abstrakte billede af den situation, som de og deres stridspartner befinder sig i, vil kun kunne gribe til stadigt mere voldelige forsøg på at tilrane sig sejren i denne kamp. De har alle chancer for at fortsætte deres uhøflighed. Derimod er en mere livlig sans for det ekstreme, det underlige, det private eller det overraskende ved ens situation høflighedens mest videregående skole. Den der øver sig i denne sans, vil kunne instruere både forhandlingens forløb, og i sidste ende også interesserne; og til sidst er det dem der for øjnene af deres forbløffede partner skubber rundt med deres modstridende elementer som kabalekort i et spil patience. Tålmodighed er under alle omstændigheder høflighedens kernepunkt, og af alle dyder måske den eneste som høfligheden overtager uden forvandling. Hvad angår de øvrige – som den gudsforladte konvention mener kun ville kunne komme til deres ret gennem en såkaldt “pligtkonflikt” – så har høflighed, som mellemvejens muse, for længst givet dem hvad der tilkommer dem: den giver den tabende part det næste træk.
Fraråd ikke
Den der bliver spurgt om råd, gør bedst i først at forhøre sig om den spørgendes egen mening, og så bekræfte dem i det. Ingen lader sig særligt let overbevise af en andens overlegne klogskab, og de færreste ville derfor spørge om råd hvis de havde til hensigt at følge noget andet råd end deres eget. Snarere er det deres egen beslutning, fattet i stilhed på forhånd, som de gerne vil have igen i form af et “råd” fra den anden, så at sige med vrangen ud. Denne anskueliggørelse beder de rådgiveren om, og det gør de ret i. For det allerfarligste er det som man “ved sig selv” beslutter at sætte i værk, uden først at lade det passere igennem tale og modsigelse som et filter. Derfor er den der søger råd, allerede hjulpet halvt på vej, og hvis de har forkert fat, så er det bedre skeptisk at bestyrke dem i det end at tale dem overbevist imod.
Oversat af Fredag aften fra Gesammelte Schriften, bind IV, pp. 402-403