Krig og anarkister, del 2

Det ideologiske grundlag for modstanderne af opstanden på Maidan var også forskelligartet. Blandt deres vigtigste fælles forestillinger var en utilfredshed med volden mod politiet og en modstand mod optøjerne i Kyiv. Folk, der var vokset op med fortællinger, film og musik fra russisk kultur, var bange for den russiske sprogs udslettelse. Tilhængere af Sovjetunionen og beundrere af dens sejr i anden verdenskrig syntes, at Ukraine burde være på samme linje som Rusland og var utilfreds med fremkomsten af radikale nationalister. Tilhængerne af det russiske imperium opfattede opstanden på Maidan som en trussel mod det russiske riges territoriale sammenhæng. Sådanne forbundne forestillinger lader sig forklare med dette foto, som viser sovjetflaget sammen med det russiske imperiums flag, og Sankt Georgs bånd som et symbol på sejren i anden verdenskrig. Man ville kunne karakterisere sådanne forestillinger som autoritære konservative fra tilhængerne af den gamle orden.

Den pro-russiske side bestod af politiet, virksomhedsledere, politikere og militæret, som sympatiserede med Rusland, endvidere almindelige borgere, der blev forskrækket ved de falske nyheder, flere forskellige højreekstremister såsom russiske patrioter og forskellige slags monarkister, prorussiske imperialister, specialenheden "Rusich", den private militærvirksomhed "Wagner Group", den notoriske neonazist Alexei Michakov, den for nylig afdødede Egor Prosvirnin, som stiftede det mandchauvinistiske russisk-nationalistiske medieprojekt "Sputnik og pogrom", og flere andre. Der indgik også folk fra den autoritære venstrefløj, som højtideligholder Sovjetunionen og dens sejr i anden verdenskrig.

Højreekstremismens opblomstring i Ukraine

Som skitseret ovenfor, lykkedes det for højrefløjen at vinde sympati under Maidan-opstanden i kraft af deres organisering af kampenheder og parathed til fysiske konfrontationer med Berkut'en. Tilstedeværelsen af militære våben gjorde det muligt for dem at opretholde deres selvstændighed og tvinge andre til at regne med dem. Til trods for deres åbenlyse brug af fascistiske symboler såsom hagekors, ulvekrog, keltisk kors og SS-symbolet var det svært at så tvivl om dem, da behovet for at bekæmpe Janukovitj-regimets styrker medførte, at mange ukrainere opfordrede til at samarbejde med dem.

Efter Maidan-opstanden undertrykte højrefløjen aktivt stormøder afholdt af prorussiske kræfter. Da de militære operationer begyndte, gik de i gang med at danne frivillige brigader. Af disse er "Azov" bataljonen blandt de mest kendte. Til at begynde med bestod den af 70 krigere. Nu er det et regiment på 800 mand med egne pansrede køretøjer, artilleri, kampvognskompagni, og et adskilt projekt, Sergentskolen, der er i overensstemmelse med NATOs retningslinjer. Azov-bataljonen er blandt de mest effektive kampenheder i den ukrainske hær. Der fandtes også andre fascistiske militærformationer, såsom den Frivillige Ukrainske Enhed "Højre Sektor" og Organisationen for Ukrainske Nationalister, men de er ikke lige så kendte.

Som følge heraf, fik den ukrainske højrefløj et dårlig ry i de russiske medier. Men at blive gjort til genstand for had i Rusland blev betragtet som et symbol på kampduelighed i Ukraine. For eksempel blev navnet Stepan Bandera, som huskes hovedsagligt fordi han var en nazikollaboratør i Rusland, brugt aktivt af demonstranter som en form for hån. Nogle kaldte sig for judeo-Banderanere for at spotte tilhængerne af konspirationsteorier om jøder og frimurere.

Med tiden bidrog forhånelsen til en stigning i den højreekstremistiske aktivitet. Højreekstremister bar helt åbenlyst nazisymboler, og nogle af Maidan-opstandens almindelige sympatisører begyndte at hævde, at de var Banderanere, der åd russiske spædbørn og skabte memes med det som indhold. Højreekstremismen blev mainstream. De blev inviteret ind i fjernsynet og i andre medier, hvor højreekstremister blev præsenteret som patrioter og nationalister. Liberale tilhængere af Maidan-opstanden tog dem endda i forsvar, da de mente, at højreekstremismen var et fupnummer opdigtet af russiske medier. Fra 2014-2016, blev enhver, der var parat til at kæmpe, budt velkommen, uanset om det var en nazist, en anarkist, en mafiaboss, eller en politiker, der ikke holdt nogen af sine løfter.

Højreekstremismens fremgang skyldes det faktum, at de var bedre organiserede i afgørende situationer og kunne foreslå effektive kampmetoder til andre oprørske kræfter. Anarkister sørgede for noget lignende i Belarus, hvor de også vandt sympati i befolkningen, men ikke i så betydeligt et omfang som højreekstremismen gjorde i Ukraine.

I 2017, efter at våbenhvilen trådte i kraft og behovet for radikale krigere var begyndt at tage af, forsøgte SBU (Ukraines sikkerhedstjeneste) at indoptage højrefløjen, og satte alle med et systemkritisk eller selvstændigt syn på højreekstremismens udviklingsmuligheder i fængsel eller neutraliserede dem på andre måder, deriblandt Oleksandr Muzychko, Oleg Muzhchil, Yaroslav Babich med flere.

Selvom højreekstremismen stadigvæk er en stor bevægelse i dag, er dens opbakning på et forholdsvis lavt niveau. Dens ledere er nu koblet til sikkerhedstjenesten, til politiet, og til politikerne; de udgør ikke længere en rigtig selvstændig politisk magt. Drøftelsen af problemerne med højreekstremisme er også begyndt at blive mere udbredt i den demokratiske lejr, hvor nogle er begyndt at forstå de symboler og organisationer, de står overfor, i stedet for tavst at afvise dem, der er bekymrede i den forbindelse.

Anarkisternes og antifascisternes aktiviteter under krigen

Da de militære operationer kom i gang, dukkede der et skillelinje op mellem dem, der var pro-ukrainske, og dem der støtter den såkaldte DNR/LNR ("Donetsk folkerepublik" og "Lugansk folkerepublik").

I krigens første måneder, var der en udbredt "sig nej til krig" holdning på punk scenen, men den gik hurtigt over. Lad os analysere de pro-ukrainske og pro-russiske lejre.

Pro-ukrainere

I mangel af en overgribende organisation gik de første anarkister og antifascister i kamp som enlige krigere, militære sygepassere og frivillige. De forsøgte at danne deres egen patrulje, men på grund af manglende viden og ressourcer lykkedes det ikke. Nogle sluttede sig endda til Azov-bataljonen og Organisationen for Ukrainske Nationalister. Grunden hertil var ligetil: De sluttede sig til de lettest tilgængelige enheder. Efterfølgende konverterede nogle til højreekstremismen.

[Crimethinc's redaktionelle bemærkning: Selvom vi ikke kender til detaljerne – og det kan være svært at bekræfte dem midt i en storkrig – er det klart at enhver såkaldte antifascist eller "anarkist", der sluttede sig til en fascistisk organiseret militia aldrig var anarkist til at begynde med. Vi har beholdt dette afsnit som det står skrevet, fordi vi tror, at det er vigtigt at være kritiske, og for at fremhæve de stemmer, der står midt i begivenhederne. Du kan læse flere af vores (Crimethinc) tanker om dette her.]

Folk der ikke deltog i slagene indsamlede penge til revalideringen af dem, der blev såret under kampene i øst, og for at sørge for, at der blev bygget et beskyttelsesrum i en børnehave ved fronten. Der var også en gruppe ved navn "autonomi" i Kharkiv, et åbent anarkistisk socialcenter og kultursted; på det tidspunkt var den koncentreret på at hjælpe flygtninge. Dens medlemmer tilbød husly og et permanent virkelig gratis marked, de rådførte sig med de sidst ankomne og styrede dem i retning af ressourcerne til rådighed samt udførte uddannelsesmæssige aktiviteter. Endvidere blev centret et sted for teoretiske diskussioner. Projektet er desværre ophørt i 2018.

Alle disse enkle handlinger skete på initiativ af bestemte personer eller grupper og ikke inden for rammerne af en overgribende strategi.

En af periodens væsentligste fænomener var den førhen store radikalnationalistiske organisation "Autonomnyi Opir" (autonom modstand). Den begyndt at hælde mod venstre i 2012, og i 2014 havde den bevæget sig langt nok for enkle medlemmer kunne kalde sig "anarkister". De angav, at deres nationalisme var en kamp for "frihed" og en modvægt til russisk nationalisme, og de havde Zapatisterne og Kurderne som rollemodeller. Sammenlignet med andre projekter i det ukrainske samfund, blev de anset for allierede, og nogle anarkister arbejdede sammen med dem, mens andre kritiserede samarbejdet og selve organisationen. Medlemmer af AO deltog også aktivt i de frivillige kompagnier og forsøgte at udvikle antiimperialistiske forestillinger blandt soldaterne. De forsvarede kvindernes ret til at deltage i krigen, og kvindelige medlemmer af AO deltog i kampoperationerne. AO hjælp til med oplæringen af både krigere og læger, der meldte sig frivilligt ind i hæren, og organiserede et socialcenter ved navnet "Kastel" i Lviv, hvor flygtninge kunne huses.

Pro-russere

Den moderne russiske imperialisme er bygget på den opfattelse, at Rusland er Sovjetunionens efterfølger – ikke som politisk system, men som territorium. Putin-regimet anser Sovjetunionens sejr i anden verdenskrig ikke for en ideologisk sejr over nazismen, men for den sejr over Europa, der beviser Ruslands magt. I Rusland og de lande, som det styrer, har befolkningen begrænset adgang til information, så Putins propagandamaskine behøver ikke at forme et kompleks af politiske begreber. Fortællingen er i al væsentlighed følgende: USA og Europa var bange for et stærkt Sovjetunion; Rusland er Sovjetunionens efterfølger, og hele Sovjetunionens territorium betragtes derfor som russisk: Russiske panservogne kørt ind i Berlin, hvad der indebærer, at "vi kan gøre det igen", og vi skal nok vise Nato hvem der er stærkest her. Grunden til at Europa "rådner" skyldes, at homoseksuelle og indvandrere er ude af kontrol der.

Arven fra Sovjetunionen og dets sejr i anden verdenskrig udgør det ideologiske grundlag for et prorussisk ståsted på venstrefløjen. Eftersom Rusland hævder, at Kyiv er blevet erobret af nazister og en junta, så betegner Maidan-opstandens modstandere sig som bekæmpere af fascismen og Kyivjuntaen. En sådan markedsføring skaffer sympati i den autoritære venstrefløj – deriblandt fx. "Borotba"-organisationen i Ukraine. Under de afgørende begivenheder i 2014 indtog den først en regeringstro position, og siden en pro-russisk position. Den 2. maj 2014 blev flere af dens aktivister dræbt i optøjer i Odessa. Nogle folk fra denne gruppe deltog også i slagene i regionerne Donetsk og Lugansk, og nogle af dem døde der.

"Borotba" beskrev sine motivering som udtryk for et ønske om at bekæmpe racismen. De tilskyndede den europæiske venstrefløj til at være solidariske med folkerepublikkerne i Donetesk og Lugansk. Da Vladislav Surkovs (Putins politiske rådgiver) email blev hakkede, kom det frem, at Borotba-medlemmer havde modtaget penge fra Surkov, og var styret af hans folk.

Autoritære russiske kommunister omfavnede løsrivelsesrepublikkerne af samme grund.

Tilstedeværelsen af højreekstremister og deres tilhængere i Maidan-opstanden motiverede apolitiske antifascister til at støtte op om folkerepublikkerne i Donetsk og Lugansk. Desuden deltog mange af dem i kampe i oblasterne (regionerne), og nogle døde der.

Der fandtes også "apolitiske" personer blandt antifascisterne i Ukraine, ofte folk knyttet til subkulturer, hvis negative holdning til fascismen blot skyldtes, at "vores bedstefædre kæmpede imod den". Deres fascismeforståelse var abstrakt: ofte var de politisk usammenhængende politisk, og omfattede f.eks. seksistiske, homofobiske, russiske patrioter, osv.

Idéen om at støtte de såkaldte republikker fik også en bred opbakning inden for venstrefløjen i resten af Europa. Blandt de mest markante tilhængere var den italienske rock band "Banda Bassotti" (Bjørne-banden) og det tyske parti Die Linke. Udover at skaffe penge tog Banda Bassotti endda på turné i "Novorossia". Som en del af Europa-Parlamentet, støttede Die Linke den prorussiske fortælling på alle mulige måder og afholdt videokonferencer med prorussiske aktivisterpå vej til Krim og de ikke-anerkendte republikker. Yngre medlemmer af Die Linke og Rosa Luxemborg Stiftelsen (som er knyttet til Die Linke) påpeger, at denne position langt fra deles af alle i partiet. Ikke desto mindre bliver den udbasuneret af partiets mest fremtrædende profiler, såsom Sahra Wagenknecht og Sevim Dağdelen.

Den prorussiske position blev aldrig populær blandt anarkister. Blandt de få individuelle tilslutninger var Jeff Monson, en Mixed Martial Arts kæmper fra USA, tatoveret med anarkistsymboler. Han har tidligere betragtede sig selv som anarkist, men arbejder nu åbenlyst for regeringspartiet Det forenede Rusland og er blevet medlem af det russiske parlament (Duma).

For at karakterisere den prorussiske venstrefløj bør fremhæves både den russiske efterretningstjenestes arbejde og følgerne af en ideologisk uduelighed: Efter besættelsen af Krim opsøgte russiske FSB-ansatte lokale antifascister og anarkister, og tilbød dem lov til at fortsætte deres aktiviteter, men foreslog at fra nu af burde deres agitationsarbejde også indeholde en idé om, at Krim burde være en del af Rusland. I Ukraine findes der små aktivistiske grupper, der positionerer sig som antifascister, selvom de udtrykker en grundlæggende prorussisk holdning. Mange mistænker, at de rent faktisk arbejder for Rusland. De har kun ringe indflydelse i Ukraine, men deres medlemmer tjener som russiske propagandister og som "whistleblowers".

Tilbud om "samarbejde" fra den russiske ambassade og fra prorussiske parlamentsmedlemmer som Ilja Kiva viste sig også. De prøvede at spille på den negative holdning til nazister som Azov-bataljonen og tilbød folk penge for at skifte side. I øjeblikket har kun Rita Bondar indrømmet at have modtaget penge på denne måde. Hun plejede at skrive for venstrefløjens og anarkistiske mediekanaler, men skrev af pengetrang under pseudonym for mediekanaler knyttede til den russiske propagandist Dimitri Kiselev.

I selve Rusland er vi vidner til anarkistbevægelsens udslettelse under de autoritære kommunisters fremfærd, så anarkister tvinges ud af den antifascistiske undergrundskultur. En af de mest sigende øjeblikke i nyere tid er den antifascistiske turnering til minde for "den sovjetiske soldat".

Er der en trussel om en storkrig med Rusland?

For cirka ti år siden ville selve forestillingen om en storkrig i Europa have virket vanvittig, idet verdslige europæiske stater i det 21 århundrede forsøgte at betone deres "humanisme" og maskere deres forbrydelser. Når de rent faktisk engagerede sig i militære operationer, gjorde de det langt fra Europas grænser. Men når det kommer til Rusland, har vi været vidner til besættelsen af Krim og de efterfølgende falske folkeafstemninger, krigen i Donbas og nedskydningen af flyet MH17. Ukraine oplever hele tiden hackerangreb og bombetrusler, og ikke kun på statslige bygninger men også på børnehaver og skoler.

I Belarus i 2020 erklæret Lukajsjenko uforfærdet en valgsejr med 80% af stemmerne. Opstanden i Belarus førte endda til at hviderussiske propagandister strejkede. Men situationen ændrede sig drastisk efter russiske FSB kom til landet, og det lykkedes for den hviderussiske regering at undertrykke protesterne med vold.

Et lignende scenarie udspillede sig i Kasakhstan, men der blev tropper fra Rusland, Belarus, Armenien og Kirgisistan kaldt ind for at hjælpe regimet i at undertrykke opstanden som en del af den kollektive sikkerhedspagt mellem disse lande.

Russiske efterretningstjenester lokkede flygtninge fra Syrien til grænsen mellem Belarus og Den Europæiske Union for at skabe konflikt. Et hold fra den russiske sikkerhedstjenesten (FSB) udførte politiske henrettelser ved at bruge kemiske våben – det berømte "novichok" – og det blev også afsløret. Udover Sergei Skripal og Aleksej Navalnyj har FSB også dræbt andre politiske figurer i Rusland. Som svar på alle anklager siger Putins regime kun: "Det er ikke os, I lyver". I mellemtiden skrev Putin selv en artikel for cirka et halvt år siden, hvori han hævder, at russere og ukrainere deler et land, der skal forenes. Vladislav Surkov (en strateg med forbindelse til marionetregeringerne i de såkaldte folkerepublikker Donetsk og Lugansk og som er med til at udforme russiske politik) udgav en artikel som erklærede, "at imperiet må udvide sig, ellers vil det forgå". I løbet af de sidste to år i Rusland, Belarus og Kasakhstan er opstandene blevet mødt med brutal undertrykkelse, mens selvstændige eller oppositionelle mediekanaler er blevet nedlagt. Til dem som vil læse mere om Ruslands aktiviteter, kan vi anbefale at læse videre her.

Alt taget i betragtning er sandsynligheden for krig høj – og noget højere nu end den var sidste år. Det er alligevel usandsynligt at selv de skarpeste analytikere kommer til at forudse, hvornår den bryder ud. Måske vil en revolution i Rusland kunne lette spændingerne i området, men, som vi angav før, så er protestbevægelsen der blevet kvalt.

For det meste støtter anarkister i Ukraine, Belarus og Rusland selvstændighed enten direkte eller underforstået. Det er fordi selv med al nationalhysteriet, korruptionen og stor mængde nazister, så ligner Ukraine en lille klippeø af frihed sammenlignet med Rusland og de lande, der er under dets styre. Ukraine opretholder sådanne "enestående fænomener" som præsidenternes overdragelse af magten til en efterfølger, retten til fredelige forsamlinger, og, i nogle tilfælde, virker retten tilmed overensstemmelse med sin egne erklærede retningslinjer. At sige at dette er at foretrække frem for situationen i Rusland er ikke at sige noget nyt. Som Bakunin skrev: "Vi er overbevist om, at selv den mest mangelfulde republik er tusind gang bedre end det mest oplyste monarki".

Der er talrige problemer i Ukraine, men disse problemer kan nemmere løses uden Ruslands indblanding.

Giver det mening at bekæmpe russiske tropper i tilfælde af en invasion? Vi mener at svaret må være ja. De muligheder som ukrainske anarkister overvejer i øjeblikket er bl.a. at slutte sig til Ukraines væbnede styrker, at engagere sig i territorielle forsvar, partisanvirksomhed og frivilligt arbejde.

Ukraine står nu i spidsen for kampen mod russisk imperialisme. Rusland har langsigtede planer for demokratiets ødelæggelse i Europa. Vi ved, at der er blevet rettet for lidt opmærksomhed mod denne fare i Europa. Men hvis man følger udtalelserne fra fremtrædende politikere, højreekstremister og autoritære kommunister, vil man snart lægge mærke til, at der allerede er et stort spionnetværk i Europa. Fx bliver ledende politikere tildelt stillinger i en russisk oliekoncern (fx. Gerhard Schröder og François Fillon).

Vi mener at slagorderne "Sig nej til krig", eller "Imperiernes krig" er virkningsløs og populistisk. Anarkistbevægelsen har ingen indflydelse over forløbet, så disse udtalelser ændrer intet.

Vores position er baseret på det faktum, at vi ikke har lyst til at løbe vores vej, vi har ikke lyst til at blive gidsler, vi har ikke lyst til at blive dræbt uden kamp. Man skal blot følge med i hvad der skete i Afghanistan for at forstå hvad "nej til krig" betyder: Når Taliban støder frem, flygter folk i massevis, dør i kaosset på lufthavnene, og dem der bliver i landet, bliver udrenset. Dette beskriver også hvad der sker i Krim, og det er nemt nok at forestille sig, hvad der kommer til at ske efter en russisk invasion af de andre områder i Ukraine.

Når det kommer til vores holdning til NATO, er forfatterne bag denne tekst splittede mellem to ståsteder. Nogle af os har en forholdsvis positiv holdning. Det er indlysende, at Ukraine ikke kan modarbejde Rusland alene. Selv når den store frivillige bevægelse tages i betragtning, er der brug for moderne våben og teknologier. Ud over NATO har Ukraine ikke andre allierede, som kan hjælpe med dette.

Her må vi huske tilbage på Syrisk Kurdistan. Der blev de lokale tvunget til at arbejde sammen med Nato imod Daesh - det eneste alternativ var at flygte eller blive dræbt. Vi er godt klar over at støtte fra NATO hurtigt kan forsvinde, hvis Vesten udvikler nye interesser eller det lykkedes for dem at forhandle sig frem til et forlig med Putin. Selv nu er den kurdiske autonome region tvunget til samarbejde med Assad-regimet, eftersom de forstår, at de ikke rigtig har noget alternativ.

En mulig russisk invasion tvinger det ukrainske folk til at søge alliancer i kampen mod Moskva. Ikke på de sociale media, men i den virkelige verden. Anarkister har ikke tilstrækkelige mange ressourcer hverken i Ukraine eller andre steder til at modstå Putinregimets invasion effektivt. Derfor må vi overveje at tage imod støtte fra NATO.

På den anden side – og det er en synsvinkel som også deles af nogle af os som er med til at skrive denne artikel – vil både NATO og EU ved at styrke deres indflydelse i Ukraine blot understøtte den nuværende "vilde kapitalisme", som virker i landet, hvilket vil gøre en mulig social revolution endnu mindre gennemførlig. Under de globale kapitalisme, med USA som sit flagskib og som leder af NATO, er Ukraine tilskrevet en plads som et tarveligt grænseområde: som en leverandør af billig arbejdskraft og billige ressourcer. Derfor er det vigtigt, at det ukrainske samfund erkender behovet for selvstændighed fra alle imperialister. I forbindelse med landets evner til at forsvar sig, burde vægten ikke blive lagt på betydningen af NATO-teknologi og støtte for hæren, men på samfundets potentiale for at yde guerilla-græsrodsmodstand.

Imidlertid betragter vi dette som en krig primært rettet mod Putin og de regimer, som er under hans kontrol. Udover den banale motivering at vi ikke har lyst til at leve under en diktator, ser vi også andre muligheder i den ukrainske samfund, som er blandt de mest aktive, selvstændige og oprørske i området. Den lange historie om folkets modstand gennem de sidste tredive år er et udførligt bevis på dette. Det giver os håb om, at forestillingen om direkte demokrati vil have god grobund her.

Den nuværende situation for anarkister i Ukraine og de nye udfordringer

Positionen som udenforstående under Maidan-opstanden har haft en demoraliserende virkning på bevægelsen. Dens rækkevidde blev svækket, idet russiske propaganda monopoliserede ordet "antifascisme". På grund af tilstedeværelsen af Sovjetunionens symboler blandt prorussiske aktivister var indstillingen til ordet kommunisme meget negativ, selv sammenføjningen anarkokommunisme blev opfattet som noget skadeligt. Vores udmeldinger imod den pro-ukrainske yderliggående højrefløj kastede tvivlens skygger over anarkisterne i almindelige menneskers øjner. Det var en uudtalt aftale, at højreekstremister ikke ville angribe anarkister og antifascister, når de undlod at vise deres symboler på stormøder. Højrefløjen havde en masse våben i deres hænder. Situationen skabte en følelse af frustration; politiet var ineffektivt, nogen kunne sagtens blive dræbt uden at det fik følger, f.eks. blev den prorussiske aktivist Oles Buzina dræbt i 2015.

Alt dette tilskyndede anarkister til at tage sagen op med større alvor.

En radikal undergrund begyndte at udvikle sig fra cirka 2016 og efterretninger om radikale aktioner begyndte at dukke op. Der dukkede radikale anarkistiske vejledninger op om indkøb af våben og dannelsen af våbendepoter, i modsætning til tidligere tider, hvor vejledning var begrænset til Molotovcocktails.

I den anarkistiske miljø er det blevet acceptabelt at have lovlige våbner. Videooptagelser fra anarkistiske træningslejre begyndte at dukke op.

Ekkoer fra disse forandringer nåede til Rusland og Belarus. I Rusland likviderede FSB et netværk af anarkistgrupper, som besad lovlige våbner og trænede hardball. De anholdte blev tortureret med elektrisk stød og tvunget til at tilstå terror; de blev idømt fra seks til atten års fængselsstraf. I Belarus, under 2020 opstanden, blev en gruppe af oprørske anarkister under navnet "Den Sorte Fane" tilbageholdt, mens de forsøgte at krydse grænsen mellem Belarus og Ukraine. De havde et skydevåben og en granat med sig; ifølge Igor Olinevichs vidneudsagn købte han våbnet i Kyiv.

Anarkisternes forældede økonomiske dagsorden har også ændrede sig: Mens flertallet før arbejdede i dårligt betalte jobs "for at være nær de undertrykte", så prøver mange i dag at finde et velbetalt arbejde, ofte i IT-sektoren.

Antifascistiske grupper har genoptaget deres gadeaktiviteter, og udfører gengældelsesaktioner efter nazisternes angreb. Blandt andet blev der afholdt en "Ingen overgivelse" turnering blandt antifa-aktivister og der blev udgivet en dokumentarfilm med titlen "Hoods", en film som beretter om en Kyiv-antifascistgruppes fødsel.

Antifascismen i Ukraine udgør en vigtig front, eftersom der udover de mange højreekstremistiske aktivister er mange notoriske nazister, der er flyttet hertil fra Rusland (fx Sergei Korotkikh og Alexej Levkin), fra Europa (fx Denis "den Hvide Konge" Kapustin), og endda fra USA (Robert Rando). Anarkister er i gang med at undersøge højreekstremisternes aktiviteter.

Der er flere forskellige aktivistgrupper (klassiske anarkister, queer anarkister, anarkofeminister, Food Not Bombs, øko-initativer, osv.) samt mindre informationsplatforme. Et politisk ladet antifascistisk hjælpemiddel er for nylig dukket op på telegram, @uantifa, som også sender alle sine udmeldinger på engelsk.

I dag er spændinger mellem grupperne efterhånden ved at tage af, og i nyere tid har der været mange fælles aktioner med deltagelse i sociale konflikter: Kampagnen mod deportationen af den hviderussiske anarkist Aleksej Bolenkov (som vandt sin retssag mod den ukrainske sikkerhedstjeneste og blev i Ukraine), og forsvaret af Podil, et område i Kyiv, mod politirazzia og angreb fra højreekstremister er blandt de største af disse.

Vi har stadig meget lidt indflydelse på samfundet i det hel taget. Hovedsaglig er grunden hertil, at selve forestillingen om behovet for en organisation og for anarkistiske strukturer er enten blevet overset eller afvist i længere tid. (I sin erindringer beklager Nestor Makhno sig over denne mangel efter anarkisternes nederlag). Anarkistgrupper blev lynhurtigt knust enten af SBU (Ukraines sikkerhedstjeneste) eller af højreekstremisterne.

Nu er vi kommet ud af vores stilstand og er begyndt at udvikle os, og derfor regner vi med nye forsøg fra SBUs side på at styre og undertrykke bevægelsen.

På nuværende tidspunkt kan vores rolle bedst beskrives som den mest radikale satsning og synsvinkel i den demokratiske lejr. Hvis liberalisterne hellere vil klage over politiet efter et angreb enten fra politiet eller højreekstremister, så vil anarkisterne hellere samarbejde med andre grupper, som står overfor lignende udfordringer, samt forsvare institutioner eller arrangementer, når der er mulighed for, at de bliver angrebet.

Anarkister er i færd med at danne horisontale græsrodsforbindelser i samfundet og med et grundlag i fælles interesser, så at fællesskaber kan tage sig af egne behov, indbefattet selvforsvar. Dette er væsensforskelligt fra almindelig ukrainsk politisk praksis, hvor det ofte bliver foreslået, at folk slutter sig sammen om organisationer, repræsentanter eller politiet. Organisationer bliver ofte bestukne, og de mennesker, som har samlet sig omkring dem, bliver taget for nar. Politiet vil for eksempel måske forsvare LGBT-begivenheder, men gå amok når disse aktivister deltager i optøjer mod politivold. Faktisk er det her, vi ser potentialet i vores ideer, - men hvis krigen bryder ud, vil vores største sag atter bestå i evnen til at deltage i den væbnede konflikt.