JEG ELSKEDE JORD FOR MANGE ÅR SIDEN

Vi er meget oprørte over det aktuelle overgreb på vild natur, der netop nu står på i vores nærmiljø, nærmere bestemt på Amager Fælled.* Vores hjerter skælver med hver eneste lærke, der hindres i at bygge sin redde, hvert enkelt vilde græsstrå, der nedslås med vold og magt! I denne anledning bringer vi tekstudpluk af poeten C.A. Conrad.

Egentlig var idéen med at dele noget af Conrads sprudlende skrift at tilføre et friskt forårspust til ugens breve – vi har bakset med nogle tunge ting på det seneste og kunne godt trænge til et løft. Samlingen, som de nedenstående tekster er udvalgt fra, bærer titlen Økoafvigelser: (Soma)tik for det fremtidige vildnis og kan vel kort opsummeres som en ubegrænset omfavnelse af livet i alle dets facetter (!!) udformet som strålende opskrifter på øvelser i TOTAL tilstedeværelse i nuet, med dertilhørende digte, dedikeret til poetens venner. 

Men disse perfekte spring-ud-i-foråret-øvelser i sproglig akrobatik rummer mere end det overfladiske ”LOL”; det er i sandhed en kraftpræstation udi hjertets rummelighed, som Conrad stiller os til skue. For hvad skulle det totale nærvær i nuet egentlig gå ud på, hvis ikke selve evnen til at blive rørt, blive RAMT? Revet med i pludselig fryd og begejstring og trukket ned af pludselig lidelse og sorg. 

Filosoffen Immanuel Kant forsøgte tilbage i 1790 at beskrive forudsætningen for forestillingen om en fælles tanke ud fra modellen "as if" - "som om." Kants forestillinger baserade sig kun på det tænkte, og ikke på det sanslige fælles (hvilket måske kunne forklare hvorfor teksterne internaliserede og resulterede i mere vold end hvad Kant måske nogensinde havde tænkt). Næsten to hundrede år senere, i 1960, siger den amerikanske koreograf Debora Hay "what if" - "hvad nu hvis" og opmuntrer sine dansere til at bruge deres forestillingsevner snarere end at parere order, arbejdets banale instruktioner. Sammen med sine venner og elskere i New York begynder Hay og hendes fælles dansere på selv at koreografere og instruere, hvor relationen til spørgsmålet - "hvad nu hvis ...?" -  bliver meget vigtigere end svaret. Hvad nu hvis... vi gjorde det, eller det... Hvad ville der ske hvis nu vi faktisk... 

"Hvad nu hvis" er et fælles spørgsmål, udsagt fra et vi, som vi fornemmer, helt sitrende, i CA Conrads skrift, og med instillningen om, at "vi er ét." (Det tænkte Kant også, men han glemte halvdelen af befolkningen). Når vi er "ét" bliver instruktioner og abstrakte eventualiteter – som at finde et billede eller at ikke drikke vand – noget konkret, meget nærværende og akuelt; ja, sanseligt. Det er nemlig et spørgsmål om muligheden for - ud fra erfaringen af, det som er, eller må være - det fælles. Det er et fælles, hvor vi også må dele, eller omfordele, sanseligheder – kærlighed og undertrykkelse, som vi læser det hos Conrad – og det er fra begge disse aspekter af det som er fælles, at vi må spørge: "Hvad nu hvis...?" Engang sagde Deborah Hay, at når hun får et svar på dette spørgsmålet, er dansen allerede ovre. Og vi ved jo, at vi må, og vil, fortsætte med at danse.

Vi har grublet lidt over tekstsamlingens kryptiske titel. Vi har tænkt på berøringsfladen mellem det ”afvigende” og det at være kommet ”på afveje”. "Afvige" er noget vi kan i relationen til samfundets normer; "på afveje" er noget vi kan komme i vildnisset. Betydningen af en ”afvigelse” afhænger af øjet, der ser: Vælger vi at tage afvigelsen som en velkommen, uventet gave, noget at overraskes og frydes over? Eller ser vi afvigelsen som en fejl, der må rettes op på, en trussel, der må elimineres? I vildnisset findes muligheden for ikke alene at fare vild, men at fortabe sig, som en slags frivillig overgivelse; til opløsning, det TOTALE nærvær! Det engelske 'lost' kommer af gammel nors 'los' som betyder at nedlægge eller at opløse en hær. Vi forestiller os soldater træde ud af formation for at tage hjem. Det brillante ved nærværet - det fælles i at være "et" - er at afvigelsen, fra dét perspektiv, aldrig kan være en fejl. Nogle gange har vi brug for at komme på afveje i vildnisset for ikke at glemme det.

Lige så fulde til bristepunktet af skønhed og fryd, som Conrads tekster er, lige så barske kan de være for det åbne hjerte. (Tør vi, give os hen til "hvad nu hvis...?") Der er ingen vej udenom, kan vi tilføje. Så selvom vinteren officielt er bag os, så er det friske forårspust ikke til at adskille fra kampråbet; det er kærligheden til alt det bløde, det skæve og det vilde indeni os, som, af vores lungers fulde kraft, får os til at råbe:

FORSVAR VILDNISSET!! MED NÆB OG KLØER!!

BEVAR AMAGER FÆLLED!!

* Man kan holde sig ajour ved at følge med hos Amager Fælleds Venner på sociale medier.

Disse rovfugledrager, er sat op på Fælleden, for at skræmme lærkerne væk.

OVERNATURLIGE SAMTALER

til Dana Ward

Fra tid til anden tænker jeg et eller andet om en fremmed på gaden, og de flakser mig et blik, og jeg fatter det – JEG FATTER DET – vi er ét! Sæt syv sammenhængende dage af til denne øvelse. DAG ET, tænk på en kvinde du kender, tænk på oplevelser du har haft med hende. Tænk på samtaler I har haft, tænk på det tøj hun går i, spiser, hendes måde at gå på, hendes latter. Tænk på enhver detalje du kan forestille dig. Se om hun ringer eller sender dig en e-mail. Tag noter til dette forsøg på telepatisk forbindelse.

DAG TO, gør alt hvad du gjorde på DAG ET, men med en mand du kender. DAG TRE, gå ud på gaden og følg efter nogen, der går tur med en hund. Kig nøje på hunden, studér hundens bevægelser. Fløjt i dit hoved, gø i dit hoved. Forestil dig at kaste en pind, mens du råber ”GOD HUND! GOD HUND! DU ER EN MEGET GOD HUND!” Responderer hunden på dette? Hvis ja, på hvilken måde? Tag noter.

DAGE FIRE, FEM, SEKS og SYV er til fremmede. På caféer eller restauranter, eller kort at følge efter på gaden. Forsøg at forbinde dig med to kvinder og to mænd, komplet fremmede ude i verden. Studér dem på caféer, museer, på vej op af rulletrapper eller måske mens de står i kø til banken. Fokuser din opmærksomhed på det tøj, de har på, eller måden de tygger maden på. Visualisér at sige HEJ og hive dem i ærmet. HIV DET med dine tanker, læg så en imaginær hånd på deres skulder og forestil dig at sige ”Kender jeg ikke dig?” Forestil dig at klappe og skrige ”HEY! HEY! HEY DU!” Kiggede de på dig MENS du gik bagved dem? Kommunikation ud over det hørbare er vores mål. Hvad er deres reaktioner? Hvordan har du det med det? Tag noterne fra de syv dage og dan dit(/dine) digt(e).

MALET DUE PROJEKT

til Candice Lin

Find et fotografi af en fugl, der bor langt væk fra hvor du bor. Jeg modtog et billede af en smuk, i sandhed utrolig due, som bor i nærheden af Rialto-broen i Venedig. Hun har turkise, chartreuse farver, og andre nuancer af grøn og blå, malet med madfarver af kunstnere. Print fotoet og bask det over dit hoved, hold det op til træer, sten, kanter, mens du forestiller, forestiller, forestiller!! Jeg malede min hånd i den venetianske skønheds farver, jeg kurrede når hånd puttede sig inden i en lomme. Jeg tog noter mens jeg nippede frø fra min duehånd. Duehånd er ikke mere en tilstand end kunst er en tilstand.

Gem hår fra din børste og rul det til en fin, blød bold, og vask den så. Kom et par loppefrø, græskarkerner og kommenfrø ind i den, noget lækkert. Hæld flere frø på jorden, med håret puttet ind i midten. Vent og se. Snart nok vil fugle bære den med sig for at forfine deres rede. Prøv at være tålmodig og kig efter dem, forsøg at se dem. Nedskriv PRÆCIS hvordan de så ud, hvorhen de fløj, og bær denne skrift på dig til enhver tid. Tag den ud af din lomme og læs den. Læs den før du skal sove om natten. DRØM om reden ved at tænke på disse små, fjerklædte væsener sovende på dit hår, der rører ved dit hår, når de skal falde i søvn, dig og fuglene, der sover og drømmer sammen. VÅGN og skriv så hurtigt du kan, VÅGN og skriv, vågn og SKRIV!! Noterne bliver digtet.

GENNEMSIGTIG SALAMANDER

til Eileen Myles & Ryan Eckes

kynikeren og morderen forenes i en waltz

- fra en sang min bedstemor plejede at synge

Men jeg ved at nogen må dø. Noget må vindes og noget må mistes. Indsatsen er for høj nu til at vi alle kan forsones og gå hjem. Der er en pistol, der er et sværd, og ingen af os kan holde op med at tænke på dem.

- Chana Porter, fra Leap and the Net Will Appear

Wyoming er den mindst befolkede af de halvtreds stater. Jeg var begejstret ved synet af nattehimlen på Ucross Foundation. Hver aften sad jeg og ventede på stjernerne. Jeg noterede den første og klareste over fjerne bjerge, over grene, og mens flere glimtede til syne, skabte jeg mine egne stjernebilleder. Atten i alt, og hvert stjernebillede havde sin egen told, der måtte afregnes ved begyndelsen af min notetagen. Eksempelvis blev Xallans femte told betalt ved at meditere med næven fuld af citrin-sten i min venstre hånd. Told for stjernerne over Ucross måtte altid betales i meditation med sten. Labradorit, en gave fra poeten Bhanu Kapil, kommer af den mørke troldkvinde og forstærker indre passager for at bringe lys over livets lumske skyggelandskaber. Celestit, købt i Boulder, Colorado, er en ædelsten, der bruges til at kommunikere med åndelige vejledere, som nogle kalder for engle. Klar kvarts, en gave fra digteren Elizabeth Willis, var et gennemsigtigt spejl, hvori salamanderen viste sig i en vågen drøm. Citrinen jeg købte på Edgar Cayce Instituttet rensede ud i negativ ladning og førte til begribelsen af rigdommen i denne organiske krop kaldet Ucross, hvor rådyr, mink, kongeørne, får, harer, mus, og tusinder af insekter, planter, sten, orme, fugle og andre levende væsener trives i deres egen, uforstyrrede cyklus. En nat smed en stor hornugle en mus for mine fødder. Jeg skrev ”det behøver ikke at betyde noget / men det gør det højst sandsynligt.” Jeg skrev mine noter mens jeg stirrede ind i et stjernebillede med en ædelsten i min venstre hånd. Jeg har ikke brugt så meget tid på at stirre ind i Mælkevejen siden min barndom på landet i Pennsylvania. Og ligesom jeg gjorde som dreng, så ville jeg STIRRE PÅ ÉN STJERNE i så lang tid det nu tog for PLUDSELIG AT SE, blot i ét sekund, DEM ALLESAMMEN PÅ ÉN GANG!!

Næste morgen begyndte nedhamringen af noterne i ét dokument med at drikke en dråbe Lemurian kvarts. Barry David fra Mount Shasta laver udtræk af ædelsten ved fuldmåne med bjergkildevand og krystalessens. Dette er den samme krystal, jeg bærer om halsen, en Lemurian kvarts. Jeg bar også en roterende duft af sandeltræ, ceder og rose. Sandeltræ har en høj frekvens som afbalancerer chakraerne og forstærker cellevibration for at opnå spirituel bevidsthed. Ceder hjælper med at eliminere mentale og spirituelle blokeringer og stagnation for at opnå klarere og mere harmoniske kreative evner. Af alle levende væsener på Jorden har rose de højeste hertz-målinger, og dens duft renser omgående hjertechakraet og gør det til en portal for åndelig transmission og modtagelse. Hver dag roterede jeg disse olier, et dup på det tredje øje, håndleddene, mine fodsåler, og med et nip Lemurian kvarts ville jeg BEGYNDE!!

Ved middagstid, når frokosten ankom, tog jeg frugten fra posen, lagde den på gulvet sammen med min bærbare, og spillede en af de otte sange fra albummet Chathedral City af det musikalske geni, som er VICTOIRE, komponeret af Missi Mazzoli. Cathedral Citys musik var det perfekte medium til at kanalisere mine stjernebillednoter ind i digtformen. Jeg overdækkede frugten og den bærbare med en kurv, så med et tæppe, så med puder, så med håndklæder og til sidst med et stort tæppe og AFSPILLEDE MUSIKKEN SÅ HØJT JEG KUNNE. Den var ikke til at høre grundet al overdækningen, der sørgede for at holde musikken TÆT på frugten og INFUSERE dens vandmolekyler med VICTOIRE!! Så snart sangen var slut SPISTE JEG FRUGTEN så hurtigt som muligt, med sangen stadig dybt inde i dens kød. Jeg SPISTE SANG i frugt, SPISTE SANG!! Jeg gik da i gang med den første fase af at opdele mine noter til poesiens sprog. I sollys lå jeg på ryggen med hovedet ud over terrassekanten, for at SE de smukke græslandskaber og dirrende aspe på hovedet. Synet vendt-på-hovedet var til den anden fase af opdelingen af mine noter til poesiens sprog. Jeg vendte blikket frem og tilbage mellem den smukke, påhovedvendte verden og noterne, indtil noterne var helt rengjorte for gevækster, og kraniets skinnende tænder stod frem.

Sent på eftermiddagen vaskede jeg mine krystaller med pebermyntesæbe og lagde dem til tørre i solen, så de kunne indsamle det næringsrige lys. Et får jeg kaldte Gabriella, opkaldt efter et af mine stjernebilleder, kom altid hen til sit hegn tættest på ædelstenene. En dag blev stenene omringet af en flok stære på træk, der sang I VILDSKAB ind i dem!! I ugevis varede skabelsen og senere formgivningen af de atten digte, ét for hver af mine atten stjernebilleder over Wyomings himmel. En del af min meditation vandrede fra disse naturlige omgivelsers skønhed til et minde om hvordan dens folk har ødelagt så meget land, at Ucross ligner en oase. Vi har taget fejl om vores liv på Jorden i århundreder. Tidligt navngav hvide mænd Yosemite Nationalpark i den tro, at det var navnet på det indfødte Miwok-folk, der først boede der. Faktisk betyder Yosemite ”Mordere, dem der må frygtes.” En af vores største nationalparker er opkaldt efter en beskrivelse af, hvem vi har vist os at være, som vi gnaver vores vej igennem uanede mængder af naturresurser og dræber alt liv, der kommer i vejen.

OMHU FOR TØRST

til Jamie Townsend

Hold øje med vejrudsigten til stort regnskyl. På dagen op til, drik INTET. Ingen drikkevarer af nogen art. Indtag ingen suppe eller bouillon. Spis kun dampede grønsager med bløde nudler eller brød. Afvent regn. Indstil dit vækkeur til at vække midt om natten, og sid så ved vinduet med blikket stift rettet mod den mørke himmel med kikkert. Tænk på dit første minde om at være tørstig. Skriv noter, gå i seng igen.

Afvent regn. Du drikker stadig ikke næste dag og du er meget tørstig. Når regnen ankommer, sid ved vinduet. Luk øjnene, mål din puls, hør regnen, mærk dit blod. Forestil dig at det vand, du hører komme til jorden aldrig vil røre dine læber, kan aldrig slukke den tørke som er din mund. Har du nogensinde været så tørstig, at du led?

Åbn dine øjne, tag noter.

Gå ud i regnen. Lig på jorden. Kig op på himlen igennem kikkerten med munden åben. Drik DIREKTE fra luften mens du ser de strømmende dråber lande på kikkertens linse. Åbn en paraply og tag noter til regnens banken. Du er en tørke, der er kureret. Du er en krop, der svamper sit liv i sig igen. Form dine tre sæt noter til ét digt eller tre.

GENOPRETTENDE FIBER SANG

Tag tilbage til hvor du voksede op. Fortæl ikke til nogen at du kommer, hvis der er nogen at fortælle det til. Jeg tog tilbage, og den allervigtigste ting er at ikke skrive en eneste sætning erindring, ingen autobiografisk skrivning overhovedet. MODSTANDEN er i sin vorden, selvets sande modstand. Fordyb dig i alle de måder, du havde det med verden, dengang du boede der. Tag noter uden at tage minder med, specielt hvis du var på randen til selvmord. Hvor var du henne, da du første gang undersøgte den mindst smertefulde måde at gøre en ende på det hele, måden der ikke efterlader noget rod? Hvor var du henne, da det endelig gik op for dig, at det var umuligt at ikke efterlade et rod? Tag derhen og skriv om hvad som helst, som ikke er det sted.

Der er en smag fra din barndom. Find den, smagen du kender så godt, en slags slik eller kage fra en butik derude. Tag det med ned til floden. Du var allermest ensom ved floden engang for mange år siden. Tag ud og vær der igen. Vær alene med din lækre barndomsbisken og duft til den meget længe. Skriv og bliv ved med at skrive uden at ænse kagen. Og NÆGT nu at spise den, og smid den i floden!! Skriv om noget du elsker, der drukner, mens du ser den piske afsted med strømmen. Det her føles forfærdeligt, fordi det er det. Lykken er stedet du tog hen til, da du blev gammel nok og modig nok til at tage af sted. Tag hjem, til det hjem hvor du gjorde dig selv lykkeligst, og efterlad denne knuste livsgejst, utilfredsstillet, usmagt, og fuldkommen uskreven.

JEG ELSKEDE JORD FOR MANGE ÅR SIDEN

På dig tegnede jeg et kort, så jeg ikke skulle fare vild – Doireann O’Malley

Kære Eileen, for tiden drømmer jeg hver nat om Mark, min kæreste, der omdøbte sig til Jord, dengang han blev miljøforkæmper og AIDS-aktivist. Jeg kalder ikke længere hans død i Tennessee for et mord, jeg kalder den for en henrettelse, henrettet for at være queer!! Det skete for over tolv år siden, og nogle få troede på min historie, og politiet fortalte vores fælles venner, at han havde begået selvmord. En henrettelse som ikke egnede sig til politiefterforskning, blot endnu en svans, der blev straffet for at forbryde sig mod Guds love i dette gode, kristne land. Jeg vil aldrig undskylde for min vrede!! Delinquent Films er ved at lave en dokumentar om min nye bog, og de spurgte ind til Jord. De troede heller ikke på mig, så de interviewede politimesteren, som fortalte dem, at Jord var et selvmord. SÅ talte de med retsmedicineren, og HAN underbyggede alt hvad jeg har sagt i alle disse år, hver en detalje. Jord blev bagbundet, kneblet, tortureret, overhældt med benzin og brændt ihjel. Retsmedicineren brugte ordet drab og sagde, at dette umuligt kunne have været et selvmord.

Jeg er taknemmelig for, at ordet drab endelig blev sagt højt, og at en film om mine DIGTE er grunden til, at denne efterforskning ENDELIG kommer til at ske!! Hvad skal der til for at få henrettelsen af en svans efterforsket? DIGTE!! Digtenes kraft er endelig ankommet!! Jeg elskede ham så højt, min blide, sexede mand, blomsternes og ormenes væbner. Jeg skal sidde i panelet for Ecopoetics-konferencen i Berkeley sammen med nogle af mine favoritdigtere. Jeg skal lave en (Soma)tik-poesiøvelse, hvor jeg besøger de steder, som Jord og jeg elskede. Vi havde en have i Philadelphia, men vi plantede også zinnia, marijuana, agurk, kål, vignabønner, rosmarin, citronmelisse og grønne bønner langs flodbredder og på forladte grunde. Digtenes kraft er over mig, så jeg sælger dem for en smule hæmningsløs overgivelse. Et årti er længe nok at drømme om hævn over en død elsker. I syv dage vil jeg tage til vores yndlingssteder for digtene. Jeg vil også gå på nettet for at se, hvordan hver enkelt ingrediens jeg har puttet i min krop så ud mens den stadigvæk groede. Se på marker af sesamplanter mens man tygger deres frø, JA!!

Han kaldte sig for Jord, da planetens udryddelse var allertydeligst. Han havde lyst til at tilbringe tid i Tennessee, og jeg advarede ham om folk fra landet. Jeg er født og opfostret i det landlige Pennsylvania, hvor alle er stolte af at bo på landet. Jeg bemærkede i en tidlig alder, at disse STOLTE LANDfolk ELSKER at forgifte, brænde, skyde og halshugge naturlige omgivelser. Deres stolthed hviler primært på UNDERTRYKKELSEN af natur, altid parate til at vise, hvem der bestemmer! Det er svært at fortælle dem, hvem de egentlig er, ligesom at overbevise min tungnemme far om at STOPPE med at hælde ammoniak og knust glas ned i jordegernenes huler. Det er svært at overbevise dem om de små skabningers harmløse liv, som kun har brug for et par agern og bær. Jeg savner Jord. Jeg elskede ham. Jeg er træt af at være sådan en trist svans, men c’est la vie. Hans brutale henrettelse er et spejlbillede på enhver beslutning om at forurene luft, vand, muld, lunger, hjerter, menneskelige fællesskaber, fugle, fisk, bjørne, STOP, STOP!! Har du et håb om, at vi kan stoppe i tide? Lad mig skrive noget poesi og forsøge at falde til ro. Elsker dig Eileen, og tak fordi du lyttede.