Imod politiet

Undtagelsen er ved at blive hverdag. I denne uge kører vi videre på to spor: et ugebrev, som følger herunder, og den nye fællesradio, Radiodråber.

Lyt til denne fredag aftens udsendelse her: Radiodråber # 3 – og lyt eller genlyt mandagens og sidste fredagens afsnit her.

Og nu: denne fredag aftens ugebrev:

I en tid hvor politiet bliver alt mere nærværende i bylivet – på en måde som racialiserede og minoriserede mennesker i århundreder har oplevet det igennem hele deres liv, men som den tavse hvidhed netop derfor også har haft privilegiet at kunne overse – giver vi i denne uge ordet til en digter, Miguel James, der med al poetisk tydelighed kender løgnen bag myten om politiet som en størrelse der er til for at passe på os.

Det er Anne Boyer der har gjort os opmærksomme på digtet. Fra hende har vi også lært at modstanden mod denne politivold er den daglige gerning at vogte kærligheden. Det er det det betyder, når vi siger 'fuck politiet'. Der er ikke to forskellige registre, et offensivt og et defensivt. Også hele vores oeuvre er at vogte kærligheden imod politiet.

Undtagelsestilstanden fordrer så åbenlyst en kritik af politiet, og derfor kan vi gøre det kort i denne uge: Staten har skrevet forordet for os.

IMOD POLITIET

Hele mit arbejde er imod politiet

Hvis jeg skriver et kærlighedsdigt, er det imod politiet

Og hvis jeg synger kroppenes nøgenhed, synger jeg imod politiet

Og hvis jeg gør denne jord til en metafor, laver jeg en metafor imod politiet

Hvis jeg taler vildt i mine digte, taler jeg imod politiet

Og hvis det lykkes mig at lave et digt, er det imod politiet

Jeg har ikke skrevet et enkelt ord, et vers, en strofe, som ikke er imod politiet

Al min prosa er imod politiet

Hele mit arbejde inklusiv dette digt

Alt mit arbejde er imod politiet

Hele mit arbejde er imod politiet

'Contra la policia' er skrevet af Miguel James, en digter fra Venezuela og Trinidad, i 2003. Oversættelsen her er oversat af Nicoline Sylvest Simonsen fra en oversættelse, Guillermo Parras engelske, 'Against the police.'

Og tillad os at slutte med en gentagelse af vores håndsrækning ud mod alle der lytter med. Karantæneradioen kører indtil vi har fået et nyt samfund. Det virker i skrivende stund som et kortsigtet mål. Men indtil da samler vi vores egne og hinandens kræfter om at skabe et rum for stemmernes fællesskab, en sammenrend af sårbarheder og åbne ører, så vi sammen kan opsnappe den knagen og knirken i samfundets sømme, så vi har hinanden med når det brager.

Lige nu kalder vi det Radiodråber. Send os bidrag, vi bringer det meste. Vi håber på at modtage opråb, refleksioner, analyser, poesi - alle slags rapporter fra hverdagen under coronaen. Vi sender nogle aftener om ugen. I første omgang fredag og mandag. Kontakt os, hvis du har en ide, eller noget du vil dele.

Du kan sende dit bidrag til draaben@pm.me