I aften bringer vi en tekst som på en måde bringer os helt tilbage til ugebrevets udgangspunkt. Teksten blev udgivet i 2012 og bærer måske også præg af sin tid. Det var den sommer hvor amerikanske queers gik på kommunistlejre. Det førte meget godt med sig, bl.a. tidsskriftet Lies, fra hvis første nummer denne tekst er taget. Her var den i godt selskab med flere andre vigtige tekster, som den er i samtale med. De spørgsmål den rejser, var ikke retoriske, men levede og åndede og blev grundlag for en teoriudvikling, vi ikke har set enden af.
Teksten deler sig i tre: en problemstilling, et ufravigeligt grundlag, og en række spørgsmål til refleksion. Problemstillingen er i dag på mange måder den samme, og grundlaget er vi til stor del enige i og selv forpligtede på. Spørgsmålene ville lyde anderledes i dag, måske man endda i dag ville være i stand til at besvare dem? I så fald ville vi givetvis kunne finde den orientering, vi så længe har ledt efter.
Teksten taler flere steder om "self-abolition". Vi er lidt i tvivl om det skal oversættes konsekvent, eller om nuancerne kan tones frem ved bruge af forskellige termer: 'afskaffelse', 'nedlæggelse' og det mere hegelianske 'ophævelse' er måske de mest iøjespringende. Ordet er det samme som i teksten 'Intet selv at afskaffe' som vi bragte i et ugebrev sidste vinter, og det samme ord som var på alles læber sidste forår, hvor George Floyd-bevægelsen skabte så tydelige og nu selvfølgelige forbindelser mellem abolition of slavery (slaveriets afskaffelse) og afskaffelsen af politiet og fængselsvæsnet. Subjektivitetsformer lader sig måske 'ophæve', men subjekter må afskaffes.
Det er som om der er to slags afskaffelse på spil: På den ene side afskaffelsen af institutionerne, slaveri, politi og fængsel er forhåbentlig tydelig nok. Her betyder 'afskaffelse' vel så meget som 'at brænde ned' på en sådan måde at de ikke er til at bygge op igen. Og på den anden side selvafskaffelse af de subjektpositioner vi er tvunget til at arbejde ud fra. Her betyder 'afskaffelse' jo ikke at slå sig selv ihjel, men at arbejde igennem og kæmpe sig vej ud. Forskellen mellem de to bliver især tydelig, når vi kigger på gamle tiders drop out-kultur. Altså desertering fra militæret, forladelsen af universitetet og al landsens andre samfundsmæssige institutioner som en måde at insistere på venskabet og for at etablere prefigurative fælleskaber. Hvis vi kigger på selvet som en institution er det langt sværere at forestille sig hvordan vi kunne forlade den.
Vi kommer i tanken om tidens kunstneriske bearbejdning af drop-out kultur. I ca. 1970 begyndte Lee Lozana sit Drop Out Piece som et kunstværk, som kunstkritikeren Jill Johnston udtrykte en vis skepsis overfor: "Dropping out is not the solution. Fucking up is," var hendes argument. "We were never in, so how could we drop out?" Det rejser spørgsmålet om hvem og hvad der har mulighed for at 'droppe ud', og hvilke spørgsmål der i stedet er de afgørende, for dem som ikke har noget sted at droppe ud af.
Hvor er det at organiseringsformer komplementerer hinanden, hvor er det de modsætter hinanden? Teksten tager et spørgsmål op omkring separatismepraksis blandt politiske grupper, som kunne tendere mod mindre og mindre inddelinger af subjektiveringskategorier som i værste fald truede med at fragmentere bevægelsen i fint subjektivt støv. Så hvordan kan vi fastholde subjektforskellene som afgørende for den politiske kamp uden at vi afskærer os muligheden for fælles handling?
Tekstens selvmodsigende, dvs. selvkritiske arbejde – som den måske ikke helt formår at trække i land – er vel nok dens største styrke. I 2012 og i teksten her især var der en selvfølge i bindestregen som konjunktion; at vi f.eks. kunne sige 'undertrykkelses- og udbytningsforhold' og ikke gøre os umage med at understrege hvordan disse to processer adskiller sig fra hinanden og ikke nødvendigvis kan forstås symmetrisk eller komplimentært. Teksten forudsætter på den måde en totalitet som den peger på en mulig kritik af.
Den liberale fortolkning af den ellers uvurderlige intersektionalitetsteori f.eks., er et udtryk for en sådan slap undgåelse af at tænke totalitet – hvordan de forskellige typer af undertrykkelse virker sammen og forstærker hinanden, uden blot at lægge sig ovenpå hinanden som symmetriske stumper af akkumulerende undertrykkelse. Er det ikke nærmere sådan, at disse undertrykkelsesforhold er plastiske? At erfaringen af at leve på tværs af alle disse kategorier i sig selv peger på, at vi må tænke disse kategorier sammen som en mangedelt, men til en vis grad samordnet helhed af adskilte, men gensidigt indvirkende former for undertrykkelse, som får det store maskineri vi kalder samfundet, til at løbe rundt.
Teksten taler også meget om revolutionen i ental. Når vi læser den i dag, befinder vi os derimod dybt inde i en bølge af globale opstande, som de dengang kun så i sin vorden. Det minder os om at organisationslinjer også må ændres hele tiden, justeres i de sammenhænge, lokale og tidslige, som de finder sted i. Det revolutionære felt har en meget omskiftelig topologi.
At gøre sig fri af dem (eller igennem dem)?
Lad os gribe det anderledes an!
Dette er en opfordring til en kollektiv samtale omkring nye tilgange til at teoretisere og organisere praktisk omkring den komplekse forbindelse mellem identitet, frigørelse og revolution. Vi finder det eksisterende intersektionelle rammeværk utilstrækkeligt og ønsker at rykke videre fra fastkørte debatter omkring prioritering af enten klasse- eller identitetsbaseret undertrykkelse, hvis form enten reducerer den politiske økonomi til en udifferentieret masse af undertrykkelser eller presser analyser til at identificere sig med positioner ”for” eller ”imod”. Vi oplister nogle fælles udgangspunkter, som kunne bidrage til en ny form for undersøgelse, og stiller spørgsmål, der kunne føre os mod mere frugtbare måder at tænke over, hvordan tilskrevne identiteter kunne organiseres autonomt for at angribe de raciale, kønnede og seksuelle hierarkier, som holder disse identiteter på plads.
– Oakland, maj 2012
I. Indramning af problemet
Vi søger en position, der ikke er tilgængelig i det nuværende landskab af teoretiske og politiske positioner. Vi sidder fast i et felt af konkurrerende politiske tendenser, hvor de eneste standpunkter, man kan begribe, er fuldkommen utilstrækkelige for vores behov. Det eneste vi har at vælge imellem er en reformistisk diversitetspolitik (inklusion af alle identiteter skaber revolutionen!); en politik der bunder i en falsk og voldeligt påtvungen enhed (foren jer for klassekampen!); en ahistorisk og idealistisk insurrektionisme (make total destroy!); en klassereducerende kommunisering (værdiformen er nøglen!); og så videre.
Vi nægter at tilsidesætte undertrykkelse – uanset om den er brutal eller stiltiende – af queers, women of color, trans*personer, kvinder, Sorte, Brune, Asiatiske amerikanere, Chican@, muslimer, svanser og lebber som noget, der må håndteres senere, efter revolutionen. Vi nægter at behandle disse kampe som blot trædesten for en mere central og fundamental proletarisk kamp. Disse undertrykkelser og disse voldsgerninger er ikke afledte, sekundære eller epifænomenale i forhold til klasse. Det er ikke mere ladsiggørligt at afskaffe patriarkatet eller racisme inden for kapitalismen end det kan lade sig gøre at afskaffe udbytning på baggrund af klasse inden for kapitalismen.
Fordi disse undertrykkelser bliver fornægtet, skubbet til side, forestillet som tilfældige; fordi vi oplever, at vores forhold er uudholdelige, som de er nu; fordi man angriber en struktur fra sin egen position inden for den – på grund af alle disse ting er der et reelt og akut behov for at organisere os omkring disse kategorier. Der er et reelt behov for at etablere autonome rum og grupperinger, der svarer til kapitalismens specifikke undertrykkelser. Autonomi er et middel, hvormed vi udvikler fælles forbindelser som grundlag for afskaffelsen af dominansrelationer, som gør denne selvorganisering nødvendig. Og alligevel, selv imens vi gør det, ønsker vi os fri af de sociale relationer, der gør os til kvinder, queers, women of color, trans*, og så videre. Vi ønsker at frigøre os fra selve disse kategorier, men erfaring viser os, at den eneste vej ud er igennem.
Én model til at forstå den autonome organisering som forudsætning for revolution har været teorien om kommunisering, som den kommer til udtryk hos en række grupper, der senest har været sammen om at udgive magasinet SIC. Den franske gruppe Théorie Communiste har skrevet, at ”selvorganisering er det første skridt i revolutionen. Derefter bliver den en forhindring, som revolutionen må overkomme.” Hos dem ses primært en kritik af de kommunistiske tendenser, der bekræfter en arbejderklasseidentitet, og et syn på revolution, som det der sker, når arbejderklassen kommer til magten. Som et alternativ fremsætter de arbejderklassens selvafskaffelse igennem tilintetgørelse af relationen arbejde/kapital. Begrebet ”selvafskaffelse” er afgørende, da det lokaliserer magten til at afskaffe udbytningsrelationer inden for den udbyttede gruppes kollektive krop. Den peger på den iboende spænding i den revolutionære proces: en proces hvor de materielle underlag for de fællesnævnere, som gør kampen mulig, er noget, der selv bliver ødelagt med vold igennem konflikt og revolutionær bevægelse, som munder ud i opløsningen af de fællesnævnere som relevante markører for fælles erfaring af enhver slags. Autonomi er et skridt henimod ophævelse, ikke det endelige mål.
Vi leder efter steder, hvor kommuniseringsteoriens kritik af arbejderidentiteten og dens nødvendige relation til kapitalen møder anti-essentialistiske kritikker af racialiserede og kønnede identiteter – kønsafskaffelsesfeminisme, queer insurrektionisme og afropessimisme for at nævne nogle få. Vi trækker i retning af at sætte disse seneste anti-essentialistiske, men identitetsbaserede bevægelser og teorier i samtale med teorier om kommunisering med deres kritik af arbejderklassens selvbekræftelse. Som adskilte undersøgelsesformer kommer hver enkelt af disse tendenser aldeles til kort, når det kommer til at tilbyde os de nødvendige værktøjer for at angribe kapitalistiske relationer i deres helhed. Der er kun få tekster om køn at finde fra kommuniseringsklubben, og ingen om spørgsmål om race, seksualitet eller kampe omkring trans* og ikke-binære kroppe og kønsidentiteter. Tekster i kommuniseringens kanon [jf. SIC; Communization and its Discontents; Endnotes; Riff Raff] er utrolig eurocentriske og mangler historisk specificitet. Feministisk teori har enten ignoreret eller bukket under for klasseanalyse og har historisk set været fuld af hvidt- og cis-overherredømme. For ikke at nævne den gennemgående tilstedeværelse af kønsessentialisme, der står i vejen for forestillingen om at afskaffe køn i det hele taget. Ved at placere sig i opposition til en vulgær klassereduktionisme har antiracistisk teori afvist en tilbundsgående undersøgelse af den politiske økonomi og har ofte udglattet spørgsmålet om køn og seksualitet, hvis ikke decideret støttet mandligt overherredømme og/eller hetero-/cis-normativitet. Queerteoriens omfavnelse af idealisme og postmodernisme har det med at gøre den ude af stand til at beskrive strukturer, der bunder i materielle sociale relationer, og dens ofte implicitte eller eksplicitte afvisning af begrebet patriarkat, hvilket til tider slår over i misogyni, uskadeliggør mange af de kritikker, den kunne bringe for dagen.
Alt dette viser, at ingen portion autonomi- eller identitetsfokuseret analyse kan sikre en revolutionær teori eller praksis, og det er grunden til, at vi må udvikle et fælles kritisk vokabular og forståelse af kapitalens strukturelle totalitet. Raciale hierarkier, kønnet vold og udbytning er ikke epifænomenale; de er immanente relationer på samme abstraktionsniveau som klasse. Vi stræber mod en systematisk analyse af kønnede og raciale relationer, arbejdsdelinger, der bygger på disse relationer og de materielle steder og institutioner, der kontinuerligt reproducerer underkastelsen af racialiserede og kønnede identiteter. Det er denne slags analyse, vi fornemmer har potentialet til at styrke vores kampe mens vi står over for valg om, hvad der må angribes, hvilke linjer der må drages, hvad der må kæmpes for, hvad der må kæmpes imod, og hvordan vi vokser i styrke.
II Fælles grundlag
Kommunisering. Vi sigter efter at afskaffe lønarbejde, bytte, værdi, kapital og arbejderklassen som sådan gennem en fortløbende og verdensomspændende opstandsbølge. Vi ser forholdet mellem arbejde og kapital som altid i bevægelse og under udvikling, hvor hver kategori konstitueres af en anden, som den heller ikke kunne eksistere uden; kommunisering er det forløb, der afskaffer deres sammenhæng.
Totalitet. Race og køn er ikke "eksotiske historiske tilfældigheder", vilkårlige for kapitalens udvikling. De er immanente til dens logik, til dens akkumulationsproces og til dens udvidelse. Intersektionalitet vil ikke være tilstrækkelig.
Autonomi. De, som har materiel gavn af undertrykkende og udbyttende sociale relationer, vil aldrig være i stand til at tilintetgøre disse relationer. Ligesom vi ikke kan forvente, at kapitalister, som en gruppe, vil opgive deres ejerskab over produktionsmidlerne, så kan vi heller ikke forvente, at patriarkatet eller hvidt overherredømme vil kunne tilintetgøres af dem, der drager fordel af dem. Disse processer vil kun kunne tilintetgøres og afskaffes af de mennesker, som disse relationer undertrykker og udbytter. Vi tror derfor på nødvendigheden af autonom organisering med afsæt i materielt producerede kategorier såsom "trans", "queer", "kvinde", "POC", osv. Simpel bekræftelse af og insisteren på arbejderklassens enhed og behovet for at forene os på tværs af vores forskelle i klassens tjeneste vil hverken medføre kommunisering eller enden på identitetsbaserede undertrykkelsesformer.
Afskaffelse. Vores syn på frigørelse forudsætter ikke lighed mellem kønnene, seksualiteter og racer, men afskaffelsen af disse identitetskategorier som strukturelle relationer, der organiserer menneskelig aktivitet og socialt samvær. I vores optik er disse identiteter navne på reelle materielle processer under kapitalen – de er ikke noget væsensmæssigt eller noget, som kan reddes, inden i os. De sætter os i herredømme- og underordnelsesforhold med hinanden. For os er kommunisering den proces, hvorigennem vi selv afskaffer den her identitet-forhold-proces-produktion. Det indebærer, at de former for politik, hvis slutpunkt ligger i den radikale fremsættelse af en stribe af potentielt revolutionært historiske subjekter på ny – fra det klassiske proletariat til nutidige dekoloniale subjektivitetsformer – i bund og grund ikke kan udfordre de magtens, udbytningens og undertrykkelsens matricer som materielt konstituerer subjekter. Vi opfordrer derfor til en fornyet udspørgen af forholdet mellem autonomi og afskaffelse, hvor selvorganisering baseret på identitetskategorier forstås som et nødvendigt moment i disse kategoriers afskaffelse.
III Spørgsmål
Hvordan evaluerer vi de eksisterende teorier om kapitalens totalsammenhæng - de mange forskellige teorier, der forsøger at beskrive racens, kønnets og klassens struktur? Hvordan påvirker vores forståelse for denne sammenhæng vores forståelse for kamp og frigørelse?
Hvordan udformer vi en selvorganisering, hvor den identitetskategori, der danner grundlag for organisering, ikke bliver grundlag for hverken en slags nationalisme, eksistentialisme eller en politik baseret på bekræftelse og autenticitet, hvor det at indtage en underordnet position i sig selv antages at være radikalt eller revolutionært? Kan vi tænke os en dialektik mellem autonomi og oprør, som, gennem deres syntese, vinder kræfter til at tilintetgøre den sociale relation, som identitetskategorier er bygget på?
Hvor findes de modsætninger, hvor selvorganisering med afsæt i identitetskategorier har det med at tone frem midt i en kamp? Hvordan og hvor bliver de indlemmet og afsporet igen? Hvilke historiske eksempler kan vi spejde efter, der kunne hjælpe os med at forstå og reflektere over nogle af de dynamikker, der velsagtens kunne opstå i en revolutionær proces?
I hvilken grad kan forholdet mellem arbejde og kapital, sådan som det blev udfoldet i flere varianter af marxistisk teori, bruges som model for vores forståelse af køn og race – som i: relationen mand/kvinde, relationen hvide/ikke-hvide, og relationerne mellem straight/queer og cis/trans? Kan teorier om afskaffelsen af forholdet mellem arbejde og kapital igennem arbejderklassens selvorganisering og senere selvafskaffelse på en eller andet måde bruges til at teoretisere afskaffelsen af køn og race? Hvilke begrænsninger er der for en sådan sammenligning? Hvordan kan vi forstå den kendsgerning, at disse relationer i virkeligheden ikke er adskilte, men virker gensidigt ind på og konstituerer hinanden? Hvordan forestiller vi os, at afskaffelsen af race og køn udfolder sig – ikke som adskilt fra, men ved siden af og inden i afskaffelsen af forholdet mellem arbejde og kapital?