Man kan være dybt antisemitisk og samtidig støtte staten Israel. De to ting hænger sammen.

Demoen i fredags ved den israelske ambassade i Hellerup blev angrebet på må og få af politiet med deres kaostaktik; hollændervogne, hunde og tåregas. Hvorfor føler det danske politi sig på den måde så berettiget til at udøve umotiveret og overdreven vold? For at forstå det må vi forstå forbindelsen mellem den palæstinensiske modstand og den statslige vold, både den i DK og den hele verden har været vidne til Østjerusalem og Gaza de sidste par uger.

Vi bringer i denne uge et uddrag fra en længere samtale mellem Fred Moten og Robin Kelley, to af de vigtigste tænkere vi følger for tiden, der ved et arrangement i 2017 kom til at tale om deres involvering i BDS-bevægelsen og, tindrende klart, om Israels status inden for den udvidede forståelse af kolonialisme og modernitet som de selv har udforsket fra et Sort perspektiv.

Israel har siden 1948 været en spydspids for udvikling af militær grænseteknologi; de har bl.a. udviklet meget droneteknologi til overvågning og demonstrationshåndtering – ofte finansieret af store investeringer fra vesteuropæiske kapitalfonde, ja, vores egne pensioner. Gaza er et stort laboratorium for befolkningskontrol, som vestlige stater holder et vågent øje med. De fremskudte bosættelser i Palæstina – de såkaldt ”uautoriserede” settler outposts – bliver skabt af folk som føler sig personligt kaldet til aggressivt at avancere den israelske stat. De ofrer gerne deres eget liv for eksistensen af et statsapparat de selv er underlagt. Ærkepsykopater, åbenlyst, men ikke kun ”psykologisk”, men først og fremmest fordi de lever deres liv i umiddelbar forlængelse af en psykopatisk politisk form, den koloniale bosætterstat.

Når krigsindustrien stortrives i Sverige, er det på samme måde ikke fordi man venter på, at der skulle bryde en krig ud, men fordi oprustningen i sig selv er den eneste måde for staten at legitimere sig selv i dag. Staten ved udmærket at krigen aldrig bryder ud: den er konstant, latent. Hvis Sverige kritiserede Israel, ville de åbne en slagside for kritik af deres egen tilstedeværelse i Sápmi. For Danmark gør det samme sig gældende med denne stats egen kolonihistorie, inklusive den pågående kolonisering af Grønland.

Israel er på den måde nationalstaternes fremtid, den logiske konsekvens af national, geografisk, etnisk suverænitet. Så længe det er tilfældet, kan Israel forlade sig på opbakning fra Vesten. Vestlige politikeres forsvar af staten Israels gerninger handler langt mindre om dårlig samvittighed over historien, end om en rådende bevidsthed om at Israels brutalitet er den fremskudte virkeliggørelse af den vold, som er latent i alle nationalstater. Der er ingen sandhed i ”holocaust-kortet-kortet”, altså, at jøderne i dag skulle have frit lejde til grusomheder, fordi Europa måtte have dårlig samvittighed over den historiske forfølgelse af jøderne. For det første er det, som Moten siger, i sig selv en antisemitisk gestus at identificere jødernes mulige overlevelse i dag med eksistensen af staten Israel. For det andet, har de europæiske stater ikke én dråbe ”dårlig samvittighed” over 500 års jødeforfølgelse, og ikke meget mere over folkemordene i 40’erne – se bare hvordan de forholder sig til romaernes status i dag. Hvis de vestlige politikere føler sig moralsk eller politisk impliceret i aggressionerne mod den palæstinensiske befolkning, er det ikke fordi de ser denne forbindelse i fortiden, men fordi de ved, måske inderst inde, at de ville gøre det samme hvis de stod i samme situation; som om denne vold, i yderste konsekvens, er prisen at betale for at have en nationalstat overhovedet.

Men måske det ikke engang er helt rigtigt at sige at Israel er den yderste konsekvens af nationalstatens pågående udvikling: Er den ikke snarere den allerede meget præsente mulighedsbetingelse for de faktisk eksisterende nationalstater? Israel er således ikke ”nationalstaternes fremtid”, men deres radikale nutid, deres spejlbillede, hver dag. Så når vi hører vestlige politikere forsvare Israels overgreb, hører vi egentligt et slet skjult forsvar for de selvsamme stater som i sin tid med uhørt vold gjorde det "politisk realistisk" at den eneste måde at forsvare det jødiske folk mod nationalstatens væsen var at konstruere en israelsk stat for sig.

Og er det ikke tydeligt, at jo mere nationalistisk politikken er i EU, jo mere ubetinget er støtten til statens Israels eksistens? Danske politikere som aldrig ville have løftet en finger under jødeforfølgelserne før ’48 og i dag selv er de mest minoritetshetzende, både ideologisk og praktisk, går gladeligt med i demoer til støtte for staten Israel. Moten minder os om, at det er en antisemitisk konstruktion, at Israel er blevet gjort til stedfortræder for nationalstaten som sådan – antisemitisk i betydningen: produkt af den virkelige forfølgelse af jøder i Europa i 500 år, måske 2000. Zionisme er i dag en funktion af antisemitisme, ikke et modsvar, ikke en modstand.

I sidste uge talte vi i munden på Gianni Carchia om nødvendigheden af at komme videre fra den filosofiske knibtangsmanøvre mellem humanismen og antihumanismen, og om vanskeligheden i at konstituere et solidt, fælles subjekt for en modstand. Humanismen som etablerede forestillingen om det rationelle subjekt –statsborgeren, faktisk, i stand til at undertrykke andre, reetableredes i nye, populære former som en sidste chance for den borgerlige offentlighed og nationalstaters krise efter Første og Anden Verdenskrig. Humanismen blev her angiveligt et forsvar for mennesket mod et umenneskeligt statsapparat, men blev til på baggrund af en model der indstiftede idéen om det menneskelige subjekt fuldstændigt analogt med staten: selvejende, afgrænset, suverænt.

FN oprettedes angiveligt efter Shoah for at ”dette aldrig måtte ske igen”, men paradoksalt nok overlod man i samme omgang varetagelsen af disse rettigheder til overgriberen selv, nationalstaten. Rettighedsparadigmet – baseret i ejendomsretten, jordbesiddelsen – har på den måde aldrig været en garant mod forfølgelse, netop fordi det uafværgeligt knæsætter selvsamme statsapparat hvis egen logik fører til besættelse og forfølgelse af andre.

Retten til at eje, at være den retmæssige ejer, har i øvrigt altid også været en patriarkalsk våd drøm. ”Bruden er smuk, men hun er viet væk til en anden” var et refræn i den tidlige zionisme; egentlig en advarsel, men hurtigt taget op af zionismens machoide falanks som en udfordring til overgreb. Som vi også lærte af June Jordans digte som vi bragte i februar, er der et historisk overlap her mellem legitimeringen af statslig vold og affejelsen af misogyn vold.

Den såkaldte "nye definition af antisemitisme" – som allerede er blevet politisk mobiliseret mod flere bevægelser der lod til at udfordre statslig suverænitet: Momentum i UK, de Gule Veste i Frankrig – identificerer bl.a. antisemitisme med kritik af den israelske stats "ret til at eksistere". Det betyder da enhver principiel kritik af nationalstaten som sådan bliver sat på linje med antisemitisme. Det gør det i så fald umuligt netop at påpege nationalstatsformen som forudsætning, ophav og katalysator af antisemitisk vold. Det vil sige, en ulovliggørelse af den simple sandhed: Kritik af staten Israel er ikke i modsætning til, men en forudsætning for solidaritet med det jødiske folk.

Og begge dele er nødvendigt i den akutte kamp for et frit Palæstina.

Spørgsmål: [...] Det virker som en god overgang til at få jer begge to til at tale om det arbejde I har lavet omkring den palæstinensiske kamp og frihed for Palæstina – Fred, det formidable arbejde du har lavet inden for ASA, American Studies Association – som organisationen stadig lever på! – og Robin, det arbejde du stadig er i gang med i Faculty for Palestine.

Jeg tænker her på Freds provokation: Hvis Black Studies vitterligt handler om at redde Jorden, så bliver det muligt for os at tænke over det forhold mellem kampen for frihed i Palæstina og de eksisterende bosætterkolonialismer kloden over. For mig at se var en af de stærkeste ting som Black Studies for nylig har gjort, helt konkret at sætte fokus på den slags sager. Black Lives Matter har besøgt Palæstina, Black Lives Matter i Toronto har gjort det til en pointe altid at nævne kolonial bosætterpolitik som en del af den politiske organisering, for at skabe tættere relationer til de indigene fællesskaber.

Så måske det er en måde vi kan begynde at tale om hvad der i virkeligheden er på spil i den politiske situation i dag, hvor en radikal politik, en politik der forsøger at tænke anderledes om indretningen af en fremtid, på forskellige måder konfronterer bosætterkolonialismen, og hvor Palæstina er helt central i det spørgsmål – også givet at vi ved, som sagt, at den øvre administration på de her universiteter ofte har et helt andet forhold til spørgsmålet om Palæstinas frihed.

Fred Moten: Tja, det arbejde jeg lavede omkring ASA’s beslutning om at tale for en akademisk og kulturel boykot af Israel, var faktisk ret begrænset og underordnet i forhold til mange andre mennesker som virkelig har været fremme i skoene og som arbejdet på det, utrætteligt, i mange, mange år. Jeg tænker at mit eget bidrag var mere... retorisk, på mange måder, og måske kun teoretisk i den mest begrænsede betydning af ordet; i den forstand at jeg forsøgte at gøre et par forskellige ting:

For det første, at anerkende, du ved, at den grundlæggende betingelse for det folk kalder modernitet eller global modernitet, er bosætterkolonialisme. Og jeg tror godt at vi kan tale om bosætterkolonialisme i en bredere forstand, end vi normalt tænker det, som et sæt af voldelige og brutale relationer mellem Europa og resten af verden. Dét er meget vigtigt.

Og igen, som vores fælles ven og mentor Cedric Robinson udtrykkeligt og forbilledligt påpegede det meget tidligt: bosætterkolonialisme er også et intra-europæisk anliggende. Det er vigtigt at forstå. Det er også vigtigt at forstå det historiske forhold mellem bosætterkolonialisme og indhegningen af fællederne som ligger til grund for det vi i dag kender eller forstår som kapitalisme; at vi forstår at bosætterkolonialisme, at den transatlantiske slavehandel, og at fremkomsten af visse filosofiske formuleringer som i al væsentlighed giver os et moderne begreb om Selvet som er funderet på en slags possessiv, heteronormativ, patriarkalsk individuering… – og det er helt fundamentalt hvad det vil sige at være et selv; prøv og spørg hvem som helst der arbejder inden for filosofi, de vil fortælle dig at, jo, det er sandt, og det er ikke engang for sjov... – at de ligger til grund for vores modernitet. De fleste mennesker der lever i verden – faktisk for alle mennesker som lever i verden, selv om mange ikke er i stand til både at anerkende det og at sige det – de fleste er godt klar over at den modernitet er en social og økologisk katastrofe som vi lever i, som vi nu forsøger at overleve.

Hvis vi tager det med, så er det en del af det der er på spil, at vi anerkender at feministiske og queer interventioner imod heteronormativt patriarkat; at Sorte interventioner imod slaveriets teori og praksis som stadig er med os; at Indigene interventioner imod bosætterkolonialisme udgør både det praktiske og intellektuelle grundlag, ikke bare for vores forsøg på at overleve, men også vores forsøg på, som jeg sagde tidligere, at redde Jorden. Eller sagt med ord fra den store poet Ed Roberson, så handler det ikke kun om at redde Jorden, men om at få øje på Jorden før verden er gået under. Det er en nødsituation vi befinder os i, og den er akut. Og jeg tror på at der findes en specifik konvergens mellem Sort og Indigen tænkning som placerer sig selv nøjagtigt i forhold til og er artikuleret igennem de interventioner fra queer og feministisk tænkning som vi må forholde os til, og det slår mig, i hvert fald for mit vedkommende, som en måde at forholde sig til og forestille sig hvordan vi kunne skride noget lettere frem på Jorden, ære Jordens mens vi går på den, mens vi står på den, ikke trampe på den, ikke trampe hen over den, hvor hvert skridt man tager, er en fordring om ejerskab. Én måde at sige det på ville være at ikke så selvsikkert bilde sig ind at Jorden kan reduceres til noget så sølle og så afstumpet som det vi plejer at kalde ’hjem’.

Det er til dels derfor queer og feministisk kritik er så vigtigt. Det er en kritik af en udbredt problematisk idé om det hjemlige. Den tilbyder en anden måde at være på Jorden som ikke tillader at man på en eller anden afstumpet eller brutal måde kan gøre fordring på den som sin egen. Det er vigtigt, det her. Du ved, de metoder som anvendes når vi gør fordring på Jorden som vores egen, er for det meste hegn, grænser. Det viser sig på et privat niveau fra husholdning til husholdning, men det viser sig også på et nationalt niveau og på nationalstatens niveau. Det er ikke tilfældigt at koloniale bosætterstater har taget det på sig at betragte sig selv som den levende kropsliggørelse af nationalstatens legitimitet, forstået som politisk og social form.

For mig at se er der to grunde til at være solidarisk med det palæstinensiske folk. Den ene er fordi de er mennesker, og de bliver udsat for en absolut brutal behandling. Men den anden er den specifikke modstand mod Israel som nationalstat. Og som jeg ser det, bare for at være helt tydelig omkring det her, så mener jeg at den her nationalstat Israel i sig selv er et produkt af antisemitisme. Hvad om vi forstod Israel og zionisme, ikke som en form for racisme der munder ud i fordrivelsen af palæstinensere, men også som et produkt af den historiske fordrivelse af jøder fra Europa, på samme måde som vi for eksempel kunne forstå Sierra Leone eller Liberia som produkter af racistisk fordrivelse? Okay, hvad om vi tænkte på den måde? Grunden til at jeg siger alt det her, er for at være helt sikker på at I ved at der er et muligt argument imod den formulering at kritik af Israel er antisemitisk. Når nu vi ved at folk som Donald Trump er en ivrig Israel-støtte; at folk som Pat Robertson i USA er ivrige Israel-støtter, så burde det indikere for os at det er en kendsgerning at man kan være dybt antisemitisk og samtidig støtte staten Israel. De to ting hænger sammen. De er ikke indbyrdes uforenelige.

Og dermed bliver det vigtigt for os at kunne foreslå at modstand mod staten Israel også er modstand mod selv idéen om nationalstatens legitimitet. Når forsvaret af Israel præsenteres som et forsvar for statens ret til at eksistere – det er vigtigt – så er det ikke bare et forsvar for Israels ret til at eksistere, men for nationalstaten som politisk form. Og nationalstater har bare ikke rettigheder. Det var egentlig meningen at de skulle være mekanismer til at beskytte rettighederne hos de folk som bor der, og det har næsten aldrig været tilfældet. Og for så vidt som de beskytter rettighederne hos de folk der bor der, så er det på bekostning af de folk der ikke bor der.

Så en del af det der er på spil – og en af grundene til at det er vigtigt at være særdeles opmærksom på den her sag, og at vi burde afvise den latterlige formulering om at det at udpege Israel specifikt i dette øjeblik i sig selv skulle være antisemitisk – er at det er vigtigt at anerkende at Israel er den stat – af grunde som jeg altså mener er fuldstændigt tæt forbundet med antisemitisme – Israel er den stat som, for så vidt som den gør fordring på at have ret til at eksistere, samtidig gør den fordring på vegne af nationalstaten som sådan. Det er den samme slags formulering som... jeg kan huske... og I må undskylde at jeg taler så længe, men jeg... Det er en form for formulering som folk har det med at hævde om Sorte folk eller Indigene folk som om de var selve indbegrebet af det menneskelige. Så hver gang Sorte folk eller Indigene folk gør noget som vi angiveligt ikke burde gøre, bliver det opfattet som en krænkelse af selve idéen om det menneskelige, fordi vi, på en eller anden måde, som en funktion af en ophøjethed i vores lidelse, skulle udgøre selve idéen om en menneskehed. Og der er intet der er mere brutalt, der er intet der er mere afstumpet end at blive tillagt den position.

På samme måde er Israel som en funktion af antisemitisme nu blevet placeret i den position at skulle beskytte selve idéen om nationalstaten. Så for mig er det først og fremmest vigtigt at have solidaritet med det palæstinensiske folk. Men samtidig er det faktisk vigtigt at have solidaritet med det jødiske folk for så vidt som de kan og af nødvendighed må kunne adskilles fra den israelske stat, fordi det jødiske folks skæbne, hvis den er knyttet til nationalstaten Israel, i sidste ende vil være mere brutal end alt der hidtil er blevet gjort, mere brutal end vi endnu kan begribe. Og når jeg siger det, så mener jeg alt det I tror jeg mener.

Samtalen mellem Fred Moten og Robin D. G. Kelley fandt sted den 3. april 2017 på University of Toronto, faciliteret af Afua Cooper og Rinaldo Walcott, som altså indledte med spørgsmålet angående Palæstina. En transkription foretaget af LeKeisha Hughes blev bragt i Critical Ethnic Studies, 4.1, foråret 2018. Vi har oversat derfra og konsulteret med videoen fra samtalen som kan ses på youtube. Resten af samtalen tager mange andre temaer op, hver især et studie værd, varmt anbefalet.

Ugens billeder er stills vi fået lov at tage fra Nanna Katrine Hansens film Europe’s Eyes on the Skin of the Earth (2021), sammenstykket af satellitbilleder fra Airbus, som også leverer teknologi til Europas grænsekontrolsagentur. Et POV fra overvågningsstaten.