Med udgangspunkt i deres erfaringer fra krigen og især fra den russiske hærs brutalitet delagtiggør de eksilerede fra Den syriske kantine i Montreuil <cantine syrienne de Montreuil> os i den lære, der kan drages. Denne tekst udsendes samtidig på fransk, engelsk, tysk og spansk. Vi bringer den over to omgange i dansk oversættelse. De foregående fredage bragte vi de ukrainske systemkritikeres syn på den krig, Putins hær fører mod Maidans Ukraine. At tænke opstande og ikke statspolitik er hovedsigtet med denne såvel som med den foregående tekst.
Vi ved, at det kan være svært at tage stilling i øjeblikke som disse. Mellem den ideologiske konsensus, der hersker i mediebilledet, og de stemmer, der uanfægtet videregiver Kremls propaganda, er det ikke let at vide, hvem man skal lytte til. Mellem Natos snavsede hænder og forbryderregimet i Rusland ved man ikke, hvem der skal kæmpes imod, og hvem der skal støttes.
Som deltagere og venner af den syriske revolution er vi fortalere for en tredje måde at anskue situationen på, og vi fremsætter et synspunkt, som hviler på mere end 10 års erfaringer med opstande og krig i Syrien.
Lad os gøre det klart fra begyndelsen af: Den dag i dag forsvarer vi fortsat opstanden i Syrien som en folkelig, demokratisk og frigørende opstand, sådan som den blev båret frem af erfaringerne fra revolutionens samarbejdskomitéer og lokalråd. Selvom meget er blevet glemt, kan vi bekræfte, at hverken Bachar al-Assads eller islamisternes propaganda og forbrydelser kommer til at lægge en dæmper på vores stemme.
I det følgende er det ikke vores hensigt at sammenligne, hvad der sker i de to lande. Selvom begge krige er begyndt med opstande, og angriberne er stort set de samme, er situationerne alligevel meget forskellige. Med udgangspunkt i hvad vi har lært af revolutionen og siden af krigen i Syrien, regner vi snarere med at kunne udstikke nogle retningslinjer, som kan hjælpe dem til at tage stilling, der oprigtigt vil forsvare principper for frigørelse.
1. Lyt til de stemmer, som er umiddelbart berørt af begivenhederne
Snarere end til eksperter i geopolitik bør vi frem for alt lytte til dem, som gennemlever krigen og som var med i revolutionen (Majdan 2014); vi lytter også til dem som har lidt under Putinregimet i Rusland og andre steder i mere end 20 år. Vi inviterer dig til at satse på stemmer fra de mennesker og organisationer, som på slagmarken forsvarer direkte demokrati, feminisme og lighed. Det er deres positioner i Ukraine, og deres krav i forhold til omverdenen, der vil hjælpe jer i at opbygge jeres egne positioner.
I forhold til Syrien ville en lignende tilgang have gjort det muligt at se – og måske endda at støtte – de imponerende og lovende erfaringer med selvorganisering, der blomstrede over hele landet. Når vi desuden lytter til de stemmer, der lyder fra Ukraine, så minder de os om, at alle spændingerne der begyndte med opstanden på Majdan. Vi må ikke begå den fejl at reducere den folkelige opstand i Ukraine (uanset hvor ufuldkommen eller “uren" den måtte være) til en interessekonflikt mellem stormagter, sådan som det blev gjort med vilje under den syriske revolution.
2. Man bør nære mistillid til kandestøberiernes geopolitik
Selvom det helt sikkert er ønskeligt at forstå stormagternes økonomiske, diplomatiske og militære interesser så godt som muligt, vil man ved at tage til takke med en geopolitisk læsning af situationen miste forbindelsen til, hvad der foregår i felten. Det er med til at gøre de almindelige deltagere i konflikten usynlige for os, altså almindelige mennesker som os selv, dvs. folk, vi kan identificere os med.
Glem under alle omstændigheder ikke, at det som sker, er fremfor alt, at folk lider på grund af beslutninger truffet af regeringer, som anser verdenen for et skakbræt og for et lager af rigdomme, som de kan plyndre. Det er herskernes måde at se ting på. Og den bør aldrig benyttes af folk, som vi mener burde samle sig om opbygningen af forbindelser os imellem og afsøgningen af vores fælles interesser. Det betyder ikke at strategien skal forsømmes helt og holdent, blot at den må foregå så den passer med omstændighederne. Lige nu drejer det sig ikke om at flytte kampvognsdivisioner eller afbryde gasimporten. (Jf. vores konkrete forslag i slutningen af nærværende artikel).
3. Man bør aldrig acceptere en skelnen mellem gode og dårlige flygtninge
For at sige det tydeligt: Den velkomst, som bliver tilbudt flygtninge fra Syrien, er ofte bedre (selvom den på ingen måder var ideel) end den, som f.eks. bliver tilbudt flygtninge fra Afrika Syd for Sahara. Billederne af sorte flygtninge, der bliver afvist ved grænsen mellem Ukraine og Polen, samt kommentarerne i massemedierne, der fortrækker ankomsten af ukrainske flytninger af "høj kvalitet" over for de barbariske syrere, er ikke andet end et bevis på den tiltagende og uhæmmede europæiske racisme. Når vi forsvarer den betingelsesløse modtagelse af en ukrainer, som flygter fra krigens rædsler, så afviser vi samtidig enhver hierarkisering af flygtninge.
4. Man børe nære mistillid til mainstream massemedier
Selvom medierne, som de gjorde i Syrien, vil hævde at forsvare en humanistisk og progressiv position, så risikerer størstedelen af dem atter at begrænse ukrainerne i eksil såvel som hjemme til en offerrolle samt at afpolitisere dem. De giver dem kun ordet for at tale om den enkeltes tilfælde, om flugt, om frygt for bomber osv. Mediernes position er ude af stand til at tænke ukrainere som fuldgyldige politiske aktører, der evner at udtrykke politiske holdninger eller at analysere situationen i deres eget land. Endvidere risikerer sådanne medier at forsvare en position som er groft pro-vestlig samt uden nuancer, uden historisk dybde, og uden nogen forklaring på de vesterlandske interesser. Vestens land præsenteres i stedet som det godes forkæmpere, frihedens forsvarere, eller som forsvarerne af et idealiseret liberalt demokrati.
5. Gør ikke Vesten til det godes akse
Selvom det ikke er dem, der invaderer Ukraine, så må vi opgive enhver naivitet vedrørende Nato og de vestlige lande. Vi bør for enhver pris afvise at fremstille dem som forsvarerne af "den frie verden". Lad os erindre, selvom det burde være overflødigt, at Vesten har grundlagt sin magt (og gør det stadigvæk) på kolonialisme, imperialisme, undertrykkelse og udplyndring af rigdomme tilhørende folkeslag over alt i verden.
Hvad blot det 21. århundrede angår, må vi selvfølgelig ikke glemme de ulykker, som invasionerne af Irak og Afghanistan medførte. Og for nylig, under de arabiske revolutioner i 2011, var Vesten fremfor alt optaget af at opretholde sit herredømme og sikre sine økonomiske interesser i stedet for at understøtte de demokratiske og progressive kræfter. Samtidig fortsat Vesten med at sælge våben til arabiske diktatorer og til monarkierne i Den Persiske Bugt samt opretholde disses begunstigede handelsvilkår. Under sit indgreb i Libyen tilføjede Frankrig endog løgnen om en krig, der blev ført med økonomiske hensigter for øje, men under dække af en kamp for demokrati.
Ud over de internationale følger så bliver situationen inde disse lande ved med at forværres: De bliver i stigende grad autoritære, og får mere overvågning, ulighed, og fremfor alt racisme.
Når vi i dag tænker, at Putin regimet udgør en større trussel for folkenes selvbestemmelse, så er det ikke fordi de vestlige lande pludselig er blevet "venlige", men fordi de lige nu ikke har midler til at opretholde deres magt og herredømme. Men vi forbliver selvfølgelig mistroiske overfor denne hypotese, for hvis Putin bliver besejret af de vestlige lande, så vil det kunne bidrage til at gengive dem rigtig magt.
Vi råder derfor ukrainerne til hverken at regne med "det internationale samfund" eller med "De Forenede Nationer", som, ligesom i Syrien, risikerer at blænde os med deres hykleri og lokke os med deres falske løfter..
Baggrundsbilledet har vi taget fra dette samtale med Den syriske kantine i Montreuil.