På randen af året giver vi os denne fredag hen til noget skønt.
*
Fortæl mig at det var for sulten
& intet mindre. For at sulte er at give
kroppen hvad den ved
den ikke kan beholde. At dette ravgule lys
som endnu en krig har beskåret
er det eneste der hæfter min hånd
til dit bryst
**
du der drukner
mellem mine arme —
bliv her.
du der skubber din krop
ud i floden
og får dig selv
til overs —
bliv her
***
Jeg skal fortælle dig hvordan vi er forkerte nok til at blive tilgivet.
Hvordan min far en aften, efter at have givet mor
flade
og holdt en motorsav mod køkkenbordet, gik ud for at knæle
på badeværelset indtil vi kunne høre hans dæmpede gråd gennem væggene.
& sådan lærte jeg — at en mand på sit højeste var det der kom nærmest
en overgivelse.
****
Sig overgivelse. Sig alabaster. Springkniv.
Kaprifolie. Gyldenris. Sig efterår.
Sig efterår på trods af det grønne
i dine øjne. Skønhed på trods
af dagslys. Sig du ville dræbe for det. En morgen der aldrig gryr
stiger op i halsen på dig.
Min flagren under dig
som en spurv, lamslået
af faldet.
*****
Skumring: et honningblad mellem vores skygger, det dræner
******
Jeg ville forsvinde — så jeg åbnede døren på en fremmeds bil. Han var skilt. Han var stadig i live. Han hulkede af gråd i sine hænder (hænder der smagte af rust). Den lyserøde brystkræftsløjfe i hans nøglering svajede i tændingen. Rører vi ikke ved hinanden bare for at bevise at vi stadig er her? Engang var jeg her stadig. Månen, fjern og flimrende, blev fanget i dråber af sved på min nakke. Jeg lod tågen slippe ind gennem den revnede rude & dække mine hugtænder. Da jeg tog derfra, blev Buick'en bare holdende, en stum tyr på græs, dens øjne ætsede min skygge ind i siden af forstadens huse. Derhjemme kastede jeg mig på sengen som en fakkel & så på mens flammerne gnavede sig igennem min mors hus indtil himlen kom frem, blodskudt og massiv. Hvor ville jeg gerne være den himmel — at bære på én gang al fald & al flyvning .
*******
Jeg svedte under det kolde vand i bruseren, jeg skrubbede & skrubbede.
********
I livet før dette, kunne man se
at to mennesker var forelskede
fordi når de kørte i pickup
over broen, nåede deres vinger
akkurat at gro ud igen.
Nogle dage er jeg stadig inde i den pickup.
Nogle dage bliver jeg ved at vente.
*********
Det er ikke for sent. Knot som en glorie
om vores hoveder & sommeren for tidlig
til at efterlade spor.
Din hånd under skjorten på mig som støjen
fortættes i radioen.
Din anden hånd retter
din fars revolver
mod himlen. Stjerner falder én
efter én i sigtekornet.
Det betyder at jeg ikke bliver
bange hvis vi allerede
er her. Allerede mere
end huden kan rumme. At en dreng
ved siden af en dreng
må fylde en eng
med tikken. At dit navn
blot er lyden af ure
der sættes endnu en time tilbage
& morgenen
finder vores tøj
på din mors terrasse, krænget af
som ugegamle liljer.
**********
Ikke at forveksle med hans nye roman med samme titel: denne kreds er (med visse fordrejninger) taget fra samlingen Night Sky with Exit Wounds fra 2016 og oversat af Toni Bashy.
Ocean Vuong kommer til Stadsbiblioteket i Malmö til maj. Der kan det være vi ses.