Hvis vi nu skal være ærlige, må vi hellere introducere denne uges tekst – en valentinstekst til adspredelse; for en kærlighed der kan noget andet end tosomheden – med et par tanker om hvorfor vi bringer en sådan kritik når nu næsten alle rundt om bordet på én eller anden måde stadig søger efter den, begærer den, forsøger at tilpasse sig den, forsøger at indfinde sig i den, og længes efter den når vi ikke har den.
Og videre, som en opmærksom kammerat insisterede, hvorfor vi så sjældent lykkes med det.
At gribe efter faste holdepunkter, noget der ikke forandrer sig, at love hinanden noget, at sige "næsten uanset hvad der sker, så holder vi ved", det oplever vi også som en mulighedsbetingelse for at kunne leve i det stadigt forandrende.
Kærlighed er en fortælling der går ret dybt i hvordan vi former vores personer. Denne tekst taler for en mere spredt kærlighed end den normative, ekskluderende kærlighed, typisk parforholdet eller kernefamilien; en almen kærlighed der ikke er begrænset til bestemte fællesskaber eller relationer, men bestræber sig på at holde sig åben. På den måde er det en politisk indstilling, at den ikke søger det sandhedsbærende i det etablerede, men altid søger udad.
Kan vi sige at "kærlighed, alt det vi kalder romantisk kærlighed, er i virkeligheden et navn for det småborgerlige ægteskab"? Noget teksten her peger hen imod, er i hvert fald strømningen imod nøjsomhed i kærlighed, imod en knaphedsøkonomi i kærlighed. Mod denne strømning hørte vi engang én indvende: "Yeah, but I just don't know if lesbian shoplifting collectives can solve this problem" – og ingen af har stadig forstået hvorfor ikke.
Kernefamilien som social ramme for kærlighed er kritisabel fordi det er en særlig indretning af det borgerlige samfund der gør os afhængig af den; ikke omvendt. Det er afhængighedsforholdet der er det relevante; både affektivt, økonomisk, osv. Fordi den er en konsekvens er de strukturer. Hvis man ikke har en kernefamilie, så er der noget man mangler. Så føler man sig udenfor.
Den borgerlige konstruktion af kærlighed er ikke vilkårlig eller illusorisk, den har en historisk ballast og specificitet der gør at vi ikke bare kan vifte den væk. Familiekritikken, spørgsmålet om social reproduktion hører vel først og fremmest til i kritikken af den politiske økonomi – kald det hvad I vil – og denne kritik kan man ikke abstrahere fra i en drøftelse af kærlighed. En skarp populærkulturel reference er et klip fra Little Women, hvor en ung mand belærer kvinderne i familien om deres kærlighedsforhold, at de ikke skal falbyde sig selv, at de må lytte til poeterne, osv., og en af de yngste svarer "ja, jeg er ikke en poet, jeg er en kvinde, jeg kan ikke arve en formue, 'marriage was always an economical proposition'."
De forskelle der deler os i livet – økonomiske, racemæssige, klassebaggrund, osv. –, de bliver desto tydeligere i et break-up. Din bedstefar var bankdirektør og min var daglejer, og det har vi kunnet lukke øjnene for indtil nu, hvor det står klart hvem der beholder lejligheden versus hvem der må finde nye venner, osv.
Der er for os noget lærerigt, noget opløftende, endda ophidsende i at forstå hvordan kærlighed, vores egne kærlighedsliv, også eller til dels er bestemt udefra, af økonomiske vilkår. Hvordan, fx, historien om kærlighedens forudsætninger (betingelserne eller fraværet af dem, for at indgå i kærlighedsrelationer) på mange punkter overlapper med historien om ansættelsesforhold. Hvordan idealet om den livslange kærlighed kollapsede nogenlunde samtidig med idealet om livslang ansættelse. Det er også derfor der er noget livgivende i det negative begreb om kærlighed som noget kritisk, noget der bryder rammerne. Som om, hvis vi bare tror nok på de fortællinger om kærlighed vi bliver solgt – også de tarvelige – så vil vi ende i konflikt med de sociale former der skulle rumme dem.
I den forstand kan vi også sige at det er reaktionært når man reducerer kærligheden til en funktion af de nødvendigheder der gør sig gældende i vores liv. Det samme gør sig gældende i politik: hvis man altid forsøger at tilpasse den til det muliges kunst, til de givne rammer for mulig forandring, så forbliver man i reformismen. At vi ser vores kærlighedspartnere som potentielt fremtidige ægtefæller, som økonomiske "partnere" eller som forældre til vores børn; det bør man ikke moralisere imod, men det er et forræderi at reducere kærligheden til dét.
Så kan vi sige at kærligheden er mere end sine vilkår? Jo, men de vilkår, dem er vi ikke færdige med at snakke om! At insistere på kærligheden som mere end de vilkår, kan også i værste fald fungere som en måde at lukke ned for de vilkår, som jo også ofte er ubehagelige at forholde sig til. Vi har da også haft en fornemmelse af at der eksisterer en spænding iblandt de italienske feminister (fx mellem den milanesiske boghandel og Wages for Housework), hvor de både proponerede en form for ganske uromantisk anti-kærlighed, og en anden slags kærlighed imellem kvinder som en kraft der kunne bryde med deres betingelser. Men i begge tilfælde, jo, en kærlighed der potentielt er samfundsnedbrydende, netop fordi den kan tilbageholdes. En følelsesmæssig strejke: "ikke flere krammere fra nu af".
(Vi får lyst til en længere snak om de mulige udvekslingsformer og forhold som teksten slutter med, hvor den taler til os som om vi er helt alene og skal forhandle os til andre former for omsorg imellem hinanden. Det er meget langt fra tekstens afsluttende omformulering af "yde efter evne, nyde efter behov" til deleøkonomiens opfordring til at udveksler én ulig tjeneste med en anden. Det byder op til nogle følgende ugers refleksion over forholdet mellem kommunisme og de allerede etablerede udvekslingsformer – og overgangen imellem dem.)
Mennesker har behov, men det har de i alle relationer. Kærlighed handler ikke om få dækket sine behov eller at dække andres; det er ikke nogen målestok for kærlighed om man føler sine behov dækket. Tværtimod har behov det med, i vores intimeste relationer, at få en næsten mytisk status, næsten som en lov, fordi de ender med at blive identiske med uimodsigelige krav. Dermed ikke sagt at det ikke er et godt råd i kærlighed at være ærlig med sig selv omkring hvilke behov man nu har. Ikke bare fortie ens mangler, men lade dem bryde ind i kærlighedsrelationen som en sårbarhed, fx ved at eksplicitere nogle af de forskelle imellem de elskende som er givet udefra. Så kan den anden jo turde at sige nej.
Men det er også et højt krav at stille til sig selv, at skulle være på forkant med sine behov. Jeg ved ikke om jeg som individ ved hvad jeg har behov for. Mest finder jeg vel først ud af det i forholdet til en anden. Det kendskab til sig selv er ikke givet, det er noget vi lærer. Det er som om vores behov i relationen først opstår i kraft af relationen.
Hvis der er noget, vi føler mangler i denne uges tekst, så er det en udforskning af forbindelsen mellem kærlighed og begær. Deraf måske tekstens opbyggelighed? Vi har jo til dels en investering i den gamle 80'er-homoforståelse af begær: At begær er noget der slår fællesskaber i stykker, at begær er anti-normativt, uetisk i streng forstand (og derfor helligt) – og at det er det absolut bedste der er at sige om det.
På den anden side kan vi ikke løbe fra at have håb for det positive begær, det begær der producerer fællesskaber. Sådan noget der dukker op her i slutningen af ugen: Begæret efter noget andet. Det kan noget virkeligt stærkt; det forbinder os til mennesker vi ikke kender eller aldrig har mødt. F.eks. som det blev skrevet frem i Bini Adamczaks tekst som vi gennemgik i to afsnit for nogle uger siden: At vi kan dyrke nogle fællesskabspraksisser med at undersøge begær, udvikle visse nye former og aflære andre; at reflektere over hvilke begær der er mulig i ens fællesskaber.
Vi kunne godt tænke os at ride på begge disse heste; det opbyggelige og det negerende. Ligesom vi også mærker spændingen mellem forståelsen af kærlighed som betinget af økonomiske vilkår og en fastholdelse af kærlighedens mer-eksistens som noget der ikke kan underordnes det givne.
Kærlighed som politisk modstand
Audre Lorde har lært os, at omsorg for os selv er “ikke selvforkælelse, det er selvopretholdelse, og dét er en politisk krigshandling.”1 Og selvom vi godt kan finde ud af at meme og tweete de ord, så er det sværere at leve dem. Vi har en dybere socialisering at overvinde, en der fortæller os, at de fleste af os ikke betyder noget – at vores helbred, vores stemmer, vores arbejde, vores tryghed, vores familier, vores liv ikke betyder noget – ikke lige så meget som hvide mænds. Vi må lære, hvordan vi kan praktisere kærlighed på en måde så omsorg – for os selv og for andre – bliver forstået som en måde at udøve politisk modstand og fremelske ukuelighed.
Vi lærer ikke at elske i en lineær rækkefølge fra selv, til familie, til venner, til ægtefælle, sådan som vi måske har fået at vide. Vi lærer at elske ved at elske. Vi øver os med hinanden, på os selv, i alle mulige relationer.
Og lige nu må vi øve os benhårdt, for vi har ikke længere råd til at elske folk på de måder, vi har elsket dem.
Hvem har vi elsket?
— dem, som krydser vores fysiske eller virtuelle vej, vækker vores interesse, vinder vores hengivenhed og respekt og beskyttelse
— vores egen familie, på grund af blod
— dem, vi er forpligtiget overfor, men ikke længere kan lide
Hvordan har vi elsket?
— defineret kærlighed som forpligtigelse
— fejret kærlighed på mærkedage angivet udefra
— holdt kærlighedens sandheder bag lukkede døre
— fremstillet kærlighed som rosenrød på sociale medier
— fremstillet kærlighed som et produkt, vi giver til hinanden
— fremstillet kærlighed som en begrænset ressource, der bliver kvalt og brugt op, pakket ind i plastik, når vi er færdige, og stablet op, ude af syne
— prioriteret romantisk kærlighed over kærlighed til os selv, kammerater og venner
Denne slags kærlighed er ikke nok, selv hvis det er vores livs største kærlighed. Den kærlighed, som vi vil blive tvunget til at fejre eller undslippe på Valentinsdag, er for lille.
Vi kommer alle sammen til at dø, hvis vi bliver ved med at elske på den måde; dø af isolation, ensomhed, depression, af at overlade hinanden til undertrykkelse og berøringsafsavn – dø af at glemme, at vi er dyrebare. Vi kan ikke længere elske som en hemmelighed eller som noget at vise frem, som noget vi rangordner og hamstrer til folk vi kender. Når vi prioriterer os selv i kærlighed, er det en politisk strategi. Det er overlevelse.
I religiøse rum, i skole, i tv-programmer, i domstole, socialiseres vi til at søge og bevare den kærlighed der dyrkes i det private, eller endda drives som en virksomhed. Din kærlighed er forbeholdt én person, for evigt. Du fejrer den med døende blomster og diamanter. Dit livs største højtidelighed er at forpligte dig til den person. Din familie og dine venner fejrer jer med porcelæn og en juicemaskine. Du har brug for en indkomst for at elske. Hvis noget går skævt med jeres kærlighed, betaler I en masse penge for at dele jeres liv op igen, som regel uden at fortælle folk meget, medmindre afslutningen var en sæbeopera værdig. Denne måde at gribe kærligheden an på, kvæler alt det gode ud af den.
Det vi har brug for lige nu, er en radikal, global kærlighed, der vokser fra vores dybeste indre og retter sig mod at omfavne alt liv.
Ingen sag.
For at gøre denne dag til en ægte kærlighedsdag, kommer der her et kortfattet, radikalt kærlighedsmanifest.
Radikal ærlighed
Vi lærer at lyve i intime relationer i en meget tidlig alder. At lyve om din mors mad; for at undgå straf, mens du holder tårerne tilbage; om at elske denne Valentinsgave; om den kærlighed, du ønsker; og om hvordan du har det. Det meste af det hører til heteropatriarkatets grundkursus: Mænd elsker på én måde, kvinder på en anden, og vi er nødt til at lyve for at imponere og score hinanden. Kvinder lærer stadig alt for ofte at være underdanige, lydhøre, gøre sig mindre og, senere, nagende og omsorgsgivende – ikke ligeværdige, emotionelt komplekse kraftcentre, der elsker andre kvinder og transkroppe. Kønsnormernes usandheder er selvbevarende, bekræftet af blade og film, befæstet omkring familiemiddagsbordet.
Vi lærer også at kærlighed er en begrænset ressource, og at den kærlighed, vi vil have og har brug for, er for meget, at vi er for meget. Vi lærer at krympe, at lyve om den fuldstændige kærlighed, vi har brug for, og at nøjes med det der ikke helt slår til, for at undgå at blive alene.
Vi må i gang med en intentionel ærlighedspraksis for at gå imod denne socialisering. Vi har brug for radikal ærlighed – at lære at tale direkte fra vores rodsystemer om, hvordan vi har det, og hvad vi vil have. At dele vores behov og lytte til andres behov. At sige “Jeg har brug for at høre, at du savner mig.” “Når du er skæv hele tiden, er det svært for mig at mærke dit nærvær.” “Jeg løj.” “Måden du talte til den mand på, gjorde at jeg følte mig uset.” “Din jalousi får mig til at føle mig som et objekt, og ikke en partner.” Resultatet af den måde at tale på er at vores liv begynder at forbinde sig med vores længsler, og vores liv bliver en byggesten for autentisk fællesskab, og i sidste ende et samfund der er bygget op omkring reelle behov og virkelige mennesker, ikke fake news og bullshit-normer.
Heling
Trauma er en udbredt oplevelse for de fleste mennesker på denne planet. Alt for ofte viderefører kærlighed trauma ved at gentage de mønstre af intimitet og smerte, som så mange af os oplevede, da vi voksede op i racistiske og/eller hetero-patriarkalske omgivelser. Skam er nok det eneste, som er mere udbredt, hvilket fører til, at traumer bliver skjult, fortiet eller henvist til særlige grupper af mennesker. Hvis ikke vi kan bære vores trauma og virke normale, hvis vi har et sammenbrud og mister vores arbejde/hjem/børn, er der noget i vejen med os. Hvad vi har brug for, er en kultur hvor den almene oplevelse af traume fører til en normalisering af heling. At være i stand til at sige: Jeg har god grund til at være bange for mørke, for hævede stemmer, for at blive opslugt af kærlighed, for at være alene." Og være i stand til at tilbyde hinanden: “Jeg kender en healer til dig.” “Jeg vil holde din hånd i mørket.” “Lad os starte en meditationspraksis.” ”Måske er samtaleterapi ikke nok.” Vi burde prise kærlighed i vores fællesskab som en målestok for heling. Forventningen burde være: Jeg ved, at vi alle har behov for heling, så hvordan griber vi vores helende arbejde an?
Lær at forandres
De fleste af os stritter imod forandring, som vi ikke selv har sat i gang. Vi føler os som ofre, så vi forsøger at klamre os til, hvad vi end finder som overlevelsesmiddel. Vi bruger for meget tid på måbende at se forandring ske og skrive “what the fuck?” om og om igen. Det er på tide at lære lektien fra Octavia Butler – både at “den eneste varige sandhed er Forandring” og at vi kan og må “forme forandring.”2 Så vi må iagttage, hvordan vi reagerer på forandring – ophidser den os så meget, at det bliver svært overhovedet at finde stabilitet? Eller ignorerer vi forandringer, indtil det er for sent? Eller kæmper imod forandringer, der er større end os? Det kræver tid og støtte at gå ind i at føle og finde den mest strategiske tilpasning.
Byg omsorgsfællesskaber
Gå fra individuelle udvekslinger af selvomsorg til kollektiv transformation. Vær i fællesskab med healerne i vores liv. Vi healere, vi må sikre os, at vores evner er til rådighed og tilgængelige for dem, der udvider og forandrer vores fællesskaber. Vær i familie med hinanden – tilbyd den kærlighed og omsorg vi kan, modtag den kærlighed og omsorg vi har brug for. Del din bil eller måltider med en healer til gengæld for reikitimer. Facilitér en healinggruppe til gengæld for massager. Gør rent hjemme hos en healer som byttehandel for et ritual til at komme igennem sorg. Giv healing videre – køb timer til venner. Lad vores liv være det sted, hvor vi øver os, hvor vi lærer at generere den overflod af kærlighed og omsorg som vi, som art, længes efter.
Engagér dig, denne Valentinsdag, i at udvikle en urokkelig hengivenhed til dig selv som en del af en rig og kærlig helhed. Lav et løfte med fem mennesker om at være mere ærlige med hinanden, heles sammen, forandres sammen, og bliv et fællesskab af omsorg, der kan vokse til at rumme os alle.
Octavia Butler, Parable of the Sower
Audre Lorde, 'Brugen af det erotiske', Ugebrev #14
Teksten er skrevet af adrienne marie brown som et valentinsindlæg til glitterbloggen Bitch Media i 2017. I mellemtiden har hun forfattet en aktivistisk bestseller, Pleasure Activism, som fører stilen videre fra Lorde og (Octavia) Butler.
Dansk oversættelse af Leelee Daimant.