Ned med barndommen!

I aften tager vi os tid til at forlænge og sammenflette nogle trosser vi har kastet forud, og nu gerne vil indhente. Det handler om barndommen, om familien og om det arbejde der producerer rent potentiale, det reproduktive. Aftenens tekst er Shulamith Firestones 'Ned med barndommen!' 

Teksten udgør en meget vigtig del af Firestones bog Kønnenes dialektik der udkom på engelsk i 1970 og to år senere i dansk oversættelse på forlaget Rhodos. Den udkom altså på engelsk samme år som en anden feministisk klassiker, som i bagklogskabens lys må læses med nye briller, givet forfatterens nuværende holdning til transkønnethed: Germaine Greers Den kvindelige eunuk, og den danske oversættelse af Greers bog udkom også på Rhodos to år efter. Firestone var 25 år da hun publicerede bogen på engelsk. Den havde undertitlen “The Case for Feminist Revolution", en undertitel, der desværre ikke blev gengivet i den danske oversættelse... Greers bog endte også med en diskussion af “revolution" som en afslutning på en helt anden og mindre filosofisk opbygget argumentation end hos Firestone. Firestone konkluderede direkte at "Den endelige revolution" måtte bestå i familiens ophævelse og erstatning ved en “kybernetisk socialisme"!

En firestonianer af vor tid, Sophie Lewis – hvis bog Full Surrogacy Now både tempererer hendes forgængers teknologiske fremskridtstro og folder hendes "kybernetiske socialisme" ind i en "gestationel kommune" à la Michelle O'Briens – har spurgt om vi bør forstå Firestone som en trans-allieret eller ej (og Lewis' egen bog forklarer til fulde hvorfor ingen vestlige feminister i det 20. århundrede kan gå fri af dette spørgsmål). Svaret er muligvis nej; vi er ikke helt sikre, men som med Valerie Solanas, som vi diskuterede for år og dag siden, er spørgsmålet selv tegn på at de ikke har levet og skrevet forgæves. Uagtet at de begge stort set satte lighedstegn mellem den sociale kategori 'kvinde' og de anatomiske betingelser for den sociale reproduktion ("den der føder..."), så kan vi i dag læse oceaniske potentialer i deres tænkning som de selv måske kun stod ved bredden af... ej, okay, de var begge ret hovedkulds ud i tænkningen, men mistede også begge ulykkeligt hurtigt orienteringen: potentialerne i deres tænkning var og er for enorme til at måle. F.eks. når Shulamith i kapitlet før det herunder bragte afbryder sin fordømmelse af familiens forkvakling af seksualiteterne for at vove påstanden, at "den dag kan meget vel snart komme, hvor en sund transseksualitet vil være normen."

For Lewis er slægtsskab – kin – en del af den politiske økonomi og skal altså kritiseres sammen med denne. Det betyder at afskaffelsen af barndommen dermed også er en afskaffelse af denne slags slægtskab. Når vi læser Firestone, må vi huske på denne relation som opfindelsen af barndommen forudsætter: det såkaldte moderskab. Men det indbefatter også det slægtskab mellem kvinder som på Firestones tid begyndte at omkalfatres. Hvis homoseksualitet for feminismen er som det kommunistiske parti er for fagforeninger, sådan som Florence Rush skriver et sted, så må ikkebinære og transeksistenser – og flydende seksualiteter af alle slags – kunne svare til en vordende afskaffelse af den politiske økonomi.

Alle billeder af Wilf Thrust

Til Nechemia,

Som vil vokse fra barndommen, før den er ophævet.

Kvinder og børn bliver altid nævnt i samme åndedrag (“Kvinder og børn til forterne!”). Den særlige tilknytning kvinder har til børn, anerkendes af alle. Jeg vil imidlertid hævde, at karakteren af denne tilknytning blot er den fælles undertrykkelse. Og at denne undertrykkelse er så indviklet og selvforstærkende, at vi ikke kan tale om kvindernes frigørelse, uden også at tale om børnenes frigørelse, og omvendt.

Kernen i kvindens undertrykkelse er hendes rolle som den der føder og opdrager børnene. Og omvendt defineres børnene i relation til denne rolle, og bliver psykologisk formet efter den; hvordan de bliver som voksne og hvilke relationer de er i stand til at skabe, bestemmer til syvende og sidst det samfund, de vil bygge op.

Jeg har prøvet at vise, hvordan magthierarkierne i den biologiske familie, og de sexuelle fortrængninger, der er nødvendige for dens opretholdelse – og som er særlig udtalte i kernefamilien – er ødelæggende og en bekostelig affære for den personlige psyke.

Før jeg går over til at skildre hvordan og hvorfor den patriarkalske kernefamilie skabte en barndomskultur, skal vi se, hvordan denne familieform udviklede sig.

Der har i alle samfund indtil nu, eksisteret en eller anden form for biologisk familie, og kvinder og børn har således altid i større eller mindre grad været undertrykte. Ved at henvise til de primitive matriarkater fra fortiden, har Freud, Reich og andre forsøgt at påvise, hvordan autoritet, udbytning og sexuel fortrængning har sin oprindelse i monogamiet. At vende sig mod fortiden for at finde ideelle forbilleder frem, er imidlertid for let. Simone de Beauvoir er mere ærlig, når hun i Det andet køn skriver:

De mennesker som står stille under Modergudindens hånd, de mennesker, som har bibeholdt det matriarkalske kvindedømme, er også dem, som er standset op ved civilisationens primitive stade … Kvindernes degradering (under patriarkatet) er udtryk for et nødvendigt stadium i menneskehedens historie, for hendes prestige er ikke skabt af hendes egne værdier, men af mandens svaghed. Naturens forstyrrende mystik er legemliggjort i kvinden, og manden undviger hendes greb, når han gør sig uafhængig af naturen … Patriarkatets sejr var således hverken en tilfældighed eller et resultat af en voldsom revolution. Siden Menneskehedens oprindelse har mændenes biologiske fordele gjort dem i stand til at stadfæste deres status, som eneherskerne; de har overladt en del af deres uafhængige tilværelse til naturen og til kvinden, men sidenhen tog de den tilbage.” (Fremhævelsen er min.)

Hun tilføjer:

Hvis kvindens produktive arbejde havde haft et omfang, som hun kunne klare, ville kvinden, sammen med manden have fuldført erobringen af naturen – en erobring, som både manden og kvinden tog del i – men fordi hun ikke delte mandens måde at arbejde og tænke på, fordi hun forblev bastet og bundet til livets mystiske processer, anerkendte manden hende ikke på lige for med sig selv.” (Fremhævelserne er mine.)

Det er således kvindens biologiske evne til reproduktion, som er forklaringen på hendes oprindelige og vedvarende undertrykkelse, og ikke en overraskende patriarkalsk revolution, en revolution som Freud i øvrigt også havde vanskeligt ved at forklare. Matriarkatet er et stadium på vej til patriarkatet, hvor manden fuldt ud realiserer sig selv; fra at tilbede naturen gennem kvinden erobrer han den. Selv om det er rigtigt, at kvindens lod blev væsentligt værre under patriarkatet, havde hun det aldrig godt; på trods af længslen tilbage til matriarkatet, er det ikke svært at påvise, at de aldrig var svaret på kvindens fundamentale undertrykkelse.

I virkeligheden var det blot en anden opfattelse af arv og slægt, en anskuelse, der ganske vist bød kvinden flere fordele end under patriarkatet, men som ikke gav kvinderne ligeberettigelse i samfundet. At blive tilbedt er ikke ensbetydende med at være fri1; for tilbedelse er noget der finder sted inde i hovedet, og det hoved tilhører manden. Selvom fortiden ikke fremviser sande billeder, så har det alligevel værdi at skæve til den, hvis man vil forstå undertrykkelsens forholdsmæssighed: Skønt den har været en grundlæggende betingelse for mennesket, har den vist sig i forskellige grader og på forskellige måder. Men hele vejen ned gennem historien, i alle kulturens former og stadier, har kvinderne været undertrykte, takket være deres biologiske funktioner.

Den patriarkalske familie var kun det sidste led i en række af “primære” sociale organisationer, som alle definerede kvinden, som en anden art, på grund af hendes enestående evne til at føde børn. Betegnelsen familie blev første gang brugt af romerne for at betegne en social enhed, hvis overhoved herskede over hustru, børn og slaver – og ifølge romersk lov, var han udstyret med rettighederne over deres liv såvel som død; famulus betyder husslave, og familia er det samlede antal slaver, som tilhører een mand. Men selvom det var romerne, der opfandt betegnelsen, var de ikke de første til at udvikle institutioner. (Læs det Gamle Testamente, f.eks. beskrivelsen af Jakob og hans families rejse for at møde hans tvillingebror Esau, som han havde været adskilt fra i meget lang tid.) Den tidlige patriarkalske husholdning var kun en variation af den patriarkalske familie, som er til stede i flere forskellige kulturer i vor tid.

Når vi skal beskrive karakteren af børnenes undertrykkelse, må vi undersøge den seneste udvikling indenfor familien, nemlig den patriarkalske kernefamilie fremfor at sammenligne de forskellige former for patriarkalsk familie ned gennem historien. På trods af kernefamiliens korte historie, der skønsmæssigt begynder i det 14. årh., er den afslørende: Udviklingen af vores mest skattede familieværdier, der på ingen måde var absolutte. Lad os tage et overblik over kernefamiliens udvikling – og dens institution “barndommen” – fra middelalderen og op til vor tid: vi vil bruge Philippe Aries’ Centuries of Childhood: A Social History of Family Life (Barndommens århundrede: En social historie om familieliv) som grundlag for vor analyse.

Den moderne kernefamilie er blot af nyere oprindelse. Aries viser, at familien, som vi kender den, ikke fandtes i middelalderen, men gradvist udviklede sig i det 14. årh. Indtil da var ens “familie” primært ens slægt, man lagde vægten på sin kødelige afstamning og ikke på det ægteskabelige forhold. Man respekterede lovligheden af at lade ejendommen gå videre, hvilket man anså som værende ægteskabets primære funktion; mand og kone ejede besiddelserne i fællesskab, ligesom deres arvinger overtog ejendommen i fællesskab; først mod slutningen af middelalderen, med den voksende paternale autoritet i bourgeois familien, opgav man at være fælles om ejendommen i ægteskabet, fællesskabet bestod kun for sønnernes vedkommende, som samtidig fik eneret på arven – der var banet vej for førstefødselsretten. Aries viser, hvordan billedkunsten afspejler samfundets gængse værdier: Det almindeligste var kompositioner enten med enkelte mennesker eller med store lystige forsamlinger på offentlige pladser; der er kun få indendørs scener, for livet foregik ikke i “hjemmet”. På den tid trak man sig ikke tilbage til sin private “primær-gruppe”. Familien bestod af et stort antal mennesker, der uafladeligt strømmede ud og ind, og i adelsmandens gamle patriarkalske husholdning var der store flokke af tjenere, vasaller, musikere, folk af alle klasser og derudover en mængde dyr. Selv om den enkelte måske trak sig tilbage fra denne vedvarende sociale kontrakt, til et åndeligt eller akademisk liv, var der også her et samfund, som han kunne være med i.

Denne middelalderfamilie – for overklassen en værdighed nedarvet i lige linje, for underklassen blot et ægtepar placeret midt i samfundet – udviklede sig langsomt til at blive den tændstikæskefamilie, som vi kender. Aries beskriver forandringen således:

Det var som om et stift polymorft legeme sprængtes og omformedes til en hær af små samfund, familierne, og til få massive grupper, klasserne.

En sådan omdannelse forårsagede dybtgående kulturelle ændringer, på samme måde som det prægede det enkelte individs psykologiske struktur. Selv synet på den individuelle livscyklus har udviklet sig kulturelt, f.eks. blev “ungdom” et begreb, som ikke fandtes tidligere. Det væsentligste af livscyklusens nye begreber var dog barndommen.

1. Myten om barndommen

I middelalderen eksisterede begrebet barndommen ikke. Middelalderens syn på børnene var væsentligt anderledes end vores. Det var ikke blot det, at man ikke var “børnecentreret”, men i bogstaveligste forstand opfattede man ikke børnene som forskellige fra de voksne. Børnemændene og børnekvinderne i middelalderens billeder, er miniature-udgaver af voksne, hvilket afspejler en helt anden social virkelighed: Børn var små voksne, som bar den klasse eller det navn de fødtes til, og hvis skæbne var at vokse på i en klart skitseret social sammenhæng. Drenge-barnet så sig selv som fremtidens voksne mand og udstod de forskellige stadier i læretiden.

Han bevægede sig med hurtige skridt mod den voksne rolle.

Børn skilte sig så lidt ud fra de voksne, at der ikke fandtes et særligt sprog til at beskrive dem med: De delte den feudale undertrykkelses ordforråd med de voksne. Først senere, da barndommen blev introduceret som en særlig del af ens liv, opstod dette forvirrede sprog. Forvirringen var baseret på virkeligheden: Børn adskilte sig fra de voksne alene på grund af deres økonomiske afhængighed. De blev brugt som en midlertidig tjenerklasse, med den forskel, at fordi alle voksne, begyndte i denne klasse, blev deres arbejde ikke betragtet som nedværdigende arbejde (man kunne sammenligne dette med den kontraktbundne tjener i amerikansk historie). Alle børn var i bogstaveligste forstand tjenere; det var deres læretid til voksenhedet (I Frankrig blev det således i meget lang tid ikke anset som nedværdigende at servere ved bordet, fordi det havde været praktiseret af aristokratiets unge). Børns og tjenerskabets almindelige erfaring om disse ting og det traditionelle intime forhold mellem dem har været begrædt helt op til det 20. årh.: Som klasserne isolerede sig mere og mere fra hinanden, blev denne dvælende intimitet anset for at være årsag til den betydelige moralske korruption hos børn fra middel- og overklassen. Barnet var blot endnu et medlem af den store patriarkalske husholdning og ikke en væsentlig faktor i familielivet. I alle familier blev barnet ammet af en fremmed, og derefter sendt til et andet hjem (fra 7 år til ca. 14-18 årsalderen) for at tjene i en læreplads hos en mester – og som jeg har nævnt, indebar dette også, at man på den ene eller anden måde tjente i huset. Barnet blev således aldrig særlig afhængig af sine forældre: De var kun ansvarlige for et minimum af dets fysiske velfærd. Og omvendt havde de ikke noget “behov” for at være sammen med deres børn – og selvfølgelig slog man dem ikke, hvilket den store spædbørnsdødelighed afværgede. Og som et tillæg til spædbørnsdødeligheden, opdrog forældre andre folks børn til voksenlivet.

Fordi husholdningerne var så store, fyldt med rigtige tjenere, såvel som af en stadig strøm af gæster, venner og klienter, var et barns afhængighed af, eller blot kontakt med nogen af forældrene begrænset; hvis der udvikledes en forbindelse må denne nærmest beskrives som et nevø-onkel forhold.

Overførsler fra den ene generation til den anden, var sikret gennem børnenes daglige deltagelse i det voksne liv – børn blev aldrig udskilt og anbragt i særlige rum, skoler eller sat til andre specielle beskæftigelser. Når målet var at forberede børnene til de voksnes liv så hurtigt som muligt, forekom det sandsynligt, at en sådan adskillelse ville forsinke og måske lægge hindringer i vejen for det voksne perspektiv. Barnet blev i alle retninger, og så tidligt som muligt, integreret i hele samfundet: Der fandtes intet særligt legetøj, ingen lege, klædedragter eller klasser lavet med henblik på børn. Alle grupper deltog i legene; børnene tog del i de voksnes festligheder. Skoler der kun dyrkede specielle fag, gav undervisning til alle som var interesserede, uanset alder: lærlinge systemet var åbent for både voksne og børn. Efter det 14. årh., hvor bourgeoisiet og de empiriske videnskaber udviklede sig, begyndte forholdene langsomt at ændre sig. Begrebet barndom udviklede sig, som et tilbehør til den moderne familie. Et sæt gloser til at beskrive børn og barndom blev dannet (f.eks. det franske le bébé) og andre med henblik på at tiltale børnene. “Barnlighed” blev moderne i det 17. årh. (Og siden da har det udviklet sig til en særlig måde at leve på). Der er alle mulige moderne forbindelser a babysprog; nogle mennesker kan slet ikke klare sig uden, særligt når de snakker med veninder, som de behandler som voksne børn. Børnelegetøj dukkede ikke op før omkring 1600 og selv da blev det kun brugt til 3-4 årsalderen. Det første legetøj var kun efterligninger af voksnes udstyr i børnestørrelser: Legetøjshesten erstattede den rigtige, som børn var for små til at ride på. Men ved slutningen af dette århundrede finder vi også begyndelsen til børnenes lege. (Faktisk fandt der kun en deling sted: Visse lege der deltes af både voksne og børn, blev skudt til side af de voksne og overladt til børnene og den lavere klasse, mens andre lege blev optaget og udelukkende benyttedes af voksne; de blev således “salon-lege” for de voksne i overklassen).

Omkring det 17. årh. var således barndom, som et nyt og fashionabelt begreb, “in”. Aries viser, hvorledes billedkunsten også afspejler forandringer, som f.eks. et stigende antal rosenrøde beskrivelser af moder/barn forholdet: Spædbarnet i favnen på Maria, eller senere i det 15. og 16. årh., billeder af interiør og familiescener, måske endda med personlige portrætter af børnene og barndommens udstyr. Rousseau, blandt andre, udviklede en ideologi på grundlag af “barndommen”. Der blev gjort meget ud af børn renhed og “uskyld”. Folk begyndte at bekymre sig om, hvilket moralsk fordærv blottelse af legemet kunne medføre. “Respekten” for børn og kvinder, som var kendt før det 16. årh., hvor de stadig var en del af det store samfund, blev nødvendigt nu hvor de udgjorde en klart afgrænset undertrykt gruppe. Deres isolation og udskillelse var en realitet. Den nye bourgeois familie, som var børnecentreret, nødvendiggjorde en konstant overvågning. Den tidligere afhængighed blev frataget dem.

Betydningen af disse ændringer illustreredes ad børnenes klædedragt. Måden at klæde sig på, gav udtryk for ens sociale rang og velstand – og gør det stadig, især for kvinder. Vor tids bestyrtelse, særligt i Europa, over usømmeligheden i måden at klæde sig på, skyldes i første række den usømmelighed, som det er at “bryde ud af rækkerne”; og i de tider, hvor klæder var dyre, og masseproduktion ganske ukendt, havde tøjet i endnu højere grad en funktion. Fordi beklædningsvaner meget anskueligt beskriver køns- og klasseforskellene, giver barnemodens historie os værdifulde oplysninger om hvad der skete med børnene.

De første særlige børnedragter viste sig i slutningen af det 16. århundrede., et årstal, der er af betydning for begrebet barndommens opståen. I begyndelsen blev børns tøj lavet efter gammeldags voksentøj, og i de modeller, som den lavere klasse brugte. Underklassen arvede i øvrigt aristokratiets brugte tøj. Disse gammeldags klæder symboliserede den stigende udelukkelse af børn og proletariatet for det moderne, offentlige liv. Før den franske revolution, blev særlige sømandsbukser introduceret, som et yderligere tegn på underklassens udfrysning, og vi finder den samme skik brede sig til drengebørnene i overklassen. Dette er vigtigt, fordi det helt klart illustrerer, at børn fra overklassen dannede en lavere klasse indenfor overklassen. At forskelle i sædvander medfører stigende adskillelse og skaber klare klasseskel, understreges af en, på anden vis uforklarlig skik i det 17. og 18 årh.: To brede bånd, som var fæstnet til dragten under hver skulder og som daskede ned af ryggen, skulle bæres af både drenge og piger. Disse bånd havde tilsyneladende ingen anden funktion, end at tjene som en skræddermester-betegnelse for barndommen.

Drengenes liv åbenbarer i udpræget grad forbindelsen mellem køns- og barndoms-klasserne og de økonomiske klasser. Et drengebarn gennemgik groft sagt tre stadier: Som spæd blev han klædt i svøb, derefter i kvindedragter; omkring 5 årsalderen skiftede han til en dragt, som havde visse fælles træk med den den voksne mand bar, f.es. i farven; som større dreng avancerede han endelig til de militære regalier. Drengens klædedragt under Ludvig XVI var først den gammeldags model (renæssancekrave), dernæst modeller, som underklassen brugte (sømandsbukser) og endelig de maskuline militære modeller (jakke og knapper).

Klædedragten blev endnu en indvielsesform fra barndom til manddom, udtrykt i moderne termer, børnene tiggede om at avancere til “lange bukser”.

Disse indvielsesstadier på vej ind i manddommen afspejler fint forbindelsen til Ødipus-komplekset, som jeg har fremlagt i det foregående kapitel. Drengebørn begynder livet i den lavere kvindeklasse. Klædt som kvinder, adskiller de sig ikke fra pigebørn; de leger begge med dukker. Der er blevet gjort forsøg på at fjerne barnet fra moderen i en alder af ca. fem, ved langsomt at opmuntre det, med f.eks. mandekraver, til at ligne faderen; dette er en overgangsperiode i Ødipus-komplekset.

Til slut bliver barnet belønnet for at gøre sig fri af kvinden og overføre sine identifikationer til manden ved hjælp af en særlig “voksen” klædedragt, hvor det militære regalia er et løfte om, at den fuldvoksne mands magt en dag vil komme.

Men hvad med pigernes klædedragt? Her stilles man overfor en forbløffende kendsgerning: Barndommen omfattede ikke kvindekønnet. Pigerne bar ammesvøb og gik derefter direkte over til at bruge de voksne kvinders klædedragter. Hun gik ikke i skole og, som vi senere skal se, var det den institution, som strukturerede barndommen. I en alder af ni eller ti år opførte hun sig bogstavelig talt som en “lille dame”; hendes gøren og laden adskilte sig ikke fra den voksne kvindes. Så snart hun kom i puberteten, i ca. 10-12 års alderen, blev hun bortgiftet til en mand, der var meget ældre end hende slev. Pigernes skæbne afslører barndommens klassegrundlag: Piger og arbejderklassedrenge måtte som voksne tjene manden fra overklassen, det var derfor unødvendigt at klæde dem forskelligt fro at holde dem ude fra hinanden, ingen af dem skulle indvies til friheden. Piger behøvede ikke at bære forskellige slags dragter, når der ikke var noget at vokse op til: Voksne kvinder udgjorde fortsat en lavere klasse end mændene. Børn fra arbejderklassen var fri for tøjrestriktioner, for de voksne forbilleder var også “børn” i forhold til den herskende klasse. Mens drenge fra middel- og overklassen i en periode delte status med kvinder og arbejderklassen i, hævedes de efterhånden ud af disse klasser. Kvinder og underklassebørn forblev i underklassen. Det er heller ikke noget tilfælde, at feminiseringen af små drenges tøj forsvandt på samme tid, som feministerne begyndte at agitere mod kvindernes stramme og trykkende klædedragt. Både drengenes og kvindernes tøjstil var forbundet med klasseunderordningen og kvindernes underlegne rolle. Og Little Lord Fauntleroy gik samme vej som skørterne. (Selv min far husker sin første dag i lange bukser; disse tøjindvielser praktiseres stadig i visse egne af Europa). Barndommens klassegrundlag viser sig også i det uddannelsessystem, som dukkede op i samme periode. Hvis barndom kun var et abstrakt begreb, blev den nye skole bygget op over virkeligheden. Barndommen er i vores samfund organiseret omkring forskellige institutioner, og i begyndelsen af det 19. årh. benyttede man begrebet “ungdom” som springbræt til en nemmere indrullering i militæret.

Det moderne skolesystem var i høj grad udtrykket for det nye begreb, barndommen. At gå i skole blev noget andet, end det tidligere havde været: Den var ikke længere kun for gejstlige og lærde, men blev stærkt udvidet og blev således det almindelige redskab til social indvielse – i det skridt der gik fra barndom til manddom. (Piger og drenge fra arbejderklasse, som aldrig kunne opnå at blive rigtige “voksne” gik ikke i skole flere århundreder efter, at det udvidede skolesystem var indført2.

Til forskel fra den almindelige antagelse, havde den nye skole kun lidt forbindelse med de traditionelle studier i middelalderen, og havde heller ikke nogen særlig tilknytning til liberal kunst og de humanistiske fag i renæssancen.

(Faktisk blev renæssancens humanister kendt for at optage mange fremmelige børn og lærde kvinder i deres rækker; de lagde vægt på individets udvikling uanset alder og køn). Ifølge Aries understregede litteraturhistorien vigtigheden af den humanistiske tradition i vores skolestruktur. De virkelige skabere og fornyere var moralisterne og pædagogerne fra det 17. årh.: Jesuitterne, Oratorierne, og Janseitterne. Det er fra disse mænd, at både begrebet barndom og dens institutionalisering, den moderne opfattelse af skolen, stammer. De var de første, som gjorde sig til talsmænd for børnenes svaghed og “uskyld”; de placerede barndommen på en piedestal, ligesom kvindelighed var blevet placeret på en piedestal; de prædikede adskillelse mellem børnenes og de voksnes verden.

“Disciplin” var nøgleordet i den nye skole, og blev i virkeligheden gjort til et langt vigtigere mål en det at tilegne sig viden. For dem var disciplinen et moralsk redskab og et åndeligt fremskridt, som benyttedes, ikke så meget for det, det kunne bruges til i almindelighed, nemlig at arbejde i større grupper, men på grund af dens moralske og asketiske egenværdi. Det vil sige undertrykkelsen i selv blev en åndelig værdig.

Således blev skolens funktion “børneopdragende” fyldt med disciplinær “børnepsykologi“. Fra bogen Regler for kostskoleelever på Post-Royal, en forløber for vores læreres øvelseshåndbog, citerer Aries følgende: “Man må holde et godt øje med børnene og de må aldrig være overladt til sig selv… Denne konstante overvågning må udøves på en venlig måde og med en vis tillid, som er udtænkt og som får dem til at tro, at man elsker dem, at det kun er for at nyde deres selskab, at man følges med dem Dette vil få dem til at elske denne overvågning, snarere end at frygte den.” (Fremhævelserne er mine).

Denne passage, som er skrevet i 1612, er et eksempel på, at man allerede dengang benyttede den jomfrunalske tone, som er karakteristisk for den moderne børnepsykologi – et eksempel, der udtrykker den mærkelige afstand mellem børn og voksne, en afstand, som dengang bevidst indøvedes, men som nu er ubevidst.

Den nye skoleform, adskilte effektivt børnene fra de voksnes verden i længere og længere perioder. Men denne adskillelse mellem børn og voksne og de alvorlige adskillelse mellem børn og voksne og den alvorlige indvielsesproces, som krævedes for, at man kunne komme med i de voksnes rækker, er udtryk for en absolut mangel på respekt for og påskønnelse af barnets evner.

Børns fremmelighed, som var meget almindelig i middelalderen og i tiden lige efter, er i dag skrumpet ind til de rene ingenting.3 Idag forekommer Mozarts værker, som han komponerede som barn, næsten utrolige; men på hans egen tid var han ikke noget særligt. Der var mange børn som spillede, som for alvor skrev musik og som på andre måder var engageret i “voksnes” aktiviteter. Vores klavertimer kan på ingen måde sammenlignes med dette. De er faktisk kun et udtryk for børns undertrykkelse – på samme måde som de traditionelle “kvindesysler2 f.eks. broderi var en kunstig og overfladisk beskæftigelse – og det fortæller os blot noget om børns påtvingelse af voksne griller. Og det er typisk, at disse “talenter” oftere dyrkes hos pigerne end hos drengene; når drenge studerer musik, er det for det meste fordi de har ganske særlige evner eller fordi deres forældre er musikalske.

Aries henviser til Heroards “Journal sur l’enfance et la jeunesse de Louis XIII”, som er en detaljeret beskrivelse af Dauphinens4 barndom; den er skrevet af hans læge, som bl.a.fortæller, at Dauphinen 17 måneder gammel sang og spillede violin det meste af dagen. Men Dauphinen var ikke noget geni, og viste sig senere på ingen måde at være kløgtigere end gennemsnitsaristokraten. Men han gjorde mere end at spille violin; og skildringen af Dauphinen som et ganske almindeligt barn, født i 1601 viser os, at vi undervurderer børns muligheder og kræfter/evner: Som 17 måneder gammel kunne han desuden spille “mall”, den tids golf, og tennis; han kunne tale, og han legede militære strategiske spil. Som 3 årig lærte han at læse, som 4 årig at skrive. Som 4-5 årig skød han med bue og pil (selv om han stadig legede med dukker!), som 6 årig spillede han kort og skak og flere andre spil med voksne. Så snart han kunne gå deltog han på lige fod med de voksne i deres aktiviteter (uden at man ændrede dem) som f.eks. professionel dans, teater og alle andre fornøjelser. Som 7 årig begyndte Dauphinen at gå i rigtigt mandetøj, hans dukker blev taget fra ham og han skulle nu undervises af mandlige huslærere; han begyndte at jage, ride, skyde og spille om penge. Men Aries siger:
Vi skal være forsigtige med at overdrive (vigtigheden af syv år alderen). Selv om han holdt op med, eller burde være holdt op med at lege med sine dukker, så fortsatte Dauphinen med at leve som før - … Hellere flere dukker og tyst legetøj før syv års alderen, og så mere jagt, ridning, fægtning og måske ture i teatret efter de syv år; ændringen var næsten umærkelig efter den lange række af fornøjelser og tidsfordriv, som barnet har haft sammen med voksne.

Det, der står klarest for mig efter denne beskrivelse, er: Før kernefamilien og den moderne skole blev en realitet, adskilte barndommen sig så og sige ikke fra voksenheden. Barnet lærte af de voksne, der var omkring ham, og så snart det var muligt for ham, blandede han sig i de voksnes rækker. Omkring syv års alderen skete der en vis deling i kønsroller – på et eller andet tidspunkt måtte det jo komme – patriarkatet trådte i funktion, men blev på daværende tidspunkt ikke kompliceret af børnenes status som underklasse. Skillelinjen gik kun mellem mænd og kvinder, og ikke mellem børn og voksne. Et århundrede senere begyndte disse forhold at ændre sig, undertrykkelsen af kvinder og børn blev i stigende grad to sider af samme sag.

Vi kan altså konstatere, at den børnecentrerede kernefamilie nødvendiggjorde en institution, som kunne strukturere en “barndom”, og som kunne holde børnene nede og lade dem være underlagt forældrenes myndighed så længe som muligt. Skolerne formerede sig, erstattede stipendier og praktisk lærlingeuddannelse med en teoretisk uddannelse, hvis funktion var at “disciplinere” børn fremfor at bibringe dem kundskaber for kundskabernes egen skyld. Det er derfor ikke overraskende, at den moderne skole hæmmer udvikling i stedet for at fremme den. Børnene blev sat udenfor de voksnes verden – og voksne er trods alt kun store børn med verdenserfaring – man reducerede dem på en kunstig måde til et voksen/barn forhold, hvor skillelinjen går ved de 20 eller mere. Er det så underligt at konsekvensen var, at gruppen blev nedskrevet til at være middelmådig begavet? Hvis dette ikke var tilstrækkeligt, skete der i hvert fald i det 18. årh. en streng opdeling efter alder (“grader”). Børn var ikke engang længere i stand til at lære noget af de ældre og klogere børn. Det meste af dagen var deres beskæftigelse begrænset til en aldersmæssig fastsat gruppe af ligestillede5, og har derefter fået “undervisningen” ind med skeer. Denne stramme graduering forøgede niveauerne, som var nødvendige for indvielsen ind til voksenheden og gjorde det samtidig svært for barnet at følge sin egen vej.

Barnets motivation for at lære noget blev udadrettet og til en søgen efter accept, hvilket betød den sikre død for opfindsomhed og fantasi. Tidligere betragtede man simpelthen børn, som små voksne, på samme måde som vi nu betragter en pubbe og afventer den modenhed – men børn var nu en klart afgrænset klasse,, men interne rangordner, som opmuntrede konkurrencementaliteten: den “skrappeste fyr i nabolaget“, den “kvikkeste fyr i skolen” osv. Børn blev tvunget til at tænke i hierarkier, fordi alt blev målt efter det højeste “når jeg bliver stor…” På den måde afspejlede udviklingen af skolen den ydre verden, som prægedes af splittelse efter alder og klasser.

Konklusion: Udviklingen af den moderne familie betød nedbrydningen af et stort, integreret samfund til små selvcentrerede enheder. Barnet blev en vigtig del af disse ægteskabelige enheder; for det var enhedens produkt, og årsagen til dens vedvarende eksistens. Det blev eftertragtet at holde sine unger hjemme så længe som muligt, for at binde dem psykologisk, økonomisk og følelsesmæssigt til familieenheden, indtil de selv var parate til at danne en ny familieenhed. Det var med dette formål for øje, at Barndommen skabtes. (Senere blev f.eks. ungdom føjet til, udtrykt på moderne amerikansk: “teenage”, “gymnasieungdommen”, “de unge voksne”). Begrebet barndom var ensbetydende med, at børn var en anden art end voksne. Man udvikledeen ideologi for at bevise dette raffinerede afhandlinger blev skrevet om børns uskyld og deres nære tilknytning til Gud (“små engle”), med det overbevisende resultat, at børn var kønsløse, børnekønslege en afvigelse – hvilket alt sammen stod i stærk kontrast til den foregående periode, hvor børnene fra vugge af lærte livets kendsgerninger6. Hvis man tillod børn at beskæftige sig med sex, ville dette fremskynde deres udvikling, de ville hurtigere lære de voksnes verden at kende, og dette måtte man for enhver pris forhindre: Udformningen af særlige dragter var en overdrivelse af den fysiske forskel mellem børn og voksne, eller mellem mindre og større børn; børn legede ikke længere de samme lege som voksne, de tog ikke del i deres festligheder (ligesom nutidens børn ikke inviteres med til fine middage) men fik til gengæld særlige spil og kunstige genstande (legetøj). Historiefortælling,, som engang var en kunst i samfundet, blev degraderet til at være en beskæftigelse for børn, hvilket har resulteret i vor tids særlige børnelitteratur; børn blev tiltalt i et særligt sprog og man førte aldrig alvorlige samtaler i deres tilstedeværelse (“Ikke når børnene er her“); “opdragelsen” af undersåtterne blev institutionaliseret i hjemmet (“Børn skal ses og ikke høres”). Men alt dette ville ikke have fungeret effektivt og ikke have undertrykt børnene i en særlig klasse, hvis ikke man dannede een bestemt institution, som virkelig kunne klare jobbet, nemlig: den moderne skole.

Skolens ideologi blev ideologien for barndommen. Skolen byggede på formodningen om, at børnene havde brug for “disciplin”, at de var særlige væsner, som skulle behandles på en særlig måde (børnepsykologi, børneuddannelser etc.) og for at gøre dette så let som muligt, skulle de spærres inde med deres egen slags og det med en aldersgruppe, der var så snæver som mulig. Skolen var den institution, der strukturerede barndommen, ved effektivt at skille børnene fra de øvrige samfund. På den måde sinkede den deres udvikling til voksne mennesker, og hæmmede udviklingen af de særlige evner, som samfundet faktisk havde brug for.

Dette resulterede i en økonomisk afhængighed, som efterhånden varede længere og længere; familiebåndene sprængtes ikke.

Jeg har peget på den store sammenhæng, der er mellem familie hierarkierne og de økonomiske klasser. Engels var opmærksom på strukturen i familien, hvor faderen var bourgeoisiet og konen og børnene proletariatet. Lighederne mellem børn, kvinder og arbejderklassen eller andre undertrykte grupper er blevet studeret, for at påvise fælles psykologiske træk. Vi har set, hvordan udviklingen af proletariatets tøjmoder svarer til børnenes tøjmoder, hvordan spil og lege, som forkastedes af overklassen blev modtaget af børn og “bondeknoldene”: Om begge grupper blev det sagt, at de kunne lide “at arbejde med hænderne”, til forskel fra mandens højere hjernevirksomhed og abstrakte tænken, som overgik deres evner. Man anså begge grupper for at være lykkelige ansvarsfrie/ligeglade og gode af naturen, “med begge ben på jorden”. De blev mindet om, hvor glade de burde være for ikke at have de voksnes ansvarsfulde byrder og bekymringer – men begge eftertragtede alligevel den voksnes status. Under alle omstændigheder var kontakten med den herskende klasse farvet af frygt, mistænksomhed og uærlighed, som skjultes under en tynd skal af charme (de henrivende læber, øjnenes blik og måden at slæbe benene efter sig).

Myten om barndommen er endda en endnu tydeligere parallel til myten om kvindelighed. Både kvinder og børn ansås for at være kønsløse, og derfor “renere” end mændene. Deres underlegne status blev dårligt skjult under en gennemhullet “respekt”. Man diskuterede ikke alvorligere sagen med dem, ligesom man heller ikke bandede i deres tilstedeværelse; man undervurderede dem åbenbart, men bag deres rygge. (Med hensyn til badeords deebbeltmoral, så er det tilladt mænd at spotte og forbande verden, for de tilhører dem – men hvis de samme forbandelser kom fra kvinder eller andre laverestående, dvs. en ufuldstændig “mand” som ikke ejede verden, ansås det for at være formasteligt, usømmeligt eller det der er værre). Kvinder og andre undersåtter blev skubbet til side med smart og upraktisk tøj og sat til særlige beskæftigelser, som regel arbejde i hjemmet eller i andres hjem. De blev anset for at være tilbagestående (“Man kan ikke forvente noget af kvinder”, “Det er hun for lille til at forstå”). De havde svært ved at trække vejret på den piedestal, hvor de var anbragt til tilbedelse. Enhver kommunikation med de voksnes verden blev for børnene en trippen. De benyttede deres barndom til at få det de indirekte ønskede, (“Nu får han igen anfald af arrigskab!”) ligesom kvinder lærte at udnytte deres kvindelighed (”Nu tuder hun igen!”). Udflugterne ind i de voksnes verden blev skrækkelige ekspeditioner, hvor det blot drejede sig om at overleve.

Dette understreges af, at børn naturlige opførsel, når de var blandt ligemænd, stod i stærk kontrast til deres opstyltede og/eller undseelige væremåde, når de var sammen med voksne – nøjagtig som kvinder er anderledes når de er sammen med andre kvinder, end når de er sammen med mænd. I begge tilfælde blev den fysiske forskel forstærket rent kulturelt ved hjælp af særligt tøj, særlig uddannelse, opførsel og beskæftigelse, indtil denne kulturelle armering begyndte at blive “naturlig”, endog instinktiv, en overdrivelse der gør det let at stereotypere: Den enkelte var til syvende og sidst et slags menneskedyr med særlige love og væremåder. (“Jeg lærer aldrig at forstå kvinder!”… Du ved ikke en skid om børnepsykologi!”).

Moderne slang afspejler denne dyre-tilstand: Børn er små “mus”, “kaniner”, “killinger”, kvinder kaldes “larver” (i England) “papegøjer”, “rejer”, og “kaglende høns”, “dumme gæs”, “gamle krikker”, “tæver”. Den samme terminologi benyttes om mænd, som en injurie, eller måske rettere kun om undertrykte mænd: stud, buk, forsulten ulv, tyr – når disse udtryk endelig bruges, er det oftest med en sexuel drejning.

Kvinders og børns undertrykkelse er under dække af en “hvor er du kær”-fraseologi – hvilket gør den vanskeligere at bekæmpe, end hvis undertrykkelsen var åbenbar og til at føle på. Hvordan gir et barn igen, når en eller anden åndsforladt tante overfalder det, eller en fremmed klasker det i bagen og dikkedikker det med babysprog? Hvilken kvinde har råd til at rynke på panden når en fremmed forbipasserende angriber hendes privatliv? Hvis hun svarer på hans “Baby, du ser godt ud i dag!” med et “Ikke bedre end før du kom!” vil han give ondt af sig: “Hva’ går der af kællingen?” eller det der er værre. Disse tilsyneladende venlige bemærkningers sande natur åbenbares når kvinden eller barnet ikke smiler som hun skal: “Beskidte gamle sæk, jeg ville ikke røre dig om du så smilede nok så meget!”… “Din møgunge. Hvis jeg var din far, skulle jeg tæske dig fra sans og samling”–…

Voldsomheden er overvældende. Og alligevel føler disse mænd, at de må skælde børn og kvinder ud, når de ikke er “vennesæle”. De blir’ ubehagelig tilmode ved, at vide at kvinden eller barnet eller den sorte eller arbejdsmanden knurrer, de mener, at de undertrykte må lære at holde af undertrykkelsen – de må smile, smiske og fjolle omkring,, selv om de har det ad helvedes til. Smilet er børns og kvinders måde at sno sig uden om; det er ensbetydende med, at ofret slår sig til tåls med undertrykkelsen. (For mit eget vedkommende måtte jeg træne mig i ikke at bruge det forlorne smil, som er en nervøs trækning hos alle teenager piger!) Og dette betød, at jeg smilte mindre, for når det kom til stykket, var der ikke noget at smile af. Min “drømme”aktion for kvindebefrielsesbevægelsen er: En boycott af smilet, en erklæring, som ville få alle kvinder til at aflægge deres “venlige” smil, og derefter kun smile, når der var noget der glædede dem. Dette ville selvfølgelig forudsætte et samfund, hvor der ikke blev rynket på næsen af kæledæggeri i almindelighed). Mange mænd kan ikke forstå, at deres tilnærmelser ikke opfattes som ros. Mon de nogen sinde tænker over, at mennesket inde i babyen eller kvindedyret ikke selv vælger at blive kærtegnet eller bemærket af dem? Forestil dig en mand, som blev udsat for tilnærmelser fra en fremmed på gaden – med små klap og dikkende babysprog – som ikke respekterede mandens stilling eller “mandlighed”.

Summa summarum: Hvis arbejderklassen og minoritetsgrupper “handler som børn” så er det fordi børn fra alle klasser, er underklasse, ligesom kvinder altid har været det. Fremkomsten af den moderne kernefamilie, med dens vedhæng “barndom”, strammede grebet om den gruppe, der allerede var økonomisk afhængig og benyttede de sædvandlige midler til at styrke det, der hidtil blot havde været en mindre afhængighed: Der opbygges og udvikledes en særlig ideologi, en særlig livsstil med et særligt sprog, tøj, vaner osv. Og den stigende overdrivelse af børns afhængighed,, betød at kvindens moderskab udvikledes indenfor dets egne grænser. Kvinder og børn var nu i den samme lusede båd. Deres undertrykkelse virkede selvforstærkende. Mystikken omkring børnefødslers guddommelighed og berømmelsen af kvinders “naturlige” kreativitet, suppleredes nu med mystik omkring barndommens guddommelighed og den børneopdragende “kreativitet”, (Min elskede, hvad er mere skabende end at opdrage børn?). Og nu har mennesker glemt det, som historien har bevist: Det at “opdrage” et barn er ensbetydende med at hæmme barnets udvikling. Den bedste måde at opdrage et barn på, er at LADE VÆRE.

II. Vor tid: Myten vokser og vokser

Vi har set, hvordan den voksende privatisering af familielivet medførte den hidtil stærkeste undertrykkelse af de undergivne, kvinderne og børnene. Myterne om kvindelighed og barndom blev denne undertrykkelses redskaber.

I den Viktorianske periode nåede undertrykkelsen så storslåede højder, at kvinderne endelig gjorde oprør – og deres oprør rørte perifert ved børnenes forhold. Men oprøret forsvandt før myterne var slået ihjel. De forsvandt ganske vist fra jordens overflade, men kun for senere at komme op igen, underfundige og snigende versioner og i skjul af forbrugerismen. For i virkeligheden havde ingenting ændret sig. I kapitel 2 beskrev jeg, hvordan kvindens emancipation blev røvrendt; det samme skete, som naturlig konsekvens heraf, med undertrykkelsen af “barndommen”.

Børnenes pseudo-frihed er den samme som kvindernes pseudofrihed: Selv om vi har lagt de overfladiske tegn på undertrykkelsen bag os – som f.eks. den uhåndterlige og tunge dragt, skolelærerens spanskrør – er der ingen tvivl om, at også myten om barndommen har nået storslående og blomstrende højder, helt i stil med det 20. årh.: Hele industrier er opført med henblik på fremstilling af særligt legetøj, spil, babymad, morgenmad (cornflakes), børnebøger og vittighedstegninger, slik, der frister børnene, etc. etc. Markedsanalytikere studerer børnepsykologi for at udvikle produkter der kan friste og appellere til børn i alle aldre. Der er forlags-, film og TV-industrier som er lavet for børn, med særlig litteratur, særlige programmer og reklamer, og censorer afgør nøjagtigt hvilke kulturelle produkter som passer til deres forbrug; bøger og blade, der fortæller lægfolk om kunsten at pleje børn (Dr. Spock, Parent’s Magazine) breder sig som ringe i vandet; der er specialister i børnepsykologi, specialister i undervisning af børn, børnelæger og mange andre og nye uddannelsesbrancher, der tager sigte på at studere dette særlige dyr. Obligatoriske uddannelser blomstrer op og er efterhånden så vidtrækkende, at de udgør et tæt socialiseringsnet, (hjernevask) hvorfra ikke engang de meget rige kan flygte. Huckleberry Finn’s tid er forbi: I dag har afvigeren eller drop-outen mer end nok at gøre med at holde den sværm af specialister væk, som vil undersøge ham/hende hvadenten det er statens utallige programmer eller det er socialrådgiveren som løber i røven på ham/hende.

Lad os se lidt nærmere på den moderne udgave af barndommens ideologi: Tilsyneladende er den en kødfuld, blond og smilende Kodak reklame. Som det er tilfældet med udbytningen af kvinder, som er en færdiglavet forbrugerklasse, er der mange industrier som ivrigt forsøger at profitere på børns fysiske sårbarhed (f.eks. St. Joseph’s aspiriner for børn); men foruden deres sundhed, er lykke nøgleordet til forståelse af den moderne børnepsykologi. Du er kun barn én gang i dit liv, så er det sket med det. Børn skal være den legemliggjorte lykke (gnavne, hidsige eller forstyrrende børn bliver straks skubbet til side; de gør myten til en løgn); det er alle forældres pligt at give deres børn en barndom, som de vil huske (gynger, oppustelige svømmebassiner, legetøj og spil, campingture, fødselsdagsselskabet etc.). Dette er Den Gyldne Tid, som barnet vil huske når han vokser på og bliver en robot ligesom faderen. Derfor giver alle fædre deres sønner de ting de selv mest af alt længtes efter i den periode af deres liv, som skulle have været floromvunden. Dyrkelsen af barndommen, som livets Gyldne Tid, er så stærk, at alle andre aldres værdi måles efter graden af lighed med barndommen, og det bliver til en national dyrkelse af ungdommen. Voksne gør sig selv til fjolser med deres misundelige undskyldninger (“Selvfølgelig er jeg dobbelt så gammel som du kære, men …”). Den almindelige opfattelse går ud på, at der er sket fremskridt, fordi i det mindste vor tids børn er blevet fritaget for det strenge børnearbejde og flere andre traditionelle udbytningsformer fra tidligere generationer. Faktisk lyder der mugne toner om, at der bliver gjort for meget ud af børnene. Der er forkælede. (“Da jeg var i din alder…” svarer til “Det er kvindernes verden…”).

Den største bastion mod myten om lykken er den vedvarende adskillelse af børn fra det øvrige samfund. Overdrivelsen af deres særlige træk, har næsten gjort dem til en anden race, hvilket jo også var meningen. Vores parker er perfekte metaforer for vores alders inddelte samfund. Der er særlige legepladser for de sarte Urørlige mødre og små børn (man ser sjældent andre, som om de var tabu), en plæne til atletik eller et svømmebassin for ungdommen, en skyggefuld høj til de unge par og studenterne, og en gruppe bænke til de ældre. Alders adskillelsen fortsætter for alle mennesker hele livet igennem; når folk først er blevet voksne, har de kun sjældent kontakt med børn. Og selv i barndommen er der så stramme skillelinjer, at et ældre barn vil skamme sig ved at følges med et yngre. (“Forsvind, hvorfor leget du ikke med nogen på din egen alder”). I skoletiden, og den er jo lang i det 20. årh., færdes børnene kun mellem andre børn på deres egen alder. Skolerne afspejler i stigende udstrækning disse stive og strenge gradueringer, kendetegnet ved et kompliceret system af forfremmelser og “karakterbedømmelser”; på det sidste er det endda blevet almindeligt at give karakterer i børnehaver og børnehaveklasser.

Når så barnet er blevet gammelt nok til at kunne reproducere sig selv, har det ingen kontakt udenfor sin egen snævre gruppe af voksne, og selvfølgelig slet ikke med børn.

På grund af barndomsdyrkelsen, kan den unge næppe mindes sin egen barndom, den er forsvundet i dyrkelsen. Som barn har hun/han forsøgt at forme sig selv efter myten, fordi hun/han troede at alle andre børn var lykkeligere end hun/han selv; senere, som teenager, hengav hun/han sig i en desperat glæde, kastede sig ud i “skæg og ballade” – med tonen “Du er kun ung en gang” hængende over sig – og dette til trods for de rædsler man som ung må gennemleve. (En ubesmittet ungdom tænker ikke på alderen – “De unge spilder ungdommen væk” – og er karakteriseret af en virkelig spontanitet, netop manglen på denne selvoptagethed. At rode op i lykken på denne måde for at tænke på den, når man ikke længere besidder den, er en idé, som kun gamle mennesker kan få). Den manglende kontakt med barndommens virkelighed, gør enhver ung til et let offer for den sentimentalisering af børn, som hun/han formodentligt selv hadede som barn. Og således fortsætter den onde cirkel: Unge voksne drømmer om at få børn, i et desperat forsøg på at udfylde det tomrum,, som er resultatet af den kunstige mangel på kontakt med børn; og det er først når de sidder fast i graviditeter og forventninger, babysittere, og skoleproblemer, favorisering og skænderier, at de igen, for en kort tid, er tvunget til at betragte børn som mennesker ligesom os andre.

Lad os derfor tale om, hvad barndom virkelig er, og ikke hvad det er i de voksnes hoveder. Det er klart, at grunden til, at myten om barndommens lykke blomstrer så kraftigt, ikke er fordi den tilfredsstiller børnenes behov, men fordi den tilfredsstiller de voksenes behov. I en kultur, hvor mennesker er fremmedgjorte, er det svært at dræbe den tro at man for en kort periode i livet, er fri for slid og slæb med ensformigt arbejde. Og det er klart, at man ikke ser frem til den periode når man bliver gammel. Altså må man allerede have haft den. Dette er årsagen til den tåge af sentimentalitet der omgiver diskussioner om barndom eller børn. I den slags situationer prøver man at virkeliggøre de drømme, man har haft.

Adskillelsen fungerer således for fuld udblæsning, for at opretholde og styrke børn undertrykkelse som en klasse. Hvordan udtrykker undertrykkelsen sig i det 20. årh.?

Økonomisk og fysisk afhængighed. Den naturlige fysiske ulighed mellem børn og voksne – de er svagere og mindre – bliver i vores kultur snarere forstærket end opvejet: Børn er stadig “mindreårige” efter loven, uden borgerlige rettigheder, og blot underlagt et par tilfældige forældres ejendomsret. (Selv om der findes “gode” forældre, er der stadigvæk lige så mange “slette” som “gode” mennesker i verden – og sandsynligheden for, at det er de “slette” som føder børn er størst). Antallet af børnemishandlinger og dødsfald hvert år er vidnesbyrd om, at de børn, der kun er ulykkelige, er heldige. Der kunne ske det, der var langt værre. Det var først for nyligt, at læger anså det for passende at indberette disse tilfælde; børnene har således i høj grad været overladt til forældrenes barmhjertighed. Forældreløse børn er imidlertid dårligere stillet (ligesom en enlig kvinde, der er uden en mands beskyttelse, er ringere stillet end den gifte kvinde). For dem er der kun børnehjemmet, som er en losseplads for de uønskede.

Men børns undertrykkelse har i højere grad sin rod i den økonomiske afhængighed. Enhver der har set et barn lokke en femøre fra sin mor, ved, at den økonomiske afhængighed er grundlaget for børns skam. (Familien, som giver penge ved besøg, er de mest afholdte. Men huske at give dem til barnet selv!). Selv om han måske ikke er ved at dø af sult, er hans overlevelse afhængig af beskyttelse, og det er en skidt stilling af sidde i. En så ekstrem afhængighed er ikke værd at holde i live. (Børn ville heller ikke dø af sult, hvis de selv kørte foretagendet; sorte børn, som pudser sko, tigger og dyrker forskellige former for pengeafpresning, og hvide drenge fra arbejderklassen, som sælger aviser, bliver misundt i nabolaget).

Det er på dette felt, at en del af grundlaget for den moderne myte findes: Vi får at vide at barndommen repræsenterer store fremskridt – hvilket straks får en til at tænke på dickenske billeder af fattige, udtærede børn, som kæmper i en kulgrube. Nu ved vi imidlertid, fra den korte fremstilling af børns historie i tidligere kapitler, at middelklasse- og overklasse-børn ikke arbejdede da industrialiseringen brød igennem, men var sikkert forskanset i skoler, hvor de læste Homer og latinsk grammatik. Men det er rigtigt, at underklasse-børn ikke havde flere privilegier end deres fædre, med hvem de delte den umenneskelige mishandling, som hele underklassen var udsat for.

Der levede unyttige Emma Bovari’er og Little Lord Fauntleroy’er på samme tid, som andre kvinder ødelagde deres liv og lunger i den tidlige tekstilindustri, mens børnene flakkede om og tiggede. Forskellen mellem tilværelsen for børn i de forskellige økonomiske klasser, eksisterede indtil kvinderne fik stemmeret, d.v.s. op til vor tid.

Børn, middeklassens reproduktive investering, var udsat for et sjæleligt pres, som lang overgik vores; det samme gjaldt kvinderne. Men de var til gengæld økonomisk beskyttede. Børn fra underklassen blev udnyttet, ikke specielt fordi de var børn, men på grund af deres klassetilhørsforhold i almindelighed. Her ser vi igen, hvor tilfældig myten om barndommen er, en myte, der kun var skabt til og som passede ind i middelklassens familiestruktur.

Ja, siger du nu, men det ville alligevel have været bedre om børnene fra arbejderklassen også kunne have levet den beskyttede tilværelse, som myten fortæller om. Så kunne de i det mindste have livet i behold. Så kunne de svede deres åndfuldheder ud på en eller anden skole eller et kontor? Spørgsmålet er retorisk, på samme måde som spekulationer om, hvorvidt de amerikanske sortes lidelser er ægte, når de i andre lande betragtes som rige mennesker. Lidelse er lidelse. Nej, vi må tænke i større baner. Som f.eks. hvordan udbytningen af deres forældre startede: Hvad laver mennesker egentlig i en kulmine? Hvad vi må protestere imod, er ikke at børn udbyttes ligesom de voksne bliver det, men netop imod det mulige i at udbytte voksne, d.s.v. generet mod udbytning. Det vi må tale om, er ikke børns kortvarige frihed fra livet uhyrligheder,men om afskaffelsen af disse uhyrligheder. I et samfund, som er fri for udbytning, kan børn være lige som voksne (uden at dette indebærer udbytning) og voksne kan være som børn (uden at dette indebærer udbytning). Det privilegerede slaveri (beskyttelse) som kvinder og børn er underlagt, er ikke frihed. Retten til selv at bestemme over sit eget liv, er grundlaget for friheden, afhængigheden derimod, er roden til uligheden.

Sexuel fortrængning. Freud skildrer den tidlige tilfredsstillelse af barnet: Spædbarnets tilfredsstillelse ved moderens bryst, som det resten af livet forsøger at generobre; han skildrer, hvordan barnet er uafhængig af “realitetsprincippet” og får lov til at lege (på grund af det dejlige i selve aktiviteten og ikke for at opnå noget); og hvordan barnet er sexuelt polymorft perverst og først senere bliver presset ned i en form, der kun passer den voksnes genitale sexuelle glæde.

Freud viste også, at oprindelsen til voksnes neuroser findes i selve barndommens processor. Selv om det prototypiske barn muligvis har evnen til den rene glæde, så er det ikke nesbetydende med at det kan hengive sig til den. Det ville være rigtigere at sige, at selv om det af naturen tiltrækkes af glæden, så ophører denne tilbøjelighed i takt med at det socialiseres (undertrykkes). Og denne undertrykkelse begynder med det samme.

“Realitetsprincippet” er nemlig ikke forbeholdt de voksne. Barnet bliver konfronteret med det kort tid efter fødslen, i mindre skala. For så længe realitetsprincippet eksisterer, er det en synd at spare barnet for dets ubehageligheder. I bedste fald kan det gennemgå en forsinket undertrykkelsesproces; men for det meste begynder undertrykkelsen på alle planer så snart det kan hamle op med den.

Der er tilsyneladende ingen perioder, hvor man har fri for “virkeligheden?”. For i virkeligheden begynder undertrykkelsen så snart barnet er født, en tilværelse efter ro-renlighed-regelmæssighed-skemaet er det ekstreme eksempel. Robert Stroller siger, at før barnet er blevet 18 måneder sker den fundamentale køns-differentiering, og som vi har set, indebærer denne proces et forbud mod den sexuelle tiltrækning mod moderen. Så lige i starten bliver dets polymorfe perverse sexualitet nægtet fri udfoldelse. (Selv nu, hvor der agiteres for anerkendelse af masturbation, bliver mange børn forhindret i at pille ved sig selv, selv når de ligger i vuggen.) Barnet bliver afvænnet, skal lære at være renlig, jo hurtigere des bedre – selv om begge dele er traumer set med børns øjne. Undertrykkelsen forstærkes. Moderkærligheden, som ideelt antages for at være den perfekte opfyldelse (“ubetinget”) bruges på samme måde som faderkærlighed: Barnet skal så smertefrit som muligt ledes ind i socialt acceptable baner. Og endelig kræves der en aktiv identifikation med faderen. (I hjem uden fædre sker denne identifikation først senere, når barnet begynder i skolen.) Fra nu af og til puberteten må barnet leve et kønsløst – eller hemmelighedsfuldt liv, uden at indrømme sexuelle behov overhovedet. En sådan påtvungen kønsløshed medfører frustrationer, som i det mindste delvis er skyld i den vildhed og aggressivitet – eller alternativet, anæmisk føjelighed – hvilket bevirker, at det ofte er en prøvelse at have børn om sig.

Undertrykkelse i familien. Vi behøver ikke nærmere at gøre rede for den subtile psykologiske tvang i familien. Tænk på din egen familie. Og hvis det ikke er nok, hvis du lige netop er den ene ud af en million, som er overbevist om, at du har haft en “lykkelig familie”, så læs noget af R.D. Laing, særligt Familiens politik: Spillet “Den lykkelige familie”. Laing fremstiller familiens dynamik, og forklarer hvordan dynamikken er usynlig for de enkelte medlemmer i familien:
Der er som regel én ting som er klart for en udenforstående: Familien har en stiltiende aftale om at yde modstand mod en klarlæggelse af, hvad der egentlig sker, og det gøres med snedige kneb, som holder alle ude af mørket. Sandheden må ofres for at opretholde familiebilledet…7
Eftersom denne fantasi kun eksisterer, for så vidt den er ‘sand’ for alle dem, som deler denne ’sandhed’, vil den, som giver afkald på den, sprænge ’familien’ i alle de andres øjne
.”

Og enkelte børn, som taler på egne vegne. Lad os igen citere Reik:

En dreng fortalte mig, at han indtil ca. 4 års alderen, troede hans navn var “Holdkæft”.” “En dreng overværede et frygteligt skænderi mellem forældrene og hørte sin mor true faderen med skilsmisse. Da han kom hjem fra skole næste dag, spurgte han sin mor: “Er du nu blevet skilt”? Han husker, hvordan han senere blev skuffet, fordi hun ikke var blevet skilt.

En dreng på ni år blev spurgt af sin far, som besøgte ham på sommerlejren, om han havde hjemvé, og drenge svarede: “nej”. Faderen spurgte så om de andre drenge havde hjemvé. “Kun et par stykker” sagde barnet, “dem som har hunde.

Det morsomme ved disse historier, hvis de overhovedet er morsomme, er børnenes oprigtige mangel på forståelse eller accept af livets masokistiske helvede.

Undertrykkelse i uddannelserne. Det er i skolen, undertrykkelsen er stærkest. Enhver illusion om frihed slår man hurtigt ud af hovedet. Der sættes en stopper for al sexuel aktivitet eller fysisk udfoldelse. Al leg bliver for alvor overvåget. Der sker en styring af børns naturlige lyst til at lege, for derved lettere at socialisere (undertrykke) dem. (“Larry var den bedste til fingermaling. Sikke en dygtig dreng! Din mor vil være stolt af dig!”) Det er rigtigt, at der i visse liberale skoler findes lærere, som forsøger at finde på beskæftigelser, som virkelig interesserer børnene. (På den måde er det lettere at holde ro i klassen.) Men som vi har set, så giver adskillelsen i klasser garanti for, at enhver naturlig interesse i at lære noget til syvende og sidst tjener skolens disciplinære interesser.

Unge lærere, som kommer ind i skolen med en idealistisk holdning til deres arbejde, er før de ved af det i konflikt med systemet: De giver op i håbløshed. Hvis de havde glemt hvilket fængsel skolen var for dem selv, så vækkes minderne til live nu. Og de bliver snart tvunget til at indrømme, at selv om der er liberale fængsler og ikke-liberale fængsler, så er det under alle omstændigheder fængsler.

Og børnene tvinges ind i dem: de gjorde det aldrig af egen fri vilje. (Luk skolen, luk skolen, lad nu fjolserne komme ud, ikke fler blyanter, ikke fler bøger, ikke flere dumme blikke fra læreren.”)

Og selv om begavede skolefolk har opfundet systemer, som ganske naturligt indeholder disciplinerede aktiviteter, som skal lokke og bestikke børnene til at komme i skolen, vil disse systemer aldrig få rigtig succes; en skole der kun er til for at tilfredsstille børnenes nysgerrighed, og som er lavet på deres egne præmisser og styres af dem selv, ville være en modsigelse i sig selv – for som vi har set, så er den moderne skole struktureret således, at den bliver undertrykkelsens redskab.

Det meste af dagen og aftenen tilbringes i denne påtvungne struktur, eller med at forberede sig til den. Den korte tid, der så er tilbage går ofte med husligt arbejde eller stik-i-rend-jobs. Barnet bliver tvunget til at overvære endeløse familiediskussioner, eller i de “liberale” familier, “husmøder”. Visse familiemedlemmer skal det smile til, og det skal tit med til gudstjenester. (Alle disse tvangstimer som børn må bruge til bønner!). I den tid der er tilovers, bliver det, i hvert fald i den moderne middelklassefamilie, “set efter”, hvilket forhindrer ethvert initiativ: barnets legetøj vælges af andre, dets legested er på forhånd defineret (gymnastiksal, legeplads, lejrplads); det er ofte begrænset til at vælge sine legekammerater ud af samme økonomiske klasse, som det selv tilhører, det er begrænset til forstæderne, til skolekammeraterne, eller til børn af forældrenes venner; de organiseres i flere grupper, end de aner, hvad de skal stille op med. (Drengespejdere, pigespejdere, ulveunger, grønne spejdere, sommerlejre, fritidsklubber, sportsklubber). Andre vælger barnets kultur. – I TV får de ofte kun lov til at se det rene barnemad (far ved, hvad der er godt) og bliver forhindret i at se voksne (gode) film; deres bøger vælges ofte fra banale børnebogskataloger. (Kendte amerikanske mænd og kvinder. Babe Ruths årsbøger. Lassie. Nancy Drew.)

Det er kun børnene fra ghettoerne og arbejderklassen, som, ganske vist i mindre og mindre udstrækning, har mulighed for at flygte fra dette overvågede mareridt; i ghettoerne hersker der stadig en middelalderlig opfattelse af et åbent samfund – livet foregår på gaderne. Dette er den historiske årsag til, at barndommen som fænomen først sent har vundet udbredelse i underklassen – og faktisk aldrig for alvor er slået igennem. Underklassebørn kommer gerne fra store familier, som består af mange mennesker i alle aldre. Og selv om det ikke er tilfældet, har de ofte halv-brødre og søstre, kusiner, niecer, nevøer, eller tanter, hvilket indebærer et miljø, hvor familiemedlemmerne kommer og går. De enkelte børn bliver sjældent bemærket, men bliver sat til at passe sig selv: Børen får ofte lov til at strejfe om langt fra hjemmet eller leg på gaderne til langt ud på natten. Og hvis familien tilfældigvis ikke er særlig stor, er der et hav af unger på gaden, som ofte organiserer deres egne grupper (bander).8 De får sjældent legetøj, hvilket betyder, at de laver det selv. (Jeg har set ghettounger lave fantastiske rutchebaner af pap, som de sætter op ad en gammel ejendom, hvor trapperne mangler. Jeg har set andre lave go-carts og trækvogne af gamle hjul, snor og kasser. Det gør middelklassebørn ikke. De har ikke brug for det. Og som et resultat af dette, mister de hurtigt opfindsomheden.) De udforsker områder, der ligger langt fra ens egen gade, og langt hyppigere end jævnaldrende fra middelklassen, stifter de jævnbyrdige bekendtskaber med voksne. I skolen er de vilde og uregerlige, hvilket de selvfølgelig bør være – for situationen i klasseværelset ville gøre ethvert menneske, som kendte lidt til frihed, mistænkelig. Underklassen har ingen respekt for skolen, for den er, trods alt, oprindelig et middelklassefænomen. Rent sexuelt er ghettoungerne også friere. En fyr har fortalt mig, at han ikke kan huske noget alderstrin, hvor han ikke, som en helt naturlig ting, havde samleje med andre unger; det havde alle. De som underviser i ghettoskoler har erkendt umuligheden af at lægge bånd på børnenes sexualitet: Sex er skønt, ungerne elsker det, og det overgår selvfølgelig let en time om Det Store Amerikanske Demokrati eller jødernes indsats, da de skabte En Gud (hvorfor i det hele taget skabe en?) eller om Brasiliens eksportvarer, kaffe og gummi. Så gør de det på trapperne. Og pjækker fra skolen næste dag. Hvis der overhovedet findes frie børn i Amerika, så findes de i underklassen, hvor myten om barndommen er mindst udbredt.

Men hvorfor viser de sig så at blive værre end middelklassebørn? Måske er det klart nok. Men jeg skal svare på grundlag af de erfaringer jeg har fra at bo og undervise i ghettoer: Ghettobørn får først lavere intelligens som voksne, og selv det er diskutabelt; underklassebørn er de mest begavede, uforskammede og opfindsomme børn der findes. Det er de, fordi de bliver overladt til sig selv. (Hvis de ikke klarer sig godt til prøverne, bør vi måske snarere undersøge prøverne end børnene.) Senere, når de konfronteres med “realitetsprincippet”, som er anderledes end middelklassens, bliver de udsuget og mast; de vil aldrig “vokse fra” den økonomiske underlegenhed. Det er således den daglige undertrykkelse og ikke deres vilde barndom, som producerer disse slappe og fantasiløse voksne og forøger de allestedsnærværende restriktioner, som deres personlige frihed er belemret med. Men ghettobørnenes frihed er kun relativ. De er stadig afhængige og de er undertrykte som en økonomisk klasse. Der er gode grunde til, at alle børn gerne vil være voksne. Så kan de i det mindste flytte hjemmefra og har så (endelig) chancen for at gøre, hvad de har lyst til. “Når jeg bliver voksen...” svarer til “Bare man var barn igen”). De drømmer om kærlighed og sex, for de levet livets mest golde periode. Når de kender forældrenes elendigheder, sværger de på, at når de bliver voksne, vil det aldrig ske for dem. De drømmer og fantaserer om perfekte ægteskaber, eller måske om slet ikke at gifte sig, (de kloge børn er klar over, at det er denne institution, og ikke forældrene, der er noget galt med), om penge, som de kan bruge til hvad som helst, om masser af kærlighed og berømmelse. De vil gerne se ældre ud, end de er og bliver fornærmede, hvis man fortæller dem, at de ser yngre ud, end de er. De forsøger med al magt at skjule deres ukendskab til tingene, som forårsager en mærkelig fysisk smerte hos alle børn.

Reik har i Sex in Man and Woman et eksempel på de små grusomheder, som de konstant udsættes for:

Jeg lavede noget sjov med en 14-årig dreng, som jeg fortalte, at der i hans forældres have voksede et træ, hvorpå der blomstrede tyggegummi. Jeg havde taget noget tyggegummi og hængt det op med snore på træets lave grene. Drengen klatrede derop og fik fat i stykkerne. Han tvivlede ikke på, at de voksede på træet, og tænkte heller ikke over, at de var pakket ind i papir. Han accepterede villigt forklaringen om, at tyggegummistykkerne blomstrede på forskellige tider og havde forskellige blomster. Da jeg året efter mindede ham om tyggegummitræet, skammede han sig over sin tidligere naivitet og sagde “Tal ikke om det”.

I et forsøg på at bekæmpe denne vedvarende latterliggørelse af deres godtroenhed, forsøger nogle børn at tage noget til gengæld, ligesom kvinder ikke mindst når deres uvidenhed bliver anset for at være “kær”. I håb om at lokke et knus eller et kys frem, gør de med vilje ting, som er helt ved siden af; det virker desværre sjældent anden gang, hvilket gør dem rådvilde. De forstår ikke, at uvidenheden, hvor den dukker op, betragtes som “sjov”. For de fleste børn forstår ikke den tilfældige orden, som voksne har sat tingene i, og de får en ufuldstændig forklaring selv om der faktisk er en god forklaring. Børn kan ræsonnere fuldstændig logisk, hvis de er i besiddelse af et vist kvantum viden. Hvis et voksent menneske ankom til en fremmed planet, og så at indbyggerne tændte bål på taget, ville han/hun også gå ud fra,, at der lå en eller anden forklaring bag; man hans/hendes konklusioner, som jo er præget af en anden baggrund, ville formodentlig vække munterhed. Ethvert menneske, som for første gang rejser til et fremmed land, hvor det hverken kender folket eller sproget, vil genopleve træk fra barndommen.

Børn er således ikke friere end voksne. De er belastet med ønsketænkning, som er direkte affødt af deres indskrænkede tilværelse; med en ubehagelig fornemmelse af deres fysiske utilstrækkelighed og latterlighed; med en uafbrudt skam over deres afhængighed, økonomisk og på andre måder (“Mor, må jeg?”); og med en ydmygelse, som skyldes deres naturlige uvidenhed med hensyn til praktiske forhold. Når børn er vågne, bliver de undertrykt hver eneste minut. Barndommen er helvede.

Resultatet er det usikre og derfor aggressive, defensive lille menneske, som vi kalder et barn. Økonomisk, sexuel og psykologisk undertrykkelse viser sig i blufærdighed, uærlighed, ondskabsfuldhed. Og samtidig forstærker disse træk barnets isolation fra den øvrige verden. Deres opdragelse, særlig i de vanskeligste perioder, bliver derfor uden viden overladt til kvinderne, som af de samme grunde har tendens til at udvise de samme træk. Bortset fra den selvtilfredsstillelse, det er at have børn der er ens egne, så er det kun få mænd, som viser interesse for børn – en interesse, der selvfølgelig ikke er stor nok til at behandle dem i bøger om revolution.

Derfor er det op til de feministiske revolutionære (eks-børn og stadig undertrykte kvindebørn) at gøre det. I vores programmer for en feministisk revolution må vi behandle børns undertrykkelse, ellers begår vi den fejltagelse, som vi anklager mænd for at begå: de er ikke tilstrækkelig dybtgående i deres analyser, de mangler en væsentlig del af undertrykkelsen, blot fordi den ikke lige præcis vedrører os. Jeg siger dette, vel vidende at mange kvinder er dødtrætte af altid at blive slået sammen med børnene. At børnene ikke blot er vores arbejde og ansvar, men i lige så høj grad andres, er en formodning, som er afgørende for de krav, som vi stiller til revolutionen. Vi har blot udviklet en særlig medlidenhed og særlige følelser overfor dem, som skyldes vores fælles lidelser, og det er følelser, som der ikke er nogen grund til at slippe; vi ved hvad de vil, hvad de oplever, fordi vi selv oplever den samme undertrykkelse. Den mor, som ønsker at dræbe sit barn (et almindeligt ønske) på grund af de ofre hun har måttet bringe, lærer først at elske barnet, når hun forstår at det er hjælpeløst, er undertrykt som hun selv, af den samme hersker: Så vender hun sit had udadtil, og ægte “moderkærlighed” fødes. Men vi vil gå videre: Vores sidste skrift må være ophævelsen af de forhold som muliggør undertrykkelsen af kvinder og børn, vi må rydde vejen og skabe “menneskelige” forhold. Børn er endnu ikke i stand til at skrive deres egne bøger. Vi må gøre det for dem, for sidste gang.

1.

Satuait Ray har i filmen Devi på beundringsværdig måde portrætteret gudindens tragedie.

2.

Rester af denne skik eksisterer selv i vore dage. Arbejderklassens drenge går i retning af at blive kontormænd eller håndværkere, i stedet for at give sig i lag med en for dem unyttig “tyren i bøger”. Dette stammer fra den tid, hvor underklassebørn stadig fulgte lærlingesystemet, mens middelklassebørnene begyndte at gå i morderne skoler. (Det er heller ikke noget tilfælde, at så mange store kunstnere fra renæssancen var underklassedrenge, som var trænede i arbejdet med “mesteren”.) Vi finder også reminiscenser af denne struktur i vor tids militær, i hæren, hvor yderlighederne i klassesamfundet mødes: På den ene side unge “drop-outs” fra arbejderklassen, “West Pointers” (officersaspiranter) fra aristokratiet – aristokratiet var ligesom proletariatet længe om at tage familiestrukturen og den offentlige skole op efter bourgeoisiet.)

3.

I det ortodokse jødiske miljø som jeg er vokset op i, og som af udenforstående betragtedes som anakronistisk, begyndte mange drenge at studere alvorligt allerede i 5-års alderen, og som et resultat er Talmudiske vidunderbørn almindelige.

4.

Tronfølgeren i den franske kongefamilie (red.)

5.

Den yderste konsekvens af dette ses i vores skoler, hvor modne børn bliver vist bort og må vente et helt år, fordi deres fødselsdag ligger få dage før en eller anden tilfældig valgt dato.

6.

Se Aries, op. cit., kapitel V, “From Immodesty to Innocence”, her findes en detaljeret beskrivelse af denne eksponering, baseret på Dauphinus sexuelle erfaringer,, således som de er beskrevet i Heroards Journal.

7.

Se R.D. Laing: Familiens politik, Bibliotek Rhodos, 1971.

8.

Bander er de eneste grupper, som det moderne barn selv styrer: udtrykket bande har af gode politiske grunde, et ildevarslende tonefald.

Uddrag fra Shulamith Firestone: The Dialetic of Sex, 1970

Dansk oversættelse: Kønnets Dialektik, 1972, København: Rhodos, oversat af Kirsten Buchave, Bente Enevoldsen, Sanne Ibsen og Rikke Posborg.