Ideologi forvaltet som logistik

I går nat lukkede Facebook ned for flere anarkistiske og antifascistiske grupper på deres egne blå sider og på Instagram, angiveligt for at forebygge opfordringer til voldshandlinger, åbenlyst i forbindelse med den pågående opstand mod politistaten i USA. Indgrebet er selv nærmere en politihandling end en privat censur af upassende udtalelser; snarere end at begrænse voldstilskyndelse som sådan, tjener dette crackdown til egenrådigt at sætte normer for hvad der regnes som legitim modstand, og hvad der regnes som vold.

Politisk censur finder sted i så mange lande, så hvorfor reagere på det lige når det sker i USA? Hvorfor finder vi os tiltalt af det her? Er det bare fordi det kommer ind på vores feeds og begrænser dem?

Crimethinc og ItsGoingDown, to af de ramte grupper, hvis fællesudkald vi bringer nedenfor, sætter selv indgrebet i forbindelse med den censur af det amerikanske alt-right efter mordet i Charlottesville i 2017. I Danmark har vi også, post-Paludan, oplevet hvilken forskel det gjorde, at Youtube og Google begrænsede videoalgoritmens drift mod højre – en big tech-selvransagning som dengang kunne synes foranlediget af folkelig-fornuftig modstand mod højreekstremisme.

Nu ser det ud til at Facebook bukker under for politisk pres fra den anden ende af hierarkiet, efter Trump i flere måneder har krævet illegalisering og afplatformning af en fantomfjende, han kalder "Antifa". Vi tænker måske at Facebooks politikomlægning i onsdags er mindre foranlediget af den siddende administrations hidsighed end af en selvstyret politisk beslutning ud fra Facebooks egne interesser: at være den øverst normative instans for hvad der definerer tilladelig tale.

Det er en antifascistisk faldgrube at bifalde den suveræne censurering af fascisterne for så bagefter forarget at overraskes over at de samme interventionsmidler bliver brugt mod vitterligt systemundergravende kræfter. Problemet er altså ikke det simple at få Facebook til at "censurere de rigtige". Og her tænker vi også på den typisk kedelige ide om ekstremisme; hvor alle former for ekstremisme er ensformede, og hvor netop antifascisme og fascisme sættes i samme båd.

Det er måske ikke tilfældigt at Facebooks censur finder sted efter de tiltagende forsøg på at etablere politisk kontrol over de store tech-firmaer – en drøm om demokratisk kontrol som vi tidligere har haft meget lidt lid til. Facebook, Alphabet, Microsoft og Amazon er for os at se ved at etablere sig som mere-end-private entiteter. Da en kær ven engang gav os et crash course i start-up-kultur, lærte vi at de amerikanske investorer anser de europæiske som gammeldags anlagte fordi de stadig tænker i profitmuligheder: investeringsspillet i Silicon Valley er i dag langt mere langsigtet og langt mere alvorligt end at det kan reduceres til udbyttemaksimering for fede californiske katte. Og Facebook er selvfølgelig afhængig af at de har kapital nok til at kunne tænke langsigtet.

Facebooks hundredårsplan handler i højere grad om at skabe infrastrukturer, der privatiserer selve muligheden for vareudveksling; hvis man ejer markedspladsen, bestemmer man selv prisen. Det er den lille, men umådelige forskel mellem en offentlighed der er domineret af private interesser – den borgerlige offentlighed som vi altid har kendt den – og noget vi måske kunne kalde en "privat offentlighed", hvor selve de infrastrukturelle (og normative) betingelser for informationsudveksling er en tjenesteydelse som samfundet betaler sig til af en privat aktør. Er vi ved at overvære overgangen fra en offentlighed præget af private interesser til en privat offentlighed, hvor"fri" udveksling styres partikulært?

Den digitale infrastruktur der udgør Facebooks dominans, er også helt afhængig af en stabil materiel infrastruktur. Og netop her er det interessant at virksomheder som Facebook og Google etablerer store datacentre på marker i Danmark og i Sverige. Hvorfor er de nordiske lande så attraktive? Fordi der er politisk stabilitet og dermed en pålidelig materiel infrastruktur, herunder elforsyningen.

Våben og mennesker er altid blevet transporteret gennem Skandinavien, selvom flere lande udnævner sig som 'neutrale', både i dag og historisk. I Sverige anvendes de nedlagte miner i dag i afindustrialiserede byer, hvor den lokale infrastruktur udskiftes med privatiserede resurser; minen køler datagiganternes servere. Og i Danmark komplementeres landsbyers mono-agrikulturelle kollaps med datacentre større end flere markarealer. Profittens tyste ideologi er ikke noget nyt, men forestillingen om en politisk ligegyldighed som Facebook nu udviser, peger også på relationen mellem neutralitetsbegrebet, den borgerlige offentlighed som vi kender den, og fascismen som benytter den infrastruktur, der allerede er separeret fra de arbejdere, der har bygget den. Denne neutrale repression er altså det samme som politikere og tech-virksomhederne selv omtaler positivt som "et stabilt politisk klima". Når ideologi forvaltes som logistik og løftet om politisk sikkerhed børsnoteres, kuldkastes den liberale forståelse af politisk handling.

Mens opstanden ivrigt finder nye mål og nye myndighedsbygninger at brænde ned, bliver datacentrene er bygget med så få vinduer og så få arbejdere som muligt. Og netop placeringen af datacentrene i de nordiske lande viser hvorfor Facebooks indgreb er relevant for os. Den politiske stabilitet i de nordiske lande er tæt forbundet med spørgsmålet om hvorfor politiske opstande så ofte "ikke er vores anliggende". Netop derfor er vi implicerede, måske endda medskyldige, hvis ikke vi kan se opstandenes relevans.

Om Facebooks forbud mod anarkistiske og antifascistiske sider og om den digitale censur vi har i vente

Facebook har fjernet flere Facebook-sider som de mener har forbindelser med crimethinc.com og itsgoingdown.org, blandt andre anarkistiske og antifascistiske udgivelsesprojekter, officielt under dække af at de ”støtter vold”. Det har intet at gøre med at inddæmme voldsudøvelse og alt at gøre med at lukke munden på sociale bevægelser og de forlag der dækker dem.

I månedsvis har Donald Trump krævet denne nedlukning og har i en række opslag på sociale medier eksplicit givet anarkister og antifascister skylden for den landsdækkende bølge af protester, ansporet af vedvarende politivold i USA. For et årti siden, pralede repræsentanter fra Facebook stolt over deres rolle i den ægyptiske opstand. I dag har deres beslutning om at forbyde forlag der sætter fokus på sociale bevægelsers virke, vist at de er ivrige efter at sørge for at de eneste former for aktivismer der får lov at finde sted, er de som er gunstige for de siddende myndigheder.

Det er ikke neutralt hvordan man definerer vold. Sådan som Facebook lige nu definerer vold, er det legitimt for politiet at dræbe et tusind mennesker årligt og kidnappe, fængsle og sætte millioner på gaden – det er legitimt at kaste bomber på civile, så længe den angribende part repræsenterer en officiel regering ­­– men det er ”vold” at forhindre en forkæmper for hvidt overherredømme i at angribe en menneskemængde eller at kaste en rygende tåregasgranat tilbage mod politiet der affyrede den. Når de forsøger at lukke munden på dem der prøver at beskytte deres kvarter mod institutionel og hvidmagtsvold, er det en bevidst beslutning om at normalisere vold, så længe de der udøver den har magt i institutionerne.

Og når de klassificerer anarkister og antifascister sammen med højreekstreme militser der eksplicit støtter den siddende administration, er det et træk i en strategi om at skabe forvirring. Det er den samme metode som William Barr anvendte da han etablerede en arbejdsgruppe under indenrigsministeriet med fokus på ”anti-regerings-ekstremister” der både har fascister og antifascister i sigtekornet. Inden for indenrigsministeriet, giver det dem mulighed for at henvise til angreb fra militser og den yderste højrefløj for at kunne kræve flere ressourcer til at slå ned på dem der er på frontlinjen i forsvaret af befolkningsgrupper mod den slags angreb. Barr og andre medlemmer af Trumps administration har forsøgt at gøre det samme mod Black Lives Matter-aktivister ved at sammenligne dem med nynazister og hvidhedsnationalister som ”racemotiverede ekstremister”.

Efter en selverklæret fascist myrdede Heather Heyer under Unite the Right-mobiliseringen i Charlottesville, var der massivt pres fra græsrødderne for at fjerne fascister og forkæmpere for hvidt overherredømme fra sociale medieplatforme. I dag kommer presset derimod fra toppen af hierarkiet, i en tid hvor protestbevægelser er blevet centrale for at skabe en landsdækkende samtale om statsvold og undertrykkelse. Det er et modangreb fra magthaverne imod hjemmesider der bringer perspektiver fra dem der mobiliserede mod fascisterne i Charlottesville. Det er ikke noget tilfælde at det sker lige i kølvandet på Trumps udsendte føderale styrker til Portland, Oregon, som afstedkom flere uger med gadekamp, og kun et par dage efter at talspersoner fra den yderste højrefløj specifikt henviste til crimethinc.com og itsgoingdown.com i et skriftligt vidnesbyrd for senatet.

Alt imens højreekstreme grupper stadig organiserer på Facebook og spreder farlig desinformation om Covid-19, prioriterer Facebook at handle efter signaler fra Trump-administrationen om at undertrykke systemkritik. Lad os ikke være naive: hvis dette ikke bliver modsagt, kommer det til at fortsætte. Jo mere normalt det bliver for regeringer at slå ned på de forlag der rapporterer fra de sociale bevægelser, jo længere vil den slags censur sive ind i hver en del af samfundet, og jo mere vil det bestemme hvad det er muligt at tænke og hvad det er muligt at forestille sig.

Hvis du er bekymret over den udvikling, så spred denne nyhed med de midler du har tilgængelig. Facebook burde ikke have lov at bestemme på dine vegne hvad der udgør ansvarsfulde ytringer. Hvis vi står sammen i solidaritet, kan vi skabe en bedre verden, hvor ingen i god tro behøver være bange for at fascister, regeringer eller milliardvirksomheder skal true dem til tavshed.

Baggrundsbilledet øverst er et luftfoto taget af venner. Det viser Apples hyperscale datacenter ved Foulum, Viborg. Den aflange bygning huser serverne, har luftindtag gennem siderne og blæser det op gennem tagryggen. Det er kun den første ud af 10, måske 16 sådanne haller. Det lokale forsyningsselskabs nye transformerstation ses nederst til højre i billedet.