Ibiza V

Vi afslutter sommerferiens velgørende lavblus med et sidste postkort fra Walter Benjamin. Teksten er tidlig, ikke yngre end 1929, og altså ikke nedskrevet samme sommer ‘32 som de forrige vi har bragt, men alligevel optræder den på et håndskrevet udkast til en indholdsfortegnelse til den aldrig udgivne Ibiza-suite, så vi tager den med.

Også af en anden grund må teksten interessere os: Den danske titel oversætter det tyske Schönes Entsetzen, og Entsetzung er det samme ord som spiller en så vigtig rolle i Benjamins tidlige tekst om volden. På dansk kom det vistnok dér til at hedde afsættelse, mens den franske oversættelse valgte det for dem etymologisk set mest nærliggende déstitution, et ord som vi har grublet meget over og nok bliver ved med at gumle mere på – f.eks. om den sammenhæng som kommer i teksten herunder, mellem afsættelse og opstand, udrykning, henrykkelse og forskrækkelse. Men altså ikke nu, for det er stadig sommervarmt og så skal kosten jo gerne være let.

På næste fredag, den første i august, er vi tilbage med noget nyt.

Skønne gys

Den fjortende juli. Romerlys fra Sacré-Cœur skyller ind over Montmartre. Horisonten bag Seinen gløder. Ildsalver skyder op og slukkes over plateauet. Titusinder har trængt sig sammen på den stejle skråning og følger skuespillet. Og igennem denne masse kruser en hvisken uophørligt ligesom folder når vinden leger i overfrakken. Hvis man spidser ørene godt, så klinger der også andet heri end forventning om raketter og kugler af lys. Venter denne stumme mængde ikke en ulykke der kunne være stor nok til at slå gnister af deres spænding; ildebrand eller verdens undergang, et eller andet der kan lade denne fløjlsbløde, tusindstemmige hvisken slå om i et eneste skrig, som når et vindstød afslører overfrakkens skarlagensfor? For gysets lyse hvin og den paniske rædsel er vrangsiden af alle sande massefejringer. Den lette skælven der risler hen over utallige skuldre, er et varsel herom. For massens dybeste, ubevidste tilværen er glædesfejringer og ildebrand ren leg hvormed de forbereder sig på det myndiggørende øjeblik, på den stund hvor panik og fejring, som søskende der længe har været skilt, kender sig selv igen i den anden og falder hinanden i armene i den revolutionære opstand. Det er ved lov at man i Frankrig fejrer natten til den fjortende juli med fyrværkeri.

Oversat af Fredag Aften fra Gesammelte Schriften, bind IV, p. 434f.