Imod karantæne

Den genetiske identifikation af en ny corona-virusstamme (2019-nCoV) i Wuhan, Kina, tidlig december 2019 synes at have låst hele verden fast i karantænetiltag. Wuhan, en by på over 11 millioner mennesker, er blevet isoleret, grænserne er lukket, og en række regeringer har indført selektive rejsebegrænsninger og -forbud, baseret på statsborgerskab og juridisk status – blandt andet ved at suspendere visa til enhver med kinesisk pas.

nCoV – senere omdøbt til COVID19 – er en alvorlig sundhedstrussel, især for dem der lider af kroniske og respiratoriske sygdomme. Det er dog tvivlsomt, hvor effektive karantæner egentlig er, og det rejser spørgsmålet om hvilke bevæggrunde der ligger bag disse karantæner, hvis de ikke er sundhedsmæssige? Der findes politiske bevæggrunde til at indføre karantæne for dem der implicit tror, at biologisk-racial renhed er en forudsætning for sundhed, men der er også økonomiske bevæggrunde til at udskifte en social tilgang til sundhed og sygdom med en selektiv, nationalistisk model, der kan fremme udviklingen af behandlingspatenter og privat sundhedssikring.

Karantæne giver visse mennesker et rationale for xenofobi og etno-nationalistisk udskillelse. Den amerikanske regering har indført et rejseforbud – eller rettere, har skruet anseeligt op for sin trang til at begrænse ikke-hvide menneskers bevægelighed. Den australske regering har, i forlængelse af en lang tradition for anti-kinesiske holdninger, forbudt indrejse af ikke-statsborgere fra Kina og i stedet tilbudt australske borgere – hvoraf mange er rejst til Kina for at fejre nytåret med deres familier – at sende dem direkte i isolationsophold i asylfængslet på Christmas Island. Mens de store hospitaler på fastlandet er udstyret til at håndtere alvorlige sygdomsudbrud og pandemier, er øens asylcenter det ikke – og følgelig må enhver der pådrager sig sygdommen under karantæne, alligevel skulle flyves til et hospital i en større by for behandling. Det er uklart hvordan disse foranstaltninger vil påvirke små 200.000 studerende (hvoraf flere er på vej tilbage fra Kina til begyndelsen af det akademiske år i Australien), men det vil være betragteligt. Visse universiteter verden over har indført tvungen indelukning i studenterboliger; andre – såsom UC Berkeley – har udsendt vejledninger der antyder, at xenofobi er en forståelig reaktion (hvilket de senere måtte trække tilbage).

Lige som Australien har taget udenretslige midler i brug, har den filippinske regering foreslået at bruge militærfaciliteterne på Caballo Island og Fort Magsaysay som karantænezoner. Den russiske regering har desuden truet med ”deportation af udenlandske borgere hvis de bærer en sådan sygdom.” Brugen af statsborgerstatus som alternativ indikator for COVID19 vil sandsynligvis medføre, at ikke-borgere undgår at søge behandling for relevante symptomer – og det er under alle omstændigheder uklart, hvordan deportation skulle hjælpe til at minimere virussens spredning. Disse tiltag understreger det, Howard Markel kalder “karantænens aggressive skadespotentiale.” Skaden bliver – som Markel påviser i sin historiske gennemgang af behandlingen af jødiske immigranter fra Østeuropa til New York i slutningen af det nittende århundrede – kun forværret for dem der befinder sig på den “anden” side af karantænegrænsen; dens spredning kan ikke begrænses langs disse linjer, eftersom en virus hverken kan gøres synonym med en gruppe mennesker eller identificeres med et pas.

Selv om WHO har erklæret COVID19 en alvorlig sundhedskrise, har de tilkendegivet, at lukkede grænser ikke er et effektivt middel til at håndtere virussen, og har advaret om, at ”lukkede grænser formentlig er ineffektive til at standse overførslen af den nye dødelige coronavirus fra Kina, og kan endda fremskynde dens spredning,” til dels fordi sådanne strafforanstaltninger gør det sværere for sundhedsarbejdere at behandle tilfælde og spore sygdommens spredning.

Indespærring af immigranter er et produkt af den historiske og tekniske sammenvævning af karantæneindelukning og fængselsvæsen. I det meste af det tyvende århundrede har man stort set ikke gjort brug af cordon sanitaire (“sanitetsafspærring”) som en offentlig sundhedsforanstaltning – kun som landbrugsrelaterede protokoller i havne og lufthavne, og derudover som vedvarende metaforisk vedhæng til racialiseringspolitik – hvad jeg omtaler løbende i min bog Contract and Contagion (122, 131-332).

Cordon sanitaire er dog siden slutningen af det tyvende århundrede dukket op igen i krydsfeltet mellem en række forandringer. Foranstaltningen er kommet tilbage efter årtiers forfald i den sociale forståelse og behandling af sundhed og sygdom – eller: privatiseringen af sundhed og socialiseringen af sygdom. Dertil kommer, at udviklingen inden for gensekventering og bioinformatik har gjort det muligt at identificere nye virusstammer; men mens genetisk identifikation kan være vigtigt i udviklingen af behandlingen af visse sygdomme, så indebærer denne evne til at identificere og kortlægge nye stammer ikke nødvendigvis nogen postmoderne acceleration i mikrobers mutationsrater. Og ikke mindst har genkomsten af højreradikal politik baseret på etno-nationalisme og indvandringsfjendske sindelag givet et skær af troværdighed til den forkromede forestilling om, at biologisk renhed er en forudsætning for sundhed og liv.

I det følgende vil jeg understrege fire sammenhængende pointer:

For det første, at det er diskutabelt hvorvidt karantæner er effektive til at begrænse spredningen af virusser som COVID19 eller forbedre overlevelsesraten i det hele taget. Det mest udbredte synspunkt er, at de er kontraproduktive.

Hvad angår den æstetik der synes at knæsætte den formodede vigtighed af karantæneforanstaltninger: Matematiske modeller for smittefare kan give os dramatiske, spekulative visualiseringer af fraktale vækster der holdes tilbage af antageligt solide, nationale grænselinjer – men de bunder ikke i virkelige, gennemtestede eksperimenter. På samme måde kan de tekniske tal og betegnelser der bruges til at beskrive smitsomme sygdomme i deres vorden, omsættes i intense kredsløb af misinformation, sådan som det er sket med R0, den basale reproduktionsrate. Mens forskere opfatter tallet som et nyttigt men provisorisk estimat til at udkaste hypoteser om infektionsrater, så blev R0 rundsendt på de sociale medier og behandlet som om det var et bevis på en apokalypse under opløb. Også brugen af ikke-symptomatiske alternative indikatorer (såsom nationalitet) til at spore COVID19 blev øget for en stund, da en rapport udkom, hvor det blev antydet at asymptomatisk smitte var mulig. Det blev dog påvist, at det pågældende studie “indeholdt alvorlige fejl og mangler” og tog fejl i sine konklusioner.

Andre slags tiltag end karantæne har vist sig langt mere effektive til at forebygge omfattende smitte. I en længere oversigtsartikel der sammenlignede hvor effektive en række tiltag (ud over vacciner og antiviral medicin) var til at forebygge overførslen af luftvejsvirusser – screening ved indrejse, lægelig isolation, karantæne, social afstand, barrierer, personlig beskyttelse og håndhygiejne – viste det sig at mundbind og jævnlig håndafvaskning gennemgående var det mest effektive sæt fysiske indgreb. Artiklen viste også, at lægelig isolation af patienter der udviste symptomer, var vigtigt, men at “globale tiltag, såsom screening ved indrejse, kun medførte en ikke-signifikant marginal forsinkelse.”

Som en forsker ved Johns Hopkins Center for Health Security formulerede det, “ingen må tro, at der ikke vil være flere tilfælde” blot fordi der er rejseforbud. Og selv hvis man antog den tvivlsomme påstand om at smitsomme sygdomme kunne standses (eller i nogen meningsfuld grad bremses) af territoriale begrænsninger på folks bevægelighed, ville genidentifikation af nye virusstammer – om end det går hurtigere efter indførslen af automatiseret gensekventering – under alle omstændigheder først ske efter udbruddet havde fundet sted. Alle bestræbelser og alt fokus på karantænerestriktioner omdirigerer uomgængeligt ressourcer væk fra de tiltag der mere sandsynligt ville være effektive både på kort og længere sigt. Det indebærer, at karantæner ofte forværrer smittefaren, fordi de skaber en illusion om, at isoleringen af virussen er ensbetydende med (eller opnåelig gennem) en territoriel udgrænsning af visse grupper mennesker, ikke på baggrund af symptomer eller sygdomsdiagnose, men ud fra en angiveligt forebyggende procedure, der er bestemt på baggrund af nationalitet og geografi snarere end ud fra en egentlig udsathed.

For det andet trækker det at gøre brug af karantæner på en biologisk-racial forståelse af nationer som adskilte, organiske enheder, og dermed forskubber eller forpasser karantænebrugen en social forståelse af sundhed og sygdom. Karantæne fremmer forestillingen om en konflikt mellem opretholdelsen af hvad man formoder er veldefinerede biologiske kategorier (mennesket, familien, nationen, racen) og den virale spredning af grænseudviskende smittesygdomme.

Det er dog tvivlsomt, om mennesket kunne have udviklet sig uden den artsoverskridende, rekombinerende påvirkning fra bakteriel genmateriale overført gennem virusinfektioner. Sagt mere præcist: Alle vacciner indebærer, at man ordineres en kontrolleret dosis af infektanten, og immunisering er kun effektivt på den største befolkningsskala (dvs. ikke på den nationale).

Mens en stor del af mediernes opmærksomhed er gået på Wuhans “vådmarkeder” som artsoverskridelsens arnested, så er privatiseringen af sundhed og socialiseringen af lidelse stort set blevet overset som en bidragende faktor til både infektions- og dødelighedsrater. Som en nylig undersøgelse viser, havde mere end halvdelen af de der er indlagt med COVID19-infektion på sygehuset i Jinyintan, Wuhan, forudgående kroniske sygdomme – såsom blodkarsygdomme i hjerte eller hjerne, luftvejssygdomme eller ondartede tumorer.

Det hører med at Kinas offentlige sundhedssystem blev afmonteret i 1980’erne. Det skete i en periode med hastige, økonomiske forandringer drevet af fossilt brændstof – og afstedkom en uhørt stigning af (ubehandlede) kroniske lidelser, især luftvejssygdomme, hjertekarsygdomme og hjerte-lungesygdomme, i en by med noget af verdens værste luftforurening, med en luftkvalitet der årligt måler et gennemsnit af PM^2,5-koncentration på mere end 120μg/m³. Til sammenligning tilråder WHO et årligt gennemsnit på under 10μg/m³, idet alt derover med mere end 95% sikkerhed kan vises at føre til stigninger i dødelighed ved hjerte-lungesygdommme og lungekræft. Af alle dødsfald der i skrivende stund tilskrives COVID19 verden over, er 97% sket i Wuhan. Kinas decentraliserede, kommercielt orienterede sundhedssystem og mangel på sundhedsdækning har med al sandsynlighed forværret hver enkelt sygdoms virkning – hvad mange allerede advarede om under SARS-udbruddet.

Det kan meget vel være, at den nylige opførelse af specialiserede hospitaler er en bestræbelse fra den kinesiske regering på at udvide sundheds- og forsikringsvæsnets dækning – om end stadig under militær administration. Det vil sige, at det også er en del af udviklingen af et system hvor mere og mere udsatte befolkninger kun kan få adgang til hvad der burde være rutinebehandlinger ved at indgå i eksperimentelle undtagelsesprocedurer – som måske, måske ikke øger deres chancer for bedring, men hvor de påtvinges de fleste risici ved den biotekniske udvikling af (sidenhen) patenterede vacciner eller andre lægemidler.

Imens stiger aktieværdien i et amerikansk bioteknologisk firma, Gilead Sciences, efter udmeldinger om, at det ville igangsætte en forsøgsbehandling med dets antivirale medikament (remdesivir) på omkring 270 patienter i Kina, patienter der havde pådraget sig mild eller moderat lungebetændelse efter at være blevet inficeret med COVID19. WHO oplyste for nylig, at der indtil videre ingen bevis er for antivirale behandlingers effektivitet. Nogle behandlinger kan stadig vise sig at være effektive, men for indeværende er de stadig at betragte som eksperimentelle, spekulative satsninger der nyder godt af desperationen, og som er orienteret mod vækst i private markeder for patenterede lægemidler. Og mens det er afgørende for sundhedsarbejdet, at data lægges frem open source, så betyder det også at der kun er få eller slet ingen hindringer for at disse kan udnyttes til kommercielle produkter for tilsvarende lavere omkostninger.

Som en konsekvens af disse og andre gensidigt forstærkende systemer, er der brede økonomiske bevæggrunde til at udskifte en social model for sundhed og sygdom – hvilket indebærer en kompleks forståelse af sygdomsoverførsel og de faktorer der påvirker sygdoms- og dødelighedsrater – med en reduktiv model der er mere tilpasset privat forsikring, subsidieret udvikling af patenterede lægemidler eller behandlinger, og den fortsatte eksternalisering af de risici der er sideeffekter af skadelige industrier og praksisser der fremkalder sygdom og dødelighed.

For det tredje, at kombinationen af undtagelseserklæringer, karantæne, og lavere regelsatte standarder dermed kan siges at sænke omkostningerne ved menneskeforsøg med nye lægemidler, og hæve værdien af og markedet for patenterede lægemidler. Der er kommercielle bevæggrunde for bioteknologiske og farmaceutiske virksomheder til at (spekulere i at) udvikle patenterede vacciner, antivirale midler eller bredspektret antibiotika gennem rumlig afgrænsning og immobilisering af en mængde forsøgspersoner.

Samtidig med sammenbruddet af det offentlige sundhedsvæsen i Kina, indførtes da også et system hvor det blev tilladt for sygehusledelsen “at skabe profit på nye farmaceutiske og medicinske teknologier (efter betydeligt lobbyarbejde fra relevante multinationale selskaber), med lønbonusser for det deltagende personale.” En hel række industrier og praksisser kan nyde godt af karantæner for egen vinding – militæret, fængselsdrivende virksomheder, sikkerhedsleverandører og de organisationer som blander sådanne tjenester med pseudomedicinsk nødhjælpsarbejde.

Og det viser sig da også, at den australske regering har krævet alle internerede på Christmas Island at underskrive en ansvarsfraskrivelse – formodentlig for at fritage regeringen og de private leverandører der driver faciliteterne, fra skyld i tilfælde af, at indespærringen resulterer i infektion eller andre helbredsmæssige forstyrrelser. Karantænen på Christmas Island er med andre ord ikke meget andet end en måde at observere de indelukkede mennesker for at anslå den gennemsnitlige inkubationstid for COVID19 – hvis, altså, sygdommen er tilstede blandt de tilbageholdte. Det er svært at se, hvordan denne øvelse kan skelnes fra de teknikker der opdyrker en virus hos en gruppe forsøgspersoner, hvis forløb da kan bruges som data – når det altså er givet, at enhver der faktisk viser sygdomssymptomer på nogen måde, må skulle overføres til et større hospital på fastlandet for behandling.

For det fjerde, og sidste, at der er politiske bevæggrunde – for nogle – til at etablere en tilsyneladende konsensus omkring den foregivne nødvendighed og uopsættelighed af autoritær befolkningskontrol og bevægelighedsrestriktioner; en konsensus der både bygger på og fremkalder stigmatisering af visse befolkningsgrupper gennem en territorial-national (og derfor racialiseret) sidestilling med sygdommen.

For nu at opsummere, er den seneste tilbagevending af karantæneforanstaltninger ikke nogen eksakt kopi af foregående århundreders cordon sanitaire. Selv når karantæne fungerer som et middel til segregering, kan karantænezoner ikke siges at stå uden for værdikredsløb, givet virologiens praktiske uundværlighed i udviklingen af biomedicinske og farmaceutiske industrier. Nutidens karantæne repræsenterer en sammenblanding af autoritær befolkningsstyring og tilskyndelse til og vækst af en privat, udvælgelsesbaseret sundhedsinfrastruktur. I lyset af hvor vigtigt ikke-udvælgelse og skala er for offentlig sundhed, så må en nationalistisk tilgang til sundhed beskrives mere nøjagtigt som en privatisering af offentlig sundhed med andre midler.