Krig og anarkister: Antiautoritære perspektiver fra Ukraine, del 1

Her til aften bringer vi den første halvdel af en længere tekst, der blev skrevet i Ukraine i ugerne inden krigsudbruddet. Den giver os en rød tråd fra opstandene på Maidan i 2014 op til tvivlen omkring den nuværende situation. 

Vi er også i tvivl vedrørende den rigtige vurdering af krigen i Ukraine, og er i øvrigt blevet ramt af sygdom i denne uge, så analyserne går på bedste beskub. Ligesom så mange andre, forsøger vi at stykke et billede sammen fra oplysninger hentet forskellige steder fra: Fra nyhedskanalerne, kammerater, telegramtråde og historiebøger. Er det muligt at få hold på begivenhederne nedefra eller udefra? Hvad er forholdet mellem opstand og krig?

Situationen er vanskelig. Og alligevel ser vi også på mediebilledet med en smule skepsis. Vi spørger os selv, om der efter mere end ti år med opstande ikke er fremkommet en fragmenteret verdenskrig? Der med andre ord har været i gang et stykke tid, bl.a. i Afghanistan, Mali, Yemen, Syrien, og Ukraine.

Vi føler os også splittede i forhold til måden, hvorpå den danske stat byder flygtninge fra Ukraine velkommen. Det er så forskelligt fra 2015, hvor asylansøgere, bl.a. fra Syrien, blev forhindret på alle mulige måder i at få ophold i Danmark. Nu har den danske stat pludselig et væld af ressourcer til rådighed. Og nu hvor der mangler arbejdskraft, står danske virksomheder klar med jobs til hvide krigsflygtninge. Samtidig bliver sorte og andre racegjorte mennesker mødt med vold på grænsen til Polen, ligesom de har været det ved grænsen mellem Polen og Belarus i et stykke tid. Herboende asylansøgere fra afrikanske og mellemøstlige lande er underlagt en umenneskelig lovgivning, som flygtninge fra Ukraine kommer til at kunne omgå. Racismen og eurocentrismen er nærmest skåret ud i pap. 

Vi har oversat teksten fra CrimethInc., hvis introduktion vi også bringer nedenunder.

Denne artikel blev forfattet af anarkister i Ukraine og gengiver den sammenhæng, som nogle af deltagerne i de sociale bevægelser fra de seneste ni år mener må med i vurderingen af de vanskelige begivenheder, der har fundet sted i landet. Vi synes, det er nærliggende for mennesker over alt at genreflektere og behandle begivenheder som dem, der skitseres efterfølgende, indbefattet de spørgsmål som udviklingen stiller. Nærværende tekst bør også læses i forbindelse med de andre perspektiver, vi har udgivet både fra Ukraine og Rusland.

Krig og anarkister: Antiautoritære perspektiver fra Ukraine

Denne tekst blev forfattet af flere antiautoritære aktivister fra Ukraine. Vi repræsenterer ikke nogen organisation, men fandt sammen for at skrive denne tekst og forberede os på en mulig krig.

Udover af os selv blev teksten redigeret af flere end ti mennesker, dvs. af deltagere i de begivenheder, som teksten skitserer såvel som af journalister, der kontrollerede, at vores påstand var nøjagtig, samt af anarkister fra Rusland, Belarus og Europa. Vi modtag mange rettelser og præciseringer undervejs, hvilket har hjulpet os i at skrive en tekst, der er så objektiv som muligt.

Hvis krigen bryder ud, så ved vi ikke, om den antiautoritære bevægelse kommer til at overleve, men den vil i hvert fald forsøge. I mellemtiden udgør nærværende tekst et forsøg på at efterlade spor online af de erfaringer, vi har kunnet samle sammen.

I skrivende stund taler verdenen om en mulig krig mellem Rusland og Ukraine. Det er nødvendigt at slå fast, at Rusland og Ukraine har været i krig siden 2014.

Men lad os begynde med begyndelsen.

Maidan-opstanden i Kyiv.

I 2013 opstod der masseprotester i Ukraine foranlediget af Berkut'ens (en særlig politienhed) gennemprygling af demonstranter, som var stærkt utilfredse med, at den daværende præsident Viktor Janukovitj afviste at underskrive samarbejdsaftalen med den Europæiske Union. Det blev tydeligt for alle at Janukovitj var gået over stregen. Til sidst førte protesterne til, at præsidenten måtte flygte.

I Ukraine bliver disse begivenheder kaldt for "Værdighedens revolution". Den russiske regering fremstiller dem i stedet som et nazi kup, et US State Department projekt osv. Selve demonstranterne udgjorde en broget flok: Aktivister fra den yderste højrefløj med deres symboler, ledende liberale der talte om europæiske værdier og europæisk integration, almindelige ukrainere, som gik på gaden imod regeringen, nogle få fra venstrefløjen. Der herskede en antioligarkisk følelse blandt demonstranterne, og de oligarker, som ikke kunne lide Janukovitj, fordi han og hans inderkreds havde forsøgt at sætte sig på de store virksomheder i hans regeringstid, finansierede opstanden. Det vil sige, at for nogle oligarker udgjorde opstanden en mulighed for at redde deres virksomheder. Mange repræsentanter for små til mellemstore virksomheder deltog også i protesterne, fordi mange af Janukovitjs tilhængere ikke lod dem arbejde frit og udpressede penge af dem. Almindelige mennesker var utilfredse med politiets enorme korruption og magtfuldkomne adfærd. De nationalister, der gik imod Janukovitj, fordi han var en pro-russisk politiker, gjorde sig meget tydeligt bemærkede. Tilflyttere fra Belarus og Rusland sluttede sig til protesterne, da de så Janukovitj som en ven af diktatorerne Aleksandr Lukasjenko og Vladimir Putin.

Hvis du har set videooptagelser fra Maidan-opstanden, vil du muligvis havde lagt mærk til den høje grad af vold. Demonstranterne havde ingen steder at trække sig tilbage til, så de måtte kampe til den bitre ende. Berkut'en lagde søm og skruer i chokgranaterne, og splinterne efter eksplosionen spredte sig og sårede mange, ikke mindst folks øjnene. Det er derfor, at så mange blev sårede. I konfliktens sidste stadie brugt sikkerhedsstyrkerne simpelthen militære våben - de dræbte 106 demonstranter.

Som svar fremstillede demonstranterne hjemmelavede granater og bomber og bragte skydevåben med til Maidan. Produktionen af Molotov cocktails samlede mindre divisioner af aktivister.

Under Maidan-opstanden i 2014 brugte myndighederne lejesoldater (titushkas), gav dem våben, koordinerede dem, og forsøgte at bruge dem som en organiseret regeringstro styrke. Der blev kæmpet med stænger, hamre og knive.

Modsat den holdning at Maidan-opstanden skyldtes "EU og NATO manipulation", så havde tilhængerne af europæiske integration opfordret til en fredelig protest, og de hånede de militante demonstranters naragtighed. Både EU og USA kritiserede erobringen af regeringsbygninger. Selvfølgelig deltog pro-vestlige kræfter og organisationer i opstanden, men de styrede den slet ikke. Forskellige politiske kræfter indbefattet den yderste højrefløj blandede sig aktivt i bevægelsen og forsøgte at indpode den deres egen dagsorden. De fandt hurtigt en plads og blev en organisatorisk magt, da de skabte de første kampenheder og inviterede alle til at slutte sig til dem. De stod for træningen og ledelsen af disse.

Imidlertid var ingen af de forskellige retninger absolut dominerende. Hovedtendensen var, at en spontant opstået opstand mobiliserede mod det korrupte og upopulære Janukovitj-regime. Måske kan Maidenopstanden rubriceres som en af de mange "stjålne revolutioner". De ofre og anstrengelser, som mange tusinde almindelige mennesker bar, blev usurperet af en håndfuld politikere, der banede deres egen vej til magten og ledelsen af økonomien.

Anarkisternes rolle i 2014 protesterne.

På trods af anarkisternes lange historie i Ukraine var alle og enhver, der på noget som helst måde havde haft forbindelse til anarkisterne, undertrykt under Stalin, og bevægelsen døde ud. I løbet af 1980erne begyndte bevægelsen at komme sig igen takket være historikernes arbejde, og i 2000erne fik den et stort skub fremad, da subkulturer og antifascismen udviklede sig og blomstrede op. Men i 2014 var miljøet ikke parat til alvorlige historiske udfordringer endnu.

Inden protesterne brød ud, var anarkisterne enten individuelle aktivister eller spredt ud i små grupper. Ganske få hævdede, at bevægelsen burde være organiseret og revolutionær. Blandt de få kendte organisationer, der forberedte sig på sådanne begivenheder, var der Den revolutionære Makhno federation af anarkosyndikalister, men den opløste sig selv ved optøjernes begyndelse, da deltagerne ikke kunne udvikle en strategi for den nye situation.

Maidan-opstanden føltes som en morgen hvor specialstyrker bryder ind i dit hus, og du skal handle, men dit arsenal består kun af punksange, veganisme, 100 år gamle bøger og, allerhøjst, af erfaringer fra antifascistiske og andre lokale sociale konflikter. Følgelig herskede der en masse forvirring, mens folk forsøgte at forstå, hvad der var ved at ske.

På samme tid var det ikke muligt at danne sig et overblik over situationen. Tilstedeværelsen af aktivister fra den yderste højrefløj på gaden var med til at modvirke, at mange anarkister tilsluttede sig protesterne, da de ikke havde lyst til at stå på den samme side af barrikaderne som nazisterne. Det bragt stridigheder ind i bevægelsen, da nogle anklagede andre, som sluttede sig til protesterne, for fascisme.

De anarkister som deltog i proteserne var stærk utilfredse med politiets brutalitet og med Janukovitj og hans pro-russiske ståsted. Imidlertid kunne de ikke øve nogen betydelig indflydelse på protesterne, da de stort set blev kategoriseret som fremmede.

Efterhånden deltog anarkisterne i Maidan-revolutionen individuelt eller i små grupper, for det mest i forbindelse med frivillige og ikke-militante initiativer. Siden besluttede de sig for at arbejde sammen og danne deres egen gruppe "hundrede" (en kampenhed af 60–100 mennesker). Men under enhedens registrering (en obligatorisk procedure under Maidan-opstanden), blev de talmæssigt underlegne anarkister spredt ud blandt de bevæbnede deltagere fra den yderste højrefløj. Anarkisterne blev i bevægelsen, men forsøgt ikke at danne en større organisteret grupper igen.

Blandt de dræbte i Maidan-opstanden var anarkisten Sergei Kemsky som, ironisk nok, fik tildelt ærestitlen Ukraines Helt posthumt. Han blev skudt af en snigskytte under en ophedet fase af konfrontationen med sikkerhedsstyrkerne. Under protesterne foreslog Sergei en appel til demonstranterne med titlen "Kan du høre det, Maidan", hvori han skitserede nogle mulige måder for revolutionens udvikling og påpegede aspekter såsom direkte demokrati og social omkalfatring. Teksten findes på engelsk her.

Krigens begyndelse: Annekteringen af Krim

Konflikten med Rusland begyndte for otte år siden, natten til den 27. februar, da parlamentsbygningen og regeringssædet blev erobret af ukendte bevæbnede mænd. De brugte russiske våben, uniformer og udstyr, men bar ikke den russiske hærs symboler. Putin vedkendte sig ikke den russiske hærs medvirken i operationen, omend han siden har indrømmet det personligt i den dokumentariske propagandafilm "Crimea: The Way to the Homeland".

Her behøver man kun at forstå, at i Janukovitjs regeringstid var den ukrainske hær i meget ring stand. Og da en russisk hær på 220.000 soldater opererede på Krim, turde den ukrainske regering slet ikke konfrontere den.

Efter besættelsen er en stor del af befolkningen blevet udsat for en undertrykkelse, der fortsætter den dag i dag. Også vores kammerater er blandt de undertrykte. Vi kan kort gennemgå de mest kendt sager. Anarkisten Aleksandr Kolchenko blev anholdt sammen med pro-demokrati-aktivisten Oleg Sentsov og overført til Rusland den 16. maj, 2014. Fem år senere blev de løsladt efter en udveksling af fanger. Anarkisten Alexei Shestakovich blev torteret, bragt til grænsen for kvælning med en plastisk pose over hovedet, pryglet og truet med at det ville gentage sig. Det lykkedes ham at flygte. Anarkisten Evgeni Karakashev blev anholdt i 2018 for en re-post på Vkontakte (et socialt netværk); han er stadig varetægtsfængslet.

Misinformation

Pro-russiske stormøder blev afholdt i russisktalende byer tæt op til grænsen. Deltagerne frygtede NATO, radikalnationalister og undertrykkelsen af den russisktalende befolkning. Efter Sovjetunionens sammenbrud havde mange husstande i Ukraine, Rusland, og Belarus familieforbindelser, men Maidan-opstandens begivenheder forårsagede alvorlige brud i de personlige relationer. Dem der befandt sig uden for Kijev og så russiske fjernsyn, blev overbevist om, at hovedstaden var erobret af en nazijunta og at byens russisktalende befolkning var ved at blive udrenset.

Rusland lancerede en propagandakampagne med følgende budskab: "Bødlerne", dvs. nazister, er på vej fra Kijev til Donetsk, med den hensigt at ødelægge den russisktalende befolkning (og det selvom Kijev er en overvejende russisktalende by). I deres udtalelser brugte propagandisterne fotos af den yderste højrefløj og udsendte alle mulige slags falske meddelelser. I løbet af fjendtlighederne dukkede en af de mest berygtede fupnumre op: Den såkaldte korsfæstning af en treårig dreng, som angiveligt blev bundet fast til en pansret kampvogn og slæbt ned ad gaden. I Rusland blev historien udsendt på de statslige kanaler og gik viralt på nettet.

Efter vores mening spillede misinformation en afgørende rolle i optakten til den væbnede konflikt.

Væbnet konflikt i den østlige Ukraine

Med hans egen ord trykkede Igor Girkin, der er oberst i FSB (den føderale sikkerhedstjeneste I Rusland, som erstattede KGB) "udløserknappen til krig". Girkin, der er tilhænger af russisk imperialisme, bestemte sig for at radikalisere de pro-russiske protester. Han krydsede grænsen med et hold bevæbnede russere og erobrede indenrigsministeriets bygninger i Slavyansk den 12. april for at kunne tage våbnene i besiddelse. Pro-russiske sikkerhedsstyrker begyndt at slutte sig til Girkin. Da oplysningerne om Girkins bevæbnede grupper kom frem, annoncerede Ukraine påbegyndelsen af en antiterror operation.

En del af de ukrainske samfund besluttede sig for at bevare en national suverænitet og organisere en stor frivillig bevægelse, da man kunne se, at hæren kun havde få kapaciteter. Dem som var nogenlunde kompetente i militære anliggender blev enten instruktører eller dannede frivillige kompagnier. Nogle meldte sig til den regulære hær eller dannede kompagnier som humanitære frivillige. De skrabede penge sammen til våben, mad, ammunition, brændstof, transport, billeje og lignende. Deltagere i de frivillige kompagnier var tit bedre udstyrede end soldaterne i statens egen hær. Disse kompagnier udviste en stor grad af solidaritet og selvorganisering, og erstattede faktisk staten, når det kom til territorielt forsvar, hvad der muliggjorde, at hæren (som var ret dårlig udstyret på det tidspunkt) i det hele taget kunne afvise fjenden.

Det område som pro-russiske styrke rådede over begyndt hurtigt at blev reduceret.

Vi kan fremhæve tre afgørende tidspunkter:

1) Da det gik op for den ukrainske hær, at våben, frivillige og militære specialister kom eller var på vej fra Rusland. Derfor igangsatte den 12. juli 2014 en operation på den ukrainsk-russiske grænse. Under fremmarchen blev den ukrainske hær imidlertid angrebet af russisk artilleri og operationen mislykkedes. De væbnede styrker led alvorlige tab.

2) Den ukrainske hær forsøgte at besætte Donetsk. Mens de gik frem, blev de omringede af regulære russiske tropper i nærhed af Ilovaisk. Folk, vi kender, som var en del af de frivillige kompagnier, blev taget til fange. De så den russiske hær på nært hold. Efter tre måneder lykkedes det dem at komme tilbage som følge af en udveksling af krigsfanger.

3) Den ukrainske hær rådede over byen Debaltseve, som er et stort jernbaneknudepunkt. Den by afbrød hovedvejen mellem Donetsk og Lugansk. Lige inden forhandlingerne mellem Poroshenka (som var Ukraines præsident på det tidspunkt) og Putin, som angiveligt skulle markere starten på en længerevarende våbenhvile, blev de ukrainske positioner angrebet af enheder med opbakning fra russiske tropper. Endnu engang blev den ukrainske hær omringet og led alvorlige tab.

Indtil videre (februar 2022) er partierne enige en våbenhvile og en betinget "fred og ro" aftale som i det store og hele bliver overholdt, selvom der også sker brud mere eller mindre konstant. Adskillige mennesker dør hver måned.

Rusland benægter tilstedeværelsen af russiske tropper og forsyningen af våben til de områder, som de ukrainske myndigheder ikke har kontrol over. De russiske soldater, der bliver taget til fange, hævder, at de var kun var sendt på øvelse, og at det først var, da de ankom, at det gik op for dem, at de var midt i en krig med Ukraine. Inden de krydsede grænsen tog de den russiske hærs symboler af, ligesom deres kollegaer i Krim havde gjort. I Rusland har journalister fundet en kirkegård for de faldne soldater, men ingen oplysninger om deres død er kendt: Skriften på gravstenene vidner kun om at de døde i 2014.