Min tid er så knap - hele tiden

I anledning af at det i lørdags – den 21. august – var 50 år siden den sorte revolutionære George Jackson blev dræbt af fangevogtere i fængslet, bringer vi i aften et par små uddrag fra hans fængslesbreve, som blev udgivet i bogen Soledad Brother i 1970. Drabet på Jackson var en væsentlig del af den igangværende nedslagtning af den sorte revolution. En uge tidligere – den 15. august – havde præsident Nixon afskaffet Bretton Woods-systemet, hvormed den amerikanske dollar blev løst fra guldprisen og vejen for de følgende årtiers finanskapitalistiske amokløb blev banet. Denne forbindelse mellem repression og økonomisk omstilling er vi stadig ved at forstå.

10. juni 1970

Kære Greg,

jeg har sandsynligvis ikke gjort tilstrækkeligt meget ud af dette her, men min tid er så knap - hele tiden.

Jeg kunne godt dæmpe de kriminelle perspektiver i mit liv lidt ned, men så ville det ikke længere være mig. Netop de har jo altid været relevante – i forbindelse med det både hjemme og i skolen, som jeg ustandselig forkastede undervejs.

Hele mit liv har jeg spillet komedie hjemme, mens det var min tilværelse på gaden, der var virkelig. Det siger sig selv, at jeg også kun spillede komedie over for nonnerne og præsterne. Jeg meldte mig som messedreng for at se mit snit til at stjæle altervinen og sang kun i deres kor, fordi de tvang mig til det. Når vi tog runden til de rige hvide katolske skoler, blev der som belønning altid kræset godt op for os med både mad og gaver. Den gamle Fader Brown hadede mig, men anbragte mig altid i forreste række under paradenumrene. Hvorfor ved jeg ikke med sikkerhed, for jeg var det grimmeste og radmagreste lille eksemplar i hele flokken.

De sorte, der fødes i U.S.A. og er så heldige at overleve, til de fylder atten, er prædestinerede til at måtte affinde sig med fængslerne. For de fleste af os melder de sig simpelt hen som endnu en fase i en lang række ydmygelser. Den omstændighed, at man var født som slave i et tvangssamfund og aldrig havde kendt til noget objektivt grundlag for forventninger, havde på mig den virkning, at jeg blev forberedt til de stadig fremadskridende traumatiske ulykker, der har ført så mange sorte til fængslets port. Jeg var indstillet på det. Der krævedes blot en mindre, psykisk tilpasning.

Det begynder jo altid med ens mor, min elskede mig. Som vidnesbyrd om hendes kærlighed og frygten for den skæbne, der ventede barnet og den senere mand, som alle slavemødre nærer, forsøgte hun at presse, puffe, skubbe mig ind i bugen og holde mig skjult og fanget der. De konflikter og modsigelser, der vil følge mig lige til graven, begyndte akkurat der – i mors liv. Følelsen af at være fange ... jeg er den slave, der simpelthen ikke kan indstille mig på den tanke, den ligger ikke for min stemme, gjorde det ikke dengang, gør det ikke nu, vil aldrig nogen sinde komme til det.

Jeg er blevet opfordret til at forklare mig ‘i korthed’, inden verden er færdig med mig. Det er vanskeligt, fordi jeg ikke kan anerkende det enestående ved den enkelte, ikke som det figurerer i forbindelse med individualismen, fordi denne er for tæt knyttet til en dekadent kapitalistisk kultur. Snarere har jeg anspændt mig for at se det udelelige, der skærer tværs gennem de kunstige barrikader, som er rejst om en ældre sektion af vores hjerner, og tilbage til det primitive fællesskab, der lever i alle sorte mennesker. Men hvordan skal jeg egentlig kunne gøre rede for den undvegne slave i et sprog, der ikke spiller på det enestående?

Jeg blev pågrebet og sat i fængsel, da jeg var 18 år gammel, fordi jeg ikke kunne tilpasse mig samfundet. Den liste, staten har stykket sammen over mine aktiviteter, virker som listen over en halv snes mands forsyndelser. Jeg bliver dér stemplet som bølle, tyv, indbrudstyv, hasardspiller, omstrejfer, narkoman, revolver mand, udbryderartist, kommunistisk revolutionær og morder.

Jeg blev født på det tidspunkt, da Den store Depression var ved at være forbi. Den var i færd med at ebbe ud, fordi den anden store krig om kolonimarkederne begyndte i U.S.A. Jeg masede mig ud af moderhulen trods alle de kræfter, min mor lagde i for at beholde mig derinde. Det skete den 23.nde september – og jeg følte mig fri.

Min mor var en pige fra landet – fra Harrisburg-egnen i Illinois. Min far var født i det østlige St. Louis, også i Illinois. De mødte hinanden i Chicago og boede i Lake Street kort fra Racine, da jeg kom til verden. Det var i et af de ældste kvarterer i Chicago, der bestod halvt af ghetto-slum, halvt af fabrikker. Den elektriske højbane jog forbi kun nogle få meter fra vores gadevindue – faktisk det eneste vindue, vi havde. På den anden side af gaden lå der fabriksbygninger, i stueetagen i vores eget hus var der autoværksteder. Jeg følte det, som om det var verdens navle.
[…]

4. april 1970

[...]
Min hukommelse er næsten perfekt, intet er falmet med tiden. Jeg husker den allerførste kidnapning. Jeg har levet gennem tiderne, er død gennem tiderne, har hvilet i de navnløse, usle grave, der rummer de millioner, som har gødet den amerikanske jord med deres kadavere: bomuld og majs vokser op af min brystkasse, ‘indtil tredje og fjerde led', indtil tiende, til hundrede led. Min hukommelse strækker sig frem og tilbage gennem de utalte generationer, og jeg føler alt det, som de nogen sinde har følt, men dobbelt stærkt. Jeg kan ikke gøre ved det; der er for man ge ting, der minder mig om det, i de 23½ time af døgnet, som jeg tilbringer i denne celle. Ikke så meget som ti minutter går der uden en ny påmindelse. Og indimellem spekulerer jeg på, hvilken form den næste påmindelse mon vil tage.
[…]

10. juni 1970 [fortsat]

[...]
[D]a jeg blev anklaget for at have plyndret en benzintank for halvfjerds dollars, slog jeg en handel af med dem: jeg gik ind på at tilstå og spare retten penge mod til gengæld kun at få en mild dom til afsoning i det lokale fængsel. Jeg aflagde altså min tilståelse, men da kendelsen så skulle afsiges, smed de mig i tugthuset med en dom på fra et års fængsel til livstid. Det skete i 1960. Jeg var dengang 18 år gammel. Og jeg har været her lige siden. Jeg stiftede bekendtskab med Marx, Lenin, Trotz sky, Engels og Mao, da jeg kom i fængsel, og de frelste mig. I de første fire år læste jeg ikke andet end økonomi og militære af handlinger. Jeg mødte medlemmer af den sorte guerilla: George 'Big Jake' Lewis og James Carr, W. L. Nolen, Bill Christmas, Torry Gibson og mange, mange andre. Vi prøvede på at forvandle de sorte indsattes kriminelle mentalitet til sort revolutionær mentalitet. Resultatet heraf var, at vi alle sammen blev udsat for års ondartet reaktionær vold fra statens side. Vores dødelighedshyppighed er omtrent som den, man ville forvente at finde i en rapport fra Dachau. Tre af os blev myrdet for adskillige måneder siden af et politisvin, der fyrede med en militærriffel en halv snes meter over deres hoveder.

Netop nu bliver min sag behandlet i retten sammen med to andre brødres; de to andre er John Clutchette og Fleeta Drumgo, og vi er alle tre sigtet for at have slået en fængselsbetjent ihjel. Hvis jeg bliver kendt skyldig i denne anklage, er det ensbetydende med en automatisk dødsdom for mit vedkommende. Jeg kan jo ikke få livsvarigt. Det er jeg allerede idømt i forvejen.

Da jeg vendte tilbage til San Quentin i sidste uge efter et år i Soledad, hvor den forbrydelse, jeg er anklaget for, fandt sted, sendte en broder, der hidtil havde modstået logikken i den proletarisk-folkelige revolutionære socialisme blandt de sorte i Amerika, følgende linier til mig:

'Uden vinterens kulde og trøstesløshed
ville vi ikke have vårens varme og ødselhed!
Ulykkerne har hærdet mit sind og forvandlet det til stål!
Magten til Folket!’


- George

Dansk oversættelse: Soledad Brødrene, 1971, København: Schønbergs kulturelefanter, oversat af Michael Tejn.