Kommunistisk ontologi

"Forestil dig den verden vi lever i, præcis som den er lige nu…"

Dette foto inklusive billedtekst syntes at være en fin indgang til mit materiale, til de tanker jeg gerne ville tilbyde, selvom jeg skrev dette uden helt at vide hvad de tanker var. Det at ville kom først. Den mand som beder os om at gøre dette her, er Rod Serling som skrev og instruerede episoderne af en populær tv-serie fra de tidlige 60’ere der hed The Twilight Zone. I kender sikkert godt til den. Mærkværdige møder mellem mennesker i en fiktionel amerikansk hverdagsverden. Meget kunne sikkert siges om Serlings virkelige verden i de år, for eksempel om hvordan Serlings tematikker blev begrænsede, faktisk censurerede, eller om hans PTSD fra deltagelse i Anden Verdenskrig. Om McCarthyisme og den fortsatte segregation. (Jeg gik selv på en segregeret high school, flere år efter domskendelsen Brown v. the Board havde lovfæstet desegregeringen af skoler.) Og om Vietnamkrigen som var under opvarmning. Stadig en skændsel for dette land som endnu ikke er blevet anerkendt. Jeg mener: selvfølgelig ikke fordi USA tabte krigen, men fordi de udkæmpede den.

Men lad os vende tilbage til den idé. Forestil dig den verden du lever i, præcis som den er lige nu. Også selvom det er svært. For eksempel var det så svært at det lige fik mig til at ændre ’vi lever i’ til ’du lever i’. Hvad er det for et vi? Vi aner ofte ikke hvad den vi’hed er, gør vi vel? Især ikke når der er selv den svageste grad af samhørighed, Og derudover, i denne invitation til at forestille sig noget, er der besværligheden i forestillingen, i den forestillingsevne som virker igennem billeder, som om man altså blev bedt om at lave et billlede af verden, at hitte på en portefølje af billeder når nu verden faktisk også består af historier og tegn og ideologier, af semiotik og koder og de følelser eller affekter som de skaber eller vækker, den adfærd de forårsager og opretholder, for ikke at tale om himlen, jorden, havene, stjernerne og de sorte huller. Og endelig er det besværligt, mildest talt, hvad vi bliver bedt om i anden halvdel af invitation, ”præcis som den er” – netop 'præcis': man måtte jo være den kristne Gud, eller en gud af en anden art, for at komme særligt langt med det ’præcis’. Og ”som den er”: man måtte gribe verden just mens der blev plantet en have eller dræbt tusinder af mennesker i Syrien, i Yemen, i Afghanistan; mens den var ved at blive noget andet end den var, ved at blive historie – det er immervæk hvad verden gør.

I bemærkede sikkert skiltet bag Rod Sterling, ’Terminal’ stod der, en pil, sikkert en lufthavn, men der er noget faretruende ved denne scene med dens trådhegn. Kunne det lige så vel være tidens pil der pegede mod endestationen, det terminale? Men på trods af alt jeg har sagt, er Serlings anmodning stadig særlig, for jeg tror den fortæller os hvad vi er kaldet til at gøre hvis vi ønsker at leve et andet liv og ikke bare følge tidens pil. For at opnå det må vi selvfølgelig tænke os om, have i mente, være bevidste om den verden vi lever i, og ikke foregive eller lade som om vi ikke er med i verdensbilledet – og det ikke som en selfie, selvfølgelig, men som en sjæl. Og det betyder at gøre verden til flertal, så vi med en vis kraft kan sige ikke den verden derovre eller denne dér men denne anden potentielle eller mulige verden hvor det ville være muligt for mig og mine venner, mine fæller som, forestiller jeg mig, er mange, at være i live på jorden, eftersom det er det som efter min mening er på spil, et spørgsmål om liv og død, præcis som vi er, på denne jord, præcis som den er. Jeg skal vende tilbage til ordet ’potentiel’ og til formuleringen for et øjeblik siden, ’kaldet til at gøre’, som rejser spørgsmålet: hvad i alverden kunne kalde os til at leve et liv?

Først og fremmest må jeg sige at jeg ikke er akademiker, som mange andre her iblandt os. Men jeg er et bogligt menneske. I lang tid har jeg oversat bøger som taler om besværet i denne vor tidsalder hvor det ikke er lykkedes at etablere nogen varig form for normalitet. Deleuze, Foucault, Bataille, Pierre Clastres og for tiden Tiqqun og den Usynlige Komité. Efternavne af en art, men allesammen navne på et intellektuelt og politisk ubehag. De er et ly men ikke noget hjem. Som det hedder i folkesangen: der er ikke noget hjem i den her verden. Woody Guthrie skrev den sang:

I ain’t got no home, I’m just a-roamin’ ’round
Just a wandrin’ worker, I go from town to town
And the police make it hard wherever I may go
And I ain’t got no home in this world anymore

Der er stadig sandhed i den sang, men verden er drejet om sin akse, og måske er der heller ikke noget hjem i folkemusikken længere. Men den omvandrende arbejder vækker stadig en slags medfølelse og en nostalgi efter noget, efter retfærdighed, måske efter klassekonflikt, klassekamp. Kun politiet er de samme som de var, stadig gør de livet svært. De har ikke nogen form for musik, ligesom retssalene og deres fængsler og regeringerne og de store virksomheder ikke har det. Magten er umusikalsk.

Jeg vil gerne vende tilbage til det ord, ’potentiale’, og til sidst til formuleringen ’kaldet til at gøre’, som jeg håber jeg kan retfærdiggøre, med andre ord vil jeg vove at sætte ord på hvad det kunne være der opildner os til at leve fuldt ud og leve godt. Jeg trækker på en tænker jeg ikke har nævnt, en italiensk filosof og akademiker, Giorgio Agamben, som er et referencepunkt for mange af os kommunister. Han er ikke på det marxistiske hold. Han fortsætter ikke kritikken af den politiske økonomi. Det han laver, er mere en kritik af vestlig civilisation, en betragtning over dens selvkonstruktionsstrategier snarere end dens produktionsmåder. Det samme hold som Foucault, tror jeg, men med samme modstander som Marx, eftersom den vestlige civilisation har universaliseret sig selv som kapitalistisk civilisation. I 1990 udgav han en lille, smuk og poetisk afhandling under titlen Det kommende fællesskab. Ud fra titlen kunne man tro at der var tale om en slags ’fremtidsforskning’, men jeg tror ikke ordet ’fremtid’ optræder nogetsteds i bogen. Den sætter ikke begreb på noget tidsløb, men mere et brud i tiden og en ny ’nu-tid’, for at låne et berømt ord fra Walter Benjamin. Den slags brud som mange europæere og euro-amerikanere har drømt om i form af kristen og jødisk messianisme, messiastænkning, og som skiftede form til selve den kommunistiske idé som er forestillingen om en jordisk forløsning og genopretning, på hebraisk tiqqun. Disse to muligheder, forløsning og genopretning, er indeholdt i kommunismen som må begynde forfra med at forløse sig selv som begreb og genoprette sine egne evner efter den har været udsat for så meget misbrug, og verden er blevet så misbrugt i dens navn… Jo, jeg kom fra at Agamben ikke skriver som et religiøst menneske men som en filosof hvis anliggende det er at sige sandheden, og hans præmis er helt sikkert at messias, frelseren, hvad end det måtte være, ikke vil ankomme i realtid, og at Gud fra nu af kun er ét af navnene på virkelige uendeligheder, noget man også finder hos Spinoza eller hos Einstein, måske, som hverken af dem havde megen nytte af teologien.

Så altså, teologi nej, ontologi ja. I ved måske at ontologi kommer fra det græske ontos som betyder væren, og logos som betyder tanke, sprog, fornuft. Man oversætter det som sande tanker om væren. Eller alternativt som den måde væren siges, og derfor den måde væren udtrykker sig selv. Eftersom der ikke er noget uden om væren, er det for menneskene i sproget at sandheden sammenfalder med væren, og usandheden forholder sig til ingenting. Så denne bog med titlen Det kommende fællesskab lægger direkte ud med sin ontologi i denne første sætning: ”Den kommende væren er hvilkensomhelst væren.” Jeg ved ikke hvordan det virker på jer. Jeg ser det som når forsangeren i et punkband træder ind i en storm af musik og skriger ind i mikrofonen: ”Den kommende væren er hvilkensomhelst væren” og så går alt amok, på den gode måde. Ordet ’hvilketsomhelst’ er i dette tilfælde overleveret fra den latinske term quodlibet, der betyder ’præcis som det er’, dets ønske om at være præcis på den måde, dets kærlighed til at være præcis sådan dér og ikke anderledes. I forstår at der altså er en sammenhæng mellem vores hverdagsord, som når vi henkastet siger ’hvadsomhelst’, ligemeget hvilken, men denne gang er det ikke henkastet men snarere noget vi bekræfter. Som Agamben siger det: hvilkensomhelst væren er en væren som alting betyder noget for. Væren bekræfter sig selv med alle sine egenskaber; den bliver hvad den er, eller er hvad den bliver. I meget grove træk kan man ekstrapolere ud fra dette begreb og se hvordan det kunne producere en modificeret kommunistisk vision for et kommende fællesskab. Der vil ikke være nogen ny verden, i hvert fald ikke forstået som en transformation. Efter bruddet vil verden være den samme som den potentielt set allerede er. Der vil være en ændring af tilstand, ligesom når vi siger at et metal har skiftet tilstand fra solidt til flydende, sådan at verden igen er tilfælles, omnia sunt communia, alt er fælles. Vores, men kun til brug som var det ikke vores. Det tror jeg, var det fælles udgangspunkt det meste af menneskets historie.

Men jeg tror også det er værd at genkalde os Marx’ definition på kommunisme. Jeg citerer fra hukommelsen: ”Kommunisme er den virkelige bevægelse der ødelægger den nuværende tilstand”. Et brud er ikke nogen bortrykkelse, det er ikke et maginummer, og den nuværende tilstand kaldet kapitalisme må overvindes, dekonstrueres, sættes ud af drift. Kommunister, her i enighed med Agamben, går ud fra at væren, for så vidt som væren lever og ånder som hvilkensomhelst væren, grundlæggende er affirmativ. I ontologisk forstand, med de ord jeg her har bragt på bane. De går også ud fra at kapitalismen, dette økonomiske monster, i al sin absurde væsentlighed er ødelæggende. Jeg siger ’absurd’ fordi kapitalismen i sidste ende – uden at vide det, for den ved ingenting – ødelægger sig selv. Med sin blinde algoritme hvor penge bliver til flere penge, vil den ekstrahere alt som ekstraheres kan fra jorden og jordboerne, med mindre de finder ud af at sætte den ud af spillet. Så ja, eller rettere JA!, den store ødelægger må ødelægges så snart som muligt. Ødelæg ødelæggeren, en ’negation af negationen’ som vi plejede at sige selvom der helt sikkert er problemer med den dialektik – at blive som ens fjende, og så videre, ved at kæmpe på deres terræn. Hvilkesomhelst værender er enkle værender som har kærlighed i kernen og glæde i deres gener, så alt det her med at ødelægge må gentænkes på deres måde, altså på vores måde. Der vil blive krig, der er allerede krig, men vi må gå asymmetrisk og ikke-dialektisk til værks. Vi må gå indirekte og ikke frontalt ind i kampen. Ikke-dialektisk: vores tænkning må ikke være forligelig med fjendens tænkning; det er netop et dialektisk bånd som vi må bryde. Vi må lade fjenden vide at faktisk så har vi ikke noget at gøre med dig, for os er du ingenting. Men igen, hvem er vi selv?

I Frankrig for nogle måneder siden, under forårsdemonstrationerne og andre aktioner mod regeringen, forvildede en politibil sig ind i en gade den skulle have holdt sig fra, og blev stukket i brand. Som I nok kan forestille jer, gik retsapparatet hurtigt og hidsigt i gang med at opspore gerningspersonerne og fik bragt en håndfuld mistænkte for retten. Der var ingen håndgribelige beviser, kun nogle tvetydige billeder af maskerede fyre og en anonym civilpansers formodninger, men der faldt dom og blev ikendt tunge fængselsdomme. Lange fængselsstraffe for at sætte ild til en bil. Nå men, under den retssag, for nogle dage siden, klippede nogen hul i hegnet til et politidepot i Grenoble, en by i Frankrig, og stak ild på fyrre politikøretøjer der blev fuldstændig ødelagt. De efterlod en solidaritetserklæring med de unge der var for retten. De franske myndigheder reagerede ved at afgive formelle trusler om nedlukning mod to hjemmesider hvis de blev ved at bringe nyheder om den sabotage. Jeg lagde den historie ud på Facebook og en ven likede men med en ked-af-det-emoji. Sagen er nu den at jeg ikke ved om den triste smiley var over retssagen, over sabotagen eller over truslen om censur. Det er noget som ikke står klart os imellem. Vores ’vi’ er stadig uafgjort.

For nu at vende tilbage til det ontologiske, og min søgen efter et grundlag og en ansporing til oprør imod det store samfundsmaskineri, med sigte mod at leve helt og godt, er det jeg har talt om indtil nu, det som Agamben ville kalde en mængde af hvilkesomhelst værender. De er ikke identiteter, de er eksempler på væren som sådan, de er strømskær i værens flod, singulære værensudtryk, singulariteter. I den forstand er singulariteter værender foruden de prædikater de tilskrives, såsom hvid/sort/brun, amerikansk/udenlandsk, ung/gammel, mand/kvinde, osv., prædikater som grupperer os efter et system af sociale inddelinger, hvoraf flere har været ekstremt skadelige, for eksempel alle dem jeg lige nævnte. Singulariteter er ikke individer, for individualisering forudsætter disse eksistensinddelinger, kun indoptaget i den almene gruppe for så vidt som man er med andre men stadig adskilt fra dem, og ikke bare formelt, men også eksistentielt adskilt. Man kan endda sige at individer er de værender der er mest inddelt af deres prædikater. Det er derfor Deleuze kalder dem divider. Det er sandt at termen menneske i sig selv er et sådant prædikat, hvilket peger på menneskets oldgamle udmærkelse og adskillelse fra andre levevæsner, som menneskeheden udelukker for at etablere vores egen særeksistens. Det har, som I ved, hjemsøgt vores stilling her på jord. Jeg ved godt at jeg lige har bragt en hel del på bane til denne lejlighed, og at det ikke kan lade sig gøre at behandle det hele. For eksempel nævnte jeg lige sociale adskillelser og eksklusioner. Det er ikke noget uskyldigt ordvalg, det er snarere som et hus med ild i, når man først gør pause for at tænke eller studere. Race og racisme, dens hærgen, dens vold, dens fængsler. Køn og patriarkalsk herredømme over halvdelen af arten. Klasse og klassetrælleri hvor en tiendedel af menneskeheden tager ejerskab over firs procent af hvad jord og arbejde har tilvejebragt, og i processen lægger alles indre liv, også deres egne, i ruiner.

Nu er et godt tidspunkt at kaste endnu et blik på det herlige meme jeg har taget med til jer. Menneskeskikkelser afbilledet som stereotyp middelklasse – ”borgere”, som vi siger – på en gade i en eller anden by i 1950’erne, de famøse 50’ere med konformisme og atombomben. De er fanget midt i en pludselig erkendelse af det ubærlige. Nu kan det indre liv jo ikke afbilledes, så hvad vi har med at gøre er en grafisk illustration af dets annullering. Lad mig tilføje et citat fra en Starbucks-barista i Las Vegas som ofte serverede kaffe for massemorderen Paddock og hans kæreste, hans partner i livet. ”Han plejede at nedstirre hende og sige – i en ond tone – ’du har ikke brug for mit kasinokort til det her. Jeg betaler for dine drinks, ligesom jeg betaler for dig’. Så sagde hun helt mildt ’OK’ og tog et skridt om bag ham.” Det jeg prøver at pege på, er at vi her har at gøre med en mand, en mandighed, som havde brugt hele sit liv på fifle med penge og samle på dem og omdanne dem til en ynkværdig mandlig prestige. Og så kom erkendelsen, pludselig eller ej, at det hele var forgæves, og at han selv var ingenting – han havde ikke levet, han var tom, og nu var det for sent. På den måde var der en indre vrede mod livet selv, en bitterhed som senere blev ført ud i livet, sådan som vi ved. Det siger os altså at indre liv kan blive ruineret på samfundsskala med forfærdelige ydre konsekvenser. For det meste er konsekvenserne imidlertid ikke så betydelige; de er bare rædselsfulde i al deres banalitet. Man kommer for eksempel til at tænke på den her slags omsiggribende frygt eller generaliseret fejhed, en munter mental blankhed overalt i offentligheden, en epidemi af depression i det private, en PTSD som ikke er forbeholdt veteraner fra fjerne krige, en racisme som skaber sit eget særlige vejrlig og så bliver fornægtet ligesom klimaforandringerne, eller fyrre millioner mennesker der minder dig om at de altså hver og én er individer med egne holdninger før de alle sammen siger det samme som for eksempel at ”det er sådan det går”, ”det er i menneskets natur.” I begge tilfælde usandt; Thomas Hobbes og andre løgnere fra det 18. århundrede som kapitalismen havde brug for for at indsmigre sig i sindene. For hvad er individualisme andet end en måde at slå sig til tåls med sin isolation og afmagt over for det store samfundsmaskineri? Og hvad er den her menneskelige natur andet end en måde at undskylde det utilgivelige og fornægte vores historiske potentiale? Sådan som antropologen Marshall Sahlins har dokumenteret ud fra europæiske og amerikanske tekster fra det 19. århundrede der ofte var baseret på ham den horrible græker, Thukydid, og med modeksempler i de stammesamfund han kendte til, så er den såkaldte menneskenatur med al dens medfødte ondskab og svaghed en konstruktion, en politisk fiktion sat i verden for at sikre kontrollen, først i den suveræne magt og senere i den demokratiske. Mennesker har på godt og ondt ingen natur. Som Agamben siger det, er de ikke anvist nogen opgave de skal fuldføre. De er hvilkesomhelst værender. Jo, de er nødt til at leve med hinanden, og derfor er de nødt gøre brug af et udviklet sprog og en tænkning. Sahlins siger at kultur er det vi har i stedet, men det er ikke nogen rar, betryggende arv vi har til del, eftersom vores vestlige kultur, hvis vi skal kalde den det, har opfundet ”menneskets natur”, denne ”perverse forestilling som truer vores eksistens”, for at citere Sahlins.

Jeg er mere på med singulariteterne. Jeg tror det er det Emily Dickinson sagde med sit digt, I’m Nobody:

I’m Nobody! Who are you?
Are you – Nobody – too?
Then there’s a pair of us!
Don’t tell! they’d advertise – you know!

Et par kammerater som får kontakt med hinanden i en vis intimitet midt i trodsigheden mod deres sociale subjektivitet. Ontologisk set, som værender, som værenseksempler, møder de hinanden uden om deres subjektivering, som de har rømmet, deaktiveret, sat ud af drift. For som Foucault og mange andre har mindet os på, så bliver vi som sociale skabninger formet som subjektiviteter ad ganske bestemte udstukne linjer. Som de selv vi er, psykologiens egoer, er vi blevet til subjekter i et forhold til visse objekter som vi bliver tilkendt. Den mest udbredte skabelon for den slags præfabrikeret subjektivitet er naturligvis den økonomiske: Subjekter der handler efter sine selvinteresser som altid er i konkurrence med andre selvinteresser derude i den truende verden. I en sådan forestilling om verden vil der altid være en trussel om at livet skal forvandles til overlevelse, selv for dem som ellers siges at have alt. I kender godt det set-up. Agambens hovedlektie, i det mindste for dem som er ude af tempo med det set-up som ikke rigtig har noget musik at spille, højst nogle jingler – Agambens lektie er nu den at ren overlevelse er en frygtelig tilstand som menneskeheden er underlagt; det nøgne liv påtvinges med magt, det liv som er berøvet sin singulære form. For helt at fordøje det sidstnævnte, kan det formentlig hjælpe at bemærke helt forfra at vores kroppe er absolut singulære; ingen anden har den krop som er til stede præcis som den er, på denne måde, i denne sanselige, sansende verden.

Faktisk er vores kroppe ikke noget vi har, men noget vi er, som eksistenser i tid og rum. Som Heidegger sagde det – forbandet være hans nazisjæl – er vi i-verden-væren; der er intet væsentligt der adskiller os fra den, og vi er nødvendigvis udgjort af fragmenter af den. For Spinoza, formentlig den fremmeste vestlige filosof, bevæger og handler kroppe i det udstrakte, i den materielle verden. Udstrakthed er én af værens attributter. Den anden attribut, parallel hermed, i hvert fald for mennesker, er intelligens eller tænkning. Vi kan ikke her gå i dybden med Spinoza, og jeg er nok heller ikke tilstrækkeligt forberedt hvis vi skulle – jeg forsøger blot argumentere at Agambens begreb om livs-form er oplysende nok til at radikalisere. Intelligens som ontologisk attribut er et forundrende lykkeslag for menneskene. Det er et rent held at vi er det dyr der kan give vores liv form ved hælp af vores sanselige, rationelle, følelsesmæssige intelligens. Og det er kilden til vores glæder – men, må jeg sige, også til vores sorger. Det har tydeligt nok stor betydning at Spinozas ord for denne formgivningsevne på latin er potentia, i modsætning til potestas som kun er tildelt en sekundær status inden for hans teori om væren eller substans. Potestas er magt som i politisk magt. Potentia betyder derimod potentialitet eller evne, om end det også kan forstås som magt, som når vi siger at en eller anden har en mægtig tilstedeværelse, eller at mennesker magter mere end de ved. Så potentia og potestas er egentlig diametrale modsætninger. Potestas er ganske fæl og kun forlorent elskelig, mens potentia er kærligheden selv.

I et nyere værk inddrager Agamben dette citat fra Spinoza – først Agamben, så citatet: ”Og heri består det højeste gode som mennesket ifølge Spinoza kan håbe på: ’en glæde født af dette; at mennesket kontemplerer sig selv og sin evne til at handle.’” Det er meget interessant at glæde ikke kommer af nogen handling, fuldførelsen af en handling, men af at tænke over evnen til at udføre den, før, under og efter handlingen. Tænk på en danser og hendes dans. For hende er dansens form eller skikkelse sikkert stærkere præget inden i hende som potentialitet end den er i hendes handling, hendes optræden. Formentlig gør det samme sig gældende for tilskuerne som ser på. Beklageligvis lever de i et yderliggjort samfund hvor ting betyder mere end liv, så de tror at dansen er en ting, et spektakel mere end en form.

Der er politiske følger eller implikationer af det jeg her foreslår. I første omgang, i vores egen kontekst, er det at gribe eller udøve magten ikke et mål som vi kan knytte an til glæde eller lykke, for magt er herredømme, en stadig fortrængning af potentialiteter. Det må være det modsatte af hvad revolutionære ønsker, især hvis de har noget som en tiqqun, en forløsning eller genopretning på hjerte. Så der må foretages en revidering af revolutionær strategi og revolutionær metode. Der er flere tegn på at det er ved at ske. Målet eller hensigten forandrer sig. Man ønsker sig ikke længere en magt som ikke er ønskværdig foruden som en fordrejning eller unaturliggørelse af det som er ønskværdigt. Det man vil have, er det som ens liv fordrer, så man hverken ved eller måske ikke engang bekymrer sig om man er i frihedens eller i nødvendighedens sfære. Det er ikke en himmelsk eller helvedes fordring. Vores liv forlanger at kende og nyde deres potentialiteter i verden. Jeg tror ikke det er nogen kliché; hvis det er, kan det omstødes med denne omvending: verden forlanger at kende og nyde sine egne potentialiteter. Det jeg taler om, er altså noget tilfælles, et kommunistisk vilkår som på én gang er indre og ydre, både inden i os og derude et sted; det er ontologisk, om forlov. Voilà, med Agambens hjælp og Spinozas og Deleuzes, tror jeg nu at jeg har fundet den fremdrift, den ansporing som jeg søgt. Væren udtrykkes gennem sine potentialiteter. Og vi mennesker erfarer det som en fordring, en form for pres som kan være en tung byrde, en tyngdens ånd, eller mere lykkeligt være noget i stil med et godt eksplosionstryk i motoren, en drivkraft. ”Den kraft der i det grønne skud driver blomsten, driver min grønne sjæl”, som Dylan Thomas skrev.

Lad mig dvæle et øjeblik længere ved dette potentialitetstema. Mod enden af sit liv skrev Deleuze et essay der skulle definere hvad et liv er. Et liv, et singulært liv. Han siger kort sagt at et liv er et felt af virtualiteter, og det felt kalder han et immanensplan. Deleuze var i høj grad spinozist. Og ifølge Spinoza er væren eller substans immanent, indersides; det er i sig selv og ikke i noget andet. Derfor må livet, som singulær værensmodus, have sin grundlinje i tilblivelsens flod, uanset hvordan dets virtualiteter bliver aktualiseret. Måske vi kan skærpe denne betydning med denne sande historie om tre eller fire afghanske fanger i Guantanamo-fangelejren. De var klar over at de var tæt på havet men de fik ikke lov at se det. Det ville de gerne for de havde aldrig set et hav. De fik ikke lov, sikkert fordi det ville have modsagt deres nye vilkår af at være ingenting overhovedet, subjektivt altså, at være nøgne liv. Så hvad de gjorde, var på en eller anden måde – som jeg ikke forstod – at male havet som det var i deres hjerter, på deres immanensplan. Jeg så et af deres malerier som var dunkelt, følelsesladet, ekstraordinært. Immanensplanet eller -feltet er ikke tomt, det er befolket af intensiteter, grader af potentiale som alle har deres egne konfigurationer og deres egen konsistens. Feltet er ikke afskåret fra verden derude, den udstrakte verden. Det påvirkes af den, og påvirkes mest positivt når kontakt med andre singulære værender øger potentialiteten i feltet. Som I nok kan se, er flerartede positive møder mellem flerartede singulariteter på et fælles plan i stand til at frembringe en sammensat virkning, en sammensat potentia, og det er gået hen og blevet en opstandsorienteret kommunistisk tese. Af Deleuze kan man også lære at forsøget på at indleve sig i en af de forkrampede identiteter som vi er blevet tildelt, åbner døren på vid gab for sygelige symptomer. De sociale roller tigger om at blive rømmet. Men hvordan rømmer man en subjektivitet? Det synes at være en urimelig idé indtil man forstår at selvet faktisk ikke er en beholder. Der er en film der spiller konstant i vores hoveder men givetvis er vi ikke karakterer i vores indre film. Den vigtige erkendelse – eller hvad det nu er – er at menneskelige subjekter er ek-statiske, ude af os selv, vi må være lige så meget ude af os selv som vi er indeni. Vi er udgjort af dele af hinanden, og dét burde være en positiv forståelse af at vi ikke er alene. Så rømning handler ikke så meget om at søge en ny instrumentel brug af os selv som om at bryde fri af den kapitalistiske socialitets greb. Det lyder også svært, jeg ved, jeg ved. To kendsgerninger kan dog opmuntre. Den først er at samfundet er i færd med at fragmenteres, og det bliver stadig sværere at håndhæve den formelle sammenknytning, den falske totalitet; den anden er at flere og flere af vores folk bliver bevidste om samfundets underliggende giftighed og derfor søger efter flugtlinjer væk fra den sociale knibtangsmanøvre, hverdagens hustle, presset på os for at blive humankapital. De folk er potentiale kammerater.

For nu at fortsætte – og konkludere – har kommunistisk tænkning som mål at dekonstituere, de-etablere den etablerede magt. Magt må de-institueres ikke rekonstitueres. Den må destitueres for sin befalingsfunktion. Men det er ikke alt: vi erfarer den økonomiske maskine som en befalingsmaskine, og den situation kan ikke vare ved. I modsætning til visse læsninger af dens lange historie, hundredtusind år eller mere, er mennesket ikke Homo economicus af væsen, ikke noget økonomisk væsen. At producere produkter er ikke og har aldrig været hovedsagen i livet. Den viden sidder i knoglerne på os. Vi gør det, producerer produkter fordi vi skal, fordi vi bliver tvunget til det; det er smertefuldt men vi er et produkt ligesom alle de andre ting der fremstilles. I moderne produktion er der ikke noget frem-og-tillbage mellem fremstilling og kontemplation. Der er ingen glæde i det. Tiden mellem produktion og ikke-produktion bliver tilbragt med at glemme hvad vi bliver tvunget til at gøre. Hvordan kan sådan en maskine, økonomien selv, blive deaktiveret, skudt til side og i baggrunden? Jeg tror ikke den revolutionære tænkning har nået nogen lysning eller tærskel hvor det spørgsmål kan blive behandlet. Men i det mindste forstår nogle radikale tænkere at der ikke kan være nogen vision for en bedre, mere fair økonomi, selv ikke en socialistisk; det er en endelig ved at stå klart at økonomi er lig kapitalisme og omvendt. For nu at sige det igen: vi er ikke arbejdere, vi er ikke arbejdstagere. Det er ikke vores kald. Neden under alt det er vi tænkere, drømmere, kunstnere, håndværkere, jorddyrkere, grublere, spillere, dansere, elskere, celebranter, og af frihed og nødvendighed er vi krigere. Dette sidste potentiale kan vi ikke gå forbi. Jeg tænker at rømningen må være øverst på dagsordenen – I ved, rømning af de lydiges rækker, kapitalismens hverdagssoldater. Vi må erklære vores troløshed, vores illoyalitet til langt de fleste offentlige temaer og memes, være de regeringsmæssige eller kybernetiske. Forlad den demokratiske samtale såvel som den kybernetiske diskurs om nemhed og komfort og effektivitet og iværksætteri. Anerkend at vi i begge tilfælde har med indfangelsesapparater at gøre. Det er der ingen opskrifter på, men i isolation er det umuligt, så det må også indebære en søgen efter vores folk. De kommende folk, som Deleuze sagde. De folk vi har mødt på vores flugtlinje og som måske har valgt den samme linje. Rømning, flugt og hvad så? Spørgsmålet betyder noget forskelligt for en flygtende kriger end for én der blot er på springtur. At destituere, neutralisere magtsystemet vil kræve mange former for antagonisme af os. Én af dem er vel eksponering, at eksponere systemet for hvad det er: en totalitet, en Leviathan. Af en vis grund, og vi ved godt hvilken, er der brug for mere end tale. Det er nødvendigt at skaffe stoflig kontakt med modstanderen. Gadekampens kunst lader til at være under forandring. Det bliver nu alt vigtigere at dukke op, men det at opsøge magten og dens agenter kan ikke reduceres til at demonstrere vores had; igen, og givet hvad jeg allerede har sagt, er det langt væsentligere et spørgsmål om at demonstrere vores livfuldhed, om at fejre væksten i vor magt, vores evne til at handle i pagt med andre singulariteter. På den måde vil det være en bekræftelse, en form for herlighed.