Det bliver stadigt sværere at mødes. Udenfor er det blæst op; det overdøver vores stemmer når vi også skal holde afstand, og hvis vi stiller os tættere, bliver vi hurtigt angivet af den hypokondriske stikkersyge der snart helt kan erstatte politiet. Indenfor er vi stadig enten alene eller alt for tætte på hinanden til at et møde skulle være muligt. På internettet, rummet mellem rum, er de tidlige dages medrivende kommentarspor blevet til en sporadisk strøm af flaskeposter som ingen ved om når frem.
Den relative stilhed som indkapsler byen og den tiltagende ublu dumhed i medierne taler deres eget tydelige sprog: Ingen ved hvad der er at sige. Ingen er vel længere i tvivl om at vi gennemlever den måske mest afgørende periode i årtier, med grundlæggende og katalytiske konsekvenser for dette unge århundrede. Omkring os tager en ny normaltilstand umærkeligt form; en ny ordning for den tid, vores liv har at udspilles i.
Vi har brug for at tale med hinanden. Der er så meget der skal forstås.
Derfor, og fordi vi savner samtalen, vil vi forsøge at lade ugebrevet være et sådant rum hvor vi bedre kan svare hinanden, høre hinandens spørgsmål og, håb imod håb, tænke sammen.
I denne uge har vi modtaget et brev fra en ven i landligt eksil. Det er fuld af kloge indsyn og behændige vendinger, og formår at rejse flere spørgsmål end det besvarer. Det er vi taknemmelige for, at blive talt (op) til på den måde, og vi håber at de tanker og forudanelser, brevet vækker i os, må finde udtryk i flere svar og flere spørgsmål i dagene og ugerne der kommer.
Det er os en tiltrængt glæde at overlade ordet til en nær ven, vi ikke har set længe.
Billederne her er taget på en legeplads i Ursynów, Polen, i søndags. Se flere på på noviki.net
Til mine venner, fra et Corona-eksil
Som I ved, er det en velkendt historisk efterretning, at jordskælvet i Lissabon i 1755 sendte en række uigenkaldelige efterskælv igennem det europæiske åndsliv og både politisk, videnskabeligt og filosofisk fik afgørende betydning.
Opgøret med Leibniz’ teodicé, altså det problem, at verdens onder kompromitterer Guds almagt og velvilje, kom med sarkastisk og hånlig tone til udtryk i Voltaires Candide, et værk som i Fornuftens navn søgte at rokke ved de teistiske filosoffers tektoniske plader.
Candide står tilbage som et af den franske oplysnings hovedværker, der indvarslede den snarlige detronisering, ikke bare af de europæiske monarker, men desuden af et religiøst verdensbillede, som kunne retfærdiggøre en hvilken som helst menneskelig eller naturlig hændelse med henvisning til det guddommelige.
Franskmændene tog som bekendt de politiske konsekvenser af dette opgør tre årtier senere, så intet hoved længere skulle iklæde sig kronen med guddommelig billigelse.
I dag er det imidlertid, som om kronen vender tilbage med hævn, i det mindste for så vidt det er med henvisning til dén, Coronaen, at en eller anden magt retfærdiggør sine suveræne beføjelser.
At ophavet til den nuværende situation, viruspandemien, på en måde kan anses som et traumatisk ind- og udbrud af noget umiddelbart ekstra-politisk, Deus sive Natura, gør den naturligvis særligt modtagelig for ideologiske tildragelser.
Dette efterlader som bekendt et gigantisk spillerum for snart sagt en hvilken som helst form for idioti.
Jeg tænker i hvert fald, fremkomsten af den nu verdensomspændende Corona-virus kan opfattes som en ’naturkatastrofe’, der låner sig til idioti på linje med det, jordskælvet i Lissabon omfavnede og Voltaire skrev sin Candide som svar på.
Den absolut ydre virusfjende, vi står overfor, er den perfekte næring til den ideologiske andedam, som vi i disse dage plasker rundt og måske ender med at drukne i.
Dette sker midt i et liv, vi nu i frygt og begejstring forsøger at leve i mere eller mindre selvvalgt isolation, under karantæne, hvor vi tager os i agt for selvindlysende hygiejniske forskrifter og præventive anvisninger for socialt samvær, imens vi tolererer suspenderingen af grundlovssikrede rettigheder som forsamlingsfrihed eller hjemmets ukrænkelighed.
Men de ideologiske tildragelser, jeg tænker på, viser sig snarere som Corona-virussens politiske symptomer.
Jeg tror, de politiske symptomer viser sig der, hvor det bliver tydeligt, at en styreform ikke længere kan skjule sin antagonistiske subsistens, ikke længere kan skjule, at den baserer sine principper på et voldeligt grundlag, som må fortrænges, benægtes eller forkastes, altså på en eller anden måde negeres for at fungere. Alt dette ved vi allerede, idet vi aldrig har godtkøbt det skin af neutralitet, demokraterne så nidkært vil iklæde sig.
Men det er også denne demokratiske grundvold, som forbinder den moderne statsmagt med det guddommelige, og derfor må vi prøve at formulere nogle foreløbige bemærkninger om Coronaens politiske teologi.
Kunne man for eksempel ikke spekulere, at Corona-virus på en måde er selve den guddommelige stråleglans, som demokratisk magt nu henviser til, iklæder sig og operationaliserer for at hævde sin suverænitet?
Ernst Kantorowicz viste i The King’s Two Bodies, at kongens dødelige og forgængelige krop bærer kronen som det emblem, der forlener ham med den måske nok repræsentative men ikke desto mindre guddommelige, transcendente potens, som retfærdiggør hans suverænitet.
Hvis demokratisk magt for sin del behøver en henvisning til noget udenfor eller udover sig selv for at kunne retfærdiggøre sine suveræne beføjelser, så er denne smittebærende krone, som Folket nu bærer rundt på, perfekt egnet som den guddommelige garant, der retfærdiggør en hvilken som helst politisk beslutning, inklusiv vidtgående indskrænkninger af grundlovssikrede rettigheder.
Det besmittede liv har nu synligt indtaget magtens tomme plads.
Intet kan byde det guddommelige trods, så i Coronaens navn kan en hvilken som helst udøvelse af demokratisk magt i biopolitikkens navn retfærdiggøres.
Var det ikke påfaldende, næsten ironisk, at netop Danmarks guddommelige repræsentant her på jorden, Hendes Majestæt Dronningen, undtagelsesvist gav en tale til Folket om at besinde sig på den trussel, Coronaen inkarnerer, nærmest som om den jo ellers så folkelige og prosaiske Højhed med from alvor annoncerede, hvilken verdenshistorisk scene vi er trådt ind på, nærmest som om hun i en patetisk og anakronistisk gestus ville garantere os, at hvad end staten og regeringen foretager sig i Coronaens navn, så er der værsgo givet guddommelig billigelse af det?
Det er nærmest, som om Corona-virus indvarsler det gamle regimes genkomst.
Vi siger i spøg: L’état, c’est moi, Corona!
Eller som én af jer skrev: ”Corona — kronen på kapitalens skaberværk.”
At Corona-virus desuden så belejligt låner sig til militaristisk sprogbrug og krigsmetaforik genbekræfter kun, i hvor høj grad dette ind- eller udbrud, Deus sive Natura, på en og samme tid blotlægger demokratiets antagonistiske underlag og befordrer demokraternes ideologiske demagogi.
Der var heller ingen tvivl, da Macron mandag d. 16. marts adresserede Frankrigs befolkning med ordene: ”Nous sommes en guerre sanitaire”. Vi er i krig, men alt imens virussen er en absolut ydre fjende, er den samtidig et radikalt indre fremmedelement, så meget desto farligere netop fordi den bor iblandt os, indeni os, fordi den findes i vores kroppe, fordi den med andre ord er os.
I det omfang at den ydre fjende på paradoksal vis er os selv, ville det måske være mere præcist at sige, vi befinder os i en sanitær borgerkrig.
Måske er denne omstændighed også, hvad der gør den nuværende situation både mere vanskelig og mere simpel.
For selvom både ’jøde’ i 30’ernes Tyskland eller ’terrorist’ i 00’ernes vestlige demokratier på mange måder kan siges at have haft en lignende ideologisk funktion —som en på en og samme tid indre og ydre fjende; som den udefrakommende fjende, der i kraft af sin nærmest usynlige tilstedeværelse i blandt os er en konstant indre trussel — så er der noget andet og mere radikalt på spil, navnlig hvad angår de åbenlyse biopolitiske implikationer af krisen.
Racehygiejnen og krigen mod terror angik utvivlsomt forvaltningen af liv, men håndteringen af den nuværende situation adresserer måske på en mere ligefrem måde spørgsmålet: hvilket liv?
Én pointe kunne i denne sammenhæng være at pege på, hvad der kan forstås som et overskud af liv i selve kernen af det, vi sædvanligvis forbinder med vores almindelige hverdagsliv som borgere, der nyder en række grundlovssikrede rettigheder.
En Corona-besmittet krop fremtræder på en måde som for meget liv, men ikke kun som det liv, der ikke kan rummes inden for rammerne af det afvæbnede, ufarlige liv, der eo ipso politiseres.
Når den særligt smitsomme virus blotlægger vores kroppe som nogle, der er mærket af for meget liv, så er der tale om kroppen som en mytisk størrelse, hvis livskraft er før- eller ekstra-ontologisk.
Denne idé om for meget liv, om merliv, har Eric Santner arbejdet med i bogen On the Psychotheology of Everyday Life. I begrebet merliv er det klart at se en parallel til Marx’ merværdi, som vi ifølge Lacan kan takke for opfindelsen af symptomet.
Jeg vil foreslå, at det er Livets egen symptomatologi, der nødvendiggør biopolitikken: intet liv uden merliv; ingen værdi uden merværdi; ingen nydelse uden mernydelse; ingen statsmagt uden det guddommelige X, som retfærdiggør den suveræne beføjelse.
Santner skriver, at vi altid hjemsøges af resterne af tabte livsformer, og det er, når vi konfronteres med dette tab, at et overskud af liv, af merliv, på en og samme tid viser sig som en begrænsning og en mulighed.
Måske er det vigtigt, at vi i denne situation besinder os på, at alt imens Corona-virus inficerer os med for meget liv midt i livet, som på samme tid indvarsler tabet af livsform, så er det også en åbning, der tillader os at sige: ”Ikke dette liv, men et andet, endnu ukendt og unavngivet liv.”
Som vores ven Marcello skriver i et brev, er vi af Corona-ånden drevet alene ud i ørkenen for hver især at blive prøvet på livet. En ørken uden fristelser, som han kalder de tomme gader, hvor barer og biografer er lukket ned. Ørkenmotivet er et fremragende og i traditionen velkendt billede på det, at udvandre og forlade det gamle liv for at vandre ind i et nyt.
Ørkenen er dér, vi i ensomhed anråbes af de gådefulde ord, som det endnu står tilbage for os at høre og forstå: ”De, der har ører, skal høre!” (Matt 13), netop fordi de intet hører og intet vil forstå.
Ørkenen er dér, vi støder på de gådefulde hieroglyffer, som vi ved, betegner, imens vi ikke længere ved, hvad de betegner. De utydelige hieroglyffer i ørkenens ensomhed er begreber og tegn, som engang gav en livsform betydning, men nu står tilbage som meningsløse, tomme signifianter.
Ørkenen er dér, vi støder på en sprække i den gamle verdens orden, når vi råber ud i vildnisset og intet svar returnerer. Dér er vi forladt, dér lever vi tabet af evnen til at navngive, hvad der er, og imødegå det endnu ukendte.
Liv bliver her tydeligt som det, der i sig rummer for meget af sig selv — for vi må trods alt huske på, at det er livet, det kontaminerede liv, der i sig rummer dødstruslen. Det er i Livets navn at vi skal holde truslen om død fra livet, kunne man sige.
Men liv er som bekendt heller ikke andet end et koncept. Det er netop tabet af dette koncept og det korrelative tab af evnen til at navngive dét, konceptet omfatter, som bereder os den scene, ’kampen om livet’ skal udspille sig på.
Vi kan også tale om det nøgne eller hellige liv, som mange i disse dag har gjort, og tale om en form for rent eller tomt liv, der reducerer hvem som helst til en — i det her tilfælde — smittebærende krop, som må interneres, tvangsvaccineres, isoleres, inddæmmes, på den ene eller anden måde skaffes af vejen.
Corona-virussens liv er det liv, hvis eneste formål, af frygt for døden, er overlevelse, og dette på bekostning af alt, hvad vi almindeligvis forbinder med det liv, vi nu må give afkald på: fra familieliv, venskab og kærlighedsliv til arbejdsliv, det religiøse, politiske og institutionelle liv.
Men som Anna Cornelia Ploug og Søren Mau i Information d. 21. marts afslutter et klarsynet og nuancerende indspark i den verserende ’intellektuelle’ bearbejdning af situationen, så er det måske et særdeles kritisk tidspunkt for os at spørge, hvilket liv vi under de nuværende betingelser ønsker at leve.
Skal vi i demokratiets navn lade staten og regeringen, flankeret af kølige økonomiske hensyn og en steriliseret videnskabelig diskurs, suverænt diktere, hvad denne undtagelsestilstand, vi under alle omstændigheder befinder os i, indebærer?
Eller skal vi på den anden side i en bestræbelse på spontant sammenhold, gensidig tillid og omsorg for hinanden skaffe mod til at formulere og opfinde vores egne betingelser for undtagelsestilstanden og dermed, måske, reformulere og genopfinde det liv, vi ønsker at leve?
For hvorfor skulle vi i denne situation ikke være i stand til at udvise den tillid til hinanden, som rummer kimen til et på alle måder mere bæredygtigt liv, en mere bæredygtig økonomi og økologi, en mere sandfærdig politik?
I skrivende stund er det vel, hvad de fleste netop allerede udviser, når de tager notits af situationens alvor, overholder de sundhedsfagligt underbyggede anvisninger og forskrifter for social omgang, når de ganske enkelt passer på sig selv og hinanden.
Når alt kommer til alt, er det måske et spørgsmål om, hvilken side vi vælger i den sanitære borgerkrig, vi udkæmper.
For der findes i øjeblikket intet bedre påskud for handling og tænkning end Corona-virus, enten for blindt men lydigt at acceptere det liv, vi i undtagelsespolitikkens navn anvises, eller for med åbne øjne at kaste et køligt blik på nødsituationen, og under samme påskud finde mod til at tænke og handle anderledes.
Lad os ikke narre: det ville være håbløst, om vi sætter vores lid til, at nogen formodes at vide, hvad der foregår og hvad der må gøres. For vi må i sidste ende fastholde, at ingen ved, hvad fanden der foregår.
Som i enhver situation, hvor vi konfronteres med noget reelt, der afvikler vores verden som et hele, en totalitet, som denne ene lukkede og sammenhængende verden, vi sløv af vane er til fals for at gøre til den eneste mulige, til den bedste blandt alle mulige, således også her, på dette punkt, står vi overfor en række akutte spørgsmål foranlediget af det, som er gået i stå og ikke længere virker.
Disse spørgsmål vidner om den radikale åbning, som en utilstrækkelig viden afstedkommer, en viden, som må vige pladsen for nye begær.
En fastlåst situation som denne befordrer opkomsten af disse nye begær, en fornyet opfindsomhed og kreativitet, som tør undersøge, hvilke liv det nu og fremover bliver muligt at leve. For hvor tabet af én verden indfinder sig, findes der altid næring til begæret efter en ny.
Vi er allerede denne kimcelle, og jeg tror flere af jer, mine venner, ligesom mig ikke ønsker at vende tilbage til det liv, den gamle verden bød os at leve, når både det liv og den verden allerede er forbi.
Kærligst, D
Vi er som sagt taknemmelige for dette smukke brev og modtager gerne flere. Sådan bliver det en samtale. Skriv til os, vi er ikke svære at finde.
Ugens titel var taget fra et åbent brev af Raoul Vaneigem som lidt kluntet forsøgte at ramme nogle af de samme tangenter som det brev, vi lige har læst.
Vi laver i øvrigt også stadig radio. Natten til tirsdag kom fjerde episode af Radiodråber, som vi havde klippet sammen; og på mandag kommer det følgende afsnit, også produceret af os med indslag fra alle mulige andre fra nær og fjern, alle flygtige og enestående. Lyt med på www.spreaker.com/show/draaben.