Når kroppen taler politisk

I dag skal vi samles for første gang i et stykke tid. Vi glæder os – blot at være kroppe sammen igen, at føle ønsket drive gennem massen som vinden gennem korn. En af os har foreslået at læse op fra den følgende tekst som vi bringer her til formiddag, lidt tidligere end sædvanligt.

Spørgsmålet om at være kroppe sammen har Judith Butler netop noget at sige om. Hvad sker der når kroppene insisterer på at være i flok? Netop ikke en protest, ikke en signalering af abstrakte standpunkter. Er det ikke i stedet en politisk fysik? En der handler ikke om at stille krav og kræve rettigheder, men om at udvise en kraft? Ikke en virkeliggørelse af et oprindeligt eller kommende fællesskab, men en tilvejebringelse af et nyt konsistensplan nedefra og op; tættere på rhizomet end på blomstringen? Derfor er rummet der skabes, vel heller ikke noget befriet rum men en form for midlertidig autonom zone som vi holder. Det er ikke et normløst samvær, men en pragmatisk frembragt sandhed.

Kroppen er en agensform der ikke behøver nogen psykologisk instantiering, og på kan den måde nemmere kan gå i hak med andre agensformer. Det giver også ophav til nye legemer. Virussen har ikke noget eget liv. Men vi har flere legemer end vores egne: korpus – korpuskler – korps. Kan vi tale om en korpsånd?

I eftermiddag vinder vi nye erfaringer. Vi ses på fælleden. Husk tæpper!

[…] når kroppen “taler” politisk, er det ikke kun ved hjælp af det talte eller skrevne sprog. Kroppens vedholdenhed i dens udsathed udfordrer [statens] legitimitet, og den gør det netop igennem kroppens specifikke performativitet. Både handling og gestus har betydning og taler, både som handling og krav; det ene er ikke til at vikle endegyldigt fri af det andet. Hvor statens legitimitet bliver udfordret netop af måden at fremtræde offentligt på, udøver selve kroppen en ret, der ikke er en ret; med andre ord, den udøver en ret, som aktivt bliver bekæmpet og tilintetgjort af militær magt og som, i sin modstand mod magtanvendelsen, artikulerer sin måde at leve på og udstiller både sin prekaritet og sin ret til vedholdenhed. Denne ret er ikke vedtaget nogen steder. Den er ikke skænket andetstedsfra eller af en eksisterende lovgivning, selvom den nogle gange finder fodfæste netop der. Den er rent faktisk retten til at have rettigheder, ikke som naturlov eller metafysisk bestemmelse, men som kroppens vedholdenhed imod de kræfter, der ønsker at svække eller udradere den. Denne vedholdenhed kræver, at man bryder ind i det etablerede rumregime med nogle materielle støtter, der både er mobiliserede og mobiliserende.

Bare for at gøre det klart: Jeg taler ikke om en vitalisme eller en ret til livet som sådan. Snarere foreslår jeg, at politiske krav bliver fremsat af kroppe, idet de træder frem og handler, når de nægter og står fast under betingelser, hvor alene dette faktum er en trussel om delegitimering af staten. Ligesom kroppe er udsat for politiske kræfter, kan de også reagere på at blive udsat, med undtagelse af de tilfælde, hvor selve betingelserne for reaktionsevnen er blevet nedbrudt. Selvom jeg overhovedet ikke er i tvivl om, at det er muligt at knuse en anden persons reaktionsevne, vil jeg advare imod at bruge billedet på fuld tilintetgørelse som en måde at beskrive de udstødtes kamp. Selvom det altid er muligt at falde i den anden grøft og hævde, at hvor der er magt, er der modstand, vil det være fejlagtigt at afvise muligheden for, at magt ikke altid fungerer efter sin hensigt, og at følelsesmæssige former for afvisning indefra følgelig kan gå over i kollektive former. I de øjeblikke er kroppene selv vektorer for magt, hvor magtens retning kan vendes; de er kropsliggjorte fortolkninger, der tager del i en allieret handling for at svare igen på magt med en anden form for- og karakter af magt. På den ene side er disse kroppe produktive og performative. På den anden side kan de kun blive stående og handle, når de bliver understøttet; af omgivelser, af næring, af arbejde, af samværsformer og tilhørsforhold. Og når disse støtter falder bort og prekariteten viser sig, mobiliseres de på en anden måde og griber fat i den støtte, der er, for at hævde, at der ikke kan findes kropsliggjort liv uden social og institutionel støtte, uden varigt arbejde, uden netværker af gensidig afhængighed og omsorg, uden kollektiv ret til husly og fri bevægelse. Ikke alene kæmper de for idéen om social understøttelse og politiske rettigheder, men deres kamp er sin egen sociale form. Så i de mest ideelle tilfælde begynder en alliance at udøve den sociale orden, den ønsker at frembringe ved at etablere sine egne former for samvær. Og dog kan denne alliance ikke reduceres til en samling af individer, og det er strengt taget ikke individer, der handler. Derudover opstår handlingen i alliance netop mellem dem, der deltager, og det er ikke et ideelt eller et tomt rum. Dette interval er rummet for socialisering og støtte, for forankring i en socialitet, der aldrig kan begrænses til ens eget perspektiv, og til en afhængighed af strukturer uden hvilke, der ikke findes et varigt og levedygtigt liv.

Afsnittene her er et tidligt, eksklusivt uddrag af en oversættelse af Judith Butlers Towards a Performative Theory of Assembly som udkommer på Billedkunstskolernes Forlag i år.