Ibiza IV

Rum til det kostbare

Man kan, i Sydspaniens små landsbyer, gennem døråbninger hvor perleforhænget er trukket til side, skimte indenfor i huse, fra hvis skygger væggenes hvidhed blændende strømmer ud. Disse vægge blive kalket hvide flere gange om året. Og tre, fire stole står sædvanligvis strengt og symmetrisk opstillet langs den bagerste. Omkring den akse som går ned i midten af disse stole, danser tungen på en usynlig vægt, i hvis to skåle velkommen og afvisning vejer lige tungt. Som de er sat frem dér, fordringsløse i deres form, men med påfaldende nydeligt fletværk, lader mangt og meget sig læse ud af dem. Ingen samler kunne lade tæpper fra Isfahan eller malerier af van Dycks ophænge på væggene af sin vestibule med større selvbevidsthed end denne bonde med disse stole i den nøgne skænkestue. De er imidlertid ikke blot stole. Når sombreroen hænger over ryglænet, har de med ét ændret deres funktion. Og i den ny gruppe viser en stråhat sig ikke mindre kostbar end den tarvelige stol. Således kan fiskenet og kobberkedler, bådsårer og lerkrukker finde sammen og stå beredt til, hundredvis af gange om dagen, at et pludseligt indfald skal gøre det nødvendigt for dem at skifte plads og forene sig igen på ny vis. De er alle kostbare, mere eller mindre. Og hemmeligheden bag deres værdi er den nøgternhed, den nøjsomhed i rummet hvor de lever, hvor de tydeligvis ikke blot har den plads de i øjeblikket optager, men hvor de har rum nok til hele tiden at indtage nye pladser hvorfra de kan kaldes til brug. I det hus der er uden seng, er det tæppe hvormed beboeren pakker sig ind for natten; i den vogn der er uden polstring, er den pude som man lægger på det hårde gulv, kostbare. Men i vores veludstyrede huse findes der ikke rum til det kostbare, for der findes intet spillerum for deres gavn.

Første drøm

Sammen med Jula var jeg på vej, det var en mellemting mellem bjergvandring og spadseregang som vi havde begivet os ud på, og nu nærmede vi os bjergets top.1 Mærkværdigvis mente jeg at kunne se det ved en meget høj, ret op i himlen ragende pæl som stak frem fra den fremspringende fjeldside. Da vi så var kommet op, var det slet ikke toppen, men mere et højdeplateau som en bred og på begge sider med gamle og temmeligt høje huse tilbyggede gade strakte sig udover. Nu var vi pludseligt ikke længere til fods, men sad i en vogn der kørte igennem gaden, ved siden af hinanden, med front bagud, sådan virkede det: måske ændrede vognen også køreretning mens vi sad i den. Så bøjede jeg mig ind mod Jula for at kysse hende. Hun rakte mig ikke sin mund, men sin kind. Og mens jeg kyssede hende, lagde jeg mærke til at denne kind var af elfenben og i hele sin længde indlagt med sorte, kunstfærdige kannelurer, og jeg blev grebet af deres skønhed.

Succesens vindrose

Der findes en indgroet fordom om at viljen skulle være nøglen til succes. Ja, som om succesens udfald kun lå i linje med det enkelte liv, og ikke var et udtryk for den måde som dette liv griber ind i verdens overgribende indretning. Et udtryk som ganske vist er fuld af forbehold. Men er forbehold da mindre passende over for det enkelte liv og over for verdens indretning som sådan? Derfor er succes – som man så gerne affejer som et udfald af tilfældets blinde spil – det dybeste udtryk for denne verdens kontingens. Succes er en nykke i verdens forløb. For så vidt har den allermindst at gøre med den vilje som er på jagt efter den. Det er i det hele taget ikke de omstændigheder som fører til succes, som tydeligst viser os dens sande natur, men de menneskelige figurer som den påvirker. Det er succesens favoritter som den lader sig erkende af; dens hjertebørn – og dens stedbørn. Verdensforløbets nykker svarer til det enkelte livs idiosynkrasier. Det har alle dage været komediens privilegium at opstille dette regnskab hvis retfærdighed ikke er noget himmelsk værk, men det utal af fejltagelser som til sidst, som følge af en sidste lille fejl, munder ud i et eksakt resultat. Men hvori består subjektets idiosynkrasier? I deres overbevisninger. Den nøgterne der ikke har nogen idiosynkrasier, lever uden overbevisninger; liv og tænkning har for længst kværnet dem ned til visdom, ligesom møllesten maler korn til mel. Den komiske figur er dog på ingen måde vis. Den er en filur, et fæ, en nar, en forarmet dranker, men uanset hvad den måtte være, så passer verden den som syet. For den komiske figur er succes ingen ledestjerne og fiasko ingen ulykkesstjerne. Den spørger slet ikke til skæbne, myte eller forudbestemmelse. Dens nøgle er en matematisk figur som er konstrueret rundt om de to akser, succes og overbevisning. Succesens vindrose:2

Succes ved at opgive enhver overbevisning. Det normale tilfælde af succes: Chlestakov eller bondefangeren.3 – Bondefangeren lader sig lede af situationen som af et medium. Mundus vult decip.4 Han vælger endda sit navn for at behage verden.

Succes ved at overtage enhver overbevisning. Det geniale tilfælde af succes: Svejk eller lykkebarnet.5 – Lykkebarnet er en ærlig fyr som gerne vil stille alle tilfreds. Lykkehans bytter gerne med enhver som har lyst.6

Fiasko ved at overtage enhver overbevisning. Fiaskoens normale tilfælde: Bouvard og Pécuchet eller småborgeren.7 – Småborgeren er martyr for enhver overbevisning, fra Lao-Tse til Rudolf Steiner. For sidstnævnte dog kun “et kvarters tid”.

Fiasko ved at opgive enhver overbevisning. Fiaskoens geniale tilfælde: Chaplin eller ulykkesfuglen.8 Ulykkesfuglen tager ikke anstød af noget som helst, og snubler kun over sine egne fødder; dermed den eneste fredsengel der passer til denne verden.

Således denne vindrose som angiver alle gode og slette vinde der driver deres spil med den menneskelige tilværelse. Der mangler kun at angive dens midte, aksernes skæringspunkt, et sted der er fuldkomment indifferent over for både succes og fiasko. I denne midte har Don Quixote hjemme, manden med én eneste overbevisning, og historien om ham lærer os at i denne bedste eller værste af alle tænkelige verdener – blot er den netop ikke tænkelig – kan overbevisningen om at alt hvad der står i ridderromanerne er sandt, gøre en skamslået nar til et saligt menneske, hvis blot det er den eneste overbevisning han har.

1.

Jula er Benjamins nære ven Jula Radt-Cohen, den tyske skulpturkunstner som han havde et mangeårigt ømt og for forfatterskabet væsentligt forhold til. Forholdet tog tilsyneladende slut kort tid efter denne drøm.

2.

En vindrose er en smuk ting, et kompasformet diagram som indtegnedes på kort for at beskrive de lokale vindforhold med forskelligt farvede søjler der symboliserede almindelig vindstyrke og -retning. Således bør man se for sig de følgende fire punkter optegnet som verdenshjørner på et kompas til orientering i tilværelsen.

3.

Chlestakov er hovedpersonen i Nikolai Gogols komedie Revisoren fra 1836.

4.

la. Verden vil bedrages

5.

Svejk er hovedperson i Jaroslav Hašeks komedie Den gode soldat Svejks eventyr fra 1921, som Bertolt Brecht i øvrigt skrev en toer til i ‘43.

6.

Lykkehans er et af Grimms eventyr (KHM 83), hvor hovedpersonen bytter en guldklump så stor som hans hoved til en hest, hesten til en ko, koen til en gris, grisen til en gås, gåsen til slibesten, og da han til sidst taber sine sten i en brønd, bryder han ud i tårer af glæde over endelig at være befriet for sin byrde.

7.

Bouvard og Pécuchet er hovedpersoner i Gustave Flauberts posthume hovedværk fra 1881, en komedie af samme navn.

8.

Chaplin er Charlie Chaplin, og ulykkesfuglen er en shlemiehl, yiddish for klodrian, en klassisk figur i jødisk humor. Chaplin mente ikke selv at han var af jødisk afstamning, men det var der mange, både jøder og antisemitter, som havde svært ved at tro på.

Oversat og udstyret med fodnoter af Fredag aften fra Gesammelte Schriften, bind IV, pp. 403-406.