I 2015 var nogle kammerater og jeg på besøg i Notre Dame des Landes, Zone à défendre (ZAD), uden for Nantes. Det var et vildt, Mad Max-agtigt syn for os, da vi ankom i vores Fiat Panda. Et ca. 4000 hektar stort landområde, der af den franske stat bliver kaldt besat. I over 40 år har den franske stat haft planer om at anlægge en ny lufthavn, og vi var blevet inviteret på besøg af franske kammerater, fordi der på det tidspunkt var gang i opbygningen af en art kommune efter hårde kampe med politiet samme vinter. Processen var så fremskreden, at den franske stat havde slettet den gennemgående landevej i området fra de statsautoriserede kort. Vejene havde i perioder med kampe mod ordensmagten været barrikaderet med gamle biler og huse, og asfalten var brækket op så politiets køretøjer ikke kunne bevæge sig rundt i området.

Sammensætningen af mennesker, der boede i området, var bemærkelsesværdig. Først og fremmest var området beboet af de tilbageværende bønder, der nægtede at fraflytte eller ikke havde solgt deres gård og jord til staten, der allerede i 1970erne begyndte at opkøbe jorden i området for at anlægge lufthavnen. I 2012 var kampene mellem modstanderne af lufthavnsprojektet og staten blusset op igen efter mange års stilstand blandt andet grundet den økonomiske krise i Europa. Det havde tiltrukket mange forskellige mennesker. Miljøaktivister, besættere, autonome fra alter-globaliseringsbevægelsen i starten af 00'erne, anarkister, primitivister og andre hvis livsformer ikke passede til metropolen.

Landskabet var ikke specielt naturskønt. Der var ikke tale om uberørt natur, men derimod landskab præget af århundreders landbrug. Det regner tilmed meget i det nordvestlige Frankrig, mange steder kæmpede beboerne med mudder, og det tætte tjørnekrat, som gennem historien har adskilt de forskellige markarealer, gjorde området uoverskueligt. Landskabet var fladt, men stadig med krat og træer, og kun enkelte strategiske steder kunne man skue ud over større dele af området.

Her levede mange forskellige grupper og sammenslutninger, nogle mere klondike-agtige end andre. Privatejerskabet til jorderne var i vid udstrækning ophørt, eller i det mindste havde de tilbageblivende landmænd accepteret nybyggerne. Nogle boede i træerne, mens andre opførte træhuse eller skurvogne og var i færd med at lære, hvordan jorden kunne dyrkes. Ofte med hjælp fra landmændene i området og deres landbrugsmaskiner. Modstanden mod lufthavnsbyggeriet var omdrejningspunktet for en bemærkelsesværdig alliance mellem unge autonome, anarkister fra byerne, miljøaktivister fra NGO'er og typisk ældre landbrugere fra området.

I sommeren 2015 var humøret højt, for politiet var blevet besejret i vinterens kampe. Køkkenhaver, hvedemarker, en bager, et savværk, en radiostation og mange andre enheder var etableret, og penge havde en mindre betydning i området. Livet i dette landskab havde karakter af en slags spiselig barrikade. Etableringen af forskellige – og ofte også meget modsatrettede – livsformer blokerede opførelsen af et lufthavnsbyggeri. Livsformerne her i ZAD'en var konstitueret som kamp mod metropolen, og dette indbefattede både reproduktionen og distributionen af livsfornødenheder samt befrielse af området fra den herskende fossile kapital.

Landskabets karakter – mudder, tjørnekrat, de blokerede og ødelagte landeveje – var et sted at kæmpe fra. På en rundvisning i det kæmpe område gik vi ikke på vejene, men på stier i krattet, gennem skovene og hoppede små vandløb. Vi kunne se udkigsposter i trætoppene. Politiet havde ligesom i Lersøparken i starten af 1900-tallet givet op, fordi landskabet var ufremkommeligt for deres køretøjer og tunge våben. Men ikke for os: her blev både dyrket grøntsager og hvede, holdt husdyr og fældet træ til husbyggeri. Der fandtes et liv her. Et liv at kæmpe for.

Dette kampberedte liv er en slags kommunisme, der i sin omgang med naturen både bruger den som landbrug og kampplads. Fødevareproduktionen til de økonomisk belejrede. En slags beboelig og samtidig spiselig barrikade.

Disse spiselige barrikader peger på, at en anden økologi er mulig, et landbrug uden for kapitalens dominans.

Barrikaden mod lufthavnsbyggeriet er både en kamp for et rigt liv og et angreb på den fossile infrastruktur og på den måde et eksemplarisk bevis på, at live og kampen for dette liv er forbundet. Ikke mindst i klimakrisens epoke, hvor vi må kæmpe og leve med det forhåndenværende.

Klimakrisen er her allerede, og de politiske kampe om fremtiden på den opvarmede klode er sat i bevægelse. Spørgsmålet er, hvordan vi skal kæmpe. Lige nu, mens du læser denne bog, styrer den kapitalistiske dominerede jordklode direkte mod en biosfærisk nedsmeltning, der har uoverskuelige konsekvenser.

Den politiske stemning er panisk. Folk forsøger at ruste sig til fremtidens kaos. Mure, hegn, survival condos¹ og andre sikkerhedsforanstaltninger forsøges etableret. Apokalypse- og katastrofefilm har kronede dage.

Netop de superriges interesse for forberedelsen til undergang illustrerer, hvordan apokalypseforestillingerne har med det politiske at gøre. Da stemningen var på sit højeste, var der næsten tale om en slags historisk “end game”-stemning. Undergang for hvem, var det oplagte spørgsmål. Nu har undtagelsestilstanden etableret sig som normaltilstanden. Panikken findes stadig, men er stabiliseret på et permanent forhøjet beredskab. Undtagelsestilstand og katastrofe er på sin vis også en politisk åbning, hvor de grundlæggende strukturer sættes i tvivl. Det er det, de superriges interesse for beskyttelsesrum og topsikrede penthouselejligheder er et udtryk for. Klimakrisen kan føre til radikale omfordelinger af ressourcerne og skabelsen af helt nye institutioner – selvom alle dominerende politiske kræfter kæmper for at bevare business as usual. Men det er samtidig uomgængeligt, at noget er i gærde.

Klimaforandringerne har allerede afstedkommet højere temperaturer, tørken spreder sig, skovbrandene er ude af kontrol, og fødevarepriserne kan stige på grund af vandmangel.² De sidste ti år har der været 51 såkaldte food riots fordelt på 37 lande.³ Og under arbejdet med denne bog har opstande spredt sig ud over hele kloden: Libanon, Frankrig, Iran, Irak, Hong Kong, Bolivia, Chile og flere til. Men madpolitik kan være en måde at kontrollere kaos. Det er autoritære regimedannelsers hungersnødskampagner historiske eksempler på. Mad og politisk kamp hænger uløseligt sammen. Fødevareproblemer er ofte et fordelagtigt udgangspunkt for en autoritær stats etablering. Fødevare- og vandmangel var eksempelvis en af årsagerne til borgerkrigen i Syrien.⁴ I postapokalyptiske film og tv-serier som Mad Max, Waterworld, Walking Dead, The Rain og mange flere gør samme tema sig gældende. Manglen på mad, medicin og andre fornødenheder fører til autoritære regimedannelser, hvor den stærke bestemmer. Det er en klassisk dramaturgi i postapokalyptisk historiefortælling. En dramaturgi, der let kan blive virkelig de kommende år.

Klimakrisen må derfor først og fremmest forstås politisk. Den klimapolitiske panik kan, eksempelvis kombineret med fascistiske og xenofobiske strømninger, føre til hvad lektor Andreas Malm kalder “the politics of the armed lifeboat".⁵ En klimakaotisk bevæbnet isolationisme for den privilegerede globale middel- og overklasse. Overvejende i det globale nord. På det landbrugs- og fødevarepolitiske område kender vi isolationismen fra EU's landbrugsstotteordninger, der i 2016 udbetalte næsten 42 milliarder euro i støtte til europæiske landmænd,⁶ samtidig med at EU's eksport er med til at smadre små lokale landbrug overalt i verden. Den internationale fødevarehandel er karakteriseret ved en uhørt radikal uretfærdighed mellem rige og fattige lande.⁷ Klimapolitik er politiske magtkampe om ressourcernes og affaldets fordeling.

Men ingen har længere overblikket og kontrollen over situationen. Business as usual er ved at briste. Skal man se klimakrisen fra et optimistisk perspektiv, er de politiske konflikter ude i lys lue, og klimaretfærdighedsbevægelsen vinder for tiden styrke. Det er dog også klart, at en anden økologi, herunder madautonomi nu og i fremtiden, bliver stadig vigtigere, fordi en mere kaotisk verden kan skabe afhængighed af mere og mere suspekte og ustabile madsystemer bygget på vold, ekspropriation og udbytning (hvad der allerede i dag er delvist tilfældet).

Den glohale kapitalisme skaber på den måde klimapolitisk kaos og polarisering. Alle er derfor i højere grad tvunget til at vælge side og tage stilling til de store, politisk-planetariske bevægelser, der er igangsat. Og i en langt mere radikal forstand end tidligere. Der er noget afgørende på spil, der ligger udover nationaldemokratiets begrænsede rækkevidde.

Marker, kødfabrikker og infrastruktur i landdistrikterne er alt sammen anlagt til fordel for de store landbrugsmaskiner, der skaber profit gennem det globale fødevaremarked. Afgrøder og dyr er fremavlet og omformet, så de i kapitalens perspektiv giver det størst mulige udbytte. Kunstgødning, pesticider m.m. opretholder det kriseramte stofskifte mellem landbrug og fødevareforbrug. Landbrugernes arbejdsliv er igennem omorganiseringer, teknologisk innovation og gæld blevet omdannet til et mere ensformigt liv af lønarbejde. Alle disse processer har tilsammen formet landdistrikternes fødevareproduktion og landskab til i stigende grad at ligne et fabriksmiljø eller en forstad, der tjener som storbyens perifere produktionssfære, ligesom et industrikvarter, en lufthavn eller et havneanlæg. Landbrugskapitalen og fødevareproduktionen fører en krig mod de livsformer- mennesker, dyr og anden natur- som forsøger at opretholde et andet slags liv i landdistrikterne. Metropolen er derfor en kolonialistisk bevægelse, der vil gøre hele landskabet til genstand for distributionsnetværk og infrastruktur for storbyen.

Plantage- eller fabriksgørelsen så vi også i sensommeren 2019, hvor hundredevis af brande hærgede Amazonas. Selvom skovbrande i Amazonas er et tilbagevendende naturfænomen, var brandene intensiveret af Jair Bolsonaros politiske erklæringer om at fælde og opdyrke en større del af regnskoven i jagten på nye indtægter til den store brasilianske landbrugsindustri. Brandene var en del af en politisk-økonomisk kampagne og netop et eksempel på, hvordan den fossile landbrugskapital rydder “uproduktive” og ufremkommelige landskaber til fordel for profit. Hvad der samtidig stod klart var, at denne jagt på ny landbrugsjord også var en krig mod de livsformer, herunder oprindelige befolkningsgrupper, der findes i regnskoven. Krisen i Amazonas bliver drevet af samme politisk-økonomiske strukturer, som dansk landbrug også er en del af. Konkret fordi dansk landbrug importerer store mængder sojabønner fra netop Sydamerika, der skaber skovrydning. Afretningen af landskabet sker overalt på kloden.

På den ene side er landbrugs- og klimakampen en polariseret åben kamp. På den anden side er de rum, hvor kampene skal kæmpes, i overvejende grad formet af kapitalens akkumulationsproces. Det er her vi står. Det er her, der skal kæmpes. Det stiller store krav til strategierne.

Tre strategier synes at komme til syne i det igangværende politiske klimakaos. Den første må tage udgangspunkt i, at kampen mod den fossile landbrugskapital skal føres i vildnisset. Naturen er også genstridig overfor kapitalen, og den kan være behjælpelig som både barrikade og spisekammer.

Den anden strategi angår selvfølgelig frembringelsen af mad, en genoplivning af landskabet og jorden ved regenerative landbrugsformer, der kan skabe mad, rigdom og glæde til os alle: en anden økologi.

Den tredje strategi tager sit udgangspunkt i, at kampen må føres som en blokade mod fødevarecirkulationen og den fossile kapitals infrastruktur. Denne strategi kræver samtidig opbygningen af en logistik, der kan forsyne de kæmpende med mad. Blokade og distribution i samme bevægelse.

Klassekamp har ofte omhandlet kampen om tiden. Kampe for fritid, uddannelse, barsel, pension, skolegang og sygesikring er i høj grad kampe om at få generobret kapitalens dominans over proletarernes tid. Tid til andet end lønarbejde.

Kampen mellem den proletariske bevægelse og den fossile landbrugskapital er, i tillæg til kampen om tiden også en kamp om rummet. Og styrkeforholdet er nedslående. I Danmark er skoven fældet, moserne er drænet, krattet er ryddet, åerne er afrettet, men først og fremmest er landskabet under angreb fra affolkningsprocesser.

Landskabet er i fare for at blive både en biologisk og en social ørken.

Ligesom arbejderne historisk har strejket og saboteret fabrikken i kampen for et ordentligt liv, ligeledes må det danske landskab blokeres og omskabes. Der bor fortsat mennesker i landdistrikterne, der kæmper bravt for sociale fællesskaber og andre landboformer men også kæmper mod nye motorveje, gasledninger eller svineanlæg. Ud over at disse anlæg er en katastrofe for klimaet, er de samtidig en katastrofe for landskabet både socialt og biologisk.

Historisk kender vi kampen om og i landskabet flere steder fra. Eksempelvis fra slavegjortes modstandsfæ1lesskaber i jungler eller bjerge. Her flygtede slavegjorte, de såkaldte marroons, fra plantagerne og dannede modstandsbevægelser mod de hvide kolonialister.⁸ Der var tale om mindre byer med egen organisation, mad og ressourcer, og med klipper og jungle som forsvar. Herfra kunne de angribe plantagen og kolonialisterne. Disse fæ1lesskaber var både et sted at forsvare og et sted at angribe fra. Og den fra kolonialisternes perspektiv ufremkommelige natur gjorde disse samfund til kampberedte forsvarsværker. En marronage-økologi. En særlig strategisk forståelse for, hvordan natur kan være et forsvar mod undertrykkere.

Et andet eksempel på brugen af den relativt vilde natur som strategisk forsvar er den jødiske-kommunistiske partisanbevægelse Bielski Partizans under den nazistiske besættelse. I den hviderussiske skov Naliboki boede op mod 1000 partisaner med skole, bager og andre institutioner i skjul fra nazisternes ghettoer. Skovens ufremkommelighed blev til tilflugtssted og forsvar mod nazisterne.⁹ Trængte nazisterne ind i skoven, bevægede man sig blot dybere ind i den. Man kunne ikke lave hele skoven til en ghetto.

I begge eksempler udvikledes et kampberedt stofskifte med naturen. Natur som fort, spisekammer, infrastruktur og barrikade på samme tid.

I dette rumlige kampperspektiv kan vi anskue enclosure-bevægelsen i England og landvindingerne i Danmark som rumlige politiske nederlag. Det europæiske proletariat er delvist resultatet af en tabt kamp om landskabets indretning.

Men også i dag kender vi brugen og omgangen med naturen og vildnisset som en strategi fra en række forskellige kampe mod blandt andet plantager, kuludvinding, infrastrukturprojekter, lufthavnsbyggeri og landbrugsindustriel invasion. Zapatisterne i Chiapas var alterglobaliseringsbevægelsens bedste eksempel. Men også de oprindelige folk i Canada og USA og deres kamp mod gasledninger i Standing Rock-reservatet under navnet NoDAPL er et eksempel. Besættelsen og forsvaret af Hambacher-skoven, der skal ryddes af det tyske elektricitets- og kulmineselskab RWE¹⁰ er endnu et eksempel. Eller fornævnte besatte omrade nordvest for Nantes, hvor man har forhindret opførelsen af en lufthavn.¹¹ De kurdiske partisaners melankolske og stræke udtryk "vi har ingen venner, kun bjergene" er også et stærkt eksempel på, hvordan natur kan trækes som en del af kampen mod undertrykkelse.

Alle er de eksempler på, hvordan et andet stofskifte med naturen kan blive et sted at leve og brødføde fællesskaber, men også et sted at forsvare eller et sted at angribe fra. Natur kan blive et kampberedt miljø, der står i opposition til plantagen eller fabriksgørelsen af landskabet. Plantager, gas- og olieinfrastruktur eller de langstrakte industrielt dyrkede marker og kødfabrikker er en destruktion af landskabets livsformer til fordel for profitmotivet og samtidig en afretning af rummet, der gør det svært at kæmpe i.

Naturens – fra kapitalens perspektiv – kaotiske karakter, dens biodiversitet, kan fungere som barrikade. Med dette rumlige perspektiv får skovrejsning og såkaldt naturgenopretning en helt ny betydning. Vi kan begynde at forstå natur som et miljø, der kan være kampberedt, et miljø for klassekampen. En kamp, der rumligt tager sit afsæt i vildnisset og relationer til den relativt autonome natur.¹² Et sted, der er ufremkommeligt for kapitalens agenter og politi, men som samtidig er forbundet i et netværk af stier gennem moser og brombærkrat. Et sted med strategiske udkigsposter fra bakketoppe og klitter, et sted med befæstede mure af pilekrat og urskov.

Landskabet i Danmark er desværre på nuværende tidspunkt ikke andet end lange rektangulære, pløjede, forgiftede og intensivt dyrkede jorde, overvåget med gps-udstyr,¹³ og styret af robotiserede landbrugsmaskiner. Kun de grimme stålsiloer giver en pseudo-følelse af perspektiv i landskabet. I dette lys er det industrielle landbrug ikke blot en underordning af naturen under kapitalen, men også et antioprørsregime. En omformning af landskabet til udrettede institutionelle miljøer, hvor intet uventet eller nyt lader sig gøre. Det er næsten umuligt at gøre oprør fra en rapsmark.

For tiden kan man skimte en art politisk bevægelse væk fra storbyen. En bevægelse der forsøger at oparbejde zoner af relativ autonomi i det åbne land. Flere forsøger at flytte på lander i forsøget på at bygge øer af modstand mod kapitalens landskab og forrykte kredsløb. Mennesker der forsøger at slutte sig til det liv, som stadig kæmper for en anden verden i landdistrikterne.

Biodynamik, permakultur, holistiske afgræsningsmetoder, økologi, restorativt landbrug, genopdagelsen af gamle sædskifter, alternative planteskoler og meget andet er alle forsøg på at tilbageerobre landskabet fra landbrugskapitalen. Det er vigtige forsøg på at undslippe, opbygge og kæmpe – en strategi denne bog helt klart solidariserer sig med.

Men det står samtidig også klart, at landskabet i Danmark ikke har mange skjulesteder. Der er ikke meget krat at gemme sig i. Øerne af alternative landbrugsformer må forbindes i et netværk, der kan styrke kampen for et nyt landskab, en ny jord og nye fællesskaber hinsides den agroindustrielle ørken. Der er nok at tage fat på.

En anden økologi og kampen mod den fossile landbrugskapital er allerede i gang. Det er mit klare indtryk, at der er en stigende interesse for alternative jordbrug og teknikker til at frembringe mad uden om markedet. Denne proces indbefatter en genopbygning eller udvikling af en ny natur. Landskabet skal genbefolkes, og biodiversiteten skal godes. En tilbageerobring af landskabet, så landskabet kan modstå og blokere landbrugskapitalens maskiner, bureaukrater og landmålere.

Landbrugernes tekniske viden om stofskifter, planteavl, dyrehold, gødning og meget andet er uvurderlig, men kapitalens natur må vi forlade, og vi må skabe en anden.

Det er det, som frøsamlere, planteavlere, værktøjsnørder og jordbrugere, der eksperimenterer med andre metoder, allerede er i gang med. For en stor dels vedkommende er det forædling og teknikker, der kan genopdages. Men nye landbrugsteknikker hinsides landbrugskapitalen skal også udvikles. Forædling af afgrøder og dyr har fundet sted lige sa længe, der har været landbrug. Lang tid før der var noget, der hed kapitalisme, og det vil fortsætte længe efter.

En anden økologi har et politisk perspektiv, der rækker ud over blot at producere mad. Mad er nemlig den mest vitale forudsætning for politisk kamp. Derfor er denne bog en solidaritetshilsen til alle dem, der forsøger at genappropriere det tabte landskab og bygge solidariske fællesskaber både på landet og i byerne. Madautonomi er både et middel i kampen mod landbrugskapitalen og klimakrisen, og samtidig målet. Der er ikke noget bedre end et godt måltid efter en politisk sejr.

Denne bog er ikke en brugsanvisning til et nyt landbrug, men først og fremmest en kritisk undersøgelse af det kapitalistiske madsystem. Men selvom bogen mest er en kritik af agroindustrien, kan vi alligevel på baggrund af undersøgelsen sige en smule om, hvad et andet jordbrug under en anden økologi kunne være. Det er vigtigt for mig at sige, at folk allerede er igang med at kæmpe for at genoplive jorden og landdistrikterne.

Både i det åbne land og ved et solidarisk engagement fra byerne. Og det er ikke min intention at anvise præcis, hvordan det skal gøres. Det ved folk med jord under neglene bedst selv.

Det kapitalistiske madsystem forsøger grundlæggende at gøre landbrugere og bønder afhængige af kapitalen gennem konkurrence og brugen af teknologi, der kan erstatte naturens genstridighed. Landbrugskapitalen gør landbrugere afhængige gennem underordningen af naturen. En anden økologi må derfor først og fremmest prøve at løsrive sig fra denne afhængighed. Mindre kunstgødning og pesticider, færre gældsfinansierede megamaskiner og derfor mindre enheder.

Denne løsrivelse fra kapitalens jerngreb er tæt forbundet med genopbygningen af jordkvalitet og biodiversitet. Det er dyrt at dyrke jorden i en ørken med dårlig jordkvalitet. Det kræver store investeringer og derfor stor afhængighed af kapitalen. Dyrker man derimod skånsomt og mere mangfoldigt og genopliver landskabet, kan man slippe for kapitalens fossile teknologier. Biodiversitet skaber betingelserne for frigørelsen fra kapitalen.

På den måde er vi tilbage ved distinktionen mellem flow og stock energy. Landbrug og madproduktion har altid handlet om forædling og innovation, men kapitalen har gennem strukturudviklingen forsøgt at gøre alle inputs til landbruget til stablede varer, der smidigt kan cirkulere globalt og presse landbrugere. Naturens rytme kan ofte kun tæmmes ved brug af fossil og/eller kapitaltung teknologi. Men landbrug handler også om at forstå naturens energiflows, ikke kun at beherske dem. Det er på mange måder den erkendelse, som de fællesskabsbaserede landbrug, hvor produktion og distribution tænkes sammen, bygger på.

Fællesskabsbaserede landbrug, der er aktuelle bud på en anden økologi, handler blandt andet om, at landbrugere udlodder høsten allerede inden, den er sået. På den måde fordeles usikkerheden om årstider, regnmængder, varme og solskinstimer ud på både producenter og forbrugere. Med andre ord hele fællesskabet. Man forsøger ikke at underordne naturen, men fordele dens ubarmhjertighed ud på flere. Samtidig forsøger man at cirkulere fødevarerne lokalt uden om de store supermarkeder og direkte til brugerne. Udvalget af fødevarer er mere begrænset, men kan eventuelt besluttes i fællesskab, efter hvad de lokale vejrforhold tillader. På den måde skaber de fællesskabsbaserede landbrug samtidig en fornemmelse for naturens biofysiske grænser.

En anden økologi kunne på den måde handle om autonomi fra kapitalen, der netop kun kan skabes ved at restaurere eller reparere landskab og natur, og samtidig opbygge fællesskaber på tværs af dem, der laver mad, og dem, der spiser den.

Fremtidens landbrug vil i mange år frem have politiske, økonomiske og sociale konflikter med landbrugskapitalen: De radikale omlægninger vil ikke ske som en pludselig big bang-revolution. Vi skal derfor kunne producere og distribuere mad til de sociale kampe, som vi støtter, og ikke nøjes med en fantasi om landbrugsproduktion efter overgangen. Der findes ingen overgang.

Derfor skal madproduktionen i en vis udstrækning være noget, alle kan gøre, og noget, de fleste kan gå i gang med, hvor de er, uden at skulle være forbundet til et centralt punkt i en organisation eller fællesskab. Madproduktionen skal derfor både af etiske og politisk-strategiske grunde være autonom. Madautonomi er en kampstrategi, ikke kun et mål. Derfor skal mange flere have adgang til og være engageret i produktionen af mad.

Vi kommer ikke alle sammen til at dyrke jorden eller passe dyr, men mange flere end i dag skal have direkte adgang til madproduktionsmidler. Derfor skal både byer, forstæder og landdistrikter producere mad. Selvom landdistrikterne kommer til at producere langt de fleste madvarer på grund af skalaforhold, vil langt flere mennesker i byerne producere mad.

Det vigtige princip er, at der ikke må være en absolut arbejdsdeling mellem dem, der er ved frontlinjen af de sociale kampe, og dem, der laver mad, det være sig i byen eller på landet, men at alle for en tid skal kunne producere mad.

De regenerative landbrugs opbygning af en anden økologi har i forlængelse af disse overvejelser brug for støtte af mennesker, der ikke selv dyrker jorden. En støtte, der forsøger at angribe varemarkedet i stedet for at forbruge. Blokader af strukturudviklingen og dens evige varecirkulation og konkurrencemagt må forstås som solidaritetsaktioner, der kan ekspropriere og omdirigere maden. Mens landbrugerne kæmper i det åbne land, findes også en kamp i metropolen.

Kampene i det åbne, agroindustrielle landskab må suppleres af blokader mod distributionskæder af kunstgødning, hybridfm, grisetransporter, sojabønder og biobrændsel. Som tidligere anført er logistik oprindeligt den del af krigsvidenskaben, der angår “den praktiske kunst om troppebevægelser.”¹⁴ Den voldsomme logistiske udvikling efter 2. Verdenskrig udspringer da også delvist af militære aktiviteter. Logistik er selvfølgelig også en rationaliserings- og ledelsesvidenskab, men udbredelsen af standardcontaineren fandt sted i samme periode, som USA havde problemer med forsyningskæderne under Vietnamkrigen.¹⁵ Logistik er med andre ord praktisk viden om, hvordan man forsyner konfliktlinjerne med fornødenheder. En tværvidenskabelig disciplin om krigsøkonomi. Ligesom Vietnamkrigen krævede forsyninger, kræver protesterne i Hong Kong, Chile, Irak, Iran, Bolivia, Libanon og Frankrig, men også aktioner som Ende Gelande, Free the Soil, Extinction Rebellion, strejker og mange andre former for direkte aktion, forsyninger i form af mad og drikke.

I dag består den økonomiske belejring, som typograf Wartenburg nævnte, ikke længere kun af lockouter på fabrikken, men derimod af en mere generaliseret stum konkurrencetvang, der ikke kan bekæmpes alene ved opbygning af alternativ landbrugsproduktion og distribution af fødevarer til de lockoutede. Det er ikke tilstrækkeligt at “overtage produktionsmidlerne”. Den økonomiske belejring er løbet over den traditionelle urbane industrifabriks mure og ud i landskabet, hvor den gennemsyrer vores grundlæggende adgang til og omgang med fornødenheder. Fabriksgørelsen af landbrugets åbne landskab og den økonomiske strukturudvikling har siden 1950'erne gjort modstand mere vanskelig, fordi færre og færre mennesker har adgang til livsfornødenheder uden om kapitalens kredsløb. Vi er alle viklet ind i cirkulationen af fødevarer som samtidig smadrer vores eget naturgrundlag.

Strejker og overtagelse af produktionsmidler er ikke tilstrækkelige til at standse konkurrencen, som vi så i undersøgelsen af andelsbevægelsens politiske begrænsninger. Strejker bekæmpes med smidige logistiske netværk, der hurtigt kan omdirigere fødevareproduktionen, så de strejkende står magtesløse tilbage som arbejdsløse. Just-in-time production og agile varenetværk er eksempler på, at klassekampen virker gennem infrastrukturen og dens logistik. Landbrugs- og fødevarekapitalen kan efter mange års kamp mod landskabet og underordning af naturen i dag hurtigt finde ny villig arbejdskraft andre steder. Fødevareproduktionen har efter 70 års strukturudvikling og logistisk kontrarevolution efter 2. Verdenskrig ophævet landbrugets stedbundethed. Selvom markerne endnu ikke selv kan cirkulere, kan alle fødevarerne.

Samtidig – og det er en ligeså vigtig kritik af det gamle paradigme om at overtage produktionsmidlerne – er mange produktionsmidler ubrugelige i en anden økologi. Hvem gider overtage en minkfarm, en grisefabrik, et hybridiserings-laboratorium eller en kunstgødningsfabrik? Skal vi overtage produktionsmidlerne, må det i høj grad være med henblik på at afvikle dem. Mange af maskinerne er ubrugelige uden for kapitalens vareproducerende logik. Dette stod også klart for den internationale kampagne og aktionsnetværk Free the Soil. I september 2019 blokerede de kunstgødningsfabrikken YARA i Nordtyskland, en af Europas største forbrugere af naturgas. Ikke med henblik på at overtage fabrikken. Den skulle blokeres, lukkes, afvikles.

Hvis den fremtidige fødevareproduktion skal træde ud af den fossile landbrugskapitals greb og de dertilhørende biosfæriske ødelæggelser, må det blive uden en lang række af de produktionsmidler, som opretholder den.

Havneanlæg, trafikknudepunkter, fabrikker, lufthavne, lagerhaller og produktionsanlæg er det, der holder det globale fødevarekompleks i gang. Og det, der skal sættes til standsning. En række protestbevægelser har netop anlagt denne strategi. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan en stigende del af klimabevægelserne, men også andre sociale bevægelser, er rykket fra demonstrationer foran parlamenter og statslige institutioner til at blokere infrastruktur og dermed cirkulationen. Et skifte fra protest til direkte aktion. Et af de mere succesfulde eksempler på denne taktik er Ende Gelände, der i deres aktionskoncept netop beskriver taktikken som en bevægelse fra “protest til civil ulydighed.”¹⁶

En anden bevægelse, der er udtryk for den samme strømning, er Extinction Rebellion. Den 8. oktober 2019 forklarede talsperson for bevægelsen i London Jake Lynch strategien på følgende måde: “Vi forstyrrer normalitetens strøm, fordi det er den strøm, som bærer os mod katastrofen.”¹⁷ Men strategien om at blokere “normaliteten” kan desværre blive en avantgardistisk blokade af lønarbejderes hverdagsliv og således ende med at være et angreb på reproduktionen af det liv, man gerne vil alliere sig med. Dette så vi med blokader af togene i arbejderkvarteret Canning Town, der endte i slagsmal mellem aktivister og vrede mennesker, der ikke kunne komme på arbejde. Men jeg vil fastholde, at bevægelsen stiller det rigtige spørgsmål om, hvor der skal blokeres.

Også gruppen Heathrow Pause, der i sensommeren 2019 blokerede Heathrow-lufthavnen i London, kan nævnes. Deres plan om at flyve droner ind over lufthavnen og standse flytrafikken blev dog forpurret af politiets anholdelser. Nogle taler ligefrem om en vending mod cirkulationskamp frem for strejker.

I denne sammenhæng er det også værd at fremhæve De Gule Veste, der opstod som en protest fra de franske landdistrikter, og som blokerede rundkørsler overalt i Frankrig. Her var det ikke arbejdspladsen, der var mål for blokader eller arbejdsnedlæggelser, men selve samfundslivets varecirkulation. Den amerikanske professor i litteratur Joshua Clover foreslår at læse De Gule Vestes strategi som et forsøg på at angribe selve den økonomiske cirkulation i samfundet.¹⁸ Ifølge Clover er “rundkørselopstanden”, som han benævner de franske optøjer, et strategisk skifte væk fra arbejdspladsen og til cirkulationen af værdierne. Herunder selvfølgelig fødevarer. De Gule Vestes oprør mod stigende benzin- og dieselafgifter er ikke, som mange ellers har hævdet, en konservativ klimabenægterbevægelse, men derimod en samtidig udgave af fødevareoptøjer. I Frankrig, og mange andre steder, er brændstof en del af de subsistensmidler, der er nødvendige for at opretholde et liv i den kapitalistiske økonomi, fordi ikke kun mad, men også transport til og fra arbejde er medieret af kapitalen. Macrons skattepolitiske indgreb er i det lys et angreb på arbejdskraftens egen reproduktion. Macron bedriver klassekamp fra oven ved at påføre proletariatet i landdistrikterne udgifterne for den fossile kapitals krise. Det giver derfor god mening, at optøjer på grund af henholdsvis brændstofpriser og madpriser ofte ligner hinanden.

De strategiske blokeringer af infrastruktur er den destruktive side af en nødvendig dobbelt strategi, hvor protestbevægelser blokader, optøjer og standsning af varecirkulationen må suppleres af alternative dyrkningsformer og en modstandens logistik. Nedrivning og opbygning på samme tid. Det er aktionsprogrammet!

Kommuniseringsbevægelsens praksis hvor mål midler skal forstås som et og det samme, foregår i den forstand allerede. Blokader og distribution af fornødenheder er hinandens forudsætning, hvis omlægningen af den fossile økonomi og dens groteske fødevaresystem skal kunne gennemføres.

I enhver strejke, blokade eller gadekamp er der ikke kun brug for dem i forreste række iført sort tøj og maske. Vi er ligeså afhængige af dem, der har en flaske vand i tasken, et ekstra stykke chokolade, en sandwich at dele eller dem, der ligefrem etablerer suppekokken i kampens hede.

I forbindelse med en generalstrejke i Randers i 1922, der var erklæret ulovlig, kunne arbejderne ikke få hjælp fra fagforeningernes strejkekasser. Omkringboende husmænd og andre sympatisører sendte grøntsager til de lockoutede arbejdere og æg med påmalede opmuntrende slagord: “Hold ud kammerater!”

I arbejdet med den bog, du sidder med i hånden, har jeg kunnet skimte et stigende taktisk fokus på maddistribution midt i optøjerne. Rundt omkring i verden ser man suppekøkkener, madpakker og vandflasker midt i opstandene. Gadekamp og vinsmagning, maskerede kokke ved suppegryderne eller skilte med “gratis sandwiches til de kæmpende”. Under revolutionsforsøget i Egypten i 2011 blev Tahrir-pladsen i Cairo omdannet til en mindre landsby med mange forskellige reproduktionsfunktioner herunder selvfølgelig madforsyninger.

Reproduktionen af sociale kampe er udgangspunktet for at kunne sejre. Men ofte udelades dette taktiske spørgsmål. Ligesom husarbejdet historisk har været usynligt, har sociale bevægelser ofte glemt deres egen reproduktion, selvom den er udgangspunktet for sejr i det hele taget. Noget af det mest imponerende ved Ende Gelände er netop også alle de reproduktive funktioner, som aktionen har udviklet gennem mange års erfaring. I teltlejrene omkring kulminerne, som skal blokeres, bliver der distribueret mad til mange tusind mennesker tre gange dagligt, der er sygepleje, psykisk forstehjælp, børnepasning, diskussionsfora, radiostation og tilmed en bar, hvor man kan fa sig en øl, mens man evaluerer dagens strabadser. Alt sammen selvorganiseret til lejligheden.

Madautonomi er både et af midlerne til frigørelse og selve målet om at kunne leve et liv uden for kapitalismens tvang og igangværende klimakaos. Landbrugere, der genopretter jordens frugtbarhed, bekæmper landbrugskapitalens ørkendannelse og sender madpakker til de kæmpende, er revolutionens eksemplariske helte i vores tid. Lad os forbindes. Lad os finde hinanden i kampen for en anden verden. En anden økologi starter som spiselige barrikader.

2020 startede godt for opbygningen af de spiselige barrikader i det ellers golde sjællandske landskab. Nærmest som en fantastisk smitte fra det mudrede nordvestlige Frankrig besatte aktionsgruppen Baltic Pipe - Nej tak! allerede den 5. januar en ejendom, der er beliggende netop der, hvor en naturgasledning skal graves ned og skære tværs gennem Danmark.¹⁹ Et forvarsel om de kommende blokader, besættelser og kampe.

Den fossile kapitalisme har erklæret krig i det åbne land, men vil blive mødt af modstand. En modstand, der både kan kæmpe i, bebo, bespise, forsvare og genopbygge landskabet på samme tid. Og som derfor i sidste ende vil sejre.